HJEM

REJSEBREVE

BÅDEN

GÆSTEBOG

ARKIV

LINKS

Chios, den 3. september 2007

14. rejsebrev 3. del.

 

Tilbage i Istanbul

Efter en lang dags bustur var vi tilbage i båden midt på aftenen. Med dårlige maver, ingen appetit og godt trætte, var der dømt hviledag den følgende dag. Der var 3 dage til at Kirsten skulle rejse hjem, men vi mente nok, at vi kunne nå at se det, vi gerne ville i Istanbul inden da. 

Den største oplevelse syntes jeg vi fik med besøget i Topkapi-paladset, som var de osmanniske sultaners residens i knap 400 år. Det er sammensat af et utal af arkitektoniske og kunstneriske stilarter. Det er funktionelt opdelt i bygninger omkring adskilte gårde, hvorimellem der skulle være så lidt kontakt som muligt. Én gård til kvinderne og privatlivet (haremmet), en til værksteder, et til madlavning, en til officielle arrangementer, o.s.v. Det der af alt skaber flest myter er nok haremmet. Det var forbudt område for alle andre end sultanen, hans slavinder og sønner og de eunukker, der vogtede over de dyrebare kvinder.

Istanbuls almindelige borgere kunne kun gisne om, hvad der foregik i de hemmelige gange og dunkle rum, udsmykket med marmor, spejle, keramikfliser og malede paneler. Haremmet er stadig omgærdet af hemmelighedsfuldhed. Af de ca. 400 rum, der blev bygget i løbet af flere århundreder, fik vi kun lov at se et fåtal. Måske gemmer de resterende rum på minder om historiske hændelser. Haremmet var nemlig centrum for politik i højere grad end prostitution. De op mod 300 slavinder leverede seksuelle ydelser til sultanen, og det skortede ikke på smykker, smukt tøj og lækker mad. Men den legemlige luksus var kun én side af sagen. Den anden side var langt mere alvorlig og anstrengende. Kvinderne i haremmet kæmpede indbyrdes for at opnå sultanens gunst. Alle midler blev brugt, fra sladder til snigmord. Det lykkedes nogle få slavinder at skifte rollen som statist ud med en hovedrolle og få direkte indflydelse på rigets politik. Det skete som regel ved at de blev en af sultanens hustruer.

Som det næste i rækkefølgen af store bygningsværker vi var inde og se var Yeni Camii - Den nye Moské. Vi syntes umiddelbart at den var mere storslået end den så meget omtalte Sultanahmet Camii - Den blå Moské. Den som man skal se, når man besøger Istanbul. Måske var vi for mættede af indtryk af storslåethed til, at vi kunne imponeres af dette bygningsværk. 

Det sidste vi kunne få os selv til at bruge tid på var et besøg i det største af de underjordiske cisterner, som ligger gemt under Istanbuls gader og pladser. Det var til gengæld imponerende og med den rigtige belysning, blev der skabt en drømmeagtig atmosfære.

Som afslutning på vores besøg i Istanbul købte vi billetter til en tyrkisk aften i byens kulturhus. 10 forskellige områder i Tyrkiet blev, præsenteret af en dansetrup. Imponerende flotte dragter blev suppleret med flot og ind imellem lidt sjov dans.

Afslutning

Da vi den sidste aften var på vej tilbage til båden fra Istanbul, var vi alle enige om, at det havde været en stor oplevelse at besøge byen. Til gengæld var der ikke nogen af os, som umiddelbart var af den indstilling, at det var en by, som vi på et andet tidspunkt havde lyst at ville vende tilbage til. Hvorfor ved vi ikke rigtigt. Måske vil det ændre sig, når vi får alle indtrykkene på afstand. Hvem ved. 

Kirsten er taget hjem efter knap 2 måneder om bord. Forpitten er igen blevet til stuverum. Det føles altid lidt tomt bagefter, når vi nu har vænnet os til, at være flere end os selv om bord. Vi skal finde ind i den gamle rytme. Må se om vi kan finde den. Men selskabet vil vi mangle.

Mange hilsner

Mona og Ivan

sy-cassiopeia.dk  2007
Hjem          Rejsebreve         Båden        Gæstebog         Arkiv         Links