HJEM

REJSEBREVE

BÅDEN

GÆSTEBOG

ARKIV

LINKS

Bostanci, Istanbul, den 21. august 2007
Bozcaada, den 25. august 2007

14. rejsebrev 1. del.

 

Indledning.

Siden vi forlod Marmaris den 8. juli 2007, har vi om end oplevet endnu mere, end vi på noget andet tidspunkt har gjort på så kort tid. Da jeg sad og skulle sortere billeder til dette rejsebrev, blev jeg klar over, at oplevelserne ikke kunne beskrives i et enkelt rejsebrev. Derfor er det delt op i hele 3 afsnit. Ikke så meget på grund af teksten, men fordi billedmaterialet er blevet alt for stort. 

Jeg vil til gengæld også gerne prøve at give et helhedsindtryk af vores oplevelser, så i må bære over med mig, hvis det er blevet lidt for langt denne gang. 

Turen i korte træk - Ankomstdato og sted

08.07.07 - Marmaris 
08.07.07 - Panormitis Bugten på Simi, GR 
09.07.07 - Pothia på Kalymnos, GR
10.07.07 - Emborio Bugten på Kalymnos, GR
11.07.07 - Agathonisis, GR
12.07.07 - Kusadasi, TR
15.07.07 - Sigacik, TR
20.07.07 - Chios, GR
23.07.07 - Bademli Limani, TR
25.07.07 - Kumru Köyu syd for Alibey, TR
26.07.07 - Alibey, TR
27.07.07 - Kucukkuyu, TR
30.07.07 - Sivrice bugten, TR 
31.07.07 - Bozcaada TR
03.08.07 - Canakkale
05.08.07 - Gelibolu
06.08.07 - Terkirdag
07.08.07 - Bostanci, syd for Istanbul

Vind i sejlene

Det var dejligt at komme af sted igen. Og vi var heldige at have mere vind, så sejlene kunne blive luftet, end på den første del af turen. Vi vidste, at vi ville få en nordlig vind på hele turen op til indsejlingen til Dardanellerne, hvorefter den ville dreje i Ø og NØ, så vi også på den sidste del af turen til Istanbul ville få den lige imod. Jeg havde forberedt Kirsten på, at det kunne blive sådan, da Melteminen gør, at det er den fremherskende vindretning i Middelhavet på denne årstid. Det var derfor en stående joke på hele turen, at vi glædede os til at sejle med vinden agten for tværs på hele turen tilbage til Marmaris, når Kirsten var taget hjem fra Istanbul. 

Kirsten havde trods det fornøjelsen af nogle dage med halvvind og en enkelt, faktisk den sidste sejldag, med en agten for tværs. Cassiopeia er og bliver aldrig god til en bidevind. Derfor har motoren også måtte hjælpe til på de dage, hvor vinden har været frisk og lige imod.

På udflugt fra Kusadasi til Efesus

Efter vores besøg i Pothia, hvor det ved mit 3. besøg i byen lykkedes mig at vandre op til klosteret, var turen nu kommet til Efesus. Vi havde ligget i Kusadasi et par dage, hvor Melteminen drillede med lidt meget vind, og vi syntes derfor, at der skulle til at ske noget andet end blot vores vandreture langs havnepromenaden. Vi var jo heller ikke taget af sted for blot at sejle, men også for at opleve. I den forbindelse, var det rigtigt godt også at have Kirsten med. 

Når alle har interesse i at komme ud for at se og opleve, ja så bliver tingene ligesom noget lettere. Vi vidste, at hvis vi ikke skule få hedeslag hen over middag, så skal vi af sted fra morgenstunden, d.v.s. kl. 09.00. Der er ingen offentlige transportmidler derud, så det er enten med taxi eller en guidet tur. Vi valgte taxien, da vi syntes at kunne få turen til en rimelig pris, og så kunne vi selv passe tiden. (troede vi). Nå, men taxaen kom til aftalt tid, og af sted det gik. Da vi når frem til hovedindgangen, meddeler chaufføren, at han vil vente på os ved udgangen om 1 1/2 time. Han skulle jo tilbage til byen for at tjene flere penge. Vi brugte nu lidt mere en de 11/2 time, og der var da heller ingen sure miner fra hans side, da vi mødtes med ham igen. 

