HJEM

REJSEBREVE

BÅDEN

GÆSTEBOG

ARKIV

LINKS

Chios, den 3. september 2007

14. rejsebrev 2. del.

 

Indledning.

Lige nu befinder vi os på Chios, hvor vi venter på reservedele til vores motor. Forud er gået nogle hektiske dage hvor ikke ligefrem heldet har været med os. Denne del hører dog med til 15. rejsebrev, så jeg vil skyndsomst følge op på 1. del af 14. rejsebrev med 2. og 3. del.

På tur til Ankara og Kappadokien

Vi var parat til at tage på den helt store tur den 9. august 2007. Længe inden vi nåede Istanbul havde vi talt og planlagt vores tur. Vi ville gerne prøve den tyrkiske jernbane, så derfor skulle vi med toget fra Istanbul til Ankara. Herfra ville vi tage bussen videre til Kappadokien.

Turen med toget ville tage 6 1/2 timer. En ualmindelig behagelig rejseform. Masser af plads til benene ved sæderne, man kan rejse sig og strække benene hvis man har behov for det. Spisevogn var der også. Her kunne vi købe små varme retter, ikke meget dyrere end på en hvilken som helst restaurant i byerne.

Landskabet, som for forbi, er ikke noget at skrive hjem om. Fladt så langt øjet rakte. Goldt og øde, bortset fra en enkelt sigøjnerlejr, eller når vi nærmede os en af byerne, som vi kørte igennem. Ankomsttiden var ikke helt så præcis som afgangen. Men en times forsinkelse er ikke noget at tale om, når man rejser på denne måde. For øvrigt er det ikke dyrere at rejse med toget frem for langdistancebusserne. Hvis man rejser med bumletoget eller om natten og ikke ønsker liggevogn, kan en tur fra Istanbul til Ankara gøres for 16 ytl. Hurtigtoget, som vi benyttede kostede 25 ytl.

Da vi kom til Ankara, skulle vi have fundet et sted at bo. Vi opsøgte turistinformationen, men den var desværre lukket. En venlig sjæl fortalte, hvor vi kunne finde billige hoteller svarende til bed and breakfast. Traveskoene var jo på, så af sted vi gik. Efter at være afvist et par gange, på grund af at hotellerne var fuldt booket, lykkedes det os at finde et, hvor vi syntes at prisen og værelset var OK. Det skulle dog vise sig, at stedet vi havde valgt måske ikke lige var i det område, vi havde forstillet os. Da vi lidt senere på aftenen gik rundt i kvarteret for at finde et sted at spise, kunne vi se det ene lidt lurvede værtshus efter det andet. Hvad der foregik inde bag dørene, kan vi kun gætte os til, men det var nok lige så meget bordeller som værtshuse. Kirsten og Mona var enige om, at her skulle de ikke på opdagelse sent på natten på egen hånd. Stedet, hvor vi spiste, viste sig også at være præget af at være en stor spillebule. Ovre i det ene hjørne var indgangen til et show-room, og med de damer, som en gang imellem stak hovedet ud, var man ikke i tvivl om hvilke shows, der blev vist her. Nå, men vi fik os noget godt at spise, og da vi forlod stedet blev vi høfligt spurgt, om vi ville komme igen. Måske - vel vidende, at det gjorde vi absolut ikke. 

Vi havde fået at vide inden vi tog til Ankara, at man havde problemer med vandforsyningen, hvilket vi fik bekræftet på hotellet. Vi kunne kun bruge toilet og bad mellem kl. 7.00 og 12.00 og igen fra kl. 21.00 til midnat. Da vi skulle på tur hele den følgende dag, syntes vi ikke det var noget problem. Det skulle dog vise sig, at vi senere ville få meget ubehag af dette problem. 

Vi havde besluttet os for at besøge Atatürk-mausoleet, som det eneste i Ankara. Vi skulle også mødes med Aysegül og Erkan, som vi havde mødt to gange tidligere på vores tur. Første gang i Kucukkuyu, hvor en hjælpende hånd til dem, da de havde motorproblemer i deres lille båd, gav sig udslag i udveksling af diverse tyrkiske og danske lækkerier mellem bådene. Anden gang var i Canakkale, hvor vi også mødtes med Aysegüls mor, far og mormor. En utrolig dejlig og positiv oplevelse. Da det endelig lykkedes for os at finde Aysegül og Erkan, kunne vi desværre ikke have lang tid sammen. 

