HJEM

REJSEBREVE

BÅDEN

GÆSTEBOG

ARKIV

LINKS

Kas, den 1. juni 2007

12. rejsebrev.

 

Indledning.

Så blev det igen tid til at tage ud på nye oplevelser. Efter en vinter med masser af arbejde kunne vi tage tilbage til Marmaris og Cassiopeia den 19. april 2007. I forhold til tidligere var vi ikke bare os selv, men havde følgeskab af Jørgen Agerskov fra Sønderborg, som vi traf på vores tur ned gennem Europa på floder og kanaler i 2005, samt vores to børnebørn Mathias på 9 år og Andreas på 12 år. 

Jørgen skulle være med i ca. 5 uger og drengen til begyndelsen af juli 2007. Vi vidste, at det ville blive en anden form for sejlads end tidligere, da vi jo nødvendigvis blev nødt til at tage lidt hensyn til alle ombord. Derfor stod det også ret tidlig klart, at vi ikke ville nå til Cypern i denne omgang, men hovedformålet for os her i foråret er også at have en god og sjov oplevelse sammen med drengene, frem for at stræbe efter egne interesser og idéer. Oplevelser har der i hvert fald ikke været mangel på, hvilket formentlig også fremgår af drengenes dagbøger. Nogle gange skal der måske læses mellem linierne, men nu kan du jo se, hvad du får ud af det, måske kombineret med mit rejsebrev. 

God fornøjelse.

Ankomst og klargøring

Min 6. sans sagde mig at vi ikke ville få den start på turen, som vi havde planlagt. Hvorfor nu det?
Før vi tog hjem sidste efterår, havde vi lavet en aftale med Mehmet om at holde opsyn med Cassiopeia mens vi var hjemme. Da jeg kontakter ham gennem en tidligere kollega Murat, fik jeg aftalt, at Mehmet efter eget tilbud skulle hente os i lufthavnen, at han skulle gøre Cassiopeia klar til at vi kunne rykke ned i den, når vi ankom, og at han skulle være med til at bundmale inden søsætning. 

Mens vi ventede på flyafgangen i Kastrup Lufthavn, sendte jeg som aftalt en SMS til Mehmet om afgangstidspunkt og forsinkelse. Denne SMS blev bekræftet af Mehmet. Da vi stod i lufthavnen i Antalya kl. 02.15 og kiggede efter Mehmet, var han ikke at finde nogen steder. Efter at have undersøgt alle muligheder, ringede jeg Mehmet op. Der gik nogen tid inden der blev svaret. En søvndrukken stemme sagde hallo. "Hvor er du Mehmet?" "Jeg er hjemme." Og så kan i tænke jer til resten. Vi måtte tage en taxa til Marmaris - 220 euro. 

Da vi ankom til båden kunne vi godt komme ned og sove, men alt udstyr, som var lagt i hovedkahytten var bare kylet ned i agterkahytten, ellers var der intet gjort. Dagen efter, da vi skulle aftale nærmere med Mehmet om arbejdet på båden, var prisen pludselig steget fra 125,- ytl (ca. 500,- kr.) til 1000,- euro (ca. 7.550,- kr.). Nu var jeg glad for, at jeg havde sagt til ham, at han ikke skulle gå i gang med at bundmale før vi var ankommet. Jeg ville være sikker på, at tingene blev gjort, som jeg ville have. Der blev selvfølgelig ingen aftale ud af det, og vi så ikke mere til Mehmet. Vi hørte efterfølgende, at han sammen med sin bror havde købt en gület, som de var ved at sætte i stand, hvorfor han selvfølgelig ikke havde tid til noget som helst andet. 

Nu var det så godt, at vi havde nogle ekstra hænder til arbejdet på Cassiopeia, og både Jørgen og drengene knoklede for at vi kunne blive færdige så hurtigt som muligt. Der blev dog tid til at være med at fejre Tyrkiets nationaldag, som også er udpeget til at være børnenes dag. Ejeren af havnen og hans personale delte gaver ud til børnene og der blev serveret te, sodavand og chokoladekage til de fremmødte. 

Marmaris Yacht Marina markerer hvert år sæsonstarten den sidste lørdag i april ved at invitere til fest på Restauranten. Buffet, drikkevarer ad libitum og levende musik hele natten for 20 ytl/person. Halv pris for børn. Det kunne vi ikke sige nej til, så afsejlingsdagen blev sat til dagen efter festen. Hvor dum kan man være? Skipper blev nødt til at sige til drengene, at det blæste for meget til at kunne sejle denne dag. Hvorfor det morfar? - der er jo ikke en vind der rør sig! Men det er jo nu engang sådan, at når skipper siger at det blæser for meget, så "blæser" det for meget.