Nu er der måske nogen, som ikke lige ved hvad Efesus er. Derfor vil jeg lige kort fortælle historien om denne by.


Efesus, som i dag kun er ruiner, blev grundlagt af Alexander d. Stores general Lysimachos ca. 300 f.Kr. Men i flere århundrede før hans ankomst var Efesus center for tilbedelse af den anatolske frugtbarhedsgudinde Kybele. Siden gled Kybele-tilbedelsen over i tilbedelse af den græske gudinde Artemis, og for hende blev det store tempel Artemision bygget. Efesus, som på dette tidspunkt var en havneby, fik størstedelen af sine indtægter via havnen. Havnen havde det med at sande til, hvilket var en evig trussel for byens overlevelse. Lysimachos forsøgte at overbevise efeserne om, at de måtte flytte havnen og byen.

Efeserne var modvillige, men da først Lysemachos oversvømmede dele af byen, overgav de sig til hans planer. Det var klogt, for det sikrede byen endnu nogle århundreders velstand. Under romerne, hvor byen nåede sit højdepunkt med ca. 250.000 indbyggere, blev det også nødvendigt at flytte og ombygge havnen. Naturens kræfter blev dog for stærke. Havnen sandede helt til i det 5. årh. og en ny by blev grundlagt i det nuværende Selcuk. 

For øvrigt besøgte apostlen Paulus Efesus, hvilket er beskrevet i Apostlenes Gerninger kap. 19. (Kig selv efter)

Det var en stor oplevelse at gå rundt i de mange ruiner og forestille sig, at her havde levet så mange mennesker, og at den har været på størrelse med mange i dag store europæiske provinsbyer.

Tilbage i Kusadasi gik vi en aftentur på promenaden for at se solnedgangen og for at kigge nærmere på fugleøen, som den er opkaldt efter at have været beboet af duer. Da vi vender tilbage fra øen, ser vi et skilt ud for et hotel, hvor de reklamerer for "Tyrkisk aften". Hvad mon det er? Der foregår noget allerede i aften, men tidspunktet er så langt fremskredet, at det ikke vil kunne lade sig gøre at deltag. Jeg går imidlertid hen til dørmanden, og spørger om jeg ikke lige kan få lov til at kigge inden for, for at se, om det var noget vi kunne tænke os at se på et senere tidspunkt. Jeg får lidt modstræbende lov at gå inden for, og da Kirsten og Mona står måbende uden for, forbarmer han sig og vi får alle lov at komme ind og smugkigge. Det vi så kunne jeg godt have brugt lidt længere tid på. Men gratis fornøjelser varer ikke evigt, så efter et kvarters tid bliver vi pænt bedt om at forlade hotellet igen. Jeg forlod dog ikke stedet uden at få at vide, at et arrangement med spisning, fri bar og 2 timers underholdning, kunne erhverves for 40 euro. Det var kedeligt, at vi havde planlagt at skulle sejle den følgende dag.
 

Nyt storfald, fisk fra kajen og nye stempler i vores pas

På vores tur fra Kusadasi til Sigacik løb vi ind i en ordentlig gang blæsevejr. Vi måtte rebe storsejlet, for at få en nogenlunde behagelig sejlads. Vi går hård bidevind. Pludselig lyder der et kraftigt smeld, og storsejlet glider ned med en masse larm til følge. Storfladet er sprunget en meter over storsejlets top. Når man er uheldig, har man jo også lov at være heldig. Efter at vi havde rebet, var bomophalet ikke taget af. Det redede mig for en ordentlig hovedpine, for havde den ikke været fastgjort på bommen, havde jeg fået både bom og sejl i hovedet. Og der var altså smæk på kan jeg godt hilse og sige. 

