HJEM

REJSEBREVE

BÅDEN

GÆSTEBOG

ARKIV

LINKS

Tinos, d. 23. juli 2006

10. rejsebrev.

 

Indledning.

Tiden flyver af sted. Det er ikke rigtigt til at forstå, at der allerede er gået mere end 5 uger siden sidste rejsebrev. Vi befinder os i øjeblikket på Tinos, en af de mange øer i den græske øgruppe Kykladerne. Efter årstiden er her - efter sigende - koldt i øjeblikket, 26-28 gr.c. Befolkningen her mener at Nordeuropa har trukket al den gode varme op til sig. Varmerekord i London og også helt pæne varmegrader i Danmark har vi hørt. Det passer os nu helt fint, varmen generere så ikke os her, hverken om dagen eller om natten. De græske meteorologer har, som trøst over for øboerne, forudsagt, at august måned i år vil blive langt varmere og ikke nær så blæsende som normalt. Om de får ret får vi se.

De smukke Græske øer - De Joniske øer

De Joniske øer er de mest grønne og frodige øer i hele Grækenland. Klimaet er behagelig. Masser af sol og som regel en svag til jævn vind det meste af sommerperioden. Vi kunne ikke andet end nyde det frodige bjergrige landskab. En heldagstur rund på Lefkas, som ellers ikke har meget andet at byde på end naturen, på en lejet scooter, syntes vi vi måtte have. Nye regler i Grækenland, som siger, at man skal have kørekort til motorcykel for at man må leje tohjulede selvkørende tingester, som kan køre mere end 45 km i timen, er ikke alle steder nået ind i udlejernes bevidsthed. En 1003 for 10 euro, og så bare derud af. Frokosten blev indtaget på en lille lokal skyggefuld taverne i en meget lille landsby, vel nok det fjerneste sted man kunne komme for al' anden turisme. En ældre bedstemor helt i sort var eneste betjening og kok på stedet. Men det var det absolut ikke ringere af. En stor skål græsk salat, tzatziki, en omelet, brød og 2 halve liter øl. Alt inklusive 12 euro. Det var lige til at klare. 

De følgende dage sejlede vi til ankerbugterne ved Tranquil og Syvota på Lefkas og Vathi havn på Ithaka. 
I Syvota blev vi et par dage. Vi blev nødt til at forene fornøjelsen med det praktiske. Vi havde allerede inden afgangen fra Almerimar besluttet os for, at når vi kom til Grækenland, og lå i en lille ankerbugt, skulle Cassiopeia have den helt store overhaling af udvendig rengøring og polering. 

Det blev et par slidsomme dage i Syvota. Siddende på knæ i gummibåden forsøgte vi med højre hånd at rengøre, vokse eller polere fribordet, mens vi med venstre hånd prøvede at holde i rælingskanten så gummibåden lå så tæt til fribordet som muligt uden at den lavede unødige beskidte streger. Mange faldvinde fra bjergene sendte Cassiopeia ud i nogle gevaldige svaj, så venstre arm for hver gang føltes længere og længere. Motorbåde, hvor føreren kun kendte til en indstilling på gashåndtaget - d.v.s. helt i bund, sendte bølger ind mellem Cassiopeia og gummibåden, med det resultat at man pludselig sad i vand til lidt over knæene. Fribordet på Cassiopeia blev oversprøjtet så en afvaskning i ferskvand og en aftørring skulle til inden poleringen igen kunne genoptages. Havde Mona og jeg ikke skiftedes til at rengøre og polere tror jeg aldrig vi var blevet færdige. Men hårdt arbejde belønner sig. Cassiopeia stod efterfølgende ren og skinnende i den klare sol. 

Så er det showtime!!

