HJEM

REJSEBREVE

BÅDEN

GÆSTEBOG

ARKIV

LINKS

Marmaris Yacht Marina, d. 10. September 2006

11. rejsebrev.

 

Indledning.

Det er lidt underligt at sidde her i 35 graders varme og skrive det sidste rejsebrev i denne omgang. 
Når du læser dette rejsebrev, er vi på vej hjem, eller er måske allerede hjemme. Det er slut med at sidde stille mens sveden løber ned af panden og ryggen. Det er slut med at ligge uden dyne om natten. Det er slut med at spille Backgammon efter morgenmaden, frokosten og aftensmaden. Det er slut med at hoppe i det klare turkisblå vand, for at køle af. Det er slut ...... men vi glæder os til at komme hjem. Vi er ikke tvivl om at vi får en hektisk vinter med familie, venner og så skulle vi jo ej heller glemme hvordan det er at arbejde og tjene lidt mønt til den videre sejlads. 

Videre fra Tinos

Det blev til 13 dage på Tinos inden vejret tillod os at sejle videre. Vi havde i de sidste dage en sjov oplevelse, hvor vi i løbet af ganske kort tid, pludselig var 16 danskere om bord på Cassiopeia. Tinos er jo også ferieø for danske turister. En eftermiddag hørte vi danske stemmer på kajen. En lille dansk familie. Vi hilste på, og inviterede ned ombord. Dette virkede næsten som en magnet. Kort tid efter stod en ny lille familie på kajen. Jo, de ville da også gerne ned og kigge. Jeg havde kun lige vendt ryggen til kajen, så hørte jeg igen danske stemmer på kajen. Ny familie, og velkommen ombord. Desværre nåede jeg ikke at tale med alle, inden de igen var tilbage på fastlandet. Vi fik os dog en længere snak med en familie (Bjarke, Nanna, Lilian og Jan) fra Vejle, som også selv sejlede. Dagen efter kom endnu en dansk familie (Merete & Rafael og børnene Laura Joakim, Jonathan og Adam) fra Bagsværd på besøg. 

Havnefogeden (Anastasios Psaradelis) på Tinos er en oplevelse i sig selv. En myndig person, når gæstende både anløber, men som dagene gik, og han havde været nede på Cassiopeia og få formiddagskaffe, begyndte han at tø gevaldig op. Jeg ved ikke hvad Mona havde gjort, men han havde altid en frisk bemærkning til hende og måske også et godt øje. Måske var det fordi hun en af de første dage havde sagt, at vi godt kunne lide at være i Tinos. Ikke alene på grund af byen, men også på grund af den venlige havnefoged de havde. Man betaler ikke noget for at ligge i havnen. Til gengæld betaler man 5 euro/døgn for elektricitet. Da vi havde betalt for de første 6 dage, syntes Anastasios dog, at vi havde betalt tilstrækkeligt, så vi slap for videre betaling mens vi var der. 

Vi fik endelig en tilfredsstillende vejrudsigt, og over en kop formiddagskaffe meddelte vi Anastasios, at nu var det afgang næste dags morgen tidligt. Ja, ja vent i nu bare og se. I kommer ingen steder i morgen. For meget vind. I skal købe hus her i stedet for. Jeg kan sælge båden for jer. Ingen problemer.

Det var lige før Anastasios fik ret. Tidligt om morgenen blæste det stadig helt pænt, så afgangen blev udskudt en time. Alt var gjort sejlklar aftenen før, så nu skulle det være. Kl. 07.05 blev ankeret hævet og vi kunne vinke farvel til Anastasios. Han ville dog ikke sige farvel, men i stedet "På gensyn om et par timer". "Hvilken pessimist, - eller ved han bedre?" tænkte jeg. Vi satte storsejlet med ét reb inde i havnebassinet, så kunne vi blot falde af for den nordvestlige friske vind, når vi kom ud af havnen. Foran os lå 70 sømil. 14 timers sejlads. Vi skulle lige kunne nå Patmos inden mørkets frembrud. 

Det gled vældig fint godt 6 knob for storsejlet alene. Ned gennem strædet mellem Tinos og Mykonos. Vejrudsigten, som vi havde hentet på nettet fra "weatheronline.uk.com" havde lovet 6-10 m/sek. fra NW, og aftagende drejende til W efterhånden som vi ville være fremme ved Patmos. Allerede kl. 09.15 kunne vi rebe ud. 16.45 måtte sejlene tages ned og motoren gøre arbejdet. Vi kastede anker kl. 20.50. Kl. 21.00 var det totalt mørkt.