Da vi kommer ind til Sigacik, skal faldet skiftes. Vi havde købt tovværk i Finike, i samme tykkelse, som vores fald havde. Jeg havde dog ikke umiddelbart lyst til at halvere dette tov, for med dets 55 m var det rigtigt godt, når vi skulle have agterfortøjninger i land og fastgøre til nogle klipper. Vi havde fået dette tov billigt syntes vi, og det hjalp os til, at vide hvilken pris vi skulle give her. Der var da heller ingen problemer i det. 10 lire/kg. Eller 30 m fald for 23 lire svarende til ca. 100 kr. Måske skulle vi skifte alle fald inden vi næste sommer forlader Tyrkiet.

Vi har lagt os så langt ind i bunden af havnen, som vi kan, for at komme i læ for vind og bølger. Vi ligger ved en industrikaj, men der er masser af plads. D.v.s., at det var der indtil kl. den var hen af 22. Så begyndte de store fiskerbåde at komme ind. Vi blev lidt nervøse for, om vi lå i vejen, så Mona var oppe på kajen, for at høre den først ankomne fisker om vi skulle flytte os. Men det var der ikke tale om. Hun blev mødt af så megen venlighed, at hun fra to forskellige fiskere fik h.h.v. 3 små hummer, en blæksprutte og 3 store fladfisk. Hummerne spiste vi til natmad. Blæksprutten spiste vi til frokost dagen efter og fladfiskene blev fileteret, paneret og stegt til aftensmaden. Og det smagte alt sammen så lækkert. 

Vi var ved at nærme os datoen for, hvor Mona og jeg var tvunget til at rejse ud af Tyrkiet. Som turist må man kun opholde sig i Tyrkiet i 90 dage ad gangen. Selv om vi i denne periode flere gange har været i Grækenland, har vi ikke fået de nødvendige udrejsestempler i vores pas. Skulle vi have det, ville det være ensbetydende med, at båden også skulle udklarere, og så skulle vi købe ny transitlog til Tyrkiet den følgende gang vi anløb Tyrkisk havn. 

Transitloggen for båden gælder et år og der er jo ingen grund til at betale mere end højst nødvendig i afgifter. Den 19. juli, nøjagtig på dag 90, havde vi lejet bil, for at køre til Cesme og tage færgen over til Chios. Da vi skal have vores udrejsestempel, bliver manden i paskontrollen nødt til at have lommeregneren frem for at kontrollere, om han skal stemple eller han skal udstede en bøde inden han stempler. Men efter nogen tid må han acceptere. Vi får vores stempel, og senere samme dag kan vi vende tilbage og få et nyt indrejsestempel og vi kan klare os til vi skal hjem 14. oktober.

Aftenen før vi forlod Sigacik kom havnefogeden og spurgte om vi spiste svin. Jo da, vi er jo ikke muslimer, men hvorfor det? Hans ven havde været på jagt i bjergene og havde skudt et vildsvin. Hvis vi var interesseret, ville han tage et stykke med ned til os, som vi kunne købe (7,5 lire/kg svarende til ca. 31kr/kg). Vi sagde ja tak, men vi ville helst ikke have for stort et stykke, da vi jo ikke har fryser om bord, og kun køl når vi har strøm fra land eller når motoren kører. Lige før afsejling kom han med en stor pakke. Godt 3 kg vildsvin var der. Vi spiste vildsvin i tre dage, og resten blev henkogt. Det var "vildt" godt.

Delfiner og på rundtur på Chios

En perfekt brise fører os væk fra Sigacik. I hvert fald den første time. Men så får vi også dagens overraskelse og opmuntring. Kirsten står ved roret, og pludselig råber hun: "Der er delfiner", hvorefter hun skyndsomst forlader roret for at hente sit fotografiapparat. Nu skal der nemlig tages billeder. Heldig vis var der ikke så meget vind, så det betød ikke så meget. Men skipper måtte selv overtage roret, indtil Mona havde set delfinerne lege foran boven og var klar til at styre lidt. Skipper skulle jo også gerne selv have et par billeder af de legesyge delfiner. Vi havde besøg af delfinerne en lille halv time. Så var de væk igen. (video: Delfiner.mpg)

Efter et par timer kom der en jævn vind igen. Vi besluttede os derfor for at gå direkte til Chios. Hvorfor ikke udnytte den perfekte vind en times tid ekstra. Da vi manglede den sidste time, døde vinden igen, og motoren måtte sørge for at vi nåede ind til Chios.