Ikke et ondt ord om charterbåde. Ej heller om dem der lejer dem. Men derfor kan lejerne jo godt være med til at sætte lidt kolorit over tilværelsen. Sådan var det også da vi lå for anker i Syvota. Vi er ikke selv fejlfri, hvad sejlads og manøvre angår, men tingene virker nok væsentlig nemmere, når man kender sit skib. Følgende skal derfor også ses i lyset af at kun øvelse giver rutine til at begå sig i disse farvande. Endvidere er det mig ufattelig, at der er så mange penge i charterbådudlejning og at der ikke sker flere skader og havarier end der reelt gør. Efter vores oplevelser og efter at have set, hvordan bådene behandles vil jeg til enhver tid fraråde så meget som overvejelsen om køb af en udrangeret charterbåd. Man får ikke halvdelen af hvad man betaler for.

Der er ikke mange, men rigtig mange charterbåde i området omkring de Joniske øer. Netop på grund af klimaet og den stabile vind. Derfor var der også dømt showtime fra kl. 14.00 til mørkets frembrud, når charterbådene skulle anløbe. En enkelt beretning ud af mange får i her, fordi den har næsten alle de facetter, som vi har oplevet. 

Jeg skal lige forklare, at når man i Middelhavet fortøjer båden til land, foregår det ved, at man bruger sit eget anker som forfortøjning, hvorefter man bakker båden ind til kajkanten hvor agterfortøjningerne fastgøres. Herefter strammes ankerkæden passende, hvorefter alt er som det skal være.

Nu er det så at showet begynder. Vi ligger vel omkring 10 både for anker, da en charterbåd på 49 fod kommer bakken for fuld fart tæt om vores hæg. Vi undres lidt, men tager ikke yderligere notits af ham. Men da han passerer os 3. gang kan vi ikke lade være med at trække på smilebåndet. Da han passerer 6. gang begynder det at blive sjovt. 10. gang skriger vi af grin. 

Skipperen står meget koncentreret på modsatte side af roret, så han hele tiden har ansigtet i sejlretningen. Fint nok, men han kan ikke, på grund af motors brummen og det at han står med ryggen til besætningen, ikke høre, at de har problemer med at frigøre ankeret i stævnen. 

Efter 12. omgang syntes han godt nok, at de er lidt længe om det der oppe foran. Farten tages af og han bevæger sig de 49 fod frem til stævnen. Det er fjernbetjeningen til ankeret tror jeg, for skipper bevæger sig nu ned under dæk, og vupti, en krigsdans udbryder på fordækket, da ankeret pludselig løsnes og går til bunds. 

Nå, men det var jo ikke lige stedet de havde tænkt sig at ligge. De ville jo gerne ind til land. Så op med ankeret igen. Skipper at indtaget sin koncentrerede position ved roret igen. Og så er det ellers fuld kraft bak igen. Man må sige, at de store både bakker godt, og de kan også styres når de bakker. 

Vores skipper her havde nu blot fejlberegnet situationen, idet forgasten udløser ankeret alt mens båden går fuld kraft bak 50 m fra kajen. Ankeret skøjter de første meter hen over vandoverfladen inden den trækkes ned i vandet, hvor man ligefrem kan se den skøjte hen over bunden. Ankerspillet kan slet ikke følge med. Vi tænker, om han mon kan nå at stoppe inden han rammer kajen. Men det er en af de andre ting, som båden tilsyneladende også kan. 

Så fortøjningerne vel i land, strammes ankerkæden. Der er måske nået at løbe 10 m kæde ud, så det varer ikke længe før ankret fint hænger og dingler under stævnen igen. Der er ikke andet for, end at de skal forsøge igen. Denne gang kastes ankret 120 m fra kajen, så burde den kunne nå at få fat. Skipperen ser ingen ting. Han tænker sit. Måske går jeg lidt for stærkt. Han sætter farten ned og styrer fint lige ind mod kajen. Men hvad nu? 10 m før kajkanten bremses båden. Der er ikke mere kæde. 