 

Fithiye, den 3. juni 2007

Ny indledning

Kl. er 10.30. Der er 28 grader i kahytten. Der er langt om længe blevet lidt ro, så jeg kan få skrevet lidt mere. Men det er svært med det liv der er om bord. Morfar vil du ikke lige holde min vandflaske? Skal vi ikke snart ud og handle? Morfar - hvor er mormor? Morfar, morfar jeg har tabt min boldt i vandet!!! Morfar, .........
Det er dejligt at have drengene med. Det skaber et helt andet liv om bord. 

I forhold til første del af vores tur, kunne vi tage hjem 7-8 kg. lettere, her tager vi nu på i vægt. Der spises helt anderledes. Morgenmad, frokost og aftensmad. Aldrig en dag, hvor der tages lidt lettere på tingene. Drengene kræver jo deres energitilførsel, - og der skal virkelig noget til. Og så er det jo svært ikke selv at køre en ekstra mad eller to indenbords.

Vi var ellers noget spændte på, hvordan hverdagen ville blive. Det er ikke til at vide, når man er sammen 24 timer i døgnet. Og her er der ingen forskel på, om man er barn eller voksen. Alle har f.eks. behov for på et eller andet tidspunkt at være sig selv. Lukke sig inde med en god bog, gå en tur eller blot ligge og hvile og høre lidt god musik. Lige som der er forskel på hvor meget energi der skal brændes af på en dag. Men alt har fundet sin rytme. Alle deltager og har et medansvar for at ting som skal gøres bliver gjort. Har man ikke fået vasket sit tøj, så der pludselig kun er lange bukser tilbage, ja så må man svede eller gå bukseløs ind til man har fået vasket. Har man fået besked på, at man skal skiftes til at stå ved roret et kvarter af gangen, for at få tiden til at gå lidt hurtigere eller for at afhjælpe en begyndende søsyge, er der heller ingen vej uden om, selv om det er lidt træls, og man helst vil være fri, så er det sådan, at hvis ikke man står ved roret når det er ens tid, så sejler båden ikke længere før styrmanden er på plads. Logikken tager nu hurtigt over, for hvis man gerne vil nå målet med dagens sejlads hurtigst muligt, bliver man nødt til at overholde sin del af vagtplanen. 

Drengene er meget hjælpsomme. Det er meget sjældent vi hører brok over at der skal laves noget. Muligvis har vi også taget det i opløbet. Inden Jørgen afmønstrede var der ingen faste arbejdsrytmer f.eks. med hensyn til madlavning og opvask. En dag Mathias brokkede sig over at han igen skulle være med at vaske op, blev det straks meddelt, at han på grund af brok også skulle tage den næste opvask. Endnu en gang brok og så havde han vundet endnu en. Mere brok? Total tavshed. Og da der samtidig var konsekvens bag ordene og opvaske ikke løb nogen steder, behøvede vi nu blot de følgende par dage at sige: "Hørte vi noget brok?" med total tavshed som følge. 

Vi oplever også, at drengene hele tiden føler et ansvar for hinanden. Bekymring hvis den ene eller den anden kommer lidt til skade, hvilket jo ikke kan undgås. Men, men, men, intet er evigt lysegrønt. Smådrilleri og lidt skænderi kan ikke undgås. Problemløsningen er så lidt praktisk arbejde på båden, så glemmes konflikten meget hurtigt.

Vi tror, at mange drenges drøm bliver opfyldt på denne tur. At være på travetur, hvor man også kommer ned i en drypstenshule. Ser vildtlevende skildpadder og får lov til at løfte den, så den tisser ned af ens bukser og sko til at sejler rundt i gummibåden for fuld fart. Hvordan fortrolighed udvikler sig fra første gang påhængsmotoren skal startes og man skal sejle på egen hånd til nu, hvor der blot meddeles, at man tager lige en tur i gummibåden.

Hvordan så drengen hver i sær selv opfatter livet om bord, skriver de lidt om i deres dagbøger, som er en del af deres skolearbejde. Dagbøgerne kan også læses her. De er uredigerede, så husk nu, at de kun er 9 og 12 år.

Endnu en dag - endnu en oplevelse.

Hvis jeg skulle skrive om alle vores oplevelser ind til nu, ville jeg ikke blive færdig før til jul. Hver dag har været en oplevelse, stort eller småt, mest stort - lige fra mødet med Jens Busk, som drengene slet ikke kan vente med at få lov til at mødes med igen til, - vores biltur til Saklikent, hvor drengene på hele turen tilbage til Finike måtte sidde på bagsædet kun iført badebukser, fordi det nu var så skægt at lege i floden, - sejlturen hvor der blev set store havskildpadder eller delfiner, - sjov og spas med Jørgen, som jo bor så langt væk, at han ikke kender mange af de udtryk, som drengene bruger, f.eks. når man er sej, må man jo være en fisk, - hvordan Andreas kommer galt af sted, ved først at træde et søm op i foden og dernæst at glide på nogle skarpe klipper der laver rifter, så han tror at han vil forbløde inden aftenen er omme, - eller da Mathias stolt kaldte på os for at vi skulle se den halve negerarm han lige havde lagt i vandet nede fra badeplatformen, papir var der ikke brug for, det var bare en tur i baljen og så brugte han den beskidte hånd, altså den man ikke hilser med, hvor svært kan det være (morfar udsatte lige sin badetur en halv times tid, og heldigvis var der ikke andre både i nærheden), - eller hvad med vores heldagstur med bus, hvor vi så et antikteater, besøgte et typisk tyrkisk familielandsted, fik lov at komme ind og se en moske, så en gammel vandmølle, som stadig var i brug, og til sidst at blive kastet rundt i store bølger, så man ikke vidste hvad der var op eller ned. Og sådan kunne jeg blive ved.
 