Er der noget og se på Chios? Ved første øjekast så det ikke sådan ud, men da vi havde studeret diverse bøger, kunne vi konstatere at der faktisk var noget at se på Chios. Vi blev hurtigt enige om, at leje en bil, og så tage på øtur. Vi besøgte Néa Moni-klostret, som skulle være øens største seværdighed. Det syntes vi nu langt fra, at det var. Måske fordi vi ikke kunne komme ind i klosterkirken, da der var messe. Men det får vi nok aldrig svar på. 

Nu skulle vi så besøge den forladte by Anávatos. Den ligger højt hævet på en klippe og ligner nærmest en spøgelsesby. Da byen blev hærget af tyrkerne i 1822, kastede flere hundrede indbyggere og flygtninge sig ud fra klippen for at undgå tilfangetagelse. Senere fordrev jordskælvet i 1881 de fleste beboere, så kun ganske få nu lever der. 

Turen gik videre til Olimbi, hvor vi skulle besøge en drypstenshule. Men inden da må vi stoppe op, for langs vejen står der mastikstrær. Og når vi nu er her og har læst hvad rejseføreren Victor Walker skriver om mastik, så skal det smages. Han skriver bl.a. "Prøv endelig nogle krystaller, når De er på Chios, men De skal ikke vente, at det er en nydelse. I naturtilstand er mastiks en duftende gummiart, der er overordentlig klæbrig, men ikke smager af ret meget. Det bruges for det meste som råmateriale til tyggegummi, eller som grundelement i masticha-aparitiffen, der drikkes i stedet for ouzo af nogle, og det er hovedbestanden i noget klistret syltetøj, man får på nogle cafeer som en dessert under navnet Ipovrichion (Undervandsbåd), fordi man får en teskefuld af det serveret i et glas iskoldt vand - og når man har spist sin Ipovrichion og skyllet vandet grundigt rundt i munden, kan det omsider lykkes at få tænderne i overmunden og dem i undermunden fra hinanden uden at behøve at tælle dem bagefter." Hvad smagen angår, kan vi kun bekræfte. Vi har dog ikke haft lejlighed til at smage en Undervandsbåd.

Efter smagsprøve og besøg i drypstenshulen gik vi en tur rund i byen Pirgi, hvor husene er udsmykket med geometrisk sort/hvide ornamenter, der næsten ligner tapet eller kakler. Meget særpræget og flot.
Inden bilen blev afleveret, kunne vi lige nå at få hentet diesel, så tanken og reservedunkene var fyldt op. Diesel er mellem 2,50 og 3,00 kr. billigere i Grækenland end i Tyrkiet.

Selv tissemyrerne løb stærkt

Efter nogle dag på Chios, ville vi gerne væk fra trafik larm og menneskemylder. Ankerbugten ved Bademli Limani var derfor det perfekte sted at få fred og ro. Kirsten og Mona havde samtidig læst, at der skulle være nogle varme kilder og et hammam. Kilderne lå blot 3-4 km fra hvor vi lå, men med gummibåden ville det ikke være nogen sag at komme dertil. Gummibåden blev gjort klar. Motoren sat på, og af sted det gik. 

Efter en lille kilometer knækkede sikringssplitten i skruen. Skal vi ro tilbage eller videre? Eller skal vi ro i land og gå videre? Beslutningen blev, at vi roede til den nærmeste mole og så ville vi gå videre derfra. Vi fandt snart ud af, at det ikke var den rigtige beslutning vi havde truffet. Solen bagte nu fra en skyfri himmel, og temperaturen i den direkte sol var vel omkring 45 grader. Vi skulle jo ikke være væk så længe, så vandflaskerne stod hjemme på båden. 