Patmos er den nordligste af Dodekaneserne og er af vulkansk oprindelse. Den ene af øens 2 hovedattraktioner er en lille grotte hvor evangelisten Johannes havde sine åbenbaringer (Johannes -evangeliet og Johannes' Åbenbaring) som han her dikterede til sin elev Prochoros. I det 1. årh. e.Kr. var Johannes en af mange, som af kejser Domitian blev landsforvist fra Efesos. Han opholdt sig på øen i årene 95 og 96, og grundlage en lille kristen menighed.

Den anden hovedattraktion er Johannes-klostret, som ligger omgivet af byen Chora. Klostret er fra det 11. århundrede, og havde i sin tid 1700 munke. I dag er der kun omkring 20. I den forreste kapel i hovedkirken, opbevares de jordiske rester af klostrets grundlægger - (munken Christódoulos) i en sølvskrin på en marmorsarkofag.

Disse attraktioner skulle vi selvfølgelig se på vores rundtur på Patmos. 

Et gensyn med Kálimnos

Nøjagtig på femårsdagen (3. august) for vores ferieophold på Kálimnos kastede vi anker i en lille bugt Emporio på den nordlige del af Kálimnos. Det var et af de steder, hvor vi for 5 år siden havde sagt til hinanden, at her var et sted, hvor vi godt kunne tænke os at Cassiopeia på et tidspunkt skulle ligge for anker. Nu var vi der altså. Gamle minder blev opfrisket mens vi nød en ekstra dag på stedet inden vi skulle videre til øens hovedby, Póthia. 

Vi ville gerne have været af sted fra morgenstunden, men en kraftig havgus havde lagt sig som et tæppe over hele bugten. Der var ikke mange meters sigt, så der var ikke andet at gøre end at slappe af og vente på, at det ville lette i løbet af dagen. Omkring middag, slap vi ankerbøjen, og gled stille ud af bugten. 

Vi havde dog ikke sejlet mere end 1,5 sømil, før vi kunne se, at en ny bølge af gus komme væltende. Det er den værst tænkelige situation, som jeg kan tænke mig. Vi har endnu ikke radar ombord (hvilket er et af de største ønsker jeg har), så vi vil altid være overladt til den gamle måder at sejle og navigere på når vi kommer ud i tåge eller tæt havgus. Vi skulle passere gennem et lille stræde mellem Kálimnos og Télendos, hvor vi vidste at der var en del trafik. Endnu engang var heldet med os. Samtidig med at vi opdagede gusen passerede vi en ankerbøje. Den fik vi gjort fast ved, og kunne nu i nogen lunde ro og mag følge vejrets udvikling. 

Der blev tid til at tage nogle billeder af hvordan gusen kom rullende, inden den lagde sig som en dyne over os. Da den var tættest kunne vi ikke se stævnen fra cockpittet. Der gik næsten 2 timer før vi fri af den værste gus. Vi besluttede nu, at vi blot ville sejle ned til øen Télendos, og se om vi ikke skulle kunne ligge for anker her natten over. Det var en strækning på kun 2,5 sømil, så det burde vi kunne nå inden en eventuel ny bølge af havgus. Vi havde ingen problemer på den korte tur, og en ankerbøje tæt under land lå klar til os da vi ankom. 

Fra Télendos tog vi gummibåden over til Kálimnos. Vi ville lige over og se, om "vores" lejelighed, hvor vi boede stadig eksisterede. Det gjorde den, og byen Massoúri lignede sig selv. Der var ikke sket den store udvikling. Ikke engang restaurantens internetadgang var blevet hurtigere (128 Kb).

Vi ankom til Póthia den følgende dag. Kálimnos, d.v.s. byen Póthia er kendt og præget af det ikke ufarlige svampefiskeri. Alene i Middelhavet findes over 5000 svampearter, der gror på havbunden ned til en dybde af flere hundrede meter. Svampene er primitive organismer, som suger havvandet, optager plankton hvorefter vandet udstødes igen. Svampene blev tidligere hentet op af lokale svampefiskere, der blev hyret af en bådejer. 