Nu er det godt med et elektrisk ankerspil. 80 m 12mm kæde ville være hårdt at hale hjem. 3. gang er lykkens gang - tror de. Vi kan se, at skipper er ved at miste lidt af sin ellers så sikre fremtoning bag rattet. Nu vil han også gerne følge lidt med i hvad der foregår oppe foran, og fortælle forgasten hvornår ankret skal falde. Han har modereret farten en hel del. Hvad han tilsyneladende ikke har lagt mærke til er, at der er begyndt at komme nogle gevaldige vindstød, faldvinde, som kommer oppe fra bjergene. 

Nu er det lidt svær at forklare, men prøv at forestille dig, at skipperen har vurderet at han nu har den rigtige afstand til land, vender sig om og giver ordre til at lade ankret gå, samtidig med at han konstaterer, at skibets stævn slet ikke er hvor han havde regnet med. Kan du forestille dig panikken i hans ansigt? Fuld kraft frem. 

Ankeret skal ind igen. Det kommer det også stille og roligt, men hvad er nu det? Der er pludselig 2 ankre, der skulle jo kun være en. Skipper ryster nu opgivende på hovedet. Skal vi da slet ikke nå at få nogen aftensmad i dag? Men problemet skal løses. 2 ankre er et for meget. 2 mand sendes i vandet for at klarlægge mysteriet. Det viser sig, at ankret tilhører en anden båd. Det er vi sådan set slet ikke i tvivl om, for på de 10 både som allerede ligger inde ved kajen, står alle skipperne med besætninger ude i stævnen, for ingen ved hvis anker der ikke har fat længere. 

Der bliver diskuteret meget om hvordan problemet skal løses, men ingen af de foreslåede ting som afprøves virker. Pludselig dukker den barmhjertige samaritan op i en gummibåd, løfter det overskydende anker af og lader det gå til bunds. Tilsyneladende er det en, som har med charterbådene at gøre, for han entre efterfølgende båden, overtager kommandoen, til skipperens store lettelse. 5 min. senere lå båden fastgjort til kajen, og besætningen kunne skifte dress og besøge en af de mange restauranter for at indtage en velfortjent kold øl og noget at spise. 

Til skipperens ros vil jeg sige, at han ikke på noget tidspunkt gik i panik, som det skete i et andet tilfælde. Men det er en helt anden historie. Vil du høre den?

Nå så skidt da. 

Det blæste en del den eftermiddag, da charterbåden med skipper og to lækre "sild" ankom. Vi blev opmærksom på båden, da vi hørte en stemme råbe gennem charterbådens egen højtaler i cockpittet: "Charlie, Charlie hvor er du? Jeg kan ikke se dig?" En rolig stemme vendte tilbage og sagde: "Rolig John, jeg står lige her inde på kajen og vinker til dig . Jeg er klar til at tage imod." Skipper John kommer til syne nede fra kortbordet og VHF radioen. 

Skipper John får øje på Charlie, så nu er det fuld fart bak. Samme metode som vores ukendte skipper. Nu var der lige det, at de to lækre "sild" ikke var til megen hjælp, så skipper John skulle selv ud i stævnen og frigøre ankret. Hvad skal man dog gøre? Skipper John bad en af "sildene" om at styre. Forklarede stille og roligt at når hun drejede på rettet til den side, ville båden sejle til den side og omvendt. "Silden" smilede sødt, og nikkede. Det var forstået. 

Skipper John sætter nu fuld kraft bak. Hvorefter han tumler ud til fordækket. Frigør ankeret og er parat til at lade det gå på rette tid. "Silden" styrer på bedste vis, og skipper John lader ankret gå, hvor efter han spurter ned til roret. Han har jo lige glemt at fortælle om hvordan gashåndtaget virker. Han når det. Båden stoppes. 