Det føltes som om afstanden til kilderne, som vi fandt efter en times vandring, lå nærmere 5 kilometer væk end 4. Men vi nåede frem, tørre i munden, og med sveden løbende i stride strømme ned ad ryggen. Hvem har så lyst til at kravle ned i et bassin med vand der er 50 grader varmt? Det have Kirsten og Mona altså, og de sagde gud hjælpe mig, at det var dejligt. Nå, men jeg lod mig altså nøje med de 40 grader i skyggen, og så blot frem til at komme tilbage til båden. 

Endelig på vej tilbage. Jeg gik i et rask tempo. Ikke noget med at gå og lalle. Det her, det skulle bare overstås. Jeg går og kigger ned foran mig. Jeg er ikke den eneste der har det varmt. Tissemyrer løber nærmest som 60 m på tid, for at komme fra den ene side af stien og over på den anden for at finde skygge i de få tørre græstotter der var. Jeg nåede først i mål. D.v.s. jeg fandt en redningsmand, som på molen sad og solgte billetter til et feriested på den nærliggende lille ø. Han havde 3 flasker 1 1/2 vand stående på bordet. De to med is i. 

Må jeg bede om lidt vand? Ja, værsgo. Hvorefter jeg drak det meste af indholdet fra den af flaskerne med is i. Han troede, vi ville over at se på lokaliteterne på øen, men der tog han fejl. Vi kravlede ned i gummibåden efter at han havde fået 2 lire for vandet, med et pænt tak til og vi skyndte os tilbage til Cassiopeia for at finde skygge.

Hvor er kaptajnen?

En lille sjov oplevelse, som fortæller en hel del om den tyrkiske kultur. Specielt i den nordlige del, som vi nu er kommet til. Noget, som vi senere i andre sammenhænge også har stødt på. Det mandsdominerede samfund, hvor det er mændene der bestemmer og træffer beslutninger. Mænd der taler til og med mænd. Kvinden er ikke til stede offentligt, men er her kun til at sørge for, at manden har det godt, med hvad deraf følger. Det er ikke et samfund for nogen af pigerne om bord - forstås?

Vi er nået til Kucukkuyu. En lille havn, som absolut ikke er vant til at der kommer udenlandske sejl- eller motorbåde. Vi havde lidt svært ved at finde en plads, og lå og cirklede rundt ude i havnebassinet. Det virker altid efter lidt tid. En eller anden fortæller hvor man kan ligge og så er den hjemme. Det skete også her. Det var ikke havnefogeden der anviste pladsen, og da han dukkede og Mona fortalte ham, at vi ville blive et par dage, skulle vi flytte til en anden og bedre plads, hvor vi kunne få strøm og vand. Da han samtidig bad om at se bådens papirer, ville han også gerne hilse på kaptajnen. Jeg var imidlertid i gang med at tilberede aftensmaden. Mona blev derfor sendt op med papirerne. Men den gik sandelig ikke. "Hvor er kaptajnen" spørger han flere gange. Mona prøver at forklare, at jeg er i gang med at lave mad. Det forstår han ikke en brik af. Han kigger i papirerne, men det virker ikke som om, at det er det væsentlig for ham. - Det skal lige siges, at jeg ikke på dette tidspunkt endnu havde hilst på ham, så han vidste i bund og grund ikke om - eller at jeg var ombord. 

Senere på aftenen, da vi er flyttet over på det anviste plads, kommer han igen. Og nu er det så "uheldigt", at jeg er i gang med at vaske op. Endnu engang bliver Mona igen sendt op til ham. Han spørger som det første til: "Hvor er kaptajnen". Denne gang er det endnu sværere for Mona at forklare ham, at jeg nu er i gang med opvasken. Han ryster opgivende på hovedet og går. Han ville komme igen senere. 3. gang han kom får han endelig hilst på mig, og vi kunne alle se lettelsen i hans ansigt, som om han ville sige, åh, det var da godt, at der var en mand om bord.

