HJEM

REJSEBREVE

BÅDEN

GÆSTEBOG

ARKIV

LINKS

Fethiye, den 12.-13. august 2009

21. rejsebrev.


Indledning.

Tiden går – alt for hurtigt. Men det har vi jo konstateret så mange gange før, så det burde ikke komme som nogen overraskelse. Der er sket så meget siden sidst. Det vil være umuligt at skrive om alle hændelserne denne gang, så jeg har plukket lidt hist og her af de mange begivenheder og oplevelser vi har haft. Rejsebrevet skulle jo helst ikke blive på 50 A4 sider. Jeg håber ikke det går ud over helhedsindtrykket af vores tur, men prøv at se de mange billeder som supplement. God fornøjelse.

Syd om Pelepones.

Ruten
Preveza, Lefkas, Kalamos, Kher Dhioni, Katakolon, Pilos, Finakounda, Kalamata, Monemvassi, Porto Kheli, Ermioni, Poros, Aegina. Se positionerne på Google Earth.
Distance: 374,2 sm. 

Lefkas – 4. juni.

Vi tager en overliggerdag for at få installeret vores NAVTEX, som vi havde medbragt hjemmefra. Købt i England på postordre. Antennekablet var ikke langt nok, da antennen skulle monteres på tagetbøjlen. Et forlængerstykke blev indkøbt og installationen forløb planmæssigt. Vi har i løbet af sommeren haft megen glæde af at kunne modtage vejrmeldinger, uden at skulle være afhængig af internettet. De græske vejrmeldinger på VHF er af en ualmindelig dårlig kvalitet. Græsk-engelsk er simpelthen ikke til at forstå, når meddelelserne bliver liret af i en meget hurtig talestrøm.

Vi møder Birthe og Bent på s/y Mikero, som efter rigtig mange år på Middelhavet, er på vej hjemover. Det bliver også til et gensyn med Thomas Thomsen s/y Jeanne D’arc og Hanne og Jørgen fra s/y Tango. Det bliver til hygge med lidt mad og drikke.


Pilos – Navarionen – 10. juni.

Ikke noget specielt om Pilos, men bugten lægger navn til et søslag tilbage i 1827, som var med til at gøre Grækenland fri for den tyrkiske kontrol af landet. Læs et kort referat af hændelsen i bilaget ”Slaget ved Navarionen”.

Finakounda – 11. juni.

Da vi forlod Lefkas, havde vi håbet på, at vi kunne få glæde af den for årstiden fremherskende vindretning – W og NW. Men sådan skulle det ikke være. Stort set ingen vind på hele turen ned omkring den første finger på Pelepones. Til gengæld havde vi lige modtaget en kulingvarsel, som skulle komme inden for de næste 24 timer. Så det var nu et spørgsmål om at finde et passende sted at ligge. Valget faldt på Finakounda. Her kunne vi krybe tæt ind under kysten og ligge i læ ud for den lille havn. Bunden var ren sand, så vi vidste at vores anker, med det rette antal meter kæde, ville holde, så vi kunne ligge trygt i selv en brandstorm.

Efter at have passeret Methoni med den gamle borgruin og det tyrkiske tårn ude på spidsen, fik vi lidt vind, så vi langt om længe kunne få sejlene op og glide op mod Finakounda. Da vi ankommer, kan vi se, at der ligger en engelsk båd, også en Moody, men en lidt nyere model. Ved nærmere eftersyn ser vi at det er s/y Gualala, som Cassiopeia stod ved siden af i Aktio Marina sidste vinter. De sejlede fra Aktio nogle dage før os efter en kort og hektisk klargøring. Nu blev der tid til at snakke noget mere, men det er ind i mellem så sjovt med englændere. Det er os der skal tage initiativ til at invitere første gang. Og det kan altså ikke hjælpe noget, at man ikke kender navne på dem man skal besøge. Så gensidig præsentation og introduktion er nødvendig. Men herefter er det også som om, at man nærmest er i familie.