En line kastes i land. Alt er vel - tror han, indtil han hører, at ankerkæden stadig løber ud. Skipper John tumler nu ud på forskibet igen. Får stoppet ankerspillet. 50 m kæde er ude. Det ser fornuftigt ud. Det skal nok holde. Det skal bare lige hales lidt ind. Skipper John forstår ikke rigtigt, at han kan blive ved med at hale kæde ind uden at det strammes op. Han bliver lidt træt, der er nemlig ikke elektrisk ankerspil på båden. 

Da skipper John har 10 m kæde tilbage, strammes kæden. Åh, endelig. Han vender tilbage til cockpittet. Her er Charlie lige færdig med at fastgøre fortøjningerne mens "sildene" ser beundrende på ham. Han kan bare det "gylle". 

"Hvor mange meter kæde har du ude John?" Spørger Charlie. "10 m" svarer skipper John. "Det er altså for lidt på 5 m vand John. Du bliver nødt til at tage turen en gang til." - "Kan vi ikke bare ligge med siden til?" - "Nej, det går ikke. Der kommer mange andre både." Skipper John måtte altså til den igen. Ankeret blev halet ind. Agterfortøjningerne kastet. Nu skulle alt gøres klart igen. 

Da "sildene" jo ej heller havde forstand på tovværk, måtte skipper John jo selv gøre arbejdet. Vel fri af de andre både sætter skipper John motoren i frigear, og lader båden drive mens han ordner tovværk. Da det er agterfortøjninger, vender skipper John selvfølgelig ryggen mod den retning, som vinden nu blæser båden og "sildene" sidder og betragter hans arbejde. 

Jeg er heldigvis opmærksom på hvad de laver. Charterbåden driver sidelæns med retning lige mod Cassiopeias stævn. Jeg springer op og ud i stævnen. Da han er på praje afstand, råber jeg til skipper John, at han skal passe på min ankerkæde. Skipper John, opfatter tilsyneladende ikke mit råb, før jeg råber igen.
Da er charterbåden ikke mere end 10 m fra Cassiopeias stævn. 

Rædslen lyser ud af skipper Johns ansigt, da han opdager faren. Resolut sætter han fuld skrue på og forsøger at dreje væk fra Cassiopeias stævn, men han er så tæt på, at jeg kan se, at hvis han ikke drejer modsat, og styrer ned langs med siden af Cassiopeia vil Cassiopeia lave et stort hul i den agterste tredjedel af hans fribord. Jeg giver ham derfor ordre til at styre fuld kontra. Heldigvis parerer han ordre, og han fendre af på Cassiopeias prædikestol. 

Jeg var glad for at jeg var om bord på dette tidspunkt. Hvis ikke havde Cassiopeia spiddet ham, så han skulle finde en anden ferieform til sig selv og hans to "sild".

Vi havde på dette tidspunkt ikke set en ankerligger, som benyttede de ifølge søvejsreglerne afmærkning for ankerligger, altså ankerkugle. Vi havde på dette tidspunkt ej heller selv sat vores ankerkugle, men det gør vi fremover. Skulle uheldet være ude, ved vi jo, at forsikringsselskaberne til enhver tid, vil prøve at undgå en udgift i forbindelse med et uheld. Var uheldet sket, ville vi formentlig tabe sagen da vi ikke havde vist, at vi lå for anker.

A pro pro sild, er de jo smukke i deres rette element. For mig på frokostbordet til en øl og en snaps. 

Vi møder andre danske sejlere.

Efter de Joniske øer gik turen ind i bugten mod Korinth. På øen Trizonia mødtes vi Ilse og Knud, s/y Venus fra Skælskør. 

Det havde længe været aftalt, at vi skulle prøve at mødes i løbet af sommeren. Det blev et dejligt gensyn og der blev hyggesnakket, spillet harmonika og spist sammen i 3 dage. 

Vi fulgtes herefter til Itea, hvor Bodil og Ole, s/y Fatuhiva af Præstø ventede. Ilse og Knud havde mødt dem nogle dage forinden. Da havde Bodil og Ole foreslået, at vi mødtes og holdt Skt. Hans Aften sammen i en lille bugt nær Itea. Vi skulle dog forinden en tur op til Delfi og se resterne af det gamle Apollons tempel og Delfi Museum. 

