HJEM

REJSEBREVE

BÅDEN

GÆSTEBOG

ARKIV

LINKS

Naxos, den 2. juni 2008

16. rejsebrev.

Indledning.

En langturssejlers planer skives i sandet. Med næste tidevand eller store bølge er de væk, og nye må skrives.
Da vi i efteråret sidste år vendte tilbage til Danmark, og 14 dage senere sad ved aftensmaden, sagde Mona pludselig: "Jeg savner faktisk en sommer med de lange lyse aftner, og den tidlige morgensol." Jeg måtte indrømme, at jeg havde lidt den samme længsel. Var det nu tegn på, at vi var ved at være mættet af oplevelser for denne omgang, eller var vi blot i gang med at drømme om at vores tilbagekomst til Danmark om mange år? Men efter nogen snak og filosoferen, blev vi enige om, at året 2010 skulle bruges til at sejle hjemover. 2011 ville vi blive i Danmark og så kunne vi se hvad vi derefter besluttede os for. 

Vi holdt et foredrag i FTLF regi, AG-Storstrøm i Vordingborg i begyndelsen af marts måned. Efterfølgende var der flere, som kontaktede os, med forskellige spørgsmål. Heriblandt blev vi spurgt om vi ikke ville med på EMYR Rally i 2010. (ca. 80 både fra hele verden, sejler med start fra Tyrkiet til Cypern, Syrien, Libanon, Israel og slutter i Ægypten.) Vi har hele tiden snakket om, at det kunne være spændende at deltage. Vi ville komme til at besøge lande, som vi ellers aldrig ville sejle til, så nu går planerne på at vi deltager i 2010, hvis vi kan få det til at passe ind med vores ældste barnebarns konfirmation. Og hvor vidt vi så tager hjem dette år, står hen i det uvisse.

Men lige nu fortsætter vores tur til de græske øer, det sydlige Peloponnés, den Korinthiske Bugt og de Joniske øer.

Tilbage i Marmaris

4. maj ankom vi så til Yacht Marina igen. Vi havde mange ting at ordne inden søsætning, så der var travlt fra morgen til aften indtil søsætning den 12. maj. Vi havde besluttet os for nogle forbedringer dette år. En ny sammenklappelig landgang skulle monteres på hækken. Autoradio i hovedkahytten skulle udskiftes med en ny, som har USB stik, så der kan afspilles MP3 filer og der skulle monteres højtalere i cockpittet, så musik også kan nydes der uden at lydstyrken i hovedpitten er alt for kraftig.

Vi skulle også have monteret inderrammerne til vores nye vinduer. Dette skulle imidlertid vise sig at blive den største hindring for at blive klar til sommerens togt. Vi måtte flere gange kontakte snedkeren, som skulle lave og montere dem. Hver gang med lovning om, at han nu ville komme. Efter vi sådan flere gange var blevet brændt af lykkedes det med hjælp fra vinduesmanden at passe snedkeren op en hel dag indtil arbejdet var udført 2 dage før vi skulle forlade Marmaris. Af almindelige vedligeholdelse, skulle bagerste cepterfod i bagbord side udskiftes, da den var knækket. Og Hans, jeg kan godt forstå, at du for 15 år siden undlod at skifte denne som den eneste på hele båden. Det tog mig 11/2 dag at demontere den ved hjælp af nedstryger, boremaskine, hammer og skruetrækker. 

Mellem det meget arbejde var og skulle der også være plads til lidt fritidsfornøjelse. Dette fik vi til overmål, da vi sammen med andre 8 danske sejlere holdt pinsefrokost på Ada. En rigtig dansk frokost, som strakte sig fra kl. 14.00 til kl. 03,30 den følgende morgen. Hyggesnakken på kryds og tværs, som hører sig til. Var der nogen der sagde ondt i hovedet den følgende dag. Jeg husker den som en utrolig laaaaaaang, vaaaaarm, solen stikkende i øjnene og hård arbejdsdag.

