HJEM

REJSEBREVE

BÅDEN

GÆSTEBOG

ARKIV

LINKS

Sigacik, den 18. juli 2007
Kücükkuyu, den 28. juli 2007

13. rejsebrev.

 

Indledning.

Tiden går stærkt, og der er sket utroligt mange ting siden sidste rejsebrev. Drengene (Mathias og Andreas) er taget tilbage på ferie i Danmark. Kirsten Sydtoft er påmønstret, og vi har fået fejret vores sølvbryllup. 

Dette rejsebrev vil omfatte den sidste del af turen med drengene og om nogle af de oplevelser vi har haft sammen med dem, samt ganske kort om planlægning og afholdelsen af vores sølvbryllup. Vores allerede nu påbegyndte tur til Istanbul, må så vente til næste rejsebrev.

En kraftig vind overrasker

Sidste rejsebrev sluttede i Kas. Vi ville gerne tilbage til Fithiye, da vi ikke nåede at se så meget til byen og området der omkring da vi var der sidst. Det var derfor tidligt op, kl.05.00 med afsejling kl. 06.15. En udmålt distance på ca. 50 sømil svarende til ca. 10 timers sejlads. Drengene havde fået lov at blive i køjerne, så tiden måske ikke føltes helt så lang. Som begyndende teenager benyttede Andreas sig af denne mulighed, idet vi først så noget til ham et par timer før ankomsten til Fithiye.

En aften, hvor vi ligger for anker uden for havnen, kommer drengenes praktiske viden, som de gennem de sidste 5 uger har fået indøvet, til afprøvning. Solen var lige gået ned bag bjergtoppene, da en pludselig, meget kraftig vind flår helt vildt i vores store solsejl. Vi er klar over, at der skal handles hurtigt, for ikke at risikere, at ankret river sig løs. Bag os ligger andre både og store afmærkningsbøjer og ikke mindst havnens flydebroer, hvor store motorbåde i millionklassen ligger fortøjet. 

Vi behøver ikke give drengene besked om, hvad de skal. De går straks i gang med at samle alle løse ting, som ligger rundt om på dækket, sammen, så de ikke flyver nogen steder, mens Mona og jeg prøver at få styr på solsejlet. Der råbes og piftes fra de omkringliggende både, for at gøre os opmærksom på, at vi er begyndt at drive. Vi er slet ikke i tvivl. GPS'en siger 2 knob baglæns. 

De nærmest liggende både bag os begynder i hast, at finde fendere frem, så vi kan glide af på dem uden at beskadige noget. Da solsejlet næsten er pakket sammen, bliver motoren startet, for at bremse bådens nu vilde drift. Alt mens solsejlet stuves af vejen i agterkahytten og ankret hales ind forholder drengene sig i fuldstændig ro, klar til at hjælpe, hvis der er behov. Vi undgår alle former for panik og ingen, hverken båd eller besætning, får skader. 

Da vi har styr på det hele og igen har lagt ankret ud i pæn afstand af de andre opankrede både, kan vi puste ud og uddele stor ros til drengene for deres indsats. Det hele er vel overstået i løbet af 15 til 20 min. Aftensmaden bestående af hot wings og stegte grøntsager og blev indtaget med en glubende appetit.

På udflugt til Dalyan

Vi ville gerne se deltaområdet ved Dalyan, men vejrudsigten var ikke rigtig med os til, at vi turde lægge os for anker i den nærliggende bugt, da den lå åben for lige den vindretning, som vi havde de følgende dage. Vi besluttede os derfor til, at tage på udflugt fra Fithiye. Vi fandt ud af, at det var billigere, at tilmelde os en guidet bustur, frem for at leje bil og selv betale benzin, entre, en sejltur ned ad Dalyan floden, frokost m.m. 

Cassiopeia blev sejlet i havn, så vi trygt kunne forlade den. Vi skulle tidligt op, for bussen kørte allerede kl. 08.30. Første stop var et sted, hvor vi havde en meget flot udsigt over Fithiye-bugten. Næste stop var ved en smykkefabrik. Det var ikke fortalt os i forvejen. Vi har det meget svært med ikke, at kunne gå at kigge på de mange smukke ting, uden at en sælger ihærdigt prøver, at sælge os halskæder eller ringe. Vi forlader derfor butikken relativt hurtigt. 