Fra Kucukkuyu tager vi på udflugt til Assos. En tyrkisk mand, tilbød at køre os dertil og rundt i området og retur i hans Opel Astra, med aircondition, for 150 euro. Han fortalte, at det var så besværligt at komme Assos, og ikke mindst at finde rundt. Vi syntes godt nok det var mange penge, og sagde pænt nej tak. Han gik ned til 130 euro, men vi forklarede ham, at vi havde ikke så mange penge, så vi havde råd til at tage mod hans tilbud. Samtidig havde vi efterhånden erfaring for, at tingene ikke er så besværligt, som tyrkerne giver det udtryk for. De vil gerne tjene nogle hurtige penge, og mange turister lader sig da også narre af det. Dagen efter tog vi dolmussen/minnibussen til Assos. Det var så nemt, som at klø sig i nakken, og så gjorde vi turen for i alt 9 lire tur/retur i stedet.

Assos er en lille fiskerby, som blev grundlagt af kolonister fra Lesbos, (den græske ø, som ligger lige syd for havnebyen). Kolonisterne opførte på et plateau 238 m over havet et Athene-tempel i 530 f.Kr. Templet tiltrak pilgrimme, som bl.a. fik selskab af filosoffer og videnskabsmænd. Templet er den dag i dag stadig en gang om året midtpunkt for besøg af pilgrimme fra det meste af verdenen. 

Den første sommerstorm

får vi mens vi ligger på øen Bozcaada. Vi var opmærksomme på, at vi ville få noget blæsevej og havde derfor besluttet, at vi ville tage en overligger på øen. Det er en lidt sjov oplevelse, når man ligger trygt i havn. Vi kunne følge fronten, som kom ind fra nord. I løbet af et kvarter var vindstyrken taget til fra 3 til 8 beaufort (fra 4 til 20 m/sek). Vandet blev pisket ind over molen i kaskader. Temperaturen faldt til 22 grader, og Mona måtte finde de lange bukser og en jakke frem for ikke at fryse. 

Under stormen ruskede og rev det så meget i fortøjningerne, at vi ikke havde lyst til at forlade båden. Det var derfor heller ikke særligt nemt at tilberede nogen form for mad. Vi blev derfor hurtige enige om, at vi da bare kunne bestille en sandwich og en portion chips på den lille cafe, som lå på molen. 8 lire, og så var det leveret ombord. Vi fik også lejlighed til at kigge den gamle borgruin efter i sømmene. Det er en af de ruiner, som er restaureret, men ikke med de oprindelige materialer og det er faktisk lidt synd.

Dardanellerne

Efter et par dage på Bozaada var turen kommet til Dardanellerne. Ud over en frisk vind havde vi ind i mellem en modstrøm på 2 til 4 knob. Vi nåede frem til Canakkale, som ligger ca. 18 sømil inde i strædet, kl. 16.30 efter 7 timer og 30 min. og en udsejlet distance på 28 sømil. Det er en lille havn, men en af de få i strædet, så de kender nok til at skore kassen på det. 50 lire/døgn (230 kr.). Det var det dyreste vi ind til nu har oplevet.

Det var også tid til at vi skulle have fornyet vores transitlog til Tyrkiet. (Et stykke papir på, at vi har lov til at sejle Cassiopeia i tyrkisk farvand). Vi havde læst, at det er muligt at købe transitlogger her, men at man skulle være opmærksom på, at havnen tog overpris for at udføre arbejdet. Vi spurgte alligevel hvad de skulle have. Da vi fik prisen, 200 euro, sagde vi tak for oplysningen, og besluttede at det kunne betale sig for os at ligge over en dag mere, og så selv klare arbejdet. Det man reelt betaler for, er det stykke papir, som skal udfyldes og stemples af forskellige myndigheder. Dette skal være i den rigtige rækkefølge, ellers bliver man afvist. 1. Helbredskontoret, 2. Paspolitiet, 3. Havnekontoret, 4. Toldmyndighederne og til sidst Havnekontoret igen. I stedet for at betale 200 euro gjorde vi det selv for i alt 73 lire. Blanketten kostede 70 lire og så skulle der lige 2 billetter til en dolmus for at komme ud til Paspolitiet, som lå 4 km fra havnen. Vi fik et lift tilbage til havnekontoret. 