Farvel til Marmaris Yacht Marina

Vi har været ualmindelig godt tilfreds med at have båden liggende i Yacht Marinaen. Service og hjælpsomhed, kan der ikke sættes en finger på. Over den håndholdte VHF-radio kunne jeg derfor med velmenende ord, sende et farvel og tak for denne gang, samtidig med at vi den 17. maj gled ud af havnehullet. Ombord havde vi min søster Solveig og svoger Karl. 3 dages ophold på Cassiopeia, skulle indlede deres lille ekstra ferie. Vi var og er lidt stolte over, at være medvirkende til, at Karl fik brudt sin mangeårige flyskræk, og nåede at komme på besøg i Tyrkiet inden vi forlod dette storslåede land. Vinden var perfekt, så de tre dage blev for alle en utrolig stor naturoplevelse, masser af snak og hygge, pragtfuldt.

Skibspapirerne skal være i orden, eller skal de?

Man skal have officielle stempler i den tyrkiske transitlog, når man forlader tyrkisk farvand. Ligeledes skal man have udrejsestempel i sit pas, så myndighederne ved evt. senere indrejse i Tyrkiet kan se, at man ikke har opholdt sig mere end de 90 dage i landet, som er tilladt.

Vi var derfor sejlet til Datca for at få de nødvendige stempler. Her vidste vi hvor kontorerne lå, og så er det da et meget hyggeligt sted. Jeg havde efter bedste overbevisning udfyldt papirerne med de oplysninger som skulle til og mødte derfor op på havnekontoret, som skulle sætte nogle stempler og en underskrift. Men ak, en gammel pedantisk lille skid af en officiel havnekontorfunktionær, ville ikke medvirke til at stemple og underskrive, da han i papirerne kunne se, at der ikke var påført, hvor Cassiopeia havde opholdt sig siden transitloggen blev købt. En agent blev tilkaldt for at forklare problemet (ham, man for manges vedkommende betaler mellem 70 til 100 euro for at ordne papirerne). Han trak os uden for kontoret og foreslog os direkte bare at sejle derfra uden nogen stempler. Alternativet ville være, at vi skulle sejle tilbage til Marmaris, og lade Costum på havnekontoret ordne papirerne. Vi virkede meget uforstående, og nærmest uhjælpsomme over for ham, hvilket i visse situationer hjælper. Vi forklarede, at vi under alle omstændigheder skulle have udrejsestempler i vores pas. Han tog os derfor med op til paspolitiet, hvor han meget længe sad uden for kontoret og diskuterede med fire politifolk, men vi blot stod ved siden af og så meget brødebetyngede ud. Efter en halv times tid, måtte han beklage. Politiet ville ikke give os vores stempler i passet uden at transitloggen var underskrevet og stemplet. Vi måtte tilbage til Marmaris.

Senere på dagen mødte vi igen den hjælpsomme agent, som spurgte til hvad vi havde besluttet os for. Vi meddelte ham, at vores beslutning var at sejle tilbage til Marmaris. Han nikkede anerkendende og venligt og ønskede os en fortsat god tur. 

Løgn og/eller (u)ærlighed?

Jeg har før skrevet om charterbåde, og ukompetente skippere. Accepteret at de også skal have plads. De betaler jo for lejen og en forsikring til dækning af de skader de evt. måtte påføre egen og andres både. Men når det går ud over Cassiopeia, og besætning på charterbåden hårdnakket påstår, at de ikke har lavet en påsejling, selv om både charterbåden og Cassiopeia bærer tydelig præg af det. Ikke nok med det, men da vi ikke var ombord, da de landede ved siden af os, prøver at forbigå en uheldig hændelse i tavshed, bringer i den grad mit pis i kog, så alle midler bliv sat i gang, for at få den uansvarlige skipper på den mere en 50 fod store charterbåd til at indrømme og betale for den forvoldte skade. Selv om der i dette tilfælde kun var tale om en mindre skade, som jeg selv kan udbedre - en bøjet cepter og cepterfod, en bule i rælingslisten, som er af aleminium, og en ødelagt karabinhage på storfaldet, skulle han ikke slippe så let.