Nu var det tid til en kop te og et stykke kage på en restaurant, som hed Storkerestauranten. Navnet var ikke valgt uden grund, da der spankulerede storke rundt i haven bag restauranten. Da vi nåede frem til båden, som skulle sejle os ind på søen Köycegiz Gölü, hvor der lå et mudderbad, som skulle gøre os 10 år yngre af udseende, havde vi travlt. 

Båden fik alt hvad remmer og tøjler kunne holde. Det var for os lidt uforståeligt, at der ikke blev taget mere hensyn til naturen. Hverken fugle eller skildpadder kunne få ro nogen steder, og vi havde ligesom forventet, at vi bl.a. skulle opleve naturen i området mere roligt. Men sådan skulle det ikke være. 

Vi nåede frem til mudderbadet og landede med et ordentligt brag mod molekanten. Skipperen kunne ikke sætte motoren i bakgear. Båden bar også præg af at være noget gammelt l..... Men i land kom vi da, så Mona og drengene gik i gang med den store forskønnelseskur. Jeg har ikke selv problemer med mit udseende, så jeg holdt mig til at være fotograf og smile lidt af de mange mudderbadende gæster. Nå, men det var tilsyneladende ikke nok med et mudderbad for at opnå forskønnelsen, for en tur i svovlbadet skulle der også til. Sikken en stank af rådden æg. Nu begyndte jeg at forstå kuren. Mange ting bliver jo kønnere på afstand, og efter sådan et bad, blev den naturlige afstand til alle de badende betydelig større. Heldigvis skulle alle skylles af under den kolde bruser, og så lignede alle pludselig sig selv igen, ikke en dag yngre end tidligere. Nå, men tro kan jo efter sigende flytte bjerge, så hvis nogen tror på det, ja så er der jo penge at tjene for andre. 

Vi sejlede igen for fuld power tilbage til udgangspunktet, for at vi kunne få lidt at spise. Det var godt nok et overdådigt frokostbord. Selvbetjening, hvilket mange gæster slet ikke kunne håndtere. Jeg ved ikke hvilket land de kom fra, men deres sprog lød meget hen efter engelsk. Tallerkenen blev fyldt, så der var top på, og mange kunne ikke styre det hele. En stribe af tabt mad fortalte, hvor de havde gået. Utroligt, og så gjorde de det oven i købet flere gange, sidste gang med det resultat, at tallerkenen blev forladt mere end halvfyldt. Vi nød alle maden, for der var lidt for enhver smag. 

Turen gik herefter videre ned gennem deltaet ud mod havet. Det blev også en tur med større fart end vi havde ønsket, og det endte da også med, at båden blev standset af kanalpolitiet. Vi formoder, uden at vide det med sikkerhed, at han havde sejlet alt for stærkt gennem et område, hvor der lå en masse andre turistbåde fortøjet. 

Nu kom vi rundt i et sving og pludselig kunne vi se de så berømte gravtomts, som er hugget ind i bjerget, som lukker deltaområdet inde. Kongegrav og grave for meget velstående folk pryder væggene. 

På den videre tur mod havet kommer vi gennem et sluseområde. Det er ikke en sluse i ordets bogstaveligste forstand, da den består af et stort tungt net, som sænkes og hæves hver gang en båd skal passere. Nettet har til formål, at holde uvedkommende både ude fra deltaområdet. 

Næsten ude ved havet gør vi et stop. Nogle fiskere sidder i deres lille fiskejolle og sælger, de for området så kendte, blå krabber. De kan bestilles til tilbageturen, hvor de så er tilberedt over den lille gril, som de også har ombord. Ikke nok med det, de sørger også for, at turisterne kan få et glimt af de store havskildpadder, der lever i området. Skildpadderne virker næsten tamme, når de kommer svømmende for at hente krabberesterne, som fiskerne smider ud til dem. 