En storslået oplevelse på endnu en meget, meget varm dag. I Itea fik vi bunket vand og diesel, og der blev handlet ind til grillen. Skt. Hans aften blev hyggelig, selv om den sidste mad blev indtaget i mørke, så det næsten var umuligt at se hvad der lå tilbage på ens egen tallerken. Midsommervisen måtte også gemmes væk igen uden at være taget i brug. Måske vi får brug for den til næste sommer.

Efter en lille uge, tog Ilse og Knud afsked, for at sejle videre vestpå. Vi blev sammen med Bodil og Ole tilbage i bugten endnu en dag, og vi fulgtes ad til Antikyrra. 

Dette var stedet, hvor vi første gang blev opmærksom på en helt speciel måde at beregne havnepenge på. Ankommer man f.eks. kl. 20.00 og sejler næste dag kl. 10.00 betaler man for 2 dage. Den var godt nok svær at forstå, og der blev da også diskuteret meget med havnemyndighederne, som her var det græske militær. 

To officerer, som ej heller indbyrdes kunne blive enige om hvordan beregningen skulle laves. Det endte med, så vidt vi ku' se på kvitteringen at vi havde fået lidt rabat. På dette tidspunkt skulle vi efter beregning have betalt for 3 dage. Da vi ikke havde set noget til myndighederne tidligere, var det jo nærliggende at blive en ekstra dag, og så håbe, at vi kunne få en dag gratis med i købet.

Bodil og Ole lærte os et nyt spil, Tamaen, som de havde lært i Tyrkiet og som rigtig mange tyrkere spiller. Derfor skulle det også spilles på den lokale bar og spillested. Den sidste aften, var der koncert på molen af områdets musikskole. Traditionel græsk folkemusik og -dans fremført af en masse engagerede børn og unge mennesker. En stor oplevelse, som vi sent vil glemme.

Dagen efter var det tid til at tage afsked med Bodil og Ole. Vi skulle videre til Korinthos, gennem Korinth-kanalen og over mod Rafina, hvor Maiken, Morten, Andreas og Mathias skulle komme på besøg den 7. juli 2006 for at være om bord på Cassiopeia en lille uges tid. 

Familiebesøg.

Det var eller lige før, at vi ikke havde nået frem, hvilket vi reelt heller ikke gjorde, for de stod på i Lavrion ca. 20 sømil syd for Rafina. 

Efter turen fra Methana får vi stormvarsel over radioen for det område vi bevæger os imod. Da vi når sydspidsen af Attika halvøen og skal op gennem strædet mellem øen Makronisi og Attika, kan vi se, at der står en meget høj og stejl sø. Vi beslutter os derfor til at gå ind i ankerbugten Akra Sounion lige neden for ruinerne af Poseidon-templet og vente på lidt bedre vejr. 

Da vi lå sikker for ankret, kunne vi krybe i læ i kahytten og så blot vente på en vejrmelding, som gav os lov at sejle videre. Men nu er det sådan, at når du ligger i en ankerbugt, med høje skrænter og bjerge rund om dig, ja så VHF-radioen det svært med at kunne fange andre signaler, end dem der kommer fra søsiden. 

Vi havde tidligere på turen fået oplysning om et græsk firecifret mobilnummer, som man kunne sende en SMS til med oplysning om ens position, så ville man efterfølgende modtage en SMS med en vejrmelding for de følgende 18 timer angivet på tidspunkterne 02.00, 08.00, 14.00 og 20.00. 

Vi var dog ikke helt sikker på de udsigter vi fik, så vi sendte en SMS til Bodil og Ole og spurgte om de kunne hjælpe med en vejrudsigt for området. Det fik vi - meget detaljeret og den var absolut ikke god for de følgende 4 dage. Vi kunne ikke andet end at slappe af, læse og spille kort, og så håbe på, at det rette øjeblik for afgang ville komme. Det gjorde det også. 