Mens Mona og jeg fik ordnet papirer, fik Kirsten sig en snak med vores naboer. De havde også ligget i Marmaris Yacht Marina (MYM) og skulle en tur på Sortehavet. De fortalte at ejeren af MYM ejede Bostanci havn, og at hvis man havde en kontrakt med MYM, kunne man ligge gratis her. Vi fik positionen på havnen, samt et direkte telefonnr. til manageren på MYM, som vi blot skulle ringe til et par dage før vores ankomst, så ville de sørge for, at der var en plads ledig til os. Hvis det Kirsten havde fået fortalt hold stik, ville vi kunne spare en masse havnepenge, da vi jo skulle ligge der i ca. 14 dage. Men det måtte tiden vise.

I det nordlige Tyrkiet, har tyrkerne meget stor respekt for deres flag. Pludselig kommer en fra havnekontoret ned til mig og siger, at jeg skal skifte mit tyrkiske gæsteflag. Det er begyndt at blive lidt laset i forkanten. Jeg forklare, at jeg nok skal skifte det. Det er ikke noget problem, for vi har et nyt liggende. Vi var på vej i byen, så jeg mente nok at det kunne vente til vi kom tilbage. Men det havde nær kostet mig en bøde. Da vi kommer tilbage står manden fra havnekontoret sammen med en fra Coast Guard. Han er ved at notere bådnavn m.m. Nu får jeg igen at vide, at jeg skal se at få skiftet gæsteflaget, fordi Coast Guard er meget gale over at vi sejler rundt med et defekt tyrkisk flag. Jeg får skyndsomst skiftet flaget og gør opmærksom på dette, og jeg slipper med skrækken. Nabobådens gæsteflag var om end mere laset end vores. Da de ikke er hjemme, fortæller jeg dem om hændelsen, og de får skyndsomst skiftet deres gæsteflag også. Egentlig er det også en fornærmelse over for det land man besøger, at sejle med et defekt flag. Det vil vi altid huske fremover.

Gallipoli-halvøen

Ved indsejlingen til Dardanellerne ses på europasiden (Gallipoli-halvøen) bl.a. det Tyrkiske og det engelske mindesmærke for 1. verdenskrigs faldne soldater. Vi tog på en heldagstur til halvøen, for at høre historien om kampene, som foregik her, og for at se nogle af de mange mindesmærker og militærgravpladser. Det var her den moderne myte om Atatürk "tyrkernes fader" fik sin begyndelse. 

Jeg vil i 2. del af rejsebrevet vende tilbage til historien om Atatürk, men her blot nævne, at det var ham, som sikrede tyrkerne den eneste væsentlige sejr under 1. verdenskrig. Atatürk fik heltestatus hvorimod Winston Churchill måtte gå af som general. Vores guide, kaptajn Ali' - pensioneret ubådskaptajn fra den tyrkiske flåde - bedstefar blev dræbt under dette slag, hvilket hele hans historiefortælling bar præg af. Det gjorde det hele lidt for ensidig, hvilket ikke lige faldt i vores smag. Kirsten blev så irriteret, så hun til sidst ikke gad høre på ham mere. Men man kan jo ikke vinde hver gang.