Vi får en time til at bade i ude i havet, inden turen går tilbage til bussen, som bringer os, godt trætte, hjem til Cassiopeia efter en lang dags oplevelser. 

Hvor skal vi hen drenge?

Til dette spørgsmål havde de intet svar. Hvor skulle de vide det fra, men de havde snakket en hel del om, at de gerne ville opleve en natsejlads. Vores afstand tilbage til Marmaris eller Rhodos var dog ikke lang nok til at vi kunne få en ordentlig lang nats sejlads ud af det. Men ved at sejle til Bozburun igen, kunne det blive til ca. 14 timers sejlads. Nok til, at vi kunne starte om aftenen mens det stadig var lyst og først nå ind efter at solen var stået op. 

Der blev lavet vagtplan, så alle fik lejlighed til at være oppe i løbet af natten. 4 timers vagt og 4 timer fri. Efter en dejlig dag for anker ud for en af de små øer ved Fithiye blev der gjort klar til nattens sejlads. Det var Andreases maddag, så det var naturligt, at det var Mathias der startede vagtturnusen. Alle fik oplevet solnedgangen, som var meget smuk. 

En halv time før vagtskifte, mente Andreas nok at han lige kunne nå at hvile lidt. Han nåede at falde godt og grundigt i søvn, så han var helt rundtosset, da han blev vækket. Men der var ingen kære mor, op og holde udkig, og så en tørn ved roret. Men efter en lang dag i solen og en masse badning, så kan det være svært at holde sig vågen. Efter 5 kvarter sov han som en sten på bænken i cockpittet, og da Mona og jeg havde vagtskifte fik han lov at kravle til køjs. Han nåede ikke en gang at få tøjet af, før han lå i forpitten i modsat retning af hvad han plejede og sov. 

Mathias lå i slingrekøjen i hovedpitten, og da han blev vækket sprang han op og var klar. En time holdt han stand, men da vi opdagede at han bogstaveligt talt stod ved roret i oprejst stilling og sov, fik han lov at krybe til køjs igen, på den betingelse at han skulle op og se solopgangen, selv om det ikke var på hans vagt. Det var selvfølgelig OK for ham. Hvad siger man ikke ja til for at få lov til at komme ned og sove, når det er det man allerhelst vil. 

Det var en rolig nat. Vi havde en svag vind agten for tværs, men en hel del gammel sø også agten for tværs, så motoren fik lov til at arbejde for, at båden ikke skulle rulle alt for kraftigt. Vi nåede frem en time før beregnet, og måtte derfor sætte farten ned, så vi kunne nå at få solopgangen med, inden vi nåede havn.

Drengene blev vækket og kom op i cockpittet. Det er lidt svært kl. 5 at være frisk, men en aftale var en aftale, så der var ingen brok. Nu skulle det så vise sig, at solen stod op bag en masse tætte skyer, og ikke nok med det, de samlede sig til lyn og torden, så den mørke himmel blev oplyst af lyn. Solen fik vi ikke at se før senere på formiddagen. Lidt synd for drengene, at de ikke skulle opleve en solopgang også.
 

Ubudne gæster

Mange langtursejleres mareridt er, hvis de får ubudne gæster. En aften vi sidder ved aftensmaden flyver et større insekt tværs gennem kahytten og lander bag ved Andreas. Han springer straks op, han kan i hvert fald ikke lide insekter og slet ikke af den størrelse. Mona er hurtig med et stykke papir og får fat i insektet inden det når at gemme sig bag ryghynden. Til vores skræk konstaterer vi, at det er en kakerlak. 

Det har vi aldrig haft om bord tidligere. Det siges, at når der først er en kakerlak er der også flere. Men hvor skal vi lede efter dem. De gemmer sig og er meget svære at udrydde, når de først er rykket ind. Vi bliver enige om, at afvente og se om der skulle dukke flere op, inden vi begynder den store rengøringstur. 