Hvor har vi været og hvor tager vi hen?

Jeg vil dog i korte træk nævne og beskrive de nye steder vi har besøgt, for at give et indtryk af hvor oplevelserne er gjort. 

Simi er en lille græsk ø, som ligger blot 20 sømil vest for Rhodos. Øen er på ca. 58 km2 og er stort set ikke andet end klipper. Indsejlingen til Simi by eller rettere havnebyen Gialos er meget smuk. Husene er malet i alle pastelfarvernes nuancer. En meget stor kontrast til de tyrkiske byer. 

Rhodos, som er vel nok en af de mest kendte græske ferieøer. Der var heldigvis ikke så mange turister mens vi var der, så vi kunne nyde både den gamle og den nye del by. 

Fithiye, som er i Tyrkisk. En voksende by, som har fået en helt ny moderne lystbådehavn. Her er alle faciliteter tip top. Men i første omgang syntes vi det var lidt dyrt. 38 ytl incl. El, vand, toilet, bad og trådløs internetforbindelse. Men det var kun til vi anløb

Kalkan, hvor vi måtte betale 40 ytl for et døgn, herudover 0,75 ytl for at gå på toilettet, 4 ytl for et bad, 5 ytl for strøm og ligeledes 5 ytl for vand. Her var vi klar over, at vi ikke skulle være længere end højst nødvendigt. 
Megisti, som er den østligste græske ø. Den ligger ikke mere end 3 sømil fra den tyrkiske kyst. Øen har ikke mere en ca. 250 indbyggere, som har det meget svært rent økonomisk. Der bliver dog proppet en del EU penge i øen, for at prøve at tiltrække flere turister. Det går langsomt fremad. Øen blev sønderbombet af englænderne i den absolutte sidste fase af 2. verdenskrig. Jeg har ikke kunnet finde ud af hvorfor. Spørger man beboerne på øen, er der ingen der ønsker at tale om det.

Finike. En charmerende by, som endnu ikke helt er spoleret af turismen. Men det er godt på vej.

Kas. En ualmindelig charmerende by. Måske er det også derfor at mange danskere har fundet frem til stedet. Ikke mindre en 300 danskere bor her allerede. Dette skal ses i forhold til byens samlede indbyggerantal på ca. 8.000. 

Alle stederne kan du finde og se på Google Earth.

Vi har selvfølgelig også ligget en hel del for anker, d.v.s. de fleste gange har vi ligget med liner ind til klipperne på grund af de store dybder helt tæt ind under kysten. Og ellers har vi ligget ved mange små restauranter broer, hvor havnepengene betales ved at man besøger restauranten på et eller andet tidspunkt mens man er der, hvilket kan være meget hyggeligt.

Vi er på vej tilbage til Marmaris, hvor vi skal være ca. den 20. juni. Være klar til at de første gæster kommer den 23. juni. 

Hvor vi tager ophold under vejs ved vi ikke helt, så det må i vente med at høre til næste rejsebrev.

Afslutning.

Vi er nu begyndt at fokusere på vores sølvbryllup den 1. juli. De sidste ting skal aftales, og så kommer der ellers 14 hektiske dage. Det bliver spændende at have familie og venner tæt på i så anderledes omgivelser. Det giver nogle udfordringer og vi kan kun håbe, at alt klapper for os. At aftaler bliver holdt, hvilket vi jo ikke helt kan stole på, kva vores tidligere erfaring. Hvad arrangementet kommer til at gå ud på, holder vi derfor tæt ind til kroppen ind til selve dagene. Ingen forventninger ingen skuffelser. Men vi håber ikke at der skal improviseres for meget.

Billederne til dette rejsebrev bliver i første omgang ganske få, da brevet sendes hjem via mail, og derfor ikke kan rumme så mange, som jeg har valgt at lægge ud. Billedserien som omfatter ca. 140 billeder bliver sendt hjem på en CD fra Rhodos om ca. 14 dage. Så kan du jo allerede nu begynde at sætte tid af til at kigge billeder.

Tak for nu, og nyd den danske sommer.

Mange hilsner

Mona, Ivan, Mathias og Andreas

s/y Cassiopeia

sy-cassiopeia.dk  2006
Hjem          Rejsebreve         Båden        Gæstebog         Arkiv         Links