De arbejdede helt primitivt og sprang nøgne i vandet med en sten bundet om armen eller håndleddet for hurtigt at nå ned til bunden. Lynhurtigt blev svampen skåret af sit fæste, stenvægten sluppet, hvorpå fiskeren - ofte alt for hurtigt - steg op til overfladen med sit bytte. Mange svampefiskere omkom eller fik varige skader. Den hurtige opstigning, som gav en stor trykforskel gav hjerneskader og dermed lammelser. 

Svampene er meget mørke, næsten sorte når de høstes. Kálimnos blev derfor tidligere også kaldt de sorte enkers ø. I dag foregår fiskeriet på langt mere sikker vis. I Póthia er f.eks. oprettet en svampefiskerskole, hvor nye fiskere lærer at bruge dykkerdragter og andet moderne udstyr. Vi besøgte et museum for svampefiskeri i byen og så også hvordan fiskerne, inden de kunne sælge svampene, brugte store friarealer i byen til at tørre dem efter at de havde vasket alt det grå/sorte i svampen ud.

Kos.

Vi havde besluttet os for at ville bruge et par dage på Kos. Vi havde fra andre sejlere hørt, at man i den gamle havn ikke fik megen nattero på grund af diskotekernes natlige udspredning af musikalsk gylle. Vi valgte alligevel at sejle ind i den gamle havn. Vi har altid syntes, at der er mere miljø i de gamle havne frem for nye moderne anlæg. Vi havde ingen problemer med at sove om natten, og det var ikke meget støj i havnen mens vi var der. 

Ikke fordi der er meget at se på øen ud over dens smukke grønne natur og så ruinerne af Asklepion. Men vi lejede alligevel endnu engang en 45 knallert og tog på ø-tur. Vi startede med at besøge Asklepion, som ligger ca. 4 km uden for Kos by. Asklepion er bygget i det 4. århundrede oven på resterne af Apollons tempel. Området ligger i fine niveauer op ad en skrænt. Hvert niveau er forbundet med store marmortrapper. Nederst er resterne af de varme bade, lægecentret, de helbredende kilder, små templer og herberger. Øverst oppe ligger resterne af Askepios-templet. Efter at have travet rundt i ruinerne i 11/2 time i bagende sol, var det godt at komme ud og få luft under armene igen. 

Knallerten fik lov til at arbejde og føre os i naturskønne omgivelser ad små grusveje, som endte blindt og tilbage igen inden vi valgte at holde os til de større og de på kortet markerede vejstrækninger, som førte os til byen Kardamena. Kardamena var ikke nogen speciel oplevelse. Det var om noget en ferieby ud over alle grænser. Vi kunne hurtigt blive enige om, at det ikke var et sted vi kunne tænke os at besøge sejlende. 

Havnen var heller ikke præget af den store aktivitet, og kun en enkelt sejlbåd lå i havnen. Turen tilbage til Kos gik for fuld fart. 60-80 km/t. Dejligt i den meget varme luft. Et kort ophold ved en af de mange badestrande, og en tur i vandet (30o C) til lidt mere afkøling, inden vi kunne køre det sidste stykke og aflevere knallerten med tak for lån. 

Næste destination - Tyrkiet.

Det var tidligt op den følgende dag. Dagens udsete mål, var Dat?a i Tyrkiet. Vi havde af Ilse og Knud fra s/y Venus fået at vide, at det var det bedste sted at indklarere, d.v.s. at købe sin transitlog, som giver en lov til at sejle i tyrkisk farvand. 

Kl. 07.55 lettede vi anker. 37 sømil for motor i næsten vindstille. Nå, men vi kunne jo så nyde landskabet, som stille gled forbi. Der hersker ingen tvivl om, at grækere ikke kan udstå tyrkerne. Allerede da vi var i Rafina fornemmede vi dette had. Da vi fortalte om, hvor vi havde tænkt os at overvintre, kom svaret prompte og med irritation i stemmen: "Ja, Tyrkiet - altid Tyrkiet!". Da vi havde oplevet samme negative indstilling på Andros, var vi klar over, at vi ikke i Grækenland skulle fortælle, at vi var på vej til Tyrkiet og at vi skulle overvintre der. Blev vi spurgt, var vores svar henholdende, vi vidste ikke hvor vi skulle være i vinterperioden. 
Der var så nogen der havde gode idéer til hvor vi kunne være, men altid noget der lå for tæt på, til at vi kunne bruge det til noget. 