Alle vore madvarer er pakket i plasticbøtter af samme årsag, så det er begrænset, hvad de i givet fald kunne finde og leve af. Det skulle da lige være krummerne efter drengenes chips ude i forpitten. Der går 3 dage, og vi begynder så småt at håbe på, at det var en enlig en af slagsen, men så på 4. dagen fanger vi endnu en.

Der går yderlige 3 dage, så er der bid igen. De har alle en pæn størrelse, så det er ikke nyudklækkede kakerlakker. Endnu 3 dage og Andreas kommer løbende os i møde med dagens dårlige nyhed. Han har lige fanget den 4. kakerlak ude i forpitten. 

Skal vi gå i gang med rengøringen? Men vi bevarer optimismen og håber, at der ikke er nogen af dem, der har nået at lægge æg. Ind til nu har vi ikke haft eller har kunnet konstatere, at vi har flere ubudne gæster om bord. Alle forholdsregler bliver nu taget. Specielt grøntsager fra markederne bliver gennemgået og vasket inden de bringes om bord. Men under alle omstændigheder har det været ubehageligt, at konstatere nærværet af disse insekter.

Tilbage til Marmaris

Vi havde 3 dage for anker, inden turen gik til Rhodos, hvor det sidste proviant til sølvbrylluppet skulle købes. Vi nåede også en dag, hvor vi lejede et par scootere og kørte en tur rund på øen. Det var noget drengene kunne bruge. At sidde bag på, mens vi drønede ud ad landevejen. Det kunne næsten ikke gå stærkt nok.

Besøget i Sommerfulgledalen var dagens højdepunkt. En travetur på ca. 4 km gennem en skyggefuld dal på fint anlagte stier. En lille bæk rislede i bunden hvor frøer, krabber, fisk, sommerfugle og guldsmede lever i skøn forening. Det var virkelig en skøn naturoplevelse. Dagens tur blev afsluttet med en badetur, selv om badetøjet ikke var taget med. De korte bukser blev brugt og en gang lufttørring bagefter. Og det var det.

Drengenes sidste sejldag sammen med os alene, bød på vel nok den bedste afslutning, som vi kunne ønske os. På vej ind i Marmarisbugten får jeg pludselig øje på noget der ligner delfiner. Jeg gnider øjnene og jo det var ganske vist. Delfiner om styrbord råbte jeg. Båden blev drejet over mod stedet, hvor jeg havde set dem. Mathias, som lå og sov, kom også på benene og op i cockpittet. Nu kom delfinerne strygene op langs siden af båden. Legede et kort øjeblik foran stævnen, og så var de væk igen. Men de blev der længe nok til at drengene nåede, at se dem rigtigt på nær hold. Vi var alle enige om, at vi ikke kunne få en bedre afslutning på vores fælles tur med Cassiopeia.

"Det er livet på Cassiopeia"

Tilbage i Marmaris startede nu nogle hektiske dage. Vi skulle have styr på vores sølvbryllupsarrangement. Det bevirkede bl.a., at vi en dag lejede en bil for, at køre rundt for at se de steder vi havde tænkt os, at besøge i forbindelse med brylluppet. 

Drengene var benovede over at de var med til hele planlægningen. Vidende om, at de ikke måtte fortælle gæsterne, som kom nogle dage inden, noget om hvad der skulle foregå, gjorde det ikke mindre spændende.

Vi besøgte en kløft, med rislende vand og vandfald, masser af forskellige dyr, meget lig det, vi havde set i Sommerfulgledalen på Rhodos, men her blot meget mere naturligt. Drengene kunne få lov til at løbe rundt på stierne, ud i vandet og klatre på klipperne, hvilket de ikke måtte på Rhodos. 

Det var her en sætning, som altid vil følge Cassiopeia hvor end den måtte befinde sig, blev sagt. Vi stod sammen og nød den smukke natur, solens stråler ned gennem den tætte bevoksning, stilheden hvor kun vandets rislen og fuglenes kvidren kunne høres, da Mathias udtrykte sin beundring ved at sige: "Det .... er .... livet .... på Cassiopeia". Større anerkendelse kan man vel ikke, som bedsteforældre få, når ordene er sagt lige fra hjertet af ens niårige barnebarn. 