Erkan, som er tandlæge, skulle på arbejde fra kl. 16.00. Og i Tyrkiet, besøger man ikke et hjem, uden at manden i huset er hjemme, så derfor fik vi heller ikke lejlighed til at besøge dem hjemme privat. Erkan hjalp os, d.v.s. mig, med at købe busbilletter til den følgende dag, og finde et hotel til den rigtige pris i Ürgüp. Her foregik alt kommunikation mellem Erkan og jeg. Intet var besluttet før jeg havde sagt, at sådan skulle det være. Som tidligere nævnt træffes beslutningerne mand og mand imellem i Tyrkiet. Igen var det ikke en form pigerne brød sig om. De havde det absolut ikke godt med, at det ikke var dem, som blev spurgt til råds. Jeg måtte selvfølgelig havde deres accept, da jeg jo i bund og grund var i mindretal, og for ikke at skabe efterfølgende problemer, blev beslutningerne selvfølgelig truffet i enighed. 

Da vores billetter m.m. var købt, tog vi afsked med Aysegül og Erkan, og begav os af sted til Atatürk-mausoleet. Men hvem er Atatürk? Har man en gang været i Tyrkiet og blot set sig flygtigt omkring, vil man finde ham afbilledet alle vegne. Selv på det tyrkiske flag findes han mange gange afbilledet. Jeg vil i det følgende afsnit meget kort beskrive myten om Atatürk. Hvis det ikke har din interesse, kan du sagtens springe afsnittet over.


Mustafa Kemal (Atatürk)

Mustafa Kemal (1881-1938) sikrede tyrkerne den eneste væsentlige sejr under 1. verdenskrig på Gallipoli-halvøen ved indsejlingen til Dardanellerne. Under kamphandlingerne reddede et lommeur mirakuløst hans liv, da den fangede en granatsplint. Atatürk blev senere den førerskikkelse, der forhindrede Anatolien i at bryde sammen i borgerkrig. Han samlede en stor styrke, som med nationalisme og drivkraft kæmpede, dels mod den desillusionerede regering i Istanbul, der accepterede, at krigens sejrherrer delte og kontrollerede landet, og dels mod en græsk hær, der angreb Anatolien. 

Atatürk nåede sit militære mål med Lausannetraktaten i 1923 hvori Tyrkiets grænser blev defineret og der blev indgået aftale om udveksling af minoriteter mellem Grækenland og Tyrkiet, hvormed 1,5 mio. græsk-ortodokse forlod Tyrkiet. Med det var Tyrkiet en realitet. Samme år blev Atatürk republikkens første præsident og han besluttede, at Ankara skulle være Tyrkiets hovedstad i stedet for Istanbul. 

Atatürk ville imidlertid mere. Bag uniformen gemte sig materialet til en myte. Ikke alene p.g.a. at han blev reddet af sit lommeur, men også i form af en mand der ville skabe en mental forandring, som omfattede den nye stat og alle dens borgere. Osmannerrigets kollaps havde efterladt tyrkerne i et mentalt tomrum. Det kristne vesten havde vundet over det islamiske Østen - efter Atatürks mening fordi den islamiske verden var stivnet i religiøse forestillinger og forældede traditioner, der ikke gav plads til videnskabelige landvindinger og et moderne blik på verden.

Religionens rolle skulle mindskes og erstattes med en ny tyrkisk identitet. Et enormt reformprogram med uddannelse og sekularisering som kodeord blev sat i gang. Religiøse skoler og sekter blev forbudt, og det arabiske alfabet erstattet med det latinske, polygami blev afskaffet. Den gregorianske kalender afløste den islamiske, og et særligt selskab skulle skrive en ny historie med vægt på kulturel og etnisk kontinuitet i stedet for religiøs.

Den moderne tyrkiske skabelsesmyte lyder omtrent sådan: Allah skabte himlen og jorden, Atatürk skabte Tyrkiet. Atatürk betyder for øvrigt "tyrkernes fader". Tilnavnet mener jeg han fik i forbindelse med at han i 1934 gjorde det lovpligtigt at have et efternavn. Atatürk døde i 1938. 

Konsekvensen af vandmangel

Mausoleet stod færdig i 1953. Siden da har alle nye regeringers første officielle handling været at besøge stedet her. Det indeholder ud over Atatürks grav en kæmpe historieudstilling om Tyrkiets sejr over de allierede under 1. verdenskrig på Gallipoli-halvøen.

Efter at vi havde gået rundt på mausoleet i et par timer gik turen tilbage til hotellet. På vejen var vi inde og spise vores aftensmad. Og her mødte vi vores skæbne. Den følgende morgen sad jeg på tønden og havde det ikke særligt godt. Kort tid efter fulgte Kirsten trop og til sidst Mona. Alle tre med dårlige maver, skulle vi nu med bussen til Ürgüp, som ville tage ca. 6 timer. Det var ikke særligt rart af se frem til. Heldigvis gik det bedre end vi havde turde håbe. De indlagte stop på turen var nok til, at vi alle kunne nå et toiletbesøg i tide. 