Istanbul

Dagen før vores ankomst til Istanbul ringede jeg til MYM, og meddelte vores forventede ankomst til Bostanci. Det var der ingen problemer med, de skulle give havnen besked om vores ankomst, så skulle der nok være en plads til os. Da vi den følgende dag sidst på eftermiddagen nærmede os havnen, blev jeg nødt til at lave endnu et opkald til MYM. Vi var ikke sikre på, at det var den rigtige havn vi lå uden for, for det lignede allermest en havn med en masse færgetrafik. Men jo, det var rigtigt nok, og der ville stå en inde i havnen og tage imod. Og ganske rigtigt, da vi efter et par ekstra omgange uden for havnen for at finde et hul i trafikken, sejlede ind i havnen stod der en venlig mand på en flydeponton og vinkede af os. Vi fik en god plads med siden til pontonen. Det viste sig hurtigt, at vi skulle bruge alle vores fortøjningsreb med gummifjedre. For hver gang der sejlede en færge ind i havnen, fik båden en rulletur, så vi troede at alt ville vælte ud af skabe og ned fra hylderne. Det var mere end voldsomt. Men man kan leve med meget, hvis det er gratis, og vi skulle jo for det meste ikke være på båden, men være på tur for at opleve.

Dagen efter vores ankomst var sat af til at finde ud af hvordan vi fik købt billetter til Ankara. Vi ville tage toget, for at prøve denne form for rejse i Tyrkiet, hvor det ellers er busserne der dominerer den trafikale infrastruktur. Bostanci ligger ca. 20 km syd for Istanbul, så vi skulle lige finde ud af at komme ind til Istanbul først. Det var dog ikke noget problem, for der var både S-tog, bus og taxi og vælge imellem. Vi valgte S-toget, vi skulle jo på hovedbanen for at købe billetter alligevel. Det tog ikke lang tid før at billetterne var købt. 25 lire 5 1/2 times transport. Det var jo ikke så galt. Nu havde vi pludselig en hel eftermiddag og aften til rådighed. 

Vi besluttede derfor at tage over på europasiden og kigge os lidt omkring. Da vi var vel ovre, spiste vi vores frokost under Galata Köprüsü, som er den første bro, som forbinder det gamle og det ny centrum over "Det Gyldne Horn". En vandretur gennem den Egyptiske Basar og en bådtur op ad Bosporusstrædet blev det til, inden turen gik hjemover. Klokken var imidlertid så fremskredet, at vi havde problemer med at finde en færge tilbage. Vi blev nødt til at tage en lille bilfærge. 

Vi havnede lidt mere østlig for hovedbanegården, til gengæld kørte der busser herfra og mod Bostanci. Tyrkerne kører sindsygt, og så har jeg ikke skrevet for meget. Den stakkels bilist, der ikke kan bruge sit horn, han kommer aldrig frem i trafikken. Der er i byerne en konstant støj af tudende horn, så man bliver fuldstændig vanvittig. Vores tur tilbage til Bostanci følte vi var med livet som indsats. Aldrig har jeg været udsat for noget lignende. I den tætte trafik, blev den lille bus med hornet i bund kastet fra den ene vognbane til den anden og tilbage igen. Op og stå på bremsen - speederen i bund. Helt op i røven af den forankørende. Hornet i bund og så skifter man bare bane uden hensyntagen til at trafikken her er lige så tæt. Det er den bagfra kommende, som må holde tilbage hvis han ikke vil have buler. Men han sidder altså også på hornet. Når der skal sættes passagerer af, kaster man bare bussen ind til siden. Er der ikke plads ved kantstenen, holder man blot på skrå over to vognbaner med katastrofeblinket sat til. Det er som om at alt er tilladt, bare man har katastrofeblinket tændt. Man respekterer heller ikke lysreguleringerne. Man skal virkelig passe på når man begiver sig ind i et lyskryds for ikke at blive påkørt, selv om der er grønt lys for en. Hvis en bilist mener, at kunne nå over, selv om der er rødt lys, ja så bliver det forsøgt. Der er ingen tanker for passagerne i bussen. Ansvarsfølelse for dem man transporterer findes ikke hos dette folkefærd. Vi slap med livet i behold, men jeg håber aldrig at blive udsat for noget lignende igen. Vi kunne endelig slappe af og se frem til vores tur til Ankara og Kappadokien den følgende dag.

(forsættes...)

Mange kærlige hilsner

Mona og Ivan

sy-cassiopeia.dk  2007
Hjem          Rejsebreve         Båden        Gæstebog         Arkiv         Links