Hjælpen kom hurtigt til, da vores tidligere nabo henvendte sig til mig og fortæller, i charterbådens besætnings påhør, at hvis jeg havde brug for vidner, ville de gerne medvirke, da de havde set hele forløbet, og kunne bekræfte, at charterbåden havde påsejlet Cassiopeia. 

Nu fik piben pludselig en helt anden lyd. Skipperen indrømmede nu, at han nok var kommet til at ramme Cassiopeia første gang han forsøgte at lægge sig ind på pladsen med alt for høj fart, og uden at have udlagt sit anker først. Jeg havde allerede meddelt, at jeg ønskede min forsikring ind over sagen. Jeg havde absolut ingen, med det vi allerede havde oplevet, tillid til at der ville komme et positivt resultat ud af et mæglingsmøde på havnekontoret med havneofficeren som mægler. 

Jeg blev inviteret over på charterbåden for at udveksle forsikringsoplysninger, en fælleserklæring om hændelsesforløbet m.m. Vi aftaler, at vi næste dags morgen går på havnekontoret for gensidigt at få kopier af forsikringspapirer m.m. Den øvrige del af besætning var nu fortrukket bortset fra en enkelt. Han kunne ikke lade være med at sidde og ryste på hovedet og småfnise af min måde at takle problemet på. Det irriterede mig i den grad, så jeg i utvetydige vendinger måtte forklare ham, at det absolut ikke var tidspunktet hvor der skulle fnises eller udvises anden form for negativ kropssprog mod mig. Jeg tror han forstod, for han blev noget lang i ansigtet og trak sig tilbage.

Tidspunktet for hændelsen, var efter normal fyraftenstid i Danmark. Jeg valgte derfor at kontakte Pantaenius, vores forsikringsselskab, på en af deres døgntelefoner, for at få et råd om hvordan jeg skulle forholde mig. Via to konsulenter, Gert Toft og John Bislev fik jeg følgende råd:
Forsøg på alle måder at lave et forlig. Bliver de tyrkiske myndigheder eller forsikringsselskab involveret, kan sagsbehandlingen tage op mod to år, og du vil formentlig aldrig se en krone i erstatning. Hvis ikke skipperen ønsker at indgå forlig, tru ham da med at ville have politiet involveret. Det vil gøre, at charterbåden ikke kan afsejle, før de har været ombord. Altså i alt sin enkelthed, gør det så surt for skipperen som muligt, så han vælger at betale kontant for, at slippe ud af sagen så lempelig som muligt. Og som udgangspunkt forlang et sted mellem 3 og 4.000 kr.

Fra den tidligere nabo, en engelsk motorbåd, fik jeg senere på aftenen en skriftlig vidneforklaring på hændelsesforløbet i underskrevet stand, hvis det blev nødvendig. Samt et OK for skipperens forklaring på, hvordan skaden var sket. Det var noget af en vidneerklæring. I utvetydige vendinger forklarede den skipperens manglende evne og dømmekraft til at håndtere så stort et skib, så jeg næsten på skipperens vegne blev helt flov.

Nå, men forsikringsselskabet havde jo opfordret mig til på enhver måde at søge forlig, så det måtte jeg jo så prøve. Det har altid været svært for mig i sådanne situationer, at lægge et hårdt pres på andre, for at de skal føle, at der ikke er anden udvej end at betale ved kasse et. Der måtte lægges en strategi. 
Strategien vil jeg undlade at skrive for her er hændelsesforløbet, som nogenlunde kom til at følge min strategi.

Da jeg senere på aftenen så, at skipperen sad ved sin computer oppe på restauranten bag ved båden, gik jeg op til ham og fortalte at jeg nu havde haft kontakt til mit forsikringsselskab, og at de ville sende en taksator ned for at besigtige skaden på begge både. 

Da vi lå i køjerne for at slumre ind spurgte jeg Mona, hvad hun syntes vi skulle acceptere i erstatning. Vi blev enige om at 100 euro var bedre end ingenting.

Næste dags morgen lidt i otte og inden jeg var kravlet ud af køjen, meddelte skipperen, at han nu gik på havnekontoret for, at kopiere sine papirer, da de gerne ville sejle videre hurtigst muligt. Det var lige tidligt nok for mig. Jeg ville gerne have tiden til at gå, helst til efter kl. 09.00, svarende til kl. 08.00 hjemme, hvor kontortiden åbnede, og en evt. opringning hjemmefra kunne afstedkomme og medvirke til sagens afslutning. Nå, men jeg måtte jo se at komme i tøjet og følge trop til havnekontoret med vores papirer. Skipperen skulle da heldigvis i bad forinden, så den tid der gik med det var til min fordel. Da jeg kom over til havnekontoret, viste det sig, at de først åbnede kl. 08.30 og da jeg mødte skipperen, måtte han erkende, at han ikke havde fået sine papirer med. Om han forsøgte at lave grin med mig ved jeg ikke, men han vidste til gengæld ikke at tiden arbejde for mig. Da jeg kommer tilbage til Cassiopeia, sætter jeg vækkeuret til på min mobiltelefon, så den ringer kl. 09.10 og tager den med op i cockpittet, hvor morgenmaden indtages. Besætningen på charterbåden, var nu også i fuld gang med morgenbordet i cockpittet, så skipperen var beskæftiget et stykke tid. Skide godt. Tiden går.

Kl. 09.10 vækker mobilen mig. Jeg lader den ringe lidt, så skipperen kan høre noget ringe, inden jeg slår den fra og lader som om jeg tager den. Går ud på agterdækket, så hele besætningen på charterbåden kan se og høre at jeg taler med nogen for dem ubekendt. "Samtalen" afsluttes med OK og tak fordi du ringede.
"Der er sku gået en skuespiller tabt i dig" siger Mona og smiler. Vi er lige færdige med morgenmaden og har ryddet af, da skipperen står på kajen og meddeler, at nu er han klar til at gå på havnekontoret med alle papirerne under armen.

"Kom lige om bord, Sir. - Jeg har lige fået en opringning fra mit forsikringsselskab." Han entre usikker vores lille skiv, og får sat sig ned i cockpittet. "En kop kaffe?" "Jo tak" siger han efter lidt overvejelse, han har jo ellers lige fået hjemme.

"Ja, vores forsikringsselskab har altså lige ringet" indleder jeg og han nikker. "De oplyste mig, at der ikke kunne komme nogen taksator før om en uges tid. Han skal komme fra Istanbul, og da vi er i Tyrkiet, kan der jo hurtigt gå nogle ekstra dag, you know. Jeg kan også risikere ikke at se en euro, når det er en udlejningsbåd og de tyrkiske forsikringsselskaber der er involveret." Skipperen ser nu lidt trykket ud men nikker igen, men siger så: "Jamen båden er også forsikret i Pantaenius." Dette overhører jeg imidlertid og fortsætter "Mit forsikringsselskab foreslår derfor, at vi indgår et forlig - de har også forslået mig, at vi inddrager det lokale politi om nødvendigt, men det er jeg ikke så interesseret i." Skipperen nikker igen, det kan han godt forstå. - "Forsikringen siger endvidere, at efter min beskrivelse, vil det komme til at koste ca. 500 euro - hvad siger du til det?" Skipperen er ikke sent i sit svar. Han er heller ikke interesseret i politi og vil gerne indgå et forlig: "Hvad vil du forlange?" spørger han. "Jeg vil lade dig komme med et bud." Siger jeg for ikke at komme til at dumme mig. Jeg har jo oplyst ham om, at hele sagen vil anslået komme til at koste 500 euro. "Hvad siger du til 200 euro" siger han så, samtidig med at han indrømmer, at han faktisk sidste sommer lavede en lignende skade og det kostede ham 150 euro. Mona og jeg kigger lidt på hinanden, snakker lidt frem og tilbage på et sprog han absolut ikke forstår, samtidig med at jeg undertrykker et smil.

Vi enes om at acceptere tilbuddet, for at få sagen afsluttet uden yderligere diskussion. Skipperen må dog lige have accept fra den øvrige besætning inden pengene kan udbetales og aftalen konfirmeres ved begge parters underskrift. Dette tager dog ikke mere end 3 min, så er han tilbage på Cassiopeia med 200 euro. Aftalen underskrives af begge parter og jeg lover at gå på havnekontoret for at få mig en kopi af aftalen. Jeg kan ikke lade være med at få lavet en kopi af vidneforklaringen, som jeg afleverer til ham sammen med vores forligsaftale. Da jeg afleverer papirerne, smiler han nu glad og venlig tilbage. Ja, tænker jeg nu, læs du vidneforklaringen, så kan det godt være at smilet blegner lidt. Vi hjælper selvfølgelig med at løsne fortøjninger og holde fra, indtil de er godt fri af Cassiopeia. Vinker glade til dem med ønsket om en fortsat god tur.

Jeg har vist glemt at fortælle at det var en tysk besætning på 10, som var om bord på charterbåden.  

Farvel til Tyrkiet.

Så er vi klar til at indtage de græske øer. Og tro mig vi glemte fuldstændig, at vi skulle have været til Marmaris først. Vi havde haft god tid til, at planlægge ø-ræset. Tilos, sydspidsen af Kos, 4 steder på Astipalia, 4 steder på Amorgos, sydspidsen af Ios, Thira, Folegrandros, Kimolos - syd, Milos, Sifnos, Serifos, Kithnos og Idhra.

En langturssejlers planer skrives i ........................................

Det har allerede været en stor oplevelse at sejle fra den ene ø til den anden. Mange siger, at øerne ligner hinanden. Det gør de måske nok, indtil man har lært at skelne. Alle øer har rigtig nok en by på det højeste punkt på øen, men hvad der derudover kan opleves er meget forskellige.

Tilos.

Den 23. maj - Efter 5 timer 35 min - 27, 4 nm i let til jævn vind drejende fra NV til SV ankom vi til Livadhiou på Tilos. Øen er der ikke meget at skrive hjem om, og vi brugte den da også kun som pitstop.

Kamares på Kos.

24. maj - 5 timer 30 min - 30,8 nm - jævn NV vind. Kamares bruger vi heller ikke andet en som hvilested.

Astipalaia - På travetur til Chora.

25. maj - 6 timer 40 min - 35,3 nm. 

For første gang får vi vind, så Cassiopeia er i stand til at gå bidevind. I tre timer har vi 5 - 6 beaufort (mellem 9 og 14 m/sek). Et par dybe skæve bølger får Cassiopeia til nærmest at skovle vand op. Hvorimod tidligere kan vi i dag bare grine lidt af det. Vores nye vinduer er 100% tætte, så vi behøver ikke tænke på at skulle ned at søppe vand op når vi kommer ind. Cassiopeia bærer med lethed fuld storsejl og genua II, og er meget let på roret. Vi lægger os for anker i bugten ved Maltezana på 5 m vand. Ankret griber første gang. 

Vejrudsigten varsler mere vind de næste par dage, så det er rart, at ankret får et godt bid og graver sig godt ned i sandet. Båden ved siden af os er knap så heldig. Pludselig fjerner han sig længere og længere væk fra os. Heldig vis opdager han det i tide, hiver ankeret op og sejler lidt længere ind under kysten for igen at kaste anker. Denne gang er han mere heldig.

Astipalaia kaldes også af mange for sommerfugleøen da den har form som en sommerfugl. Øen tilhørte den venezianske adelsfamilie Quirini i perioden 1207 til den tyrkiske erobring i 1522. Adelsfamilien opførte den monumentale borg Kastro, som ligger i hovedbyen Chora. Vi havde besluttet os for at trave til Chora. Lidt motion er godt, er der nogen der siger, så på med de nyindkøbte travesko, rygsækken på nakken, det nye Nikon kamera over skulderen og så afsted. Der blev tid til at tage mange billeder under vejs. Vi gik i en halv time, det blev til en time og to timer. Det var varmt, så for ikke at gennemvæde rygsækken måtte den af så ryggen kunne få den varme vind at føle. Benene var også begyndt at blive lidt tunge. Det var da godt nok gået en del op og ned, men vel ikke noget af betydning. Væskemangel - hvornår lærer vi det? - vi havde købt en halv liter vand til hver inden vi startede, men den holdt ikke andet en et kvarter, så kunne den tomme flaske puttes i en skraldebøtte inden vi var ude af byen. 

Da vi på det tidspunkt ikke vidste hvor langt der egentlig var til byen, følte vi ingen trang til at gå tilbage for at hente yderligere forsyninger. Øens bus havde passeret os, kørende i modsat retning. Tanken om bare at stå på bussen og køre til byen var nærliggende. Men hvornår den ville køre i samme retning som os vidste vi ikke, så vi travede videre. Ingen grund til at stå stille. Vi når et sted, hvor vejen deler sig og ser et skilt mod byen. Men hvad er det der står - 4 km!!! - det kan da ikke passe, vi kan jo se byen lige der ovre. Der er da godt nok et par toppe vi skal uden om, så det må være sandt. Nu traves der i tavshed. Efter de næste to km kommer redningen. Bussen er på vej tilbage til byen. Hvorfor sidder chaufføren der i beskidt arbejdsmandstøj med et smørret grin fyldende hele ansigtet? Er det ikke øens bus, som vi er steget på eller ser vi så udkørte ud, at det kun kan fremkalde et smil. Tanken retter sig hurtigt mod tilbageturen, og chaufføren bliver spurgt om, hvornår den næste bus kører tilbage. I morgen formiddag svarer han. Nej det kan ikke være rigtig, han må ikke have forstået vores spørgsmål rigtigt, så vi forsøger os igen. Hvornår kører bussen igen? Men svaret forbliver det samme. Bussen kører kun to gange om dagen. En tur først på formiddagen og en tur først på eftermiddagen. 

Så hvilken udsigt til tilbageturen havde vi ikke nu. Nå, men nu var vi da på vej i afslappet stil, så ikke noget med at tage sorgerne på forskud. Et kvarter efter kunne vi stå af bussen nede på havnen i Chora. Noget mere kold vand, en Mythos og lidt at spise, så kunne vi se lidt lysere på tingene igen. Vi skulle en tur op i den gamle bydel, op til den gamle borg Kastro for at nyde udsigten over øen. Op og ned kom vi, selv om det tog sin tid. Det er faktisk hårdere for benene og især knæene at gå ned af de meget stejle gader og de store trapper. 

Vel nede på havnen igen skulle der handles ind til de følgende dage, så rygsækkene blev fyldte. "Hvornår kører den næste bus", blev købmanden spurgt. Vi kunne da håbe, at buschaufføren bare jokede med os. Men ak - "i morgen" svarede købmanden, "men i kan tage en taxi". Jeg ku' skutte se nogen taxi. "Hvor holder han?" "Lige her over ved busstoppestedet, han vil nok være her omkring kl. 18" OK, der var ca. 3 kvarter til, så kunne vi jo bruge ventetiden på at gå på internetcafé, indtil vi fik at vide, at den lå oppe i den gamle bydel. Så hellere nyde en frappe, kold kaffe med mælk og sukker, en guddommelig frisk drik i varmen, som Ilse fra Venus har lært os at drikke. 

Klokken blev 18.00 og den blev 18.15. Da den nærmede sig 18.30 begyndte vi at blive lidt nervøse. Et svensk ægtepar havde sat sig ved bordet ved siden af. En dansker, som lige var landet om eftermiddagen, var kommet til. Af deres samtale kunne vi forstå, at de havde sommerbolig hernede, så de måtte vide noget om taxaen. Der blev ringet til taxien. Han ville komme om et kvarter. Egentlig kunne han lige så godt have været optaget hele aftenen, for det var den eneste taxi der var tilbage på øen. Den anden var til reparation i Piraeus. Danskeren havde fortalt, at han var kommet fra lufthavnen til Chora med taxien. Nu var det så nærliggende at spørge til prisen, da lufthavnen kun lå ca. 11/2 km fra hvor vi skulle sættes af. Han havde givet 6 euro, så vi skulle nok betale 7 euro. En acceptabel pris for at slippe for at gå de ca. 10 km tilbage syntes vi.

Da vi havde sat os ind i taxien og var god på vej siger han så anerkendende: "Åh, nu husker jeg, det var jer der gik ind til Chora, godt klaret!" Så blev radioen ellers skruet op, venstre arm smidt ud af vinduet, med kaffekoppen i hånden, speederen trykket i bund, så den ramponerede Skoda Octavia, rumlende kunne trække sig op over den næste bakketop i 4 gear uden at gå i stå. Jeg havde hele tiden siddet med 7 euro i hånden, så da vi ankom og han sagde: "Det bliver 7 euro" og jeg afleverede mine mønter, grinede han og sagde: "Åh, du kendte prisen!" "Ja selvfølgelig og tak for turen - god aften."

Santorini.

28. maj - 9 timer 20 min - 57,8 nm.

Planen var ellers, at vi skulle sejle til Amorgos, men da vejrudsigten sagde vind fra nord og 3 beaufort, så vi for os en pragtfuld sejlads, med vinden tværs, hvor Cassiopeia bare ville glide hen over Middelhavets dybblå vand mod Santorini i stedet. Afsted fra morgenstunden. Det går fint ud af bugten, forbi Chora og rundt den sydlige spids af øen. Hvorefter vinden dør og det er havblik. Nå, men så må Sole gøre arbejdet for en tid. Vinden skal nok komme op af dagen, det plejer den. Det gjorde den bare ikke denne dag. Til gengæld kunne vi nyde turen, med læsning og Backgammon til Soles jævne rumlen i stedet.

Santorini er en vulkansk ø med en lang dramatisk historie, som jeg ikke vil trætte med. Men blot nævne, at vulkanen stadig er aktiv, således var der udbrud både i 1939 og 1949, hvilket inden for geologist tidsregning er det samme som var det i går, når man ellers taler om at der går ca. 500 til 1000 år mellem hvert udbrud. Øen er enestående flot. Vi måtte da også leje bil her, for at komme rundt på øen og for at kunne nå at se så meget som muligt. Hovedbyen Skala, hvor der er udsigt over til øen Nea Kalimeni, hvor vulkanens krater er. Selve krateret ses dog bedst fra luften. Bjergskråninger hugget ud i terrasser hvor man dyrker øens vinranker til at stå på en skråning og kigge ud over de fladstrakte frodige arealer, hvor alle former for grøntsager dyrkes. Et utroligt flot syn, som ikke kan gengives på billeder, selv om det er taget med et Nikon. Det blev også til en tur op af den meget stejle, snoede vej til det Antikkens Thera, som er et ruinområde af den ene af oldtidens to havnebyer på østkysten. Desværre var der lukket for besøgende da vi nåede derop. 

Øens eneste havn for lystsejlere er Vlichada, som ligger på øens sydende. Ingen lystbåde får længere lov at ligge inde ved de gamle bykajer i Thira By. Forsøger man sig alligevel, varer det ikke længe før man har besøg af politiet, som henviser til den nye havn. Alt går op i turismen nu, hvilket er befolkningens hovederhverv. 

Den nye havn er anlagt for EU-midler. Ca. 850 mill. euro. Og så virker det, som om man aldrig er blevet helt færdig. Fine vand og el standere med et betalingskortsystem er placeret rundt på havnen. Men ingen ting af det virker. Vand kunne man være heldig, at finde under en dækplade ved siden af standeren, men el var der ikke nogen steder. Enkelte steder kunne man se, at de lokale fiskere, som totalt har besat havnen, har forsøgt sig med at pille de strømførende ledninger ud af skabet og montere stikdåser, for at omgås kortsystemet. 

Da vi ankom blev vi henvist til at ligge for enden af den ene molen lige i indsejlingen til havnen. Her sad et par fiskere hver dag fra kl. 14.30 til 20.00 og bankede lavasten ud af deres net, uden hensyntagen til omkringliggende lystbåde. Dækket var hver aften fyldt med lavasten i forskellig størrelse. Og støv lå i et tyndt gråt lag over alt, både oppe og nede om læ. De nye vinduer på Cassiopeia måtte dækkes af, for ikke at få unødige skader. Vi har fuld forståelse for, at fiskerne skal kunne udføre deres erhverv, men vi føler måske nok, at lidt mere hensyntagen til gæstesejlere ville være en fordel for alle. Som vi har oplevet tingenes tilstand her, kan vi ikke anbefale havnen, men der er ikke andre havne, hvis man vil se øen, som er et besøg værd.

Ios - Manganari.

31. maj - 4 timer 30 min -26,2 nm

I vindstille kunne vi sejle vest om øen Santorini og ind langs den halvmåneformede ø med de stejle klippevæge, som rejser sig lodret op fra Middelhavet. Et eventyrligt flot syn.

Vi kaster anker i bugten ved Manganari på Ios på 4 m. Vandet er helt vildt klart, så selv skipper får lyst til en dukkert. Årets første.

Naxos.

1. juni - 5 timer 55 min - 32,2 nm

Naxos var slet ikke på vores plan fra starten. Der var dog flere ting, som talte for at vælge at sejle yderligere nordpå inden det næste step mod vest. Der var stormvarsel om to dage, altså til den 3. juni. Det var tid til at få skrevet rejsebrev og sorteret billeder, hvilket kræver, at vi har tilsluttet el fra land. Naxos er den største ø i øgruppen Kykladerne, og absolut et besøg værd. Og ikke mindst, ville det være rart, hvis vi kunne få lov at udnytte den fremherskende vindretning (fra Nord) i vores videre sejlads vestover. Så derfor er vi nu her.

Afslutning.

Lige nu falder mine tanker tilbage på Påske dag, da vi var til min nevøs søn Frederiks barnedåb. Her faldt snakken pludselig ind på, hvad de enkelte skulle lave i deres 3 ugers sommerferie. Det var så uvirkeligt. Tænke sig kun at have 3 ugers sommerferie. Jo, jeg husker da godt den gang det også var os. At planlægge 3 ugers ferie, for at få det optimale ud af tiden. 
Det set i forhold til vores ferie/liv nu. 

- Kan du forestille dig det?


Hvor mange dage det bliver til på Naxos ved vi ikke. Nok ikke tre uger. Vi har forskellige ting, som gerne skal ordnes, og vi skal da også en tur rundt på øen, tror jeg nok. Og så er vi tilbage i det med planlægningen igen.

Tak for nu - og glæd jer, der vil komme meget mere om vores oplevelser, det er mere sikkert end gennemførelsen af det planlagte.


Mange sejlerhilsner
Mona og Ivan 

sy-cassiopeia.dk  2006
Hjem          Rejsebreve         Båden        Gæstebog         Arkiv         Links