HJEM

REJSEBREVE

BÅDEN

GÆSTEBOG

ARKIV

LINKS

Lefkas, d. 13. juni 2006

9. rejsebrev.

 

Indledning.

Så er vi nået til Grækenland. Måske har du allerede set det på Google Earth. Siden sidst har tiden været præget af de noget længere distancer end vi tidligere har begivet os ud i, men vi har fundet os godt tilpas med dem. 

10.05.2006             Colom – Mahón:                 62 sømil – 12 timer
13.-14.05.2006         Mahón – Porto Scuso:          212 sømil – 41 timer
18.-20.05.2006         Porto Scuso – Favignana:      233 sømil – 45 timer
24.05.2006             Favignana – Marsala:           17 sømil – 04 timer
25.05.2006             Marsala – Sciacca:             40 sømil – 09 timer
26.05.2006             Sciacca – Licata               51 sømil – 09 timer
28.05.2006             Licata – Siracusa              95 sømil – 16 timer
30.-31.05.2006         Siracusa – Roccella Jonica     98 sømil – 21 timer
05.-07.06.2006         Roccella Jonica – Lefkas      208 sømil – 40 timer 

Vi har lige siddet og nærstuderet strækningen her fra Lefkas til Athen, hvor Maiken og hendes familie kommer på besøg i begyndelsen af juli måned. Nu bliver det ikke andet end små korte step. Fra ankerplads til ankerplads gennem "Gulfs of Patras" og "Corinthkanalen" til Athen, hvilket vi glæder os meget til. Men det var jo ikke fremtiden jeg skulle berette om, men hvad der er sket siden sidst, så det må vi hellere tage fat på. Det bliver dog i enkelte uddrag, da det hele vil blive for meget, og som Mona siger, skal der jo også være noget at fortælle når vi kommer hjem.

Det der ikke må ske sker alligevel!

Enhver sejlers mareridt er - ja, gæt en gang - når lokumet stopper. Alle som er på langtur løber ind i problemet på et eller andet tidspunkt, det er kun et spørgsmål om hvornår. Derfor kan man kun tage sine forholdsregler på bedst mulig vis. Vi har en ufravigelig regel om bord, som siger: "Kom aldrig andet i toilettet end det du ikke bruger hænderne til". 

Af hensyn til den almene stemning ombord, skal jeg undlade at fortælle hvem og hvad årsagen var til at vores lokum stoppede på turen fra Colom til Mahón. Men et par timer efter vores afsejling, kom Mona ud fra et længere ophold på toilettet. Rød i hoved og noget arrig med ordene. Jeg skal nok selv ordne det. Jeg ved det er åndsvagt, - jeg skal nok selv ordne det!!!! Jeg så undrende på hende: "Hvad er der dog galt?". "Ja, gæt tre gange - det er simpelt hen for åndsvagt - og jeg ved det godt, og du behøver ikke sige noget som helst!!!!" Da det langt om længe kom frem, at toilettet var stoppet, måtte jeg stiltiende give hende fuldstændig ret i alle hendes synspunkter. Og jeg skulle nok lade være med at blade mig i udbedringen af problemet lige med det samme. 

Det tog 5 dage inden problemet var løst. 4 dage, hvor pøsen måtte bruges som toiletspand. På alle mulige måder forsøgte Mona at undgå, at toiletslangen skulle pilles af bundventilen. Der blev forsøgt med at stoppe diverse slanger og ledningsfører gennem toiletslangen både inde og ude fra, men uden held. Slangen skulle af. Ved fælles hjælp - iført gummihandsker og næseklemmer, fik vi demonteret slangen fra bundventilen. Da jeg under renoveringen af Cassiopeia monterede toiletslangen, havde jeg lavet en ekstra sløjfe på slangen. Det var derfor nu muligt at afkorte slangen og endnu en gang prøve om vi kunne finde hvor slangen var stoppet. Alternativet var, at hele slangen skulle udskiftes. Vi var heldige. Lige der, hvor vi delte slangen var den stoppet. 

Nu var der endnu mere brug for næseklemmerne. Det følgende rengøringsarbejde overlod jeg til Mona, som hun jo havde sagt, hun nok selv ville klare, og gik i stedet op for at trække noget frisk luft. Da slangen, efter 3. forsøg, endelig igen var monteret og tæt, kunne bænken desinficeres og rengøres med klor, inden den igen kunne tages i brug til opbevaring af lampeolie, skokrem og trækul. 

Hvad går tiden med på de lange stræk?

Vi har altid godt kunnet lide de længere stræk og at sejle om natten. Derfor har vi også, når vi har planlagt at skullet sejle distancer, som ville tage hen ved 12-14 timer, valgt at sejle om natten i stedet for om dagen. Og de sidste 2 gange hvor vi har sejlet mere end 200 sømil har vi valgt at benytte 2 nætter i stedet for 2 dage. Der er ikke meget at se på alligevel. 

De lange distancer skaber en anden form for ro og afslappethed om bord. Efter at de første par timer af turen er gået, og vi har fundet at alt om bord fungerer som det skal, er resten af turen som regel rolig og afslappet. Selvfølgelig skal der holdes udgik og sættes stedpunkter ind i søkortet med jævne mellemrum, men ellers læses der masser af bøger, spilles kort, spises og soves. 