Det bliver til en enkelt overligger, mens vinden raser. Vi ankre om, og kryber lidt tættere ind under kysten. Det er dejligt at kunne gøre det de andre så gerne ville. Når vi ankre, tager vi altid bestik af de andre bådes placering. Sejler inden for dem alle og kaster anker. Mange gange med stor undren fra de andre bådes besætninger, men de ved jo ikke, at Cassiopeia kun har en dybgang på 1,35. Langt de fleste sted er vanddybden bare 10 m fra strandkanten over tre meter, og så har vi jo ingen problemer. Efter flytningen ligger vi helt roligt, men de omkringliggende både hopper og danser noget i vinden og søen. Dejligt med en rolig nat selv om det blæser.


Kalamata – 13. juni.

Der var udsigt til meget mere blæsevejr, så vi besluttede at sejle til Kalamata. I lystbådehavnen kunne vi så også få bunket vand, som vi efterhånden trængte til. Cassiopeia trængte også til en overhaling med vand og sæbe, så det passede meget godt ind i planen. Vi trængte også til at komme lidt væk fra båden. Ud og se os lidt omkring, så vi lejede bil og tog en tur ind i landet. Det var en ualmindelig smuk tur. Vi kørte i kløften mellem to bjergkæder op til Mistras, en gammel ruinby, med en borg på toppen. Da vi skulle betale for at komme ind på området, besluttede vi os for at blive ude. Vi syntes at vi havde set gamle sten nok, og så kunne vi for øvrigt meget bedre se området ude fra. Inden turen gik tilbage, kørte vi en tur gennem byen Sparta. Det var der til gengæld ikke meget ved. Relativ ny by med massere af firkantede huse i to eller tre etager. Byen, som ellers har helt sin egen historie, havde vi forventet os mere af. Se artiklen om Sparta.. 


Monemvassi – 16. juni.

Vi skulle have en enkelt dag med nogenlunde sejlbart vejr, inden en ny front skulle passere. Vi tog derfor en hurtig beslutning om, at sejle direkte fra Kalamata til Monemvassi. En strækning på ca. 98 sm. Vi kan bedst lide at sejle de lange stræk om natten, så derfor lagde vi ud sammen med den sidste aftenblæst kl. 19.30. En frisk vind hjalp os de første par timer, indtil den så døde og motoren måtte overtage arbejdet. Der stod imidlertid en hel del gammel sø, og strømforholdene gjorde, at vi ind i mellem have op til 1½ knobs modstrøm. Det var mere end selvstyreren kunne klare, så vi måtte håndstyre de første mange timer. Ud på natten blev det dog bedre. Autopiloten overtog, og der kunne blive tid til lidt afslapning. Mona var først nede for at sove, men rulleriet gav ikke megen ro. Pludselig hørte jeg en efterhånden velkendt lyd. Lyden lige som når en snorkeldykker der tømmer snorklen for vand efter at være kommet til overfladen igen. Delfiner. De var der alle vegne omkring båden. Vi kunne lige ane dem i mørket omkring os. Der var mange. Hvor mange ved vi ikke. De blev ved os i et kvarters tid. Hvorefter alt omkring båden igen var stille. Jeg fik mig et par timer på øjet inden vagtskifte igen. Lige så fascinerende det er at sejle under en klar måneskinds- og stjernehimmel, lige så smuk er det når morgensolen spreder sidt første lys hen over det blanke vand. Man er lige fascineret hver gang man oplever det. Det kan ikke beskrives, men skal opleves.

Vi ankommer til Monemvasia eller retter den lille havn lige inden for, som hedder Gefira, også kaldet Nea Monemvasi, præcis kl. 12.00, 16,5 time efter afgang. Vi har holdt en gennemsnitsfart på over 6 knob. Det er f…… godt gået af det gamle skiv.

Vi finder en god plads i den lille havn, men må flytte derfra, da en kolos af en lastepram skal ligge der. Øv, øv. Vi havde set, at en anden dansk båd lå i havnen. Efter en kort snak fik vi tilbudt at ligge langskibs på dem. Det var s/y Liljen med Lilian og Jens fra Dragør om bord. 

Det kan være svært at huske, hvem man efterhånden har mødt. Vi mente ikke at have mødt Liljen før, men ved en nærmere snak måtte vi indrømme, at vi havde mødtes tilbage i 2007, mens børnebørnene Mathias og Andreas var med. Nå, men det forhindrede os ikke i, at vi havde nogle hyggelige timer sammen, og med en gale warning hængende over os, var der ingen grund til hastværk.