Sølvbryllup

I vores bestræbelse på, at lave et arrangement, som vi selv syntes ville være sjovt for vores gæster, som for langt de flestes vedkommende havde brugt en del af deres sommerferie på, at tage til Tyrkiet for, at være med til at fejre vores 25 års bryllupsdag, blev vi nødt til at skabe kontakt med et busselskab og en turbåd. 

Vi skal nu lige tænke tilbage til april måned, inden vi sejlede fra Marmaris. Vi havde ikke længere kontakt med Mehmet, som vi ellers havde håbet ville hjælpe os med, at skabe de nødvendige kontakter, så vi måtte finde et alternativ. 

En eftermiddag da vi gik inde i bassaren i Marmaris, fik jeg pludselig en ide. Hvorfor ikke prøve, at finde en af de danske rejseselskabers kontorer og høre om de ikke kunne anbefale og hjælpe os. Vi fandt Tyrkiet Ekspertens kontor, og var heldige at mange af guiderne var til stede. Vi fik forklaret vores ærinde, og pigerne syntes det lød så spændende og sjovt, så i løbet af en halv time, havde vi lejet bus og turbåd til en pris, som kunne passe ind i vores budget. Hvor svært kan det være. 

Vi aftale med pigerne, at vi skulle kontakte dem ca. 14 dage før arrangementet, for at aftale de endelige detaljer. Og det var det. Nu kunne vi tage af sted de næste 6 uger, vel vidende, at nogle af de "store" aftaler var på plads. Aftalen med restauranten i Bozburun om festmiddag, underholdning og overnatning fik vi på plads ved vores efterfølgende besøg. Så alt det overordnede var nu på plads. 

Da vi i midten af juni igen var tilbage i Marmaris, fik vi aftalt detaljerne om bus og sejltur. Hvornår vi skulle afhentes med bussen, hvor vi skulle holde pauser o.s.v.

23. juni kom vores første gæster, bl.a. drengenes forældre og vores yngste datter. Vi fik nogle dejlige dage sammen, hvor vi bl.a. igen var en tur i mudderbad - første gang virkede jo ikke - og en dejlig sejltur, hvor vi var 14 om bord på Cassiopeia. Der blev badet i både sol og vand til den store guldmedalje. 

Hele sølvbryllupsarrangementet forløb som planlagt. Vi var blevet 31 i løbet af de sidste dage op til den 1. juli, så da det hele var overstået, kunne vi konstatere, at det er muligt at arrangere en større fest under fremmede himmelstrøg uden problemer. Der var selvfølgelig mange, som vi savnede, men som af forskellige årsager ikke havde mulighed for at deltage. Til gengæld har vi en fornemmelse af at dem der havde ofret deres ferie på at tage herned, ikke har fortrudt og slet ikke med den sommer man har haft i Danmark i år. 

Afslutning.

Minderne fra dette forår er talrige. Mange flere end man kan forestiller sig. Derfor vil vi gerne her benytte lejligheden til at sige tak.

En tak til pigerne på Marmaris Yacht Marina, som gjorde det muligt for os at indlede vores sølvbryllup på behørig vis.

Tak til pigerne på Tyrkiet Eksperten for deres hjælp. Det har været en fornøjelse for os, at møde så stor velvilje og hjælpsomhed. Det vil vi aldrig glemme.

Tak til familie og venner, som brugte deres ferie på at tage herned. Uden jer ville der jo ikke være blevet nogen fest. 

Tak til alle som sendte gaver og hilsner. Det varmede om vores hjerter.

At sige tak og på gensyn til Mathias og Andreas var svært. De har givet os så mange dejlige timer sammen og masser af gode oplevelser, som vi gerne havde undt mange andre. Vi håber de begge har fået lyst til mere!

Mange kærlige hilsner

Mona og Ivan

sy-cassiopeia.dk  2007
Hjem          Rejsebreve         Båden        Gæstebog         Arkiv         Links