Da vi passerede sydspidsen af Kos, blev nationalismen yderligere bekræftet. Et stort græsk flag var malet på klipperne, lige vid siden af en militær udkigspost. Ingen skulle være i tvivl om at dette var græsk område. Ligeledes, da vi runde Cape Krio på den tyrkiske side. På den side af fyret, som vendte ud mod havet, var det tyrkiske flag malet, og på den højeste af klipperne vejrede det tyrkiske flag. Da vi nåede Dat?a, blev vi modtaget på behørig vis. Havnefolk stod og var klar til at tage fortøjningerne, så vi kom til at ligge godt. 

Vi var noget spændte på, om vi de følgende uger ville komme til at mærke noget til "Muhammed-krisen". Men her havde vi ikke nogen problemer. Vi var fra starten enige om, at vi på ingen måde ville lægge skjul på, hvilket land vi kom fra, når vi blev spurgt. Vi ville med lethed kunne fortælle, at vi var englændere eller tyskere. Men det vil vi simpelt hen ikke. Hvis ikke man vil være sit eget land bekendt, når man rejser, så skal man efter vores mening blive hjemme. Lige så vel, som hvis ikke den fornødne gæstfrihed er tilstede, hvor man kommer, ja, så har man heller ingen ting at gøre der. På den måde regulerer tingene sig selv. 

Vi sejler på nuværende tidspunkt på den sydlige kyst af Tyrkiet, som er den mest turistede og dermed mest europæisk og vestlig orienterede del af Tyrkiet. Alle ved, at hvis turisterne forsvinder, er der ingen penge i kassen, og det vil være en katastrofe. Desværre er der andre, som også kender til dette, når de kurdiske terrorgrupper spreder død og lemlæstelse med deres bombeterror, men det er indenrigspolitiske årsager, og har absolut ikke noget at gøre med had til udlændinge at gøre.

Indklarering i Tyrkiet er et kapitel for sig, og det var godt at vi fulgte Ilse og Knuds råd om at indklarere Dat?a, for for det første skal Transitloggen købes. Dette sker på et sted, som er autoriseret til at sælge dem. Den koster her 80 ytl. De tilbyder så samtidig for yderligere 60 ytl. at sørge for alt papirarbejdet og få de nødvendige stempler hos myndighederne. De sidste 60 ytl. ville vi gerne sparre, hvilket selvfølgelig irriterede sælgeren lidt. Det tog da lidt tid at finde ud af hvor mange sider af hæftet med i alt 15 sider, hvoraf de 3 var originaler og resten kopier, vi skulle udfylde. Men det lykkedes, selv om vi måtte lade et par enkelte felter stå tomme, da vi ikke kunne finde ud af hvad der skulle stå. Men det kunne vi nok få hjælp til hos myndighederne. 

Nu skulle følgende kontorer så besøges i nævnte rækkefølge og ingen anden. Paskontoret på den lokale politistation, hvor vi får indrejsestempel i vores pas. Man må herefter opholde sig i Tyrkiet i 3 mdr. inden man skal forlade landet igen. Herefter er det Toldkontoret, dernæst havnekontoret og til sidst tilbage til Politiet for at aflevere en kopi med alle officielle stempler. Det tog 1 time og 3 kvarter. 

En gulet (Tyrkisk træbåd, med plads til normalt 12 passagerer ud over en kok, matros og kaptajn) var lige ankommet med en ladning turister, så paskontoret lukkede lige i 5 kvarter. Turisterne havde jo ikke tid til at vente. Mens vi sad og ventede, fik vi hjælp af en anden, som også ventede, til at få udfyldt de sidste rubrikker i loggen.

Båden kan nu sejle i Tyrkisk farvand i et år, med tillæg af den tid den bliver registreret til at ligge i vinterhavn, eller rettere den periode, hvor vi ikke opholder os på båden. Vi skal nu blot sørge for at tage en tur ud af Tyrkiet og få et stempel i vores pas inden de 3 måneder er gået. Det skulle vist være det myndighederne går mest op i. De fleste her fra området tager lige en tur med flyvebåden til Rhodos. Får et stempel i passet og så ellers tilbage igen. Det er det eneste der skal til for ikke at få problemer med myndighederne.