Vi lejede cykler for to dage. Nu skulle der motioneres. Vi startede tidligt følgende dags morgen. Ud til øen og den gamle by Monemvasia. (Læs mere om stedet på bilaget ”Monemvasia”.) Trave rundt i hele byen og op til toppen. Se den gamle kirke, som stadig benyttes og ud til den gamle borgruin på toppen af øen. Hold da op, hvor var det varmt. 4 timers vandring. Op og ned, ud og ind. Ja, bentøjet blev ordentlig testet. Det kunne være bedre, men også værre. Både Mona og jeg har begyndende problemer med vores knæ. Gigt, you know. Nå, men her skader det jo ikke med motion. Så efter en lille men dyr frokost, var det op på hesten, og så en tur op af det nærliggende bjerg til en lille by blot 8 km fra havnen. Men pyh ha. Det var da lige før det var i overkanten. Men frem nåede vi da. På byens torv fandt vi en lille café. Lidt væde var tiltrængt inden turen gik tilbage igen. Denne gang heldig vis mest ned ad bakke. Det blev til en rigtig god nats søvn. Dagen derpå – endnu en cykeltur. Det var ikke fordi benene var ømme, men bagdelen. Auuuuh – og det selv om silikonesadlen havde været i brug. Det blev ikke til den lange tur, men nok til at vi fortjente en kold øl på vendestedet. Ja, ja, intentionerne var gode nok.


Porto Kheli – 20. juni.

Vi fulgtes med s/y Liljen til Porto Kheli. Med afgang kl. 06.00 var vi fremme allerede kl. 13.15. Vi kunne nyde frokosten for anker tæt op ad de mange både, som ligger ved morings. Mens vi sidder og spiser får jeg øje på en skildpadde, som dukker op tæt ved en markeringsbøje. Jeg ned og have fat i kameraet. Det ene skud efter det andet blev udløst, og jeg fik rigtig mange gode billeder. Det undrede os imidlertid, at den kom op for at trække vejret tæt omkring bøjen hver gang. Skildpadder plejer godt nok at være inden for samme område, men ikke på nøjagtig samme sted. Nå, men det kunne jo være, at der var en masse at spise lige der, så det var jo nok som det skulle være. Mens jeg fotograferer får Mona øje på en anden skildpadde, som kommer op tæt ved en båd. Hun lægger mærke til, at den også kommer op tæt på samme sted hver gang. Noget må være galt. Kan den sidde fast i et eller andet? Vi bliver enige om, at holde øje med dem begge to, for at se om de skulle blive ved med at være på samme sted. Under aftensmaden ser vi dem stadig på samme sted. Nu skal der træffes nogle beslutninger. Hvis skildpadderne virkelig sidder fast i et eller andet, kan vi så frigøre dem? Og i givet fald med hvad? Kan vi i det hele taget komme tæt nok på til at se, hvad der er i vejen. Hvis vi skal gøre noget, skal det være nu. Der er kun en halv time til at det er bælgmørkt, og så er det for sent. Knive, skævbider og tænger bliver fundet frem. Tillige vores trekrog og et stykke snor og så i gummibåden. Først forbi skildpadden ved bøjen. Vi kunne ikke se om den sad fast i noget, så vi valgte at sejle over til den anden. Her var vi til gengæld ikke i tvivl. En tynd snor fra et fiskemærke, var viklet om den ene luffe og om halsen på skildpadden. Ved at trække i snoren, som den sad fast i, fik vi den så tæt på, at vi kunne holde den ind til gummibåden. Men jeg siger jer, at en skildpadde i denne størrelse, er i besiddelse af rigtig mange kræfter. Og den prøver at bide, for at forsvare sig. Det lykkedes os at skære snoren så meget over, at den nu fik begge luffer fri. Og så sagde ellers plask, plask og så var den væk i dybet. Det ærgrer os, at vi ikke forsøgte at befri den for det den havde om halsen først, for reelt ved vi ikke om den kunne blive helt fri af snoren. Det håber vi selvfølgelig, nu ville den da i det mindste ikke drukne, hvilket den på et eller andet tidspunkt ville have gjort, hvis ikke den var blevet befriet. Nu stod turen så til den anden skildpadde. Vi gjorde gummibåden fast til bøjen og ventede på at skildpadden skulle komme op for at trække vejret. Der gik lang tid, men så pludselig kunne vi se den i dybet. Den nærmede sig overfladen, men da den fik øje på os forsvandt den igen. Hvis den sad fast vidste vi nu, at den måtte komme op på samme sted igen, for luft skulle den bruge. 5 lange minutter gik, det begyndte at blive svært at se noget. Mørket nærmede sig hastigt. Så var den der. En meter fra gummibåden. et hurtigt luftindtag, og så ned igen. Nu var vi sikker på, at den måtte sidde fast i et eller andet. Fat i trekrogen, på med linen og så lade den trække over bunden hele vejen rund om bøjen. Den fik fat i et eller andet. Det var svært at hale op, men det lykkedes. En sammenfiltret dynge af tyk, tyk fiskeline med en masse kroge, som stadig var fyldt med madding. Det var noget frygtelig noget at få om bord. Der skulle ikke meget til før en krog kunne punktere gummibåden. Men skulle vi finde ud af om det var årsagen blev vi nødt til at hale ind. Det var tungt. Og efter hånden som vi fik mere og mere indenbords kunne vi mærke, at der blev ydet en del modstand i den anden ende. Vi havde fat i skildpadden. Den var kroget flere steder på lufferne, men heldig vis ikke i næbet. Vi fik klippet så meget line i stykker, så den kunne slippe fri. Krogene kunne vi desværre ikke gøre noget ved. Dem håber vi på, at den slipper af med på anden vis. Efter vores redningsaktion var det tid til en kold fra kassen. Vi var glade for at vi gjorde som vi gjorde. Tænke sig at vågne op den følgende dag og konstatere, at skildpadderne var druknet i nattens løb. Det ville vi nok have haft svært ved at tilgive os selv, da vi jo havde en fornemmelse af, at noget var galt.

