HJEM

REJSEBREVE

BÅDEN

GÆSTEBOG

ARKIV

LINKS

Preveza, den 1., 2. og 3. september 2008

18. rejsebrev.

Indledning.

Feriestemningen har præget den sidste tid på Cassiopeia. Det har ikke været de lange distancer, og mange gange har ophold i forskellige havne varet mere end 2 dage. Der har været havne, som vi er vendt tilbage til flere gange. Når havnefogeden begynder at hilse hjerteligt og byder os velkommen tilbage, fordi han kan huske os, så får man følelsen af tillid og fortrolighed. Ikke længere noget med, at betale havnepenge forud. Nej, det kan vente til afrejsedagen. Der begynder også at blive givet rabat på havnepengene. 

Da havnefogeden på Aegina hører, at vi skal en tur til Danmark, spørger han, om vi vil tage noget røget laks med tilbage til ham. Selvfølgelig vil vi det. Da vi 3 uger senere vender tilbage fra Danmark, og afleverer 3 pakker røget laks til ham, fortæller hans overraskede blik os, at det, havde han sandelig ikke regnet med. Med et stort smil spørger han hvor meget det koster, og hvad vil være det mest nærliggende at svare? 3 x havnepenge for Cassiopeia. 

Og sådan blev det. Vi fik så en yderligere rabat, idet vi slap for at betale for strøm for samme periode. Skulle vi en dag vende tilbage er vi sikre på, at han vil kunne huske Cassiopeia fra Danmark.

Det vil være for meget at skrive om hver enkelt dag eller stop på hele den følgende tur. Jeg har plukket nogle enkelte begivenheder ud, og jeg håber så, at det alligevel kan give et helhedsindtryk de seneste 7 ugers ferietur.

Dato, destination, sejltid og distance

14. juli - Poros - 6 timer 5 min. - 20,7 nm
15. juli - Ermioni - 4 timer 35 min. - 22,9 nm
17. juli - Porto Kheli - 5 timer 5 min. - 15,7 nm
20. juli - Khaidhari - 6 timer 5 min. - 25,4 nm
21. juli - Nafplion - 4 timer - 11,8 nm 
23. juli - Astrous - 2 timer 50 min. - 11,1 nm
24. juli - Porto Kheli - 6 timer 25 min. - 21,3 nm
25. juli - Hydra - 4 timer 35 min. - 19,4 nm
27. juli - Methana - 5 time 45 min. - 20,6 nm
28. juli - Aegina - 1 timer 50 min - 12,5 nm
05. august - Vathi - 3 timer 40 min
06. august - Methana - 3 timer 
16. august - Korfos - 3 timer 35 min - 15,7 nm
17. august - Korinth - 7 timer 30 min - 29,8 nm
19. august - Mavrolimni - 6 timer 5 min - 26 nm
20. august - Andikyron - 6 timer 37 min - 31,1 nm
21. august - Anemokambi - 3 timer 25 min - 18,9 nm
22. august - Itea - 1 time 15 min - 6 nm
23. august - Trizonia - 4 timer 10 min - 22,3 nm
24. august - Mesolongion - 6 timer 45 min - 36,9 nm
25. august - Kefalonia, Sami - 7 timer 2 min - 40,8 nm
27. august - Sirota - 4 timer 2 min - 24 nm
28. august - Meganisi - 1 timer 43 min - 7 nm
29. august - Lefkas - 4 timer 2 min - 11,3 mn
30. august - Preveza - 2 timer 37 min - 9,8 mn

Ermioni

Efter en enkelt nats ophold på Poros, hvor vi igen mødte Chris og Jan, var planen at sejle til Hydra. Men desværre var havnen så overfyldt, at vi besluttede os for at sejle videre til Ermioni og så vende tilbage til Hydra på et senere tidspunkt. Ermioni er egentlig ikke noget specielt, bortset fra, at en travetur pynten rundt er meget smuk. Livet i byen er meget afslappet, da antallet af turister er begrænset. Vi kunne dog opleve en lille bådebyggers arbejde med at færdiggøre en større fiskejolle. Se blæksprutter hænge til tørre, så de var klar til grillen samme aften. På molen kommer en lystfisker og hans kone om morgnen og om aftenen for at hente de fisk, som de har fanget i deres lille ruse i løbet af natten eller dagen. Dagens fangst bliver straks rengjort. Han fortæller, at der kan være op mod 30 små fisk i nettet, når han er heldig, men for det meste er der omkring 10, 12 stykker. Fiskene grilles og skulle være meget velsmagende.


Et hul i jorden m.m.

I Porto Kheli lejer vi bil, og tager på udflugt. Vi ville gerne ind og se Epidavros, og så kunne det også være sjovt at se Korinther-kanalen fra oven. Den har vi jo sejlet igennem, og skal det igen senere på turen.

På vores vej mod Epidavros bemærker vi pludselig et stort rundt hul ind i siden på et bjerg. Vi undres og snakker om hvad der kan have forårsaget dette. Da vi ser et skilt, som indikerer, at det går ned mod det store hul, tager vi en hurtig beslutning og kører ned for at se nærmere på fænomenet. Det viser sig, at der ikke er ét hul, men to. Det vi ikke kunne se fra vejen er tilmed større. En tunnel fører ned til bunden af hullet, som skønsmæssigt er et sted mellem 30 og 50 meter dyb og ca. 100 m i diameter. Der findes ingen skilte, som forklarer noget om hvordan hullerne er opstået. Vi taler om, om det kan være store jordfaldshuller, hvilket dog virker lidt uvirkeligt, da hullerne er helt runde. Det er jordfaldshuller normalt ikke. Vores medbragte guidebøger bliver studeret, men her finder vi heller ikke nogen forklaring. Nå, men vi må jo nyde dette naturfænomen, og lige besøge den lille kirke, som er bygget nede i bunden under et fremspring i væggen.

Efter en times tid fortsætter vi mod Epidavros, som for det meste afbilledes med en af Grækenlands største og mest velbevarede teatre. Teatret blev opført i 300-tallet f.Kr. af Polyklet den Yngre og har plads til 14.000 tilskuere. Men reelt er Epidavros en helligdom eller rettere kultstedet for lægen Asklepios. Han hentede en af sine patienter tilbage til livet, og blev derfor guddommeliggjort af Zeus. Gudens symbol, den hellige slange, som stadig er lægernes symbol. 

Epidavros var antikkens luksuskursted især i 300-tallet f.Kr. Stedet dannede de perfekte rammer for den psykoterapi og medicinske behandling, som præsterne praktiserede.

Ud over teatret er der et storslået område med ruiner, som der stadig restaureres på. Man kan med lethed følge en patients vandring fra indgangen til indkvarteringssted og videre til behandlingssted. Når en patient ankom, meldte han sig først til præsterne. Så ofrede han til guden, betalte honoraret og gik til liggehallen, hvor han fik anvist en plads. Her, sagde man, viste Asklepios sig om natten for de syge i deres drømme. Enten kurerede guden patienten på stedet, ellers fortalte han den syge, hvad han eller hun skulle gøre, for at blive rask. Men renhed og tro var forudsætningerne for helbredelse. I 86 f.Kr. blev området erobret og plyndret af romerne under Sulla, der fordelte skatterne mellem sine krigere. I den romerske kejsertid blev mange af bygningerne genopført, men i år 426 blev helligdommen nedlagt af den østromerske kejser Theodosius.

Turen gik videre til Korinther-kanalen. Det er altså et imponerende bygningsværk. Allerede i oldtiden havde man planer om en at grave en kanal, så man kunne undgå at trække skibene over tangen, når sejlruten skulle forkortes med de hen i mod 200 sømil, som vejen uden om Peloponnes ellers ville føre til. Men arbejdet blev først sat i gang i år 67 e.Kr. hvor kejser Nero tog det første spadestik med en spade af guld. Man kan vel godt sige, at det har været verdens længste byggeprojekt, idet arbejdet først blev gjort færdig i 1893. Kanalen er 6,3 km lang, 25 m bred og ca. 8 m dyb.

Turen går hjemover. Jeg føler det ind i mellem, at det er med livet som indsats. Af de lande vi indtil nu har besøgt, og hvor vi har lejet bil, er grækernes måde at køre på den absolut værste vi har oplevet. Ikke en overholder færdselsregler så som hastighedsbegrænsning eller fuldt dobbelt optrukne linier. Er der det mindste optræk til køkørsel, skal den bagerste altid op foran. Forestil dig nu, at 3 - 4 biler ligger og kører som en mindre kø, hvor den bagerste hele tiden vil være den forreste. Der vil jo altid være en der kører bagest, men den, som tør tage de største chancer vil have mulighed for at holde den forreste position længst. Det selv om man kører ad en lige landevej, gennem en landsby, hvor der er 40 km hastighedsbegrænsning, eller oppe i bjergene.

Da jeg afleverede bilen kunne jeg ikke lade være med at lade en bemærkning falde om, hvordan jeg havde oplevet de græske bilister. Udlejeren gav mig fuldstændig ret i at grækerne kører med hovedet under armen, men som hun sagde: "Det er meget sjældent, at der sker noget om sommeren, men når vejret pludselig slår om, det regner og vejene bliver fedtede, så er der mange der bliver slået ihjel. Grækeren kan ikke omstille sig til at køre efter de nye forhold så hurtigt. Men vi har aldrig haft turister, som er kommet galt afsted." Tak for det, tænkte jeg. Nu måtte jeg også lige høre om hun kendte til, hvad de store huller var for noget. Hun fortalte, at hullerne formentlig er dannet for mange millioner år siden efter nedslag af meteorer. Geologer har i mange år søgt en forklaring, og nogle mener at have fundet de nødvendige beviser for denne påstand. For mig lød det som en god og acceptabel forklaring.

Det brænder på Peloponnes

Mens vi har ligget i Porto Kheli, har vi haft løbende kontakt med Peter i "Fortuna". Efter at Peters kone Anette var ankommet, var deres tur gået ud i Kykladerne. Men her blæser det jo som vi ved en hel del i denne periode, og for at få lidt roligere vejrforhold at sejle i, ville de nu støde til os i Porto Kheli. Margit og Jørn i "Drivert" dukker også op. Dem har vi tidligere sagt hej til, men ellers ikke været sammen med. Det bliver aftalt, at vi alle sejler til Khaidhari for at grille om aftenen den følgende dag.

På turen oplever vi en skovbrand på relativ tæt afstand. Det er uhyggelig, at se røg og flammer stige til vejrs. Fly og helikopter kæmper for at begrænse omfanget af branden, men for os ser det ud til at de kæmper mod overmagten. Om natten kan vi stadig se, hvordan flammer og røg stiger til vejrs. I en periode bærer vinden røgen hen over os, så vi kan lugte den syrlige røg fra branden. Bortset fra det havde vi en vældig hyggelig grillaften på en lille strand tæt ved byen. Men dagens oplevelse kunne ikke udgås andet end at sætte præg på måden, at behandle åben ild og grillen på. Der var stadig røg fra området 4 dage efter.

Nafplion

Vi sejler alle til Nafplion, hvor vi selvfølgelig skal indtage fæstningen Palamidi. Næsten 1000 trin fører op til fæstningen, så vi man ikke skal dø af overophedning på vej op, må det foregå fra de tidlige formiddagstimer, hvor stien stadig ligger i skygge. Fra fæstningen har man en vidunderlig udsigt over byen og Argos-bugten. Nafplion er tidligere hovedstad og er en af Grækenlands kønneste byer. Ifølge sagnet er byen grundlagt af Nauplios, søn af Poseidon. I 600-tallet f.Kr. var den havneby for Argos. Byzantinerne befæstede borgklippen i 1100-tallet og i de følgende århundrede sad skiftevis venezianere og tyrkere på magten. Nafplion var den første by, som blev befriet fra tyrkerne. Den blev støttepunkt i frihedskampen og sæde for det nye Grækenlands første regering.

At vandre rundt i de smalle gader, både om dagen og vel nok mest om aftenen bekræfter os i, at den har været besøget værd.

En urolig nat

Det er sjældent, at det blæser om natten, men det kan forekomme. Mens vi lå for anker ud for Astrous skulle vi nu have en af disse meget blæsende nætter. Selv om vi ligger med ankret dybt begravet i sand føler jeg det sikrest, at vi holder ankervagt natten igennem. Nu er det så godt, at vi er 3 om bord, og samtidig med at Fortuna ligger tæt ved os, kan vi lave en aftale om en vagtfordeling, så vi hver i sær kan nøjes med en vagt på 2 timer. Natten forløber da også uden yderligere dramatik, men jeg er sikker på, at alle har sovet mere trygt med visheden om, at der hele tiden var en på vagt.

Den følgende dag, havde vi vel nok den fedeste sejlads i lang tid. Cassiopeia nærmest skøjtede hen over vandet. Selv de lette charterbåde måtte se hækken af Cassiopeia, når de blev nødt til at slække på skøderne og rebe storsejlet. Kirsten tog et par videosekvenser, som kan ses med f.eks. Windows Media Player ved at klikke på følgende link: Video 1, Video 2 og Video 3.

Hydra

Denne gang lykkedes det at finde plads i havnen på Hydra. På vej i havn lå vi tæt på en anden båd, som også var på vej i havn. Når man ved, at det er en lille havn, med mange både, og derfor ganske få ledige pladser, hvis der i det hele tager er nogen, så kan det godt have sin fordel at komme først. Vi lå bagest, men da den anden båd skulle have storsejl ned, nåede vi at overhale den. Skipperen på den anden båd blev så hidsig på sin besætning over, at de ikke kunne få sejlet ned i en fart, så de igen kunne nå at komme uden om og først i havn. Vi havde gjort klar med fendre, tov og anker i god tid. På vej ind i havnen er et stort passagerskib på vej ud. Jeg ønsker ikke at genere færgen, så jeg slår bak for at give plads. Denne manøvre udnytter den anden båd imidlertid og smutter inden om, uden at tage hensyn til færgen. OK han vand første runde. Jeg havde fået god styrefart i bak, og fortsatte derfor baglæns ind i havnen. Vi ser straks en enkelt ledig plads inde ved kajen. "Klar anker!" - "Kast anker!". Vi bakker stille og roligt ind på plads og gør fast. Mens vi sætter solsejl op, ligger den anden båd stadig og sejler i ring ude i havnebassinet, og gør fendere og tovværk klar, for bagefter at mase sig ind på en lidt for lille plads. De sidste skal blive de første, og de første de sidste, men det hjælper gevaldig hvis man er forberedt inden man går i havn.

Hydra er lige så charmerende, som vi havde fået fortalt. Officielt findes der ingen biler på øen, men vi kunne da konstatere, at der i hvert fald var 3. En renovationsvogn, en ladbil, som tidligere har fungeret som renovationsvogn, og så en lille tankbil. Ellers foregår al' transport på æselryg. Vi var så heldige, at dagen efter vores ankomst, kom forsyningsskibet fra fastlandet, med alt hvad øen havde behov for, og det var alt muligt. Fødevarer, møbler, tæpper, fliser, sand og sågar et kors lavet af marmor med indskrift til et gravsted. Det var et helt dagsværk, at få pakket æsler og transporteret alle varerne rundt til rette modtager. Nu kunne man jo godt forestille sig, at når der er samlet så mange æsler på samme sted, så vil der hurtigt komme til at lugte lidt for meget af æselmøj. Men her var disciplinen stor. Så snart der lå en klat på stien, blev den fejet sammen og fyldt i en pose. 

Hydra var i 60'erne en international kunstnerkoloni. I 70'erne var stedet jet-setternes foretrukne feriested. I dag er der ingen forskel på de besøgende, men byen bærer stadig præg af at have mange smykkekunstnere, og her kan det godt lade sige gøre at lave en god handel, hvis man vil ofre lidt tid, og viser interesse for kunstnerens håndlavede smykker. Øen har selvfølgelig også en historie, men skal vi ikke gemme den til en anden gang. 

Sol, sommer og feriestemning

Efter et kort ophold i Methana vender vi tilbage til Aegina. Vi har haft problemer med vores kølevand til motoren, så der er lige nogle ting, som jeg ønsker at få en mekaniker til at se på, inden Cassiopeia bliver overladt til Kirsten. Vejrudsigten lover samtidig en masse blæsevejr, så alt i alt vil det passe fint at få tingene klaret nu. Der går lidt mere feriestemning i det, idet vi finder ud af, at vi vil tage færgen til Agistri for at bade. Med den lille færge, tager det ikke mere end en lille halv time at komme Skala, hovedbyen på øen. Vi bliver dog om bord og sejler med til Mylos, som ligger på øens nord-vestlige hjørne. Herfra traver vi tilbage til Skala, hvorefter stranden indtages. Der bades og en lille middagslur under en parasol bliver det da også til. 

Kirstens datter (Maria), svigersøn (Tim) og barnebarn (Noah) ankommer den 5. august. Det er lidt spændende for at møde dem, efter som Kirsten har talt og fortalt så meget om den lille familie. Det er næsten, som om vi kender dem, men blot ikke mødt dem live. Vi har et par hyggelige dage sammen, inden vi afmønstre, overlader ansvaret for Cassiopeia til Kirsten og tager på en lille 8 dages ferie til Danmark. 

Danmark og guldbryllup

Monas forældre havde guldbryllup, hvilket var den direkte årsag til at vi lige skulle hjem en tur. Det blev nogle hektiske men dejlige dage. Alt omkring guldbrylluppet klappede tilsyneladende som det skulle. Vi havde selvfølgelig for lidt tid, så vores visit, blev koncentreret om vores allernærmeste familie, d.v.s. børn og børnebørn.

På turen hjem til Cassiopeia, blev vi desværre nødt til at tage en overnatning i Piræus. Da vi ankom til havnen, var der ikke flere færger til Aegina. Vi fandt et billigt hotel (35 euro) tæt på havnen, så vi kunne få en god nats søvn inden den sidste del af rejsen.

Den følgende dags morgen, nåede vi lige at tage afsked med Maria, Tim og Noah. Deres ferie var slut for denne gang.

Turen går mod de Ioniske øer og Preveza

Vores "gamle" genboer fra Sandstien, Tove og Bent påmønstrede samme eftermiddag. Forud ventede for dem 15 dage om bord på Cassiopeia. Fra starten skal det lige siges, at Tove og Bent ikke er sejlere og det var første gang de skulle opholde sig mere end en nat på en lille båd. At leve på og i trange omgivelser uden den store luksus, kun bruge 5 l vand, når der bades, kunne for nogen godt være ikke acceptabel. For at være ærlige, så var vi selv meget spændte på hvordan det skulle gå.

Turen gennem Korinther-kannalen er altid en oplevelse selv om det er de dyreste sømil vi har sejlet. Denne gang kostede det 112, 34 euro, ca. 10 euro mere end vi gav for 2 år siden.

Kirsten afmønstrede i Korinth. Hendes 5 ugers ophold på Cassiopeia var slut for denne gang. 

Vi forlod Korinth i lidt mere end en frisk vind. Tove og Bent fandt hurtigt deres plads, hvor oversigten var bedst, nemlig på ruffet over agterkahytten. Den friske vind skyldtes de høje bjerge inde i bunden af bugten. Faldvinde, som konstant skifter i styrke, kan godt være noget af en prøvelse, selv for en garvet sejler. Det ene øjeblik har man for lidt sejl oppe og sekundet efter for meget. Vi måtte til sidst bide i det sure æble og mindske sejlføringen. En halv time sener havde vi stort set vindstille. Efter et par timer for motor, kom vinden igen. Frisk til hård. Vi skulle ind i en lille naturhavn Mavrolimni. Her havde vi ikke været tidligere, så det var lidt spændende. Jeg vidste, at indsejlingen ikke var særlig bred, og med en frisk vind og store dønninger lige i hækken, skulle farten afpasses med dønningernes hastighed, for ikke at båden skulle geare for meget. Dybden i indsejlingen var heller ikke voldsom stor. Så motoren fik de omdrejninger den kunne, og så var det med at holde tungen lige i munden. Vi kom igennem uden problemer, jeg var dog ved at dreje styrbord for tidligt, idet der lå en tange af sand og sten lige inden for havnemolen. Cassiopeia stikker heldig vis ikke så meget, så det kan godt have været vores held denne gang.

Mavrolimni er et lille idylerisk sted. Og man ligger rigtig godt beskyttet. Man skal blot være forberedt på, at der ikke er en hujende fis på stedet. Piloten fortæller, at der skulle være en lille restaurant på havnen, men den var vedlagt. Det ligner en af alle de småhavne, som har fået et tilskud fra EU til modernisering. Fine standere til el og vand langs molen, men det er ikke tilsluttet. Standerne er delvist ødelagt, og der bliver ikke gjort noget ved det. Der er bygget klubhus m.m. til den lokale sejlklub/fiskerklub. Men også det står gabende tomt og bliver ikke brugt. Alt dette, selv om midlerne fra EU bevilges med henblik på, at havnen/staten/kommunen selv skal stå for den efterfølgende drift og vedligeholdelse. Jeg gad nok vide, om der fra EU's side føres nogen form for kontrol med hvad de bevilgede penge bruges til og om projekterne nogensinde bliver færdiggjort. Jeg tror det ikke. For os langturssejlere, er det fint nok. Vi kan godt bruge en beskyttet havn at komme i. Vi kan også godt undvære el og vand. Fordelen for os er, at vi som regel ligger ganske gratis i disse havne, for der er jo heller ikke råd til at ansætte en til at holde opsyn og indkræve havnepenge. Jeg kan dog ikke lade være med at se det som ressourcespild uden grænser og en udnyttelse af EU's midler på det skammeligste. 

Nå, men det er jo egentlig slet ikke det det drejer sig om. Det er jo turen og de oplevelser vi har under vejs. Så tilbage til emnet.

Det viser sig hurtigt, at vores lille frygt for, hvordan Tove og Bent vil fungere om bord, bliver gjort til skamme. Alt fungere stille og roligt og tingenes tilstand bliver accepteret, som de nu en gang er. De hjælper og vil gerne lære. Herligt. Derfor bliver sejldagene også dejligt afslappende, og vi når de mål, som vi har sat os fra starten. Vi får set en masse flotte solop- og nedgange, spiser en masse god mad m.m. Ser meget smuk natur og nyder solen og den friske varme luft.

Tove og Bent når en tur op til Delfi, og på Kefalonia i Sami, er vi på en lang travetur, hvor vi går ud for at se Melissani-grotten og efterfølgende Drongorati-grotten. Melissani-grotten var den mest spændende for os. Den var ikke så stor, som vi havde forventet, men vi er nok også efterhånden svære at dupere.

Vi ankom til Preveza 30. august, så der er tid til at finde ud af, hvordan Tove og Bent nemmest kunne komme tilbage til Athen og til lufthavnen, hvor flyet ventede dem den 1. september 2008 kl. 14.00.

Afslutning.

Vi har flybilletter fra Athen den 22. oktober. Så vil dette års togt være slut. Vi vil bruge den næste tid på lidt sejlerferie for 2 på De Joniske Øer, ind til vi skal være tilbage i Preveza, og Aktio Marine, hvor Cassiopeia skal sættes på land den 13. oktober kl. 12.30. Efter vinterklargøringen tager vi til Athen tre dage før hjemrejsen, så kan vi nok nå at se lidt i Athen inden vi forlader Grækenland for i år.


Mange sejlerhilsner
Mona og Ivan 

sy-cassiopeia.dk  2006
Hjem          Rejsebreve         Båden        Gæstebog         Arkiv         Links