Nu fik vi nogle dage med blæsevejr. Så vi havde tid til at kigge på byen og tage på en lille udflugt, væk fra båden. Vi var blevet anbefalet flere havne i denne del af Tyrkiet som værende gode og sikre vinterhavne. En svensk båd, Greta Garbo, med Katarin & Raymond Johansen om bord, var også på udkig efter vinterhavn. Hvad var så mere nærliggende end at deles om lejen af en bil og køre en tur til et par af de mest aktuelle havne, for at høre om pris og mulighed for vinterplads. 

Det første sted vi besøgte var Marti Marina, som ligger ca. 30 km vest for Marmaris. Vi fik et godt tilbud for hele vinterperioden. Stedet tiltalte mig meget. Havnen ligger utroligt godt beskyttet for alle vindretninger. Den var stor, men ikke for stor og der var de muligheder for selv at kunne arbejde på båden, som vi ønskede. Og ikke mindst, var prisen på 1.750 euro (ca. 13.200 kr.) inden for det beløb, som vi havde budgetteret med. Da vi forlod marinaen sagde jeg til Mona, at der skulle en væsentlig bedre pris til, for at jeg ikke ville vælge Marti Marina som vinterhavn. Nu var det så med at finde Marmaris Yacht Marina. 

I Tyrkiet er skiltning heller ikke noget man bruger så meget, så det tog lidt tid at finde ud på den anden side Marmaris og ud til Marinaen, som ligger 8 km øst for Marmaris. Havnen er utrolig stor. Den virkede næsten uoverskuelig. Vi henvendte os i receptionen og blev henvist til administrationen. Her sad 4 piger ved hvert sit skrivebord med computer og alt hvad der hører sig til et moderne kontormiljø. Alle var optaget, så vi måtte vente lidt på at blive betjent. Da vi efter kort tid blev budt velkommen af den af pigerne, som først blev ledig, fik vi en venlig og hjælpsom betjening. Vi forklarede selvfølgelig hvad vi ønskede, og fem sekunder efter sad jeg med et udskrift med tilbud på vinterpladsleje som ønsket, og oversigt over forskellige kombinationsmuligheder af kortere eller længerevarende ophold. 

Men det der var interessant for os var prisen for de ca. 8 mdr., som vores ophold ville blive. Og her fik jeg nærmest et chok. - 1.078 euro (ca. 8.130 kr.) - kunne det være rigtigt. Næsten 700 euro billigere end i Marti Marina. Men det var det. Vi fik udleveret brochurer og en CD, som fortalte om havnen. Nu kunne vi i ro og mag overveje om det var her vi skulle lave kontrakt for vinteren. Da vi jo tager hjem, og er hjemme de 7 mdr. skulle der ikke lang tid til at træffe beslutningen. Vi behøvede ikke at studere brochurer. For os var prisen det vigtigste. Jeg gik tilbage på kontoret og meddelte, at vi havde besluttet os. Da vi ikke var sejlende, kunne vi ikke lave den endelige kontrakt, men hvis vi kom til havnen i slutningen af august, ville der ikke være problemer med at få plads. Det var en god fornemmelse, at vi nu vidste hvor båden skulle være vinteren over, og vi kunne nyde en god frokost og turen tilbage til Dat?a.

Det er generelt billigt at spise ude i Tyrkiet. Spiser man på en af restauranterne, som ligger tæt ved vandet og som ser ud til at være et af de finere steder, betaler man mellem 150 og 200 kr. for 2 personer incl. drikkevarer. Men det kan gøres meget billigere. Vi besluttede, at prøve et af de små folkekøkner i byen. Da vi havde fundet stede, blev vi inviteret inden for. Her kunne vi vælge hvilken gryde vi ville have maden fra. Vi valgte 4 forskellige retter plus ris og brød som tilbehør og 2 x 1/2 liter vand. Pris - ca. 60 kr. alt inklusive, og det smagte rigtigt godt. Når vi har mellem 35 og 40 grader i kahytten, skal der ikke argumenteres ret meget for at spise ude, frem for at stå i kabyssen og tilberede den varme aftensmad. Merprisen er omkring 20 kr. for at spise ude, da fødevarer ikke er specielt billig i Tyrkiet. 

Turen mod vinterhavnen.