Da vi ankom til hotellet, kunne vi slappe af - - - på toilettet. Der var ingen, som rigtig havde lyst til at gå ud at spise, så der blev hentet nogle colaer, noget brød og nogle poser saltstænger. Det måtte udgøre det for aftensmad. Vi ville også gerne være udhvilede inden vi skulle på den følgende dags udflugt. Vi havde besluttet os for at melde os til to guidede heldagsture i området. Og selvfølgelig ville vi gerne havde de bedste til den billigste pris. Vi havde indhentet diverse oplysninger, og det ene var arrangeret fra hotellet hvor vi boede. Et andet fra turistinformationen. Manden i receptionen, havde givet os en pris, og sagde i samme skynding, at hvis vi kunne finde det billigere ude i byen, ville han gøre det endnu billigere. Det var jo noget af en udmelding. Det var jo egentlig ensbetydende med, at vi under alle omstændigheder ville komme til at betale for meget for turene.

Vi købte turene på turistinformationen lidt billigere end oprindeligt oplyst, men med besked om ikke at fortælle de øvrige gæster på turen hvad vi havde betalt, for som han sagde, "disse gæster havde formentlig betalt samme pris som jer, men i US $", og han ville nødigt have ballade. Vores tanke var - sådan en flok røvere, her skal man selv være frækkere end tyrkerne for ikke at føle sig snydt og bedraget - men vi havde efterhånden lært at være lidt skruppelløse. Det er dog svært, når det ikke ligger til vores mentalitet. 

Manden i receptionen kunne ikke forstå vores beslutning. Han påstod at han havde villet sælge turene til 2/3 af hans oprindelige pris. At Kirsten og Mona ikke stolede på hvad han havde sagt o.s.v. Vi ville gerne have forklaret ham, at hvis han fra starten havde givet os den reelle pris, havde vi formentlig købt turene hos ham, men det var lidt svært, da hans engelsk ikke var alt for godt.

Vi havde to oplevelsesrige dage, hvor vi fik set det meste af det, der at værd at se i området trods vores dårlige maver. Det der ærgrede os mest var, at vi ikke kunne udnytte de to gange frokost, som vi blev budt på på turen. Der var så meget lækkert mad, og så kunne vi bare sidde og stikke i lidt kartofler og noget brød. 
 

Kappadokien

Jeg vil ikke skrive den helt store beretning om området. Det kan læses så mange andre steder. Billederne fortæller næsten mere om den storslåede natur, og det særprægede landskab. Der skal dog nogle enkle fakta til.

Området er skabt af 3 store vulkaner. Nogle voldsomme vulkanudbrud for millioner af år siden sendte lava og aske ned over bjergsiderne. Det stivnede til den bløde stenart tuf, som vand og vind formede til de eventyrlige formationer, der dominerer landskabet. Tuf-formationerne var formidable at hugge stalde, boliger og lagerrum ud i og den aske- og mudderfyldte jord mellem klipperne var fremragende til agerbrug. Der er fundet spor af mennesker i Kappadokien fra ca. 8.000 f.Kr., men ingen ved, hvornår de tidligste huler blev til. Beboernes fredelige liv blev mange gange afbrudt af hærgende hære, men det fik dem ikke til at flygte. De søgte derimod tilflugt i de underjordiske byer og søgte kun op for at dyrke markerne. Der er fundet mere end 30 underjordiske byer. Den største er på 8 etager, hvor den nederste etage er 55 m under jorden. Man mener, at der har været gange, som forbandt de forskellige byer, og at der har kunnet bo omkring 4000 mennesker i den største by. Man kunne leve i de underjordiske byer i op til et halvt år uden at skulle op i det fri. 

En anden ting ved området er de mange kirker, som også er hugget ud i bjergene. De var camoufleret og faldt i et med landskabet, men var udsmykket med malerier indvendig. Motiver fra bibelen og portrætter af helgener og kejsere var dominerende. Mange af disse malerier er blevet ødelagt af muslimer, da det i følge koranen ikke er tilladt at afbillede dyr og mennesker. De sidste kristne forlod området i 1923 efter Lausannetraktaten. De sidste klippehuler blev forladt efter et stort jordskælv i 1952. I dag er der mange steder indrettet hoteller og restauranter i klippehuler.

(forsættes...)

sy-cassiopeia.dk  2007
Hjem          Rejsebreve         Båden        Gæstebog         Arkiv         Links