Det er altid rart at få besøg, og det er en oplevelse uden lige, når dagen afbrydes med et pludseligt besøg af en flok delfiner, som springer og leger ude foran stævnen. Delfinerne har det ellers mest med at komme om natten. Mange gange hvor jeg har stået oppe, for at holde udkig, er jeg pludselig blevet "vækket" af den velkendte lyd, når delfinerne puster og igen fylder lungerne med luft. Kan du forestille dig hvilken oplevelse det er, på en måneskins nat, hvor søen ligger blank, og så se små delfiner springe hen langs siden af båden, mens de større delfiner, som torpedoer, stryger gennem vandet og kun efterlader sig en linie af oppisket vand. Det er ren livseliksir. 

Mona har desværre for hende sovet på disse tidspunkter, og da ens frivagt om natten er liges så hellig som søndagen, har jeg ikke villet vække og afbryde hendes tiltrængte hvile, selv om det har været fristende. Mona har derfor også lidt svært ved at tro på, hver gang jeg fortæller at jeg igen har haft selskab af delfiner på min vagt. Men tingene kan jo ikke altid være ligeligt fordelt. 

På turen til Lefkas forsøgte en due kl. 09.30 pludselig at landede på storsejlet. Den var dog tilsyneladende så træt, at den faldt ned i cockpittet, hvorfra vi i første omgang jog den væk fra. Den fløj imidlertid op og satte sig på targetbøjlen, hvor den blev siddende og efter kort tid faldt i søvn. 

Om eftermiddagen bliver den tilsyneladende både mere frisk og mere nysgerrig. Den flyver ned i cockpittet, og spankulerer hjemmevandt rundt for at se om der skulle være noget at spise. Mona fodre den med tørt brød, havregryn og vand, som den spiser af med vellyst. 

Vi talte om, hvorvidt den kunne være syg - fugleinfluenza - el. lign. eller om den virkelig blot kunne være så træt, at den var ligeglad med hvor den var. Den gjorde ikke antræk til at forlade skibet. Nu måtte vi resten af dagen og den følgende nat hele tiden passe på ikke at komme til at træde på den eller i dens efterladenskaber inden det blev fjernet. 

Da vi havde en god times sejlads tilbage til Lefkas, syntes vi at det var afmønstringstid for duen. Efter et sidste stykke brød, blev den jaget på vingerne og efter 3 ture rundt om båden satte den kurs mod land. Ikke så meget som et lille kurren fik vi som tak for kost og logi - lidt uforskammet syntes vi.

På nogle strækninger har det været nødvendig at holde meget udkig, på grund af meget anden trafik. En anden nat fandt jeg blokfløjten frem, for at se, om jeg kunne lære et par irske folkemusiknumre uden ad, mens jeg på et par hynder sad i nedgangen til kahytten og holdt udgik. Andre nætter har jeg siddet i kahytten op læst en god bog kun afbrud af æggeuret hver 15. minut, som fortalte mig, at det var tid til at skulle op og kigge horisonten rundt, for at se om der skulle være andre skibe.  

Mahón - En af verdens bedste naturhavne.

Mahón som også kaldes Maó, ligger i bunden af en lang smal bugt på Menorca. En rigtig naturhavn, som i dag giver masser af gode ankerpladser for lystsejlere, men som før i tiden var anledning til mange krige. Øen har skiftevis været i Fransk eller Engelske besiddelse. Den skiftede bl.a. herredømme 6 gange mellem årene 1708 og 1802, og det var englænderne som flyttede øens hovedstad fra Ciudadela til Mahón på grund af den gode naturhavn, som betragtes som en af verdens bedste.

Ved fjordens udmunding ligger der nu, som minde om disse tider, et nedlagt fæstningsværk "La Mola". Et imponerende bygningsværk, som viser tidens udvikling inden for militær brug gennem de sidste 800 år. Sidste gang der blev ændret på forsvarsværket, var da Spanien bl.a. opsatte 2 stk. 15" (381mm) engelske Vickers kanoner. Rækkevidde - 35 km. Ændringen var dog forældet inden det var endeligt færdigt. En travetur på 21/2 time gav os et rigtigt godt indtryk af fæstningsværkets historie. 

Vidste du for øvrigt, at mayonnaisen er opfundet på Menorca? Det fortælles, at mayonnaisen blev opfundet ved en tilfældighed. En eller anden kardinal kom uventet på besøg på øen, og værtshusholderen havde ikke noget i sit køkken som han kunne servere for den prominente gæst. Han serverede derfor nogle kødrester med en sauce lavet af, hvad han havde i køkkenet. Saucen, syntes kardinalen, smagte så godt, at han døbte den "Salsa de Mahón". Med tiden er navnet blevet forvansket til mayonnaise. Tro det eller lad være.

Vi havde aftalt med Kirsten og Bjarne på "Liberty", at følges ad til Porto Scuso på Sardinien. Vi kunne huske fra Moody og Carstens ("Nicoya") rejsebreve, at de havde ligget i denne havn i omkring 3 uger. Ud fra dette konkluderede vi, at havnepengene ikke kunne være de store. 

En rimelig vejrudsigt fortalte, at vi skulle afsejle fra Mahón lørdag den 13. maj kl. 06.00. Så ville vi kunne være i Porto Scuso inden mørket faldt på den følgende dag. Vi afsejlede til tiden, men der gik ikke mere en ca. 2 timer, så så vi ikke mere til Liberty før Porto Scuso. Strøm og vind