Poros – 23. juni.

Den følgende dag tager vi afsked med Lilian og Jens. Turen går via Ermioni til Poros. Vi har jo været på Poros før, så selve stedet vil jeg ikke beskrive en gang til. Vi får dog en ny oplevelse på øen, da det jo er Skt. Hans aften. 

På en lille aften gåtur, ser vi at byens lille brandbil er kørt frem. Vi er i udkanten af byen, på en lille plads. Der er stillet en masse stole op i rækker. En bil med en masse højtalerudstyr holder tæt ved vandet, og folk er i gang med at slæbe udstyr ud. Dette bevirker altid en form for nysgerrighed hos os. Der må skulle ske et eller andet her, men hvad? Der begyndte at komme mennesker til fra alle sider. Stolerækkerne blev hurtigt fyldt op. Der var lagt en mindre risbunke midt på en lille åben plads. Mange kom med tørrede blomsterkranse og lagde på risbunken. Nu blev der holdt en række taler. Og det virkede som om, at der blev fortalt historier/vittigheder. Folk jublede og grinede i et væk. Nu blev der så sat ild til risbunken. Aha, det er altså Skt. Hans fest vi er kommet til. Eller en speciel form for, for nu begynder man at danse omkring bålet. Dansen går lystigt i en halv times tid, indtil bålet er ved at dø en lille smugle ud. Nu begynder alle de større børn at samles omkring bålet, og pludselig er der en der ta’r mod til sig. Løber og springer over bålet. De modigste af børnene følger efter, og på et tidspunkt springes der fra alle retninger ind over bålet, så man bliver bange for, at nogen vil støde samme inde midt over bålet, med en masse brandvabler til følge. Dette har vi aldrig oplevet før, så Mona må have fat i nogle små piger, for at få dem til at fortælle hvad det hele gik ud på. Det blev lidt usammenhængende, så vi har søgt på nettet og fundet lidt facts om traditionen. Læs bilaget ”Skt. Hans”.

Aegina – 26. juni.