Tidligt morgen den 6. juli da jeg vågnede, syntes jeg at vinden var aftage så meget, at det var tid til afgang. Mona blev purret, med besked om at vi sejler om en halv time, hvilket vi så gjorde. Med rebet storsejl og motoren kørende på 2000 omdrejninger tog det 2 timer og et kvarter at sejle de 51/2 sømil til Lavrion. 

Maiken og hendes familie måtte nu tage en taxa fra Rafina til Lavrion, hvor de påmønstrede den 7. juli 2006 sidst på formiddagen. Der var nu god tid til at flytte ind og komme på plads inden vi skulle sejle videre. 

Den følgende dags vejrudsigt var rigtig god, så der var afgang lidt over 10 med kurs mod ankerbugten Vasiliko på sydkysten af øen Megalo Petali. Efter ankomst var der dømt badetid. Den følgende dag lige over middag sejlede vi til Karisto. Turen gav os oplevelsen af alle vindforhold, lige fra hård vind med vindstød af kulingstyrke til vindstille. Turen tog 2 timer og et kvarter. 

Efter først at have ligget for anker ud for havnen en times tid, besluttede vi at gå i havn i stedet for. Hen under aften kom en fra det lokale Coast Guard og bad os om at komme op på kontoret med bådens papirer ved lejlighed. Maiken gik med mig derop, for at se hvordan sådan noget foregik. 

Jeg ved ikke om det var hende, der forblændede den unge mand, som havde vagten, men han fortalte i hvert fald en masse om sig selv og ville meget gerne høre om vores tur hertil. Dette resulterede i, at han helt glemte at føre Cassiopeia ind i dagens protokol for ankomne både, hvilket resulterede i, at vi ikke kom til at betale én euro for de 3 dage vi lå i havnen. 

Ja, det blev til 3 dage, da vi igen fik stormvarsel for området. Det var lidt surt, men der var så mulighed for at gå på stranden og bade, og når det stikkende sand blev for meget, kunne drengene fiske med deres fiskenet i havnen, Morten kunne gå en tur og Maiken læse lidt i en af vore mange bøger. Dagene blev altid afsluttet med indtil flere spil "Røvhul" (undskyld udtrykket, men sådan kaldte drengene altså denne form for kortspil).

Vi vendte tilbage til ankerbugten Vasiliko inden turen gik videre til Rafina, hvor vi tog afsked med Maiken og hendes familie den 14. juli. Vi glædede os over deres besøg, og selv om det ikke blev den helt store sejloplevelse føler vi, at alle har haft en god oplevelse om bord på Cassiopeia.

Hystaderne

Alene igen. Det var dejligt at have selskab om bord. Vores tur skulle gå videre. Med en god vejrudsigt gik turen via Vasiliko til den første ø Andros i øgruppen "Kykladerne". Andros er den nordligste og næststørste ø af Kykladerne. Vi ankom til Gavrion midt på eftermiddagen i en frisk vind. Vi var heldige at få en plads ved kajen, da en fransk båd netop forlod stedet da vi kom ind. Vi havde ellers hørt og noteret os i piloten, at vi kun kunne ligge for anker, og at vi skulle meget langt ind i bugten, for ikke at genere den intense færgetrafik her var. 