Da vi nu vidste, at vi kunne få vinterplads i Marmaris Yacht Marina, kunne vi nyde de sidste dages sejlads i ro og mag og begynde at undersøge mulighederne for vores lille arrangement til næste sommer. I forbindelse med vores planlægning af turen, traf vi også en beslutning om, at vi ville holde vores sølvbryllup i Tyrkiet næste sommer. Den beslutning står stadig ved magt. Kun en borgerkrig i landet kan ændre på denne beslutning. 

Der er rigtig mange skønne ankerbugter i området omkring Marmaris. Og selvfølgelig har en tyrkisk familie etableret sig i bunden af enhver bugt med en lille restaurant. De lægger nogle ankerbøjer ud i bugten, og hvis man benytter dem, forventes det, at man besøger deres restaurant for at spise eller få noget at drikke. Det er dog ingen betingelse. 

Det er dog muligt stadig at finde bugter, hvor der ikke er etableret en restaurant, selv om de er få. De første to bugter vi besøgte måtte vi benyttede vores eget anker samt en line bundet til et træ på land som agterfortøjning. Afstanden på tværs af bugten gav ikke tilstrækkelig med plads til blot at ligge for svaj. Hen under aften lægger freden og roen sig som en dyne over båden. Ingen unødig støj. Pludselig får vi øje på en lille farvestrålende isfugl, blot 5 meter væk, kaste sig i vandet for med et at komme op igen og sætte sig på en gren og sluge den nyfangede fisk. Så glemmer man i et kort øjeblik alt andet omkring sig. Den vendte tilbage flere gange. Jeg forsøgte at fastholde den i et billede, men desværre var det i skumringstiden, så billedet blev ikke særligt skarpt. Jeg har alligevel taget billedet med i billedserien, da det er så sjældent et syn, som mange ikke vil tro er muligt, da isfuglen er meget sky.

Pludselig i alt stilheden bipper mobiltelefonen. Det er en SMS fra Liberty. Kirsten og Bjarne ligger kun 8 sømil fra hvor vi ligger. Desværre har de ikke tid til at vi kunne nå at mødes, da de er på vej nordover, for at lægge båden op et par måneder i nærheden af Athen. 

Den 18. august ankre vi op ud for Bozburun. En lille hyggelig by, selv om den også er præget af turisme, men ikke nær så meget, som f.eks. Dat?a. Det er ikke utænkelig, at nogen vil stifte bekendtskab med dette sted til næste år. Vi følte umiddelbart, at vi her har alle muligheder for at få opfyldt vores ønsker for at afholde vores lille fest. 

Vi nåede lige at være til globryllup inden vi den følgende dag sejlede videre til endnu et par ankerbugter.
Det er lidt underligt med mennesker. Med nogle skal der gå 2-3 dage inden man rigtig begynder at tale sammen, med andre går der ikke 2 minutter. Det sidste oplevede vi da vi lige var ankommet til Mehmet's Restaurant i bugten ved ?iflik. Da vi havde gjort klart skib, trængte vi til en rigtig kold øl. Vi havde ikke haft is i køleboksen de sidste par dage, så der var intet koldt eller køligt om bord. 

Da vi gik forbi SY La Blanche fra Tyskland, hilste vi pænt og spurgte til hvordan det stod til. På deres reaktion kunne vi se, at de gerne ville snakke mere. De præsenterede sig som Anita & Dieter Barth, og herefter varede det ikke længe før vi alle fire sad hos Mehmet med hver en kold øl. Snakken gik lystigt om vidt og bredt, og vi følte alle, at aftensmaden også måtte indtages i fællesskab. En dejlig afslappet atmosfære omkring det lille runde bord blev skabt over et billigt måltid mad hos Mehmet og et nyt venskab var etableret. 

Den følgende dag fortalte vi Mehmet om vores planer til næste sommer. Der var ikke den ting han ikke ville arrangere for os, uanset hvor mange vi så end måtte blive. Han fortalte om alle sine planer med restauranten. Vi har oppe og se hans store frugthave bag restauranten. Vi fik vindruer, figner og han plukkede og tilberedte kaktusfrugt til os på restauranten bag efter. Han foreslog at når han arrangerede det hele og forhandlede priser på hvad vi havde tænkt os at bruge så kunne vi dele det sparede beløb. Vi er nu ikke i tvivl om at han er forretningsmand ud over alle grænser og her kunne lugte en god forretning. Når vi kommer tilbage til foråret, er vi lidt spændt på hvor langt han er nået med sine planer. Det er af afgørende betydning, for hvorvidt han vil få del i "kagen". 

Vinterhavn og -klargøring.

Vi ankom til Marmaris Yacht Marina den 23. august. Fik lavet en 8 mdr. kontrakt gældende fra 23. august 2006 til 1. maj 2007. D.v.s. vi fik de første 8 dage gratis. Cassiopeia skal på land den 9. september 2006 og søsættes igen den 23. april 2007. Optagning og søsætning samt rengøring af bunden er inkluderet i prisen på de ca. 8.300,- kr. 

Bortset fra, at stedet ikke er selvforsynende med fødevarer, er her ellers stort set alt. Diverse værksteder, forretninger, vaskeri, skibsbyggere, restaurant med tilhørende swimmingpool, frisør, lægehus m.m. Der er også en kantine for medarbejderne. Her kan vi også spise. Et måltid mad bestående af forret, hovedret og dessert, koster her 13 kr. Der er så ikke noget at vælge imellem, men der er ingen dage hvor maden er ens. Hvem gider så lave mad om bord i 40 graders varme? Restauranten er heller ikke så dyr end da. Vi kan sagtens spise begge to for lige omkring 100,- kr., og det så man ikke kan rokke med ørerne bag efter. Ud over de mange faciliteter er der også en hel del gratis faciliteter man kan benytte. Toilet og bad, Swimmingpoolen, fitness center og færgeforbindelse til Marmaris by 2 gange dagligt. Et bibliotek med byttebøger. Her kan man sidde i fred og ro og læse. Man kan også låne bøger med, mod at man returnerer dem efter brug eller afleverer andre brugte bøger som erstatning. Ønsker man internetadgang fra egen computer, er der fri trådløs opkobling. Har man ikke installeret hardware til den trådløse forbindelse, kan man låne dette mod et depositum, som man får tilbage når udstyret returneres. Der ydes den nødvendige hjælp til installation og opkobling. Vaskeplads for sejl og påhængsmotorer er ligeledes til fri rådighed.

Såååååå, vi er absolut tilfredse med vores valg. Hov, jeg glemte at Marinaen jo selvfølgelig også har sin egen radiostation på FM 99,0, hvor der udsendes en jævn strøm af musik, reklamer på tyrkisk, engelsk, tysk, hollandsk, fransk og italiensk. Måske skulle man hjælpe dem med lidt dansk også. 

Nu er der måske nogen der syntes at det er lidt tidligt vi er kommet til havnen. Hvorfor ikke nyde de sidste dage på vandet inden hjemrejsen? Men dette er der flere grunde til. For det første har vi det bedst med at kende lidt til det sted hvor vores hjem, skal stå i så lang tid. Det er rart, at man kender nogle ansigter, og at vi også bliver kendte ansigter i havnen. Det gør kontakten til stedet nemmere, hvis der skulle opstå problemer i løbet af vinteren. Samtidig har vi haft en hel del at gøre på båden, inden den blev lukket ned. Alle sejl og alt tovværk er vasket og rengjort for saltrester. Gummibåden skulle have en ordentlig tur, da den har ligget i vandet i flere uger, hvilket har bevirket begyndende rurer og algevækst i bunden. Alle blanke ting på dæk, - det man kalder rustfri, men ikke er det - er vasket og poleret, så forårsklargøringen gerne skulle være lidt nemmere. Småreperationer på dækket. Lugekapper for og agter har været demonteret og er blevet tætnet. Motoren er vinterklargjort. Samtlige bænke har været tømt og der er sorteret endnu engang for ting, som vi siden vi flyttede i båden, ikke har haft brug for, så det har gjort plads til noget andet. Alle hyndebetræk har været på vaskeriet, så vi til foråret kan starte på en frisk. Nej, nu gider jeg ikke skrive mere om det, man bliver jo helt svedt igen ved tanken.

Ind imellem det meget arbejde, tog vi os selvfølgelig tid til at holde Monas fødselsdag den 26. august. Da Anita & Dieter også lå i havnen, var det naturligt for os at invitere til dem til morgenfødselsdagsbord. Om aftenen fulgtes vi også op på restauranten, hvor fødselsdagsmiddagen blev indtaget. I år kunne jeg desværre ikke overraske med musik på kajen, eller anden form for spidsfindighed. Jeg kunne selvfølgelig have lejet marinaens limousine, så Mona standsmæssigt kunne blive kørt en tur til Marmaris, men det tror jeg egentlig ikke hun ville have sat den store pris på. 

Et kort tilbageblik.

Arbejdet er færdigt. Båden står på sin vinterplads i havnen. Det må nu være tidspunktet for et kort tilbageblik over hele forløbet.

Vi flyttede ned i Cassiopeia den 21. april 2004, så vi har altså boet og levet med og i Cassiopeia i samlet 2 år 4 mdr. og 20 dage. Turen har varet 1 år 4 måneder og 10 dage. Vi har sejlet i alt sejlet 2.486 km på floder og kanaler og 2.825 sømil (heraf 2.130 i 2006) på Middelhavet. 

Mange mennesker, både hjemme og ude, har sagt til os, at vi har sejlet alt for hurtigt. Det kan vi godt følge dem i, for der er mange ting, som vi gerne har villet se, men ikke følt, at vi kunne nå. Til gengæld føler vi en stor glæde ved at have nået det mål, som vi satte os hjemme fra. 

Det har været næsten halvandet år med utroligt mange oplevelser. Ufattelig mange positive, men desværre også nogle enkelte negative. Venskaber er blevet til bekendtskaber. Ikke noget vi har valgt, heldigvis. Temperament og stædighed fører mange gange til underlige beslutninger. 

Nogle vil formentlig spørge, om det har været hele indsatsen og omkostningerne værd. Nu skal jeg jo være ærlig, og kan derfor også kun tale for mig selv. Svaret for mig er både ja og nej. Men - nej - kun i meget korte perioder. Alle valg er ensbetydende med et fravalg, og det har jeg også måtte lære at leve med. At det har været dyrere end vi havde budgetteret med kommer ikke helt bag på os. Vi har været for optimistiske fra starten. Vi havde fra venner hørt, at man skal regne med en samlet månedlig udgift på 10.000,- når alt medregnes. Vores landede på 9.000,-. Så det syntes vi egentlig godt vi kan være tilfredse med. Det er selvfølgelig ensbetydende med at nogle af vores store planer nok skydes lidt. 

Men det betyder ikke så meget for os. Hovedsagen er, at vi gør det vi godt kan li'. Leve med at sejle så meget som muligt, så længe lyst, helbred og økonomi giver os muligheden. Vi har ikke mødt mange, som sejler som vi. Men man behøver altså ikke være selvstændig erhvervsdrivende eller pensionist for at tage ud og opleve verdenen i længere perioder. Det sværeste for mange er, at træffe beslutningen om, at gøre det. Når beslutning er truffet, er resten jo kun praktiske ting, der skal udføres.

Afslutning.

En afslutning på en ting, er det samme som at begynde på en ny. Her er der ikke noget der går i stå. Der er ting, som kommer til at hvile i nogen tid, men det er kun for igen at blive vækket til live og tage fat på nye oplevelser. 

Vi har altid haft det bedst med at have nogle målsætninger. Noget at se frem til. Hvad er så fremtidsudsigterne for os og Cassiopeia. Vi vender tilbage til Marmaris og Cassiopeia i begyndelsen af april måned næste år. Vi vil bruge en måned på at sejle længere øst på og bl.a. besøge Cypern. Herefter kommer vi nok til at ligge stille en periode, for at få arrangeret det sidste omkring vores sølvbryllup. Når det er vel overstået, vil vi bruge resten af juli, august og september måned til en tur op langs den Tyrkiske vestkyst med Istanbul som vendepunkt. 

Vi lader båden overvintre i Marmaris Yacht Marina igen fra primo oktober 2007, hvor vi igen tager hjem for at skrabe penge sammen og være sammen med familie og venner inden sommertogtet 2008 påbegyndes. 

Hvor vi da sejler hen er endnu ikke endelig fastlagt, men vi har et stort hængeparti med de græske øer, Italien og vil da også gerne se, om det kunne lykkes at komme til Kroatien. Så der kan blive tale om endnu mange sommertogter på Middelhavet.

Har du fået lyst til at sejle med Cassiopeia som gast i en periode, er du velkommen til at kontakte os, så finder vi ud af hvordan det kan arrangeres. Og husk nu, det er kun et spørgsmål om at træffe en beslutning ...............

Mange sejlerhilsner
s/y Cassiopeia

sy-cassiopeia.dk  2006
Hjem          Rejsebreve         Båden        Gæstebog         Arkiv         Links