Vores første gæst/gast, min bror Ejgil, skulle komme til Athen den 4. juli, men vi havde lige nogle ting, som vi skulle have ordnet inden. Det største projekt var renoveringen af forpitten. Vi havde i forbindelse med hovedrenoveringen hjemme sat gulvtæppe på siderne og på visse dele af loftet. Den kraftige sol hernede, har imidlertid bevirket, at tæppet smuldrede væk. Blot en let berøring, fik det til at regne ned med en tæt støvsky. Vi fandt det ikke ansvarligt, at have nogen til at sove derude mere, så derfor skulle det pilles af og en ny beklædning sættes op. Det er såmænd ikke fordi det er det store arbejde, når man kender opgaven og ved hvor man skal starte og slutte. Men når det foregår i 40 graders varme og vindstille, så tager det fire gange så lang tid. Men det var vi forberedt på, så det var bare med at komme i gang. Det tog 4 dage, inden sidste skrue var monteret igen. Jeg tror, at jeg i løbet af de 4 dag svedte lige så meget, som over en 14 dages periode hernede.

I afslutningen af 20. rejsebrev skrev jeg, at i nok ville komme til at høre mere til den danske familie på 6, som vi mødte oppe i Gaios på Paxos første gang. De dukker op på Aegina, og får plads lige ved siden af os. Jeg vil ikke præsentere familien nærmer. Det gør de så udmærket selv på deres hjemmeside www.aberne.dk. Gå ind og se den. Den er både sjov og anderledes.

De to piger havde vi fornøjelsen af, at få besøg af med jævne mellemrum, mens de lå ved siden af. Vi havde et stort male og farvesæt om bord. Frida – den ældste – kunne godt li’ at sidde i vores cockpit og tegne og male. Når det er nyt og anderledes, kan det være adspredende, at komme lidt væk ”hjemme fra” – efter kort tid, tog også den mindste mod til sig og kom på besøg. Farveladen blev brugt flittigt, selv om det der med vand i et glas ind imellem kunne være svært at styre.

Jeg havde fået et stort paprør til overs, da det sidste vægbeklædning var monteret. En ide om, at skære røret i passende stykker og bruge dem til, at lave papdyr af, skulle vise sig, at være en god ide. Så god, at det nær var endt med mytteri på s/y Hodja. Papdyrene var først færdig tæt på sengetid, så det blev aftalt, at hvis ikke de skulle sejle den følgende dag, måtte Gry og Frida komme over og male deres papdyr færdig. Den følgende dags morgen, inden pigerne var kommet ud af køjerne, startede Brian bådens motor for, at lade strøm. I troen på, at de skulle sejle, satte Gry i et hyl. Hun ville ikke sejle nogen steder, for hun havde en aftale om, at skulle komme over på Cassiopeia for at male. Der kom dog hurtig ro på igen, da de fik forklaret, at de ikke skulle sejle nogen steder. Vi var da heller knap færdig med morgenmaden, før de begge stod og trippede inde på kajen. Aksel skrev på Abernes hjemmeside, at Cassiopeia fungerede som reservefritidshjem for Gry og Frida. Ja, det kunne der være noget om, men hvor var det dog hyggeligt, så længe det varede.

Gennem Kykladerne, De østlige Sporader, Dodecanesserne til Tyrkiet.

Ruten
Kykladerne: Kea, Tinos. De østlige Sporader: Ikaria, Samos. Dodecaneserne: Arki, Leros, Kos og Simi. Tyrkiet: Datca
Distance: 301,9 sm.

Tinos – 6. juli.

Da vi forlod Aegina 5. juli var vi klar over, at Meltemi-sæsonen i Kykladerne var startet. Ikke desto mindre lagde vi ud med næsten ingen vind. Vi ville holde en rute på tværs og i den nordlige del af Kykladerne over mod Samos. Når Melteminen blæser, er den som regel kraftigst i midterområdet af Kykladerne. Hvis vi skulle få vind at sejle på, og måske lidt i overkanten, ville vi altid kunne holde lidt sydpå i stedet for, da Melteminen altid blæser fra en nordlig retning.

Efter et par pæne dagssejladser ankommer vi til Tinos. Vi glædede os til et gensyn med havnefogeden Anastasios, ham, som i 2006 gav mig tilnavnet ”Mr. Maybee”, fordi hver gang han spurgte til hvornår vi skulle sejle, svarede jeg altid: ”Maybee tomorrow”. Det var ikke Anastasios, som tog imod os. Vi fik anvist plads, hvor vi kunne få strøm og vand – ikke fordi vi havde brug for det, men pladserne var meget bedre at ligge på. Vi blev så nødt til at acceptere, at betale for det alligevel, men sådan er det en gang imellem. Da vi har fortøjet, spørger vi efter Anastasios. ”Kender i Anastasios? Jeg hedder Dimitrios og er hans bror, men Anastasios døde i februar 2007. Han faldt bare om. Dårligt hjerte. En familiesvaghed. Jeg lå selv på hospitalet, for at få opereret mit hjerte, da han døde.” Han viser os arene efter operationen. Vi fortæller om vores møde med Anastasios. Vi ser billeder fra dengang. Nu er vi næsten i familie. Vi kan ligge gratis, uanset hvor længe vi bliver. Strøm skal vi heller ikke betale for. Dimitrios fortæller videre: ”Jeg blev bedt om at overtage jobbet som havnefoged efter Anastasios. Havde egentlig ikke lyst. Jeg er kunstner, og har mange andre ting at gøre. Hvis i bliver, så kom ud og besøg den restaurant, hvor jeg har min udstilling, så kan vi mødes derude.” Vi fik en nærmere forklaring hvor restauranten var, og var enige om, at vi måtte ud og besøge stedet. Aftalen kom på plads, og da vi kom derud, var der rigtig mange malerier og andre kunstgenstande. Mona købte en lille poleret sten med et motiv af en lille græsk by, som han havde malet. Dimitrios fortalte, at han skulle have en udstilling i Athen til efteråret, som han glædede sig meget til. Han håbede så, at han kunne få solgt nogle flere af sine værker. 

Der blev taget afsked. Et venskab - også på Facebook - var etableret. .

Ikaria, Evdhilos – 8. juli.

Som tidligere nævnt havde vi besluttet os for at holde os i den nordlige del af Kykladerne. Af samme grund hold vi os på nordsiden af Ikaria. Hvis vi skulle få meget vind, har vi det bedst med at være på vindsiden. Det lyder måske lidt mærkeligt, men på læsiden af en ø, er vinden altid væsentlig stærkere, da der opstår den såkaldte vindfaldsefekt. Vinden er meget mere ustabil, alt afhængig af højden på bjergene vinden skal passere ind over. Det blev nu ikke noget problem for os. Vindstille det meste af dagen, og i hvert fald for lidt vind til at sejle på, så de ca. 51 sm blev tilbagelagt for motor. 

Evdhilos er en lille havn. Men selvom den er lille, er man alligevel i gang med en større renovering og udbygning af moleanlægget. Selvfølgelig for EU-midler. Hvad ellers. Hvis det nogen side bliver færdig, bliver det et hyggeligt lille sted. Det er ikke så turistet – endnu. Men hvis krisen vender kan det da godt gå hen at blive et udflugtsmål for turister, der er på charter på Samos. Det vil tiden vise. Vi kom også til at betale havnepenge her. 4,37 euro.

Samos, Pythagorion – 9. juli.

Næsten 3 timer for sejl. Det var godt nok længe siden vi havde prøvet det sidst. Pythagorion er et eftertragtet sted. Vi ville ikke ind i den nye lystbådehavn at ligge. Den er alt for dyr i forhold til bykajen. Kunne vi ikke få plads her, ville vi benytte ankerpladsen lige uden for havnen. Men vi var heldig at få den sidste ledige plads i havnen. Fedt. Nu kunne vi tage på ø-tur uden de store problemer.

Selv om vi i 2007 var rundt på øen indtil flere gange, lejede vi nu bil og kørte mod hovedmålet, det nordvestlige hjørne af Samos. Her skulle være et vandfald, Potámi, som skulle være meget flot. Vi finder stedet hvor bilen skal parkeres. For enden af Potámi-stranden ved vejen, peger et lille træskilt på en sti, der fører til Matamórfosis-kirken og videre ind til vandfaldet. Stien går langs Pótami-floden, indtil den brat stoppes af vandet. 

Travetur er på et par kilometer ind gennem kløften. Det er en ualmindelig smuk tur. Vandløbet bliver krydset flere gange på minde planker. Det er da godt der ikke er mere vand i løbet, for så ville overgangene da være oversvømmet eller skyllet væk. Nå, men efter en times vandring når vi ind til bunden af kløften. En stejl trappe fører op til en restaurant højere oppe. Men hvor er vandfladet? Vi ser nogle stå og klæde om til badetøj, hvorefter de begiver sig ud i vandet og forsvinde længere ind i slugten, op imod strømmen i vandløbet. Nå, man skulle altså have haft badetøj med, for at komme op og se vandfaldet. Det vidste vi ikke lige. Surt – det blev altså ikke til nogen vandfaldsbilleder i denne omgang. Vi finder ud af, at hvis man se vandfaldet, kræver det, at man hopper i det iskolde kildevand og svømmer og vader igennem en serie mindre klippebassiner for – et par hundrede meter længere fremme – at møde et lille, men kraftfuldt vandfald. Herfra går der en sti til endnu et vandfald.


Arki, Augusto – 11. juli.

Planen var, at vi skulle tage en masse små ture, hvor vi hoppede fra den ene lille perle af en bugt til den anden, på de små øer syd for Samos. Imidlertid trak det op til en rigtig gang Meltemi i løbet af de næste par dage. Vi sejlede derfor til Augusto på Arki. En lille bugt, hvor en lille kaj inde i bunden med plads til blot 10 både, skulle være første overnatningsted efter Samos. To små restauranter tilbød aftenens menu. Vi kunne blot selv vælge om det skulle være hos bror eller søster. Inden restaurantbesøget fik vi lige set, hvordan søpindsvin tilberedes. En speciel tang, er i stand til at flække søvindsvinet på tværs. Og det er alt hvad der skal til. Op på en tallerken sammen med et stykke citron. Så er der serveret. Ikke lige til mig. De er vældig dekorative. Men spise dem havde jeg ikke lige lyst til. Nej, så hellere holde sig til noget af det kendte. Et eller andet med gris.

Leros, Pandeli – 12. juli.

Pandeli blev valget for et par dages overligger. Stedet brugt vi også i 2007, da det blæste for meget til at sejle. Denne gang nåede vi imidlertid op til borgen ”Castro” og kirken ”Panaghia”, som ligger oven over Platanos på en top 300 m over havet. Den ældste bebyggelse er fra 700 f. k. og siden har alle øens herskere (og det er mange i tidens løb) bygget om og til. Tiden under Byzans og Venedig satte sit præg på borgen, indtil Ridderne af St. John på Rhodos (korsridderne) udbyggede den væsentligt i tiden 1309-1523. Herefter overtog tyrkerne styret til 1912, og derefter italienerne. Alle byggede og sloges, så vi må nøjes med de imponerende rester, som nu er blevet smukt restaureret. Udsigten er mageløs, både en tidlig morgen eller ved solnedgang. 

Panaghia er et smukt og meget helligt sted med sine smukke ikoner og et flot museum. I kirken er der ofte gudstjenester, barnedåb og bryllup.

Der var lagt op til travetur, men vi var, som vanligt, komme lidt sent af sted, så solen og dermed varmen havde sat sit præg på dagen. Den kraftige vind gav ingen kølende effekt. Der var et pæn stykke vej op til borgen. Vejen snoede sig op af bakketoppen. Hov! Der holder da lige en taxa. Skal vi ikke lige høre hvad det koster at blive kør derop? 6 euro. Hold da op. Tænk at kunne spare sine ben for så små penge. Vel oppe på toppen, kunne vi konstatere, at vi havde en halv time til museet eftermiddagslukkede. Nu kunne vi nå det hele. Ind og kigge i det lille museum. Inspektøren fortalt levende om øens historie. Om hvordan man havde behandlet psykisk handicappede, på grusomste vis, helt op til nyere tid på en institution her på øen. Den græske stat fik også lige en hilsen, idet han var så træt af, at han ikke kunne få nogen statsstøtte til vedligeholdelse af borgarealet og museet. Der var ikke faldet en mønt af siden 2006. Vi kunne så selv gætte på hvorfor det nu var sådan. Men ved indgang stod et stort blåt skilt med ”Renovering af borgruinerne foretaget med støtte fra EU og afsluttet i 2006. 

Efter et par timers travetur i ruinerne, var vi klar til nedstigning. Den var som end lige så hård, som hvis vi havde travet hele vejen op. En kold øl var tiltrængt, da vi nåede ned til Ay Marina, som ligger ud til 
Alindasbugten.

Lykke ringer en formiddag. ”Jeg holder ferie fra den 27. juli. Hvor er i? Kan jeg komme og sejle med en uges tid? Hvad koster det? Hvordan finder jeg et fly? Hold da op, hvor er det dejligt, når ens børn gider holde lidt ferie hos sine gamle forældre. Efter næsten en hel dags søgen på internettet, lykkedes det mig at finde en returbillet, som var til at betale. Lykke skulle nu komme til Dalaman den 2. august, om ca. 14 dage. Glæder os meget. 

Kos – 16. juli.

Vinden falder til 13-15 m/sek., og vi beslutter os for at stikke til Kos. Vi ville få en agten eller agten for tværs, så det skulle blive en fin tur. Det gjorde det såmænd også. For storsejl alene surfede vi syd på med 6-7 knob. Ikke nok med, at det var en fed sejltur, men at vi også fik fornøjelsen af og følgeskab af en flok delfiner gjorde ikke turen mindre fed. Delfinerne sprang ind over bølgerne og efterlignede Cassiopeias måde at surfe på bølgerne. De holdt ved en god halv times tid. Lige så pludselig de var dukket op, lige så pludselig var de væk igen. Uanset hvor mange gange man har set delfiner, så er det en fascinerende oplevelse hver eneste gang det sker. Man kan aldrig få nok.

Simi – 19. juli.

Simi blev så sidste græske ø inden indklarering i Datce i Tyrkiet. På turen fra Kos tog vi lige et stop for anker i bugten ved Knidos. 

Vi var kommet uden for Meltemi-bæltet, så nu var der næsten ingen vind igen.

Den smule der var førte os op mod Simi by, i stedet for Panormitis. Byen er også et værdigt sted at slutte den græske ø-tur. Det er altid svært at få plads ved havnekajen på Simi. Man skal virkelig komme tidligt. Kl. 15.00 var altså ikke tidlig nok. Efter at have cirklet nogle gang rund i havnen, og med indtil flere både på vej ind, skulle der træffes en beslutning. Og nu gjorde jeg det, som jeg tidligere har brokket mig over, nemlig at finde et lille mellemrum mellem to både og så ellers bare mase sig ind. Med hjælp fra nogle venlige englændere, som løsnede lidt på nogle fortøjninger hist og her lykkedes det os at komme ind på plads. Og efter lidt tid, havde vi også fri plads omkring os.

Afslutning.

Så må vi vist til at stoppe for denne gang. Der følger en masse billedmateriale med, som ligger på Picasaweb. Håber det er til at finde ud af. 

Vi syntes, at vi har været heldige med vejr og vind på hele denne del af turen, selvom vi altid gerne vil sejle mere med sejl end vi gør. Vi følger s/y Yvonne, som lagde ud fra Aktio Marina nogle få dage efter, at vi havde været i Lefkas, og deres tur gennem Kykladerne. P.t. ligger de stadig ude på en af øerne. Har haft en masse overliggerdage på grund af Melteminen, hvilket godt kan være noget træls til sidst. Man bliver skør i hovedet af vindens konstante hylen døgnet rundt i flere dage. I sådan et tilfælde er det godt, hvis man har husket ørepropperne. Det giver da i det mindste en rimelig nattesøvn. Vi ønsker det bedste for dem.


Mange sejlerhilsner
Mona og Ivan 

 

Har du fået lyst til at læse lidt mere er her 4 link ekstra til nogle Word-dokumenter:

Monemvasia

Skt. hans

Slaget ved Navarionen

Sparta

NB! Har du lyst til at læse lidt om gækenlands historie i korte træk, så kig ind på dette link: http://www.leksikon.org/art.php?n=2914

sy-cassiopeia.dk  2009
Hjem          Rejsebreve         Båden        Gæstebog         Arkiv         Links