Endnu en stormvarsel gav os lejlighed til at kigge nærmere på øen. Vi lejede en 45 knallert, og brugte en hel dag på at køre rundt på øen. Det var på et tidspunkt ellers ved at blive til en travetur i stedet. Vi er alt for godt vandt med at der er tankstation i hver en lille flække, men det er der altså ikke på øerne. Vi havde ikke fyldt benzin på knallerten inden vi forlod Gavrion, hvilket var en meget stor fejl. Da vi kørte ind over bjergene på øen, kunne vi se tankmåleren falde meget hurtigt. Den lille knallert skulle jo arbejde en del, når den skulle bære to voksne op ad de stejle hårnålesving. Da tankmåleren havde stået på nul et stykke tid, stoppede vi og spurgte en bygningsarbejder hvor langt der var til den nærmeste tankstation. "15 km" svarede han med et smil, "Men bare roligt, det meste af vejen er ned ad bakke." "Tak" sagde vi og forsatte den sidste kilometer opad. Toppen var nået. Motoren blev stoppet og vi kørte nu friløb ned mod Andros by. Motoren blev kun startet nogle få gange, da mindre stigninger skulle passeres. Vi nåede ned og fik tanket inden knallerten løb tør.

Der var ikke så meget at se på øen ud over den smukke natur, men den kan man jo heller aldrig få nok af.

Med en vejrudsigt som sagde 5 beaufort (ca. 8 - 11 m/sek.) fra NNE gik turen videre til Tinos på øen Tinos. En strækning på ca. 31 sømil. For rebet storsejl og krydsfok gik det for en halvvind stærkt sydøst på. Vinden øgede lidt, så Cassiopeia blev temmelig luvgerrig. Vi bjergede derfor forsejlet. Cassiopeia blev nu igen let på roret, og vi beholdt stadig omkring 6,5 knob gennem vandet. 

Ca. en time før vi nåede Tinos øgede vinden pludselig til 7 - 8 beaufort (14 - 20 m/sek). Cassiopeia blev igen luvgerrig, så der måtte slækkes på storskødet og faldes mere af for vinden. Bølgerne var meget korte, og løb væsentlig stærkere end vi sejlede. Resultatet var, at den ene bølge efter den anden klaskede ind mod hæk og fribord, og stod i kaskader ind over båden. Det varede ikke længe før vi var drivvåde begge to. Små tornadoer piskede vandet op, og bevægede sig fra kysten ud mod det åbne hav, hvor de døde. Nu forstod vi hvorfor øgruppen Kykladerne blandt nogle danske sejlere er blevet omdøbt til "Hystaderne". Øgruppen er i juli og august måned præget af en kraftig NNE vind, "Meltemien", som kommer helt oppe fra den nordlige del af det Ægæiske hav og ind over øgruppen.

51/2 time efter at trosserne var kastet i Gavrion lå vi sikkert fortøjet i Tinos havn. Nu var det tid til ferskvandsafskyldning inden vi kunne trække i noget tørt tøj.

Tinos by er præget af valfartskirken (Bebudelseskirken) "Panagia Evangelistria", som er opført i 1820'erne på det sted hvor en ikon med Ærkeenglen Gabriel lå begravet. Forhistorien er den, at en nonne, søster Pelagia, fra klostret "Moni Kechreovouiou", som ligger ca. 8 km nord for Tinos by, i 1822 havde et syn, hvori Jomfru Maria fortalte hende, hvor en ikon med Ærkeenglen Gabriel lå begravet. Nonnen satte omgående udgravninger i værk, og i 1823 lykkedes det at finde en intakt ikon med Ærkeenglen Gabriel. Ikonen blev hurtigt kendt som Megalóchari, der betyder "Den Store Glæde". Nonnen blev senere saligkåret som Agia Pelagia efter at ikonen var begyndt at udvirke mirakler i form af helbredelse. 

Ud over at se kirken, har vi også været oppe i klostret og se den celle hvori nonnen havde sit guddommelige syn. Vi fik også lige et glimt af hendes tidligere balsamerede hoved, som nu kun er et kranie. Jeg skulle dog lige tilbage til båden og hente et par lange bukser, inden jeg fik lov at komme ind på klostret.

Vi undrede os lidt over gaden, som går fra Tinos havn og op til kirken. Ude i højre side, set nede fra havnen, er gaden belagt med et smalt tæppe. Forklaring følger: Hvert år på de store katolske helligdage (25. marts og 15. august) strømmer pilgrimme fra den græsk-ortodokse verden til Tinos. Efter ankomsten med færgen kravler mange på knæ de ca. 800 m op til kirken for at gøre brug af ikonens helbredende kræfter. Det sker også på andre dage året rund, og vi har da set et par stykker kravle på knæ op mod kirken. Vi valgte nu at gå derop da vi besøgte den. 

I dag den 23. juli 2006 mindes Agia Pelagia. Jeg blev vækket af kirkeklokkers bimplen kl. 07.00 (ugudeligt). 5 minutters bimlen, 10 min. pause, lige nok til at falde i søvn igen, så 5 min. bimplen igen. Pause. Nu troede jeg, at jeg drømte. Jeg kunne høre messingmusik. Et minde om min tid i FDF Ringsteds orkester og senere i "Ringsted Blæserne" var nærliggende. 

Nej, det kunne ikke være rigtigt, ikke på denne tid af morgenen. Jeg roterede lige en kvart omgang, og lagde det døve øre til. Men det var ikke nok. Messingmusikken blev kraftigere. Nu måtte jeg ud af køjen og op og se hvad der foregik. 50 m fra kajen stod et 40 mands stort messingblæseorkester og spillede. Flere tusinde mennesker var samlet i procession omkring og efter ikonen med Ærkeenglen Gabriel, som blev båret gennem byen. Vi har så fundet ud af, at ikonen transporteres op til klostret hvor nonnen fik sin åbenbaring. Herfra bæres den kl. 19.00 de 8 km tilbage til kirken, hvortil den skulle ankomme kl. 21.00.
Flere tusinde mennesker skulle også her følge efter i et optoget ned til kirken. 

Der er tilsyneladende kommet rigtig mange besøgende til Tinos i denne anledning. Mona og jeg var en tur oppe ved kirken. Her kunne vi se, at langs med kirkens indvendige side af muren lå mennesker i alle aldre, mænd og kvinder på tæpper, for at overnatte på kirkens område inden den store begivenhed i dag. Det må være hårdt at ligge kun på et tæppe på den hårde marmor. 

Afslutning.

I aften skal vi op og se processionen med ikonen, og hvad der ellers sker i den forbindelse når den kommer tilbage fra klostret. Hvornår vi sejler videre ved vi ikke helt. Vores næste mål er Patmos, som ligger ca. 70 sømil herfra. Vi burde være sejlet i dag , hvis vejret skulle bestemme, men det gør det heldigvis ikke. 

Foreløbig har vi det godt her i Tinos. Vi har nogle vedligeholdelsesting på båden inden vi tager videre. Og ellers venter vi og ser, om ikke vinden skulle vise sig fra en lidt mere venlig side end de 7-9 beaufort vi har haft de sidste dage. Det er godt vi ikke sejler charterbåd. De er nødt til at sejle uden hensyn til vejret for at nå tilbage og aflevere bådene. 

Vi nærmer os afslutningen på de første 1½ års rejse/sejlads. Flybilletterne hjem til Danmark er allerede købt til den 12. september 2006 fra Antalya i Tyrkiet. Lidt underligt føles det. Det er jo lige om lidt.

Tankerne er allerede så småt begyndt at bevæge sig i retning af hjemrejse. Vi skal hjem og finde arbejde begge to. Det bliver spændende at se hvor lang tid der går inden vi er inde i den gamle "slaverytme" igen. Det bliver dejligt at få tid til familie og venner, som er det største afsavn vi har lidt, mens vi har været ude. 

Sidste rejsebrev i denne omgang vil derfor nok blive skrevet tæt omkring datoen 12. september 2006. Ha' det nu godt så længe.

Mange sejlerhilsner
s/y Cassiopeia

sy-cassiopeia.dk  2006
Hjem          Rejsebreve         Båden        Gæstebog         Arkiv         Links