HJEM

REJSEBREVE

BÅDEN

GÆSTEBOG

ARKIV

LINKS

Fakse Ladeplads, den 16. april 2008

Så er vi klar igen og Cassiopeia venter os.


4. maj 2008 går turen så igen syd på. Vi har lige fået en melding fra Jens Busk i Marmaris, om at Cassiopeia står fint. Der venter os derfor ikke nogen grimme overraskelser når vi ankommer. Der var heller ingen synlige tegn på kakerlakker. Vi håber at de opsatte kakerlakhoteller har gjort sin virkning så alle de ubudne gæster er gået til i løbet af vinteren. Nogle dages klargøring af Cassiopeia venter dog inden søsætningen. Ud over den almindelige vedligeholdelse, skal nogle få nye ting skal laves, men det vil jeg vende tilbage til når arbejdet er udført. 

Som noget af det sidste vi har nået inden afrejse, er at have besøg af Ole Petersen fra Korsør. Vi mødte Ole første gang til et Ø-træf i FTLF regi i 2002, og har herefter holdt kontakten ved lige når vi er mødtes i forskellige danske havne og i forbindelse med diverse arrangementer i FTLF regi. Ole fyldte 80 år den 5. april 2008. Ikke desto mindre kom han kørende på sin store 95 scooter fra Korsør til Fakse Ladeplads i regn og kulde for at besøge os. En flaske Linie Akvavit, som han for lang tid siden havde besluttet sig for, at vi skulle have med til den kommende tur, skulle afleveres personligt. Når ikke muskelgigten plager, nyder Ole de gode dage. Han fortæller glædesstrålende om sine mange oplevelser og udfordringer livet har givet ham. Sejlads fra barnsben, ridning og svømning, uddannelse og hans mange år som udstationeret for DANIDA. Hans otium, som bl.a. bragte ham i en DM finale i petanque og meget mere. Det er altid med stor fornøjelse og glæde, når vi lægger øre til sådanne beretninger. Og tanken om gerne at ville nå så høj en alder og være lige så åndsfrisk er nærliggende.

Vinteren er også gået med at forberede oplæg til foredrag, som vi nu håber nogen vil gøre brug af. Vi glæder os over at fortælle om vores mange oplevelser. For hver gang det sker, er det jo som at tage turen endnu engang. Oversigten over foredrag kan også læses på hjemmesiden.

Inden turen starter mod de græske øer, vil vores positioner for sejladsen på Middelhavet i 2005, 06 og 07 kunne hentes fra hjemmesiden, hvis Google Earth er installeret på PC'en. Jeg håber også, at opdateringerne fremover vil ske med væsentlig kortere interval end tidligere. Men, som Mona siger, skal jeg lade være med at love for meget, så det gør jeg ikke. Tiden vil vise det.


Vi ønsker alle en rigtig god sommer
Mange hilsner
Mona og Ivan 

sy-cassiopeia.dk  2008
Hjem          Rejsebreve         Båden        Gæstebog         Arkiv         Links