HJEM

REJSEBREVE

BÅDEN

GÆSTEBOG

ARKIV

LINKS

Marmaris Yacht Marina, den 6. oktober 2007

15. rejsebrev.

 

Indledning.

Efter nogle oplevelsesrige måneder og helt fyldt op med indtryk, var vi nu klar til at tage fra Istanbul. Vi var enige om, at turen tilbage til Marmaris skulle foregå med små dagssejladser, 20-30 sm. Vi ville ankre en masse, rigtig slappe af og nyde tilværelsen. - Se det var planen, men virkeligheden ville noget andet. Udfordringer, som vi gerne ville have været foruden, men som man inderst inde ved, må komme på et eller andet tidspunkt, når man sejler så meget som vi. Andre og mere sjove oplevelser, mødet med nye og gamle venner og bekendte kom også til. Alt sammen noget, som gjorde tilbageturen til en oplevelse, som vi heller aldrig vil glemme.

Farvel til Istanbul - for mange ubudne gæster

Kirsten var taget hjem. Det føltes lidt tom i båden. Vi havde planer om, at sejle den 21. august men udskød afsejlingen yderligere en dag. Ting skulle stuves om, så vi fik os indrettet som før vi fik gaster om bord. Min mave var stadig ikke helt på toppen efter turen til Ankara og Kappadokien. Jeg havde ingen appetit, så kræfterne og energien havde ligesom gemt sig langt væk. Mona var heller ikke helt på toppen, men havde det dog væsentlig bedre. Alt i alt ville vi nok have godt af den ekstra hviledag.

Vejrudsigten blev hentet for de næste dage. Første dag ingen vind, herefter nogle dage med jævn til frisk vind fra Ø og NØ. Perfekt til sejladsen over Marmarehavet og gennem strædet ved Dardanellerne. 
Vi sejler fra Bostanci kl. 6.55. Der er havblik, så motoren for lov at gøre dagens arbejde. Vi bryder allerede på førstedagen vores aftale, ved at sejle direkte mod Topagac på øen Marmara Adasi ca. 70 sm fra Bostanci. Men da autopiloten jo sørger for, at vi sejler i den rigtige retning, kan vi jo slappe af med læsning og et eller 20 spil Backgammon. 

Solen bager. Vi har vel 45 grader i cockpittet. Pludselig er det som om dørken i cockpittet bliver levende. Kakerlakker kommer frem flere steder fra dørkpladerne. Motoren, med sin arbejdstemperatur på godt 85 grader og solens varme stråler, har tilsyneladende gjort, at selv kakerlakkerne har fået det for varmt. En effektiv gang sprøjtemiddel gjorde dog en hurtig ende på deres lidelser. Og da vi efter en kort stund kunne gøre resultatet op havde 14 kakerlakker måtte lade livet. Nu var vi overbeviste om, at vi havde fundet de sidste kakerlakkers skjulested, så vi fremover var fri for de ubudne gæster. Efter denne trumf bredte afslapningen sig om bord igen. 

Vi havde stadig ca. 6 timer til Topagac og alt forløb fredeligt og roligt. Flere delfinflokke krævede dog sin opmærksomhed. Vi kan se dem på lang afstand på det blanke vand, men de fleste forbliver på lang afstand af båden. 

En time før ankomsten til Topagac begynder løjerne så. Motoren begynder pludseligt at gå ujævnt. Den taber omdrejninger, akkurat som om den ikke får næring nok. Og så dør den. Tankerne stryger gennem hovedet på mig. Ingen motor - ingen vind - det bliver sku en lang nat. Ned og kigge til forfiltret, samtidig med at vi prøver at starte motoren. Der var ikke noget synligt tegn på luft eller skidt i forfiltret. Efter vores altid nøje regnskab med dieselforbruget, burde der på dette tidspunkt være rigeligt med brændstof - ca. 60 liter - på tanken til at vi skulle kunne sejle til den nærmeste græske ø inden påfyldning skulle være nødvendig. (Diesel er ca. 3 kr. billigere i Grækenland end i Tyrkiet). Men ingenting må udelukkes. Da vi pejler tanken er den ganske tom. Nu ved vi da hvad problemet er, og kan afhjælpe det. Vi har reservedunke med 40 liter, så da de er hældt på tanken kører motoren efter lidt udluftning fint igen. Men hvordan kan det ske???? Dieselregnskabet gennemgås nøje. Når man kender Monas måde at holde regnskab på alt ting, ville jeg blive overrasket, hvis der skulle foreligge en fejlberegning. Hvis al diesel skulle være brugt af motoren, skulle den have brugt et gennemsnit på 1 liter mere i timen end normalt, svarende til ca. 33 %, hvilket var helt usandsynligt. Som forventet, var der ingen fejlberegning. Desværre måtte vi herefter konkludere, at det mest sandsynlige var, at vi har haft ubudne gæster, som, mens vi var på tur fra Istanbul, har "lånt" ca. 50 liter fra vores tank. Hvor surt.

Da vi når ind til ankerbugten ved Topagac ser vi at der er en lille havn. Der er ingen sejlbåde, men det ser ud til at være masser af plads ved kajen. Efter at have studeret søkort m.m. lidt nærmere, beslutter vi os for at gå ind i havnen i stedet for at droppe ankret uden for. Med denne beslutning var vi så lidt heldig. En tankstation lå ikke 100 m fra havnen, og det så ud til at den stadig var åben. Af sted med de 4 dunke. Og selv om tankanlægget skulle åbnes, fik vi fyldt dunkene uden problemer. Efter påfyldning på tanken, kunne vi slappe af, vel vidende at nu kunne vi sejle til Samos for motor hele vejen uden at komme til at mangle brændstof. Vi gik en kort tur i den lille by, og så var det ellers på hovedet i køjen efter en lang dags oplevelser. 
.

Nye problemer opstår

To dage med pragtfuld sejlads med vinden agten for tværs. Gennem strædet ved Dardanellerne for storsejl alene i en frisk vind. Farten på GPS'en viste ind i mellem næsten 10 knob, så det var koncentreret sejlads. Heldigvis var der ikke den store trafik, andet end lige på det tidspunkt, hvor vi skulle krydse den store sejlrute. Lidt siksak sejlads, og så var vi ovre på den anden side ruten. Gennem strædet passerer ellers gennemsnitlig 300 erhvervsskibe/døgn/år, så der er ind i mellem meget stor trængsel.

Efter 3 lange sejldage med stadig dårlig mave og ingen appetit, var det derfor godt med en overligger på øen Bozaada.

Den 26. august sejler vi for motor til Poroselene, hvor vi ligger for anker om natten. Dagen efter sejler vi mod en lille tyrkisk havn Dikili, som vi havde oplysninger om skulle være meget hyggelig. Da vi ankommer, er havnen totalt stoppet, og det er ikke muligt at finde en plads. Denne gang er der ingen hjælp at hente, selv om vi ligger og cirkler rund 15-20 min. for at se, om der dog ikke skulle kunne laves en lille bitte plads til os. Men alle vinker afvisende til os, og vi må derfor sejle igen. Dette var ikke lige efter planen, og lidt knotten, fik motoren et par hundrede omdrejninger mere end normalt. 

Gammel sø stod på tværs da kursen blev sat mod en ankerbugt på det sydøstlige hjørne af Lesbos. Jeg var træt og maven gjorde sit til, at jeg absolut ikke var indstillet på at skulle have sejlet længere denne dag. Så kan selv 15 sømil blive lange. Og så sker det igen. Alt mens båden ruller dør motoren igen. Denne gang ved vi dog, at der er diesel nok, så nu kan det kun være filtrene der giver problemerne. Ved hurtigt selvsyn viser det sig, at formodningen er rigtig. Forfilteret er fyldt med grums og vand så det nærmest ligner grød. Vi må have fået noget dårlig diesel i Topagac. Det har måske været 10 % vand. Nu hvor indholdet i tanken bliver væltet rund, kan det ikke undgås at blive blandet med dieselen. 

Ikke nok med det, men som det kunne se ud var der også dieselpest involveret, og dermed var vi forhindret i at bruge resten at dieselen, som vi havde i tanken. Heldigvis får vi noget vind, så sejlene bliver sat. Med håbet om, at vi kan finde en bugt, hvor vi kan sejle ind i for sejl og så droppe ankret inden mørkets frembrud står nu højst på ønskesedlen. Det er altid spændende at komme til en ny ankerbugt, hvor man ikke har været før, men i dette tilfælde er spændingen næsten uudholdelig. 

Da vi nærmer os ligger der allerede et par både. Storsejlet bliver taget ned og vi prøver at krydse ind for fokken alene. Cassiopeias krydsegenskaber ligger på en skala fra 1-10 på et 3-tal i let vind, og med en diverse faldvinde fra bjergene, var det til sidst en ualmindelig deprimerende oplevelse. Karakteren faldt til 1. For hvert kryds, hvor vi måtte gå det modsatte af over stag, for overhovedet at holde styrefart var en udfordring. Vi får dog efterhånden arbejdet os så tæt ind på de andre både, at det lykkedes os, at anråbe en af de andre sejlere, som med sin lille gummibåd og 5 hk motor delvist skubbede og til sidst trak os så langt ind i bugten, at vi kunne kaste anker på 10 m vand. Et ekstra anker blev lagt ud for en sikkerheds skyld. Nu kunne vi endelig begynde de nærmere overvejelser og problemløsning i fred og ro. 

Den følgende dag blev gummibåden klargjort til landgang. Vi måtte finde ud af, om vi kunne skaffe noget "rent" diesel, for det i tanken kunne vi ikke bruge. Tømme tanken kunne vi heller ikke, for vi kunne ikke komme af med de ca. 50 l der stadig var tilbage. Tanken skulle også rengøres inden ny diesel kunne fyldes på, og det krævede alt sammen at vi lå i en havn, hvor vi kunne komme af med affaldet. 

Planen var, at vi ville sætte en 10 liters dunk med diesel ned i motorrummet, hvorfra motoren kunne hente det. Med et sindrigt system, ville vi kunne efterfylde dunken med en hævert fra de øvrige dunke. Med 30 liter brændstof, havde vi til 12 timers sejlads. Vi skulle bruge ca. 10 timer for at nå til Chios, hvor vi kendte havnen og vidste, at vi kunne finde de nødvendige faciliteter til afhjælpning af vores problem. 

Da vi kom i land henvendte vi os til en tjener på en lille restaurant, som lå ned til vandet. Han kunne fortælle, at der var 4 km til en tankstation og da han hørte om vores problem, tilbød han at køre os derind lidt senere på dagen. Fint, så sparede vi lidt på sålelæderet, og kunne begynde at skifte filtre, og installere reservedunken, så alt var klar når vi havde fået fat på den nye diesel. Nu vil jeg lige sige, at det lyder nemt, hvilket det egentlig også er, men når der skal arbejdes i et meget lille rum i 40 graders varme, så skal der ikke meget til før man bliver irriteret når tingene driller. Mange eder blev udgydt i det tidsrum, hvor arbejdet stod på, og måske derfor glemte jeg en ret så væsentlig detalje i installationen, som jeg vender tilbage til senere. Nå, men arbejdet var færdig, dieselen hentet og motoren startet. Alt fungerede efter hensigten og vi er klar til at sejle næste morgen.

Kl. 07.15 letter vi anker. Vi har en jævn vind fra vest, så sejlene sættes straks efter. Dejligt at vi ikke har brug for motoren tænker jeg uvilkårligt. Må vinden bare holde hele dagen er næste tanke. Med en fart af mellem 4,5 og 5,5 knob sejler vi helt frem til middag, hvor vinden aftager mere og mere og til sidst dør helt. Det har over de sidste dage været helt normalt, så frem for bare at ligge og drive startes motoren og sejlene pilles ned. Efter ca. en halv time begynder problemerne igen. Motoren taber omdrejninger og dør. Det var godt, der var langt til loftet, for nu syntes jeg godt nok at det var ved at være for meget. Filtrene ses efter. Der var ikke tegn på utætheder. Slangen der var stukket ned i reservedunken kunne heller ikke komme længere ned, og det så ud til at der var diesel nok i dunken, så hvad f.... kunne der nu være galt? Et løft i dunken viste imidlertid noget andet. Den var tom. 10 liter på 30 min. - det kunne ikke være rigtigt. Ikke desto mindre var det fakta, men det måtte være en engangsforestilling! Dunken blev fyldt og vi var sejlende igen. 25 min. gik og igen motorstop. Ikke meget diesel tilbage. Vi havde nu kun én dunk med 10 l diesel tilbage. Vi ville gerne kunne manøvrere når vi kom i havn på Chios, så nu var der ikke andet at gøre, end at vente på at vi fik noget vind, så vi kunne sejle igen. 

Heldet var med os. Vinden kom relativ kort tid efter, så alle klude blev sat. Nu var det kun et spørgsmål om vi kunne nå til Chios inden vinden, som den normalt gør, dør samtidig med at solen går ned. Med en gennemsnitsfart på 5 knob, skulle vi bruge 6,5 time. Det burde lige kunne lade sig gøre. Den anslåede ankomsttid, som blev vist på GPS'en, sagde 19.10. Glæden og optimismen blev større sammen med at vindstyrken stille og roligt øgede. I løbet af den følgende time øgede vinden til 10-13 m/sek. og vinden havde vi agten for tværs, så nu sejlede vi mellem 6,5 og 7,5 knob over grunden. Normalt ville vi nok have mindsket mindst forsejlet på dette tidspunkt, men ikke i dette tilfælde. Nu var det et spørgsmål om fuld udnyttelse af vinden når vi nu havde fået den, også selv om båden var lidt hård på roret. 

Vinden forblev frisk, så kl. 17.50 kunne sejlene pilles ned i indsejlingen til Chios havn og motoren startes. Vi vidste hvilken tid vi havde til rådighed til at finde en plads, få ankret lagt og en fortøjning i land - 25 min. Det lyder muligvis af at være lang tid, men der er så mange faktorer, som kan bevirke, at det ikke er tilstrækkeligt. En ting beroligede os dog, og det var at havnebassinet var så stort, at det var muligt at kaste anker i den ene ende af havnen uden at komme til at genere erhvervstrafikken, og så kunne vi klargøre gummibåden og bruge den og evt. få hentet en ekstra dunk diesel. Med disse tanker i baghovedet, benyttede vi os af den første plads vi kunne finde, selv om den ikke var optimal, og efter et kvarter havde vi liner i land og motoren stoppet.

De følgende 2 døgn havde vi vindstille. 

En snak med andre sejlere på havnen om vores problem, fik mig sporet ind på hvad årsagen til det store forbrug var. Jeg huskede nu pludselig også noget, som Lars havde forklaret mig hjemme i Gelsted, da motoren blev lagt i. Her har vi tilslutningen til dieseltanket og her tilbageløbsslangen. Tilbageløb! Selvfølgelig! En dieselmotor bruger ikke alt det brændstof der pumpes igennem den, kun en brøkdel, resten bliver pumpet tilbage i tanken. Surt - vi havde altså pumpet ca. 20 l fin ren dieselolie op i tanken, med al' den dårlige diesel. Nu skulle vi i gang med at tømme dieseltanken, og da jeg vidste, at det ville tage sin tid, besluttede jeg, at dysserne på motoren lige så godt kunne blive kontrolleret. Vi fik fat på en mekaniker, som klarede dette for medens 75 euro. Alle fire dysser blev trykprøvet og fundet i orden. Mekanikeren skaffede os af med den dårlige diesel, og kørte mig ud til en tankstation, hvor han kunne garantere for, at der ikke var vand eller anden form for forurening i dieselen, på betingelse af at jeg garanterede, at vores tank var total rengjort. Han frarådede os på det kraftigste, at benytte de små tankbiler, som med jævne mellemrum kørte forbi på kajen. Endvidere fortalte han, at vi var den anden båd inden for den sidste uge, som han havde hjulpet efter at de havde købt dårlig diesel i Tyrkiet. OK - så fik han lige afleveret den til ærkerivalen.

Besøg af nye og gamle venner.

På 7. dagen den 6. sept. efter vores ankomst til Chios kunne vi vinke farvel denne lille larmende by.
Med opholdet havde jeg endelig fået styr på mine maveproblemer. Det har også varet i 3 uger nu, så det var vel på tide.

Nu trængte vi til lidt fred og ro. Det skulle blive dejligt at kunne sove uden at skulle bruge ørepropper, så for anker en enkelt nat inden Samos by var tiltrængt. Samos bys havn var ikke nogen behagelig oplevelse. Vi undrede os godt nok over, at der overhovedet ikke var nogen lystbåde i havnen da vi ankom. Forklaringen fik vi i løbet af aftenen og natten. Jeg kan ikke mindes hvornår vi sidst har ligget så uroligt i en havn, selv om der næsten ingen vind var. Dønninger stod imidlertid i en lind strøm ind i bunden af bugten, hvor de så blev sendt tilbage og rullede ind mod havnekajen. 

Det blev en meget urolig nat, og det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme derfra. Vi sejlede om på den anden side af øen, hvor Pythagorion modtog os med invitation til at kaste anker lige uden for byens gamle havn. Det så imidlertid ud til, at der var masser af plads inde ved bykajen, og da vi vidste, at det normalt er gratis at ligge her, valgte vi dette i stedet. Vi ville altid kunne lægge os ud for anker, hvis vi ville blive lidt længere. 

Hvad vi ikke vidste på dette tidspunkt var, at vi skulle ligger her i 14 dage. Hvad vi ej heller vidste, var at Samos er en dansker ø. Turister fra Danmark strømmer hertil, og da sommervejret hjemme jo ikke har været noget at råbe hurra for, så var det næsten som at ligge i en lille dansk lystbådehavn. Hold da op hvor kom der mange forbi, og stoppede op. Nogle for blot at forvisse sig om, at de så rigtigt at det var en dansk lystbåd der lå der. Andre skulle lige høre om vi var sejlet hele vejen fra Danmark og hertil. Og så var der både danske tursejlere og langturssejlere, som var godt og grundig trætte af det danske sejlervejr, som i protest havde taget en charterferie til Samos i stedet. Mange var en tur om bord til en kop et eller andet og en god snak om tur og oplevelser. 

Leif og Margrethe fra Horsens var et par af dem, som vi snakkede med flere gange. Så dukkede Kent fra Sakskøbing pludselig op. Dig har jeg da set før, sagde han til mig, inden han nåde at præsentere sig. Nå, ja det er da muligt tænkte jeg. Da du nu påstår at kende mig må vi jo hellere finde ud af hvorfra og i hvilken forbindelse. Det varede ikke mange øjeblikke før Kent sad i cockpittet med en kop kaffe, eller var det en øl. Nå, det er lige meget, det blev i ugens løb til mange kopper af det ene og det andet. Bekendtskabet fandt vi ud af var i forbindelse med vores aktive periode i FTLF (Foreningen Til Langtursejladsens Fremme), hvor vi i AG-Storstrøm benyttede Maltrupvænge Bådelaugs klublokaler i Sakskøbing til afholdelse af diverse arrangementer. Her har Kent sin egen båd liggende.

Det var ellers ikke meningen at vi skulle blive på Samos så længe, hvis det ikke lige var for endnu e tilfældigt sammentræf. Søndag aften var vi på internettet, for at sende en forsinket fødselsdagshilsen til vores "gamle" nabo Bent på Sandstien i Gelsted. I hilsenen fortalte vi, at vi lå på Samos og nød tilværelsen i masser af dejlig sol m.v. Den følgende formiddag ringer Bent til os. "Hvor er i henne?", "Samos" lyder Monas svar. "Vi kommer på søndag, er i der så stadig?" Det var så pudsigt, for mens Tove og Bent søndag aften sidder og venter på at få en bekræftelse på, at de har købt charterrejser til Samos den følgende søndag, dumper vores e-mail ind hos dem. 

De havde forud i flere dage forsøgt at få fat på os på vores tyrkiske mobilnr., for at høre hvor vi var, så vi eventuelt kunne mødes. Det var ikke lykkedes, men med dette sammentræf lykkedes det med en kontakt til vores datter Lykke, at få vores græske nummer. Der var slet ingen tvivl for os. Vi ville blive på Samos, så vi kunne mødes. 

Vi havde jo også Kent til at underholde os i ugens løb. Sammen med ham tog vi bl.a. på en sejltur, - en tur rundt på Samos på scooter og så lige en lille nattur rundt på nogle af de mange forskellige cafeer på havnen. Kent tog hjem søndag med det fly, som Tove og Bent kom med. 

Samme søndag kommer Kaj og Iben fra Jægerspris forbi. Det første vi hører er at Kaj siger: "Det var da pudsigt, Cassiopeia, jer har vi da lige siddet og læst om i langturssejlerbladet i flyet på vej herned." Så er det klart, at man bliver inviteret om bord. Kaj og Iben har planer om at sejle til Middelhavet om fire år, så der var masser at snakke om. Vi lånte Træfpunkt så vi kunne blive opdateret med informationerne hjemmefra. Det var vældig rart. 

Gensynsglæden var stor, da Tove og Bent kom om bord mandag morgen. Vi tog på en lille køretur rundt på Samos. Og jeg må indrømme, at det var som om jeg huskede andre lignende ture vi har haft. Vi kørte ad små smalle grusveje, hvor det ind imellem så ud til at vejen til sidst ville ende blindt. Ind over Samos højeste bjerg. Uden kort og med meget få vejskilte bevægede vi os i sneglefart. På et tidspunkt tror jeg ikke, at der var nogen af os, der vidste hvor vi var. Om vi kørte rigtigt eller forkert kunne kun tiden vise. Vi nåede da heldigvis ned på den anden side af bjerget inden det blev mørkt, hvilket jeg tror Bent var meget glad for. 

Tirsdag tog vi på en lille sejltur. Vi fik noget godt at spise og Tove og Bent overnattede på Cassiopeia. Efter et godt morgenmåltid tog vi afsked. Vi ville gerne videre, og med udsigt til en ustabil vejrperiode, ville vi gerne have nogle dage at løbe på, så vi kunne nå tilbage til Marmaris efter planen.

2 dages sejlads med en agten for tværs, og vi lå i en lille havn Panteli på Leros. Vi ankom midt på dagen, d.v.s. kl. 12.00 Og godt det samme, for der var ikke plads til andet end to lystbåde ved havnemolen. Ankermulighederne syntes vi ikke så for tiltalende ud. Sejladsen hertil havde budt på frisk vind. I løbet af eftermiddagen fortalte vejrudsigten os, at der hårdvindsvarsel den følgende dag og herefter stormvarsel dagen efter. Vi var jo forberedt på det, så der blev lagt en ekstra fortøjning på, og så kunne uvejret ellers bare komme an. 

Sidst på eftermiddagen kom en charterbåd med engelsk skipperflag ind i havnen. Ikke flere pladser ved kajen. De så godt nok ud til at være lidt i vildrede med hvad de nu skulle gøre, så vi tilbød, at de kunne ligge uden på os. Det er vi jo så vandt til hjemme fra, men de blev så lykkelige over vores gæstfrihed, at de at næsten ikke vidste hvad godt de kunne gøre til gengæld. Det viser sig, at pigerne ikke er de store sejlere. Er kun med fordi drengen nu godt kan li' at sejle. Turen hertil havde været lidt hård, så pigerne havde ligget nede i kahytten og været dårlige på hele turen. 

Da vi så ydermere kunne give dem en vejrudsigt for de følgende dage, beslutter de hurtigt, at de heller ikke sejle nogen steder før stormen er ovre. Dette til trods for, at båden kun var lejet for en uge. Det er hvad jeg kalder hensynsfuldhed og godt sømandskab. Vi havde de følgende dage nogle hyggelige stunder sammen, og da vi fire dage senere tager afsked, kommer Jimmy over med en flaske whisky, som tak for "the great hospitality and weather forecasts". Vi var målløse, og vidste ikke helt hvordan vi skulle tage imod. Vi ville gerne have kunne gengælde for deres måde at være på, men sådan er det jo nogle gange. Det er let at give, men svært at tage imod.

Tilbage i Marmaris.

Vi ankom til Marmaris to dage før planlagt. Vi havde på vejen hertil været på Kos, - hvor vi fik brækket en scepterfod, fordi en gullet havde sat en af deres store fendere alt for højt, og jeg ikke var opmærksom på det, surt. - Knidos, som vi de første to gange havde sejlet forbi, og som vi hver gang talte om, at der skulle vi ind på et tidspunkt. - Panormitou på Simi, hvor vi var inde og se 1700-tals-valfartsklostret Taxiarchis Mihail, og besøge klosterbageren. Vi oplevede også en gang 2-timers turisters besøg på stedet og den dejlige fred og ro som fulgte efter deres afsejling igen. - Vi vendte lige rundt inde i Rhodos havn, for at konstatere, at der ikke var nogen ledige pladser, selv om vi ankom kl. 12.00. Da vejrudsigten havde lovet hård vind fra om aftenen og den følgende dag, besluttede vi at benytte os af den friske eftermiddagsvind til at sejle direkte til Marmaris. Vi havde jo også lidt ekstra reparationsarbejde, der nu skulle ordnes inden hjemturen, så det var egentlig helt fint. 

Vores sølvbryllupsgave til hinanden, - den lille luge vi fik sat i agterkahytten, - havde vist sig, at være den bedste investering, vi havde gjort på båden længe. Nu var det til at holde ud at sove i agterkahytten, selv om temperaturen var over 40 grader. I forbindelse med isætningen af lugen, fik vi en acceptabel pris på udskiftning af alle vores utætte vinduerne, d.v.s alle seks. Herefter var beslutning om, at lade dette arbejde udføre, inden vi skulle hjem ikke så svær. Dette arbejde skulle også gøres. Det bliver dejligt til næste sommer, at kunne sejle uden irritationen over, altid at skulle søbbe vand op, når vi sejler i lidt hårdt vejr. 

Et nyt bomovertræk skulle også sys. Landgangbræt, ny bimini (solsejl) og en ekstra solcellepanel står på ønskesedlen til næste forår. Ind i mellem alt arbejdet blev der dog også tid til afslapning og hygge. Venner, som vi første gang mødte i foråret, Janni og Claus, s/y Maria Mia fra Assens hjalp os til ikke at glemme dette. Vi glæder os til at mødes med dem igen til foråret.  

Afslutning.

Alt er ved at være klar til at sige tak for denne gang. Pengepungen er tom. Det er Skibskisten og Oplevelseskassen også (redegørelse følger med en hilsen når vi er hjemme). Nu er det så hjem og på med arbejdshandskerne. Mona fik allerede job for halvanden måned siden i Køge Kommune og jeg skal igen køre for Arriva i Næstved.

Vi føler, at vi har set og oplevet meget i Tyrkiet denne sommer. Tyrkiet er et stort land, og selvfølgelig har vi ikke set alt. Men vi føler dog, at vi med de indtryk, som vi tager med os hjem, kan se frem til, at tager afsked med Tyrkiet til næste forår og tager videre på oplevelser i det græske øhav og Grækenland i det hele taget. Vi glæder os allerede. God vinter til alle.

Mange sejlerhilsner
Mona og Ivan 

NB! Vi forbereder i øjeblikket et foredrag med overskriften: "Langturssejlads på deltid". Vi vil bl.a. fortæller om:
- hvordan man kan gøre drøm til virkelighed, selv om man ikke er nået pensionsalderen, 
- planlægning, forberedelse og ikke mindst 
- de oplevelser der følger med. 
Skulle du/i have interesse i at høre om dette, så benyt gæstebogen, skriv et telefonnummer, så vil vi kontakte dig/jer. Mailadresse må ikke skrives.

sy-cassiopeia.dk  2006
Hjem          Rejsebreve         Båden        Gæstebog         Arkiv         Links