HJEM

REJSEBREVE

BÅDEN

GÆSTEBOG

ARKIV

LINKS

Fakse Ladeplads 13. november 2008
23. november 2008
18. december 2008

19. rejsebrev.

Indledning.

Hjulene på bussen ruller igen. 1. november var første arbejdsdag for mig og 3. november for Mona. Ja, tiden går stærkt. Alt for stærkt. Det er 3 uger siden vi kom hjem, og lige nu føles det som vi slet ikke har været af sted. Det er derfor måske meget godt, at få repeteret de oplevelser vi har haft siden sidste rejsebrev.

I Preveza mødte vi Yvonne og John i s/y Yvonne fra Lynetten. Da jeg første gang så Yvonne stikke hovedet op over sprayhooden, var det med et kamera i hånden. Den måde kameraet blev holdt og håndteret på gjorde mig ikke et sekund i tvivl om, at Yvonne måtte være professionel fotograf. Det blev også hurtigt bekræftet, og det viser sig, at Yvonne er en kendt og respekteret fotograf med mange vundne præmier bag sig. Da vi så slog følgeskab med s/y Yvonne de sidste uger af vores tur, var der ligesom for mig lagt op til, at jeg skulle suge til mig af den viden, som Yvonne havde lyst til at dele ud af. Og det havde hun. Jeg fandt samtidig ud af, at et billede ikke bare er et billede, når det er taget. Efterbehandlingen af billedet er lige så vigtig en del af arbejdet. Efter en hel dags skud kunne efterbehandlingen derfor godt tage indtil flere timer, inden resultatet var tilfredsstillende. 

Billederne til dette rejsebrev bliver derfor vist på en anden måde end tidligere. Det er ikke umiddelbart den mest overskuelige, men jeg håber det er til at finde ud af. Jeg vil også gerne sende en tak til Yvonne for hendes hjælp og tålmodighed.

Det bliver ikke det længste rejsebrev, da billederne med billedtekst næsten viser mere end ordene kan beskrive, men bedøm selv.

Tilbage til de Joniske Øer

Efter at have besøgt Aktio Marina, hvor Cassiopeia skal overvintre, og efter at have repareret vores vandtank, som pludselig lækkede, vendte vi tilbage til Lefkas. Vi ville herefter sejle ned mod de sydligst Joniske øer. De nordlige af øerne får vente til foråret, hvor vi alligevel skal nordpå. 

Vi har jo været i Lefkas før, så vi slapper lidt af, mens Yvonne og John får set sig omkring. Det er nu næsten et must, at have el trukket ned til båden, så computerne kan køre uhindret. Vi måtte trække strøm fra tankanlægget næsten 80 m, så det var godt, at begge havde rigeligt med kabel ombord. 

Yvonnes computer var pludselig stået af. Den ville ikke mere. Jeg brugte nogen tid på at få den op at køre igen. Som tak blev jeg så optaget som medlem i foreningen af "larvefodsbruger". Et par gummisandaler blev overrakt til mig. Hvilken herlighed. Sidenhen har jeg selv købt indtil flere par, og jeg har ikke til dato brugt andet fodtøj. Ej heller nu, hvor jeg er begyndt at køre bus igen. Hvilken herlighed for mine store, flade, bredde fødder.

Turen går videre til Sivota efter en enkelt overnatning i Vilho, som kun kunne byde på en masse englændere, som havde slået sig ned her. En prøvede sågar at opkræve havnepenge, selv om kajanlægget var allemandseje og derfor ganske gratis at ligge ved.

Da vi var kommet til Sivota, havde vi besluttet os for at tage gummibådene og sejle en tur ud til grotterne, som ligger på det syd-østlige hjørne af Lefkas. Vi ville på turen tilbage sejle en tur ind til stranden i bugten, som ligger mellem Sivota og grotterne. Derfor havde vi lagt vores solparasol i gummibåden. Det var jo varmt, så lidt skygge på stranden ville nok være godt. Da vi var ca. halvvejs, slog John pludselig deres parasol op, for at sidde i skygge. De havde ikke set, at vi også havde taget parasol med, så der blev grint noget, da vi nu også slog vores parasol op. Det var nu helt behageligt, men det så noget pudsigt ud.

Grotterne var meget smukke. Solen gav et utroligt lys inde i grotten. Vandet var helt klart og farverne helt ubeskrivelige.

På turen tilbage knækkede vi endnu engang sikringssplitten i påhængsmotorens propel. For ikke at tabe nøglen til motoren, havde vi efterladt den på Cassiopeia. Vi måtte derfor bugseres til det nærmeste sted, hvor vi kunne komme i land, så vi kunne nå ud til skruen og isætte en ny sikring. Da vi tidligere har haft problemer med skruen, har vi altid værktøj og ekstra sikringer med, når vi sejler ud. Vi har dog herefter besluttet, at udskifte plasticpropellen med en af metal. Vi håber det vil hjælpe på problemet.

Fiskardo på Kefallónia var næste stop. Her var totalt overfyldt af charterbåde. Det var skiftedag, så stort set alle pladser var optaget. Vi var dog heldige, at kunne mase os ind ved bykajen, selv om der var udlagt mooring-bøjer til nogle mindre joller. Det var meget turistet, og derfor var priserne også i top, så vi var enige om ikke at bruge længere tid her end højst nødvendig.

Vejret skifter - det bliver efterår.

Den følgende dag sejler vi ned til Aghia Efimia. Her skulle vi godt nok betale havnepenge, hvilket ikke er normalt ved byens kajer. Men det var organiseret, med et lille skur tæt på havnen, hvor en ung pige/dame sørgede for, at både, som just er anløbet, bliver registreret. Ud over havnepenge skulle der betales særskilt for el og vand. Til gengæld havde vi en rigtig god internetforbindelse. Trådløs og gratis vel at mærke. Havnen har tidligere været øens trafikknudepunkt mellem fastlandet og de omkringliggende øer. Denne trafik er flyttet Sami kun 3 nm væk og det giver så meget mere plads til lystbåde.

Via internettet kan vi nu trække daglige vejrudsigter. Og den tegner ikke for godt. Det er helt tydeligt, at der er et omslag i vejret. Temperaturer falder drastisk fra 35 til 25 grader. Vi får regn og et stormvejr er på vej. På windfinder ser jeg et vejrkort, som jeg aldrig har set det før. Et lavtryk, som er helt sort og som ikke er styrkeangivet, ser ud til at skulle trække ned over øgruppen, hvor vi ligger. Vi bliver enige om, at vi lå det rigtige sted, for at ride stormen af. Spørgsmålet var, om vi skulle flytte bådene lidt længere ind i læ under molen. Men da vores ankre havde et rigtigt godt hold, foretrak vi at blive liggende. Nu kunne vi så kun slappe af og vente på at stormen skulle blæse væk.

Mens jeg brugte tid på at redigere billeder, tog Mona en travetur på 8 km til den modsatte side af øen ud til Myrtos Beach. Her blæste det allerede godt, så der var ikke mange mennesker på stranden, men en enkelt tog dog kampen op mod de store bølger. Da vi så hendes billeder, blev vi enige om, at tage en rundtur med den lokale bus. Desværre kom bussen aldrig. Vi er ikke i tvivl om, at chaufføren ikke havde forventet, at nogen, her sidst på eftermiddagen, skulle med bussen. For da han kom retur fra sin tur, var han ikke interesseret i, at forklare os, hvorfor han ikke havde været på havnen fra starten. Vi måtte returnere til bådene uden at have været på tur. Vi blev i stedet enige om, at tage på cykeltur til Sami den følgende dag.

Vi fik lejet et par cykler, rygsækken blev pakket og så gik det ellers ad landevejen langs kysten til Sami. En fin lille tur på ca. 20 km tur/retur. 

Det ustadige vejr havde bidt sig fast. De følgende 3 uger var der næsten ikke en dag uden regn på et eller andet tidspunkt. Men Grækenlands grønne øer skal jo også have noget vand for at forblive grønne.


Et kongeligt bad.

Vejrudsigten blev efter nogle dage lidt bedre. Heldigvis blev vi fritaget for den voldsomme storm. Den gik syd om os. Andre, som lå på øerne syd for os, fik til gengæld lov til, at opleve 4 døgn med 55 knob (ca. 28 m/sek.) i havnen. Vi var glade for, at det ikke var os. Vi kunne til gengæld fortsætte vores tur til Zakynthos med et stop i Poros på Kefalonia mellem regnbygerne.

Venezianerne, som var herrer på Zakynthos fra 1484 til l797, har præget hovedbyen arkitektonisk. De kaldte øen for Fione de Levante, Levantens Blomst. Øen rummer også i dag en stor landskabelig skønhed. Dette selv om mange hoteller er skudt op, og hele områder er invaderet af turister. Engelske turister har specielt slået sig ned i Laganasbugten. Dette selv om det er et af de få steder, hvor havskildpadderne Caretta caretta endnu holder til og lægger deres æg i sandet på strandene. Det hænder, at speedbåde påsejler skildpadder, og når solparasoller stikkes ned i sandet, hvor der kan ligge skildpaddeæg, siger det jo sig selv, at skildpaddernes overlevelsesmuligheder er små. Der gøres dog en indsats for, at beskytte havskildpadderne ved, at frede strandområder, men det er svært, når man ved hvor mange penge turismen tilfører øen. Skildpadderne har dog et enkelt fristed, nemlig på den lille ø Marathonissi, som ligger ude i bugten. 

Vi havde lige været ude at se lidt på byen. Da vi er på vej tilbage til Cassiopeia, kunne vi se, at der var kommet et stort "lokum" af en motorbåd ind. Den fik Cassiopeia til helt at forsvinde bag sig. Jeg var lidt nervøs for, hvordan der var blevet plads til den mellem os og en anden sejlbåd, så jeg småløb tilbage. Mine bange anelser blev bekræftet. Hans store fendere, som var sat mellem ham og Cassiopeia var næsten flade, og vores agterfortøjning var så stram, at vi var tæt på, at måtte skære dem over for, at komme fri. Vi besluttede at flytte. Det irriterede mig godt nok, at skulle flytte på grund af endnu en af de store motorbådes møven, som om de ejer det hele. Men at ligge og gnubbe op og ned af den hele natten, og med udsigt til at få udstødningsos som sovemiddel, kunne vi ikke gøre andet. Hvad vi ikke vidste på dette tidspunkt var, at motorbåden faktisk var et kongeskib. Vi havde godt nok undret os over, at der var politi på kajen, men det kunne der jo være så mange årsager til. At det var et kongeskib, hørte vi først den følgende dag, efter at vi havde lagt mærke til, at en meget fint klædt herre og dame, diskret havde fulgt os, mens vi på fordækket af Cassiopeia, havde taget vores morgenbad under bruseposen. Vi kunne lige forestille os, hvad de måtte have tænkt. Det var Kong Albert II og dronning Paola af Belgien. Nå ja, til det kan vi blot sige: "Velkommen til the real life!" Et kønt syn har det ikke været, men vi kan da sige, at vi har været i et 
kongeligt bad, eller under kongeligt opsyn. 

Inden vi igen skulle tilbage mod Preveza, besluttede vi os for at tage på rundtur på øen. En lille bil blev lejet, og så tog vi ellers på ø-tur. Vejret var desværre ikke med os. Omkring middagstid begyndte det at regne, og det varede ved til sent aften. Lidt kedeligt, men man kan jo ikke vinde hver gang. Billederne fra turen fortæller hvad vi så.

Vi gør igen stop i Lefkas, inden den sidste lille tur tilbage til Prevza. Men inden Lefkas har vi af nye steder besøgt Vasiliki på Lefkas, hvor vi igen lå over for noget dårligt vejr. Billederne fortæller alt. Vi fandt ud af, at vi ikke havde set alt, hvad der var værd at se i Lefkas. Derfor pakkede vi rygsækkene og tog på travetur ud til den venezianske fæstning Santa Mavre fra det 14. årh. Lefkas var jo oprindelig en halvø. Det menes, at korintherne, der grundlagde en koloni her i det 7. årh. f.Kr., gravede den første kanal gennem laguneområdet. En drejebro forbinder nu øen med fastlandet. 

Efter at have travet området med ruinerne af Santa Mavre rundt, ville vi lige en tur ud på sandtangen på den modsatte side af kanalen. Her lægger vi nu mærke, at en lind strøm af små ladbiler kører ind på et fabriksområde, hvor selve fabrikken ligner noget, der kunne styrte samme hvert øjeblik det skulle være. Nysgerrigheden drev os. Vi måtte se nærmere på, hvad der foregik. Det viste sig at være her, man fremstillede og stadig fremstiller øens lokale vin. Der blev kørt druer til i et væk. Det var højtid for druepresning. Vi fik lov at smage på sidste års høst, og vi kunne da heller ikke lade være med, at forsyne os, ved at købe et par flasker, som viste sig at være 3 liters dunke med os, som tak for at vi måtte være nysgerrige.

Sejlsæsonen er slut

Aktio Marina er ikke, at sammenligne med Marmaris Yacht Marina i Tyrkiet, men der er de faciliteter, som vi har behov for. El, vand, toilet, bad og vaskemaskine. Største ulempe er, at der er langt til byen, og selv om marinaen, som gratis service, kører frem og tilbage til Preveza en gang hver dag, så der er mulighed for at handle, er og bliver det besværligt. Det er ikke stedet, hvor man har lyst til at udføre de store arbejder på båden. Ikke desto mindre gik vi i gang med at skrabe den gamle blå maling af stafferingen på fribordet. Den har trængt til en opfriskning længe. Vi havde håbet, at kunne male en ny inden vi tog hjem, men det tog væsentlig længere tid, at pille den gamle maling af, end forventet. Ydermere måtte vi konstatere, at der skal lægges en ny topcoat inden der kan males, så nu bliver arbejdet først gjort færdigt til foråret. Batterierne blev demonteret og Cassiopeia blev, som det sidste, vasket både udvendig og indvendig, 
hvorefter den blev lukket af for vinteren. 

Tidligt søndag morgen den 19. oktober blev vi kørt til busstationen i Preveza. En bustur, på godt 6 timer, skulle bringe os til Athen, hvor vi skulle tilbringe et par dage, som turister, sammen med Yvonne og John, inden det sidste Sterlingfly fra Athen skulle bringe os til Danmark den 20. oktober. 

Det blev et par pragtfulde dage i Athen, hvor vi fik set en masse og hvor der blev slidt meget på larvefødderne. Vi kunne rejse hjem med masser af indtryk og oplevelser fra sommeren præget på nethinden og i hukommelsen, men også med viden om, at næste års tur, allerede er planlagt i grove træk. 

Afslutning med julehilsen

Fra 3 uger efter hjemkomst til at det næsten er jul, inden rejsebrevet er skrevet, siger måske lidt om hvor travlt vi har og hvordan tiden flyver af sted. Der har ikke været meget tid til overs til selvransagelse og tanker for fremtiden. Og slet ikke til rejsebrevsskrivning. Kalenderen er booket til langt hen i det nye år. Guderne må vide, om vi når det vi skal, inden vi tager af sted igen. - Det gør vi jo nok. Der bliver allerede kigget efter flyvebilletter. Vi vil gerne flyve direkte til Preveza til foråret, det vil være lidt lettere med hensyn til bagagen vi skal have med. (reservedele m.m.) 

Næste års togt bliver i følgeskab med s/y Havana af Rørvig med Christine (Chris) & Jan om bord. Turen 
kommer bl.a. til at omfatte Kroatien i den udstrækning, som økonomien vil tillade. Vi skal nå tilbage til Alanya i Tyrkiet hvor vi snart reserverer plads. Vi bliver kun ude i 5 måneder næste sommer, da vi i 2010 skal være sejlklar i begyndelsen af april. Vi har tilmeldt os EMYR2010. (EMYR er forkortelsen for EASTERN MEDITERRANEAN YACHT RALLY). Et rally med ca. 80 deltagende både fra hele verdenen. Lige nu er der 66 tilmeldte både hvoraf de 7 er danske, og der kommer flere til. Det bliver vist det største antal deltagende danske både i de 20 år, hvor rallyet er blevet afviklet. Vi skal bl.a. besøge Cypern, Syrien, Libanon, Israel og Ægypten. De næste par år er derfor næsten planlagt i grove træk. Vi glæder os allerede som børn til juleaften.

Og nu jeg har nævnt jul, så vil Mona og jeg her til sidst gerne ønske jer alle en rigtig glædelig jul og 
et godt og lykkebringende nytår. Tak for mange hyggelige og uforglemmelige timer til alle, vi har 
mødt og været sammen med i 2008. Glæder os til at se jer igen.


Mange sejlerhilsner
Mona og Ivan 


NB! Nogle af de sejlere, som vi har mødt, har også deres egen hjemmeside. Du kan finde dem ved 
at gå ind under links på forsidens menulinie.

sy-cassiopeia.dk  2008
Hjem          Rejsebreve         Båden        Gæstebog         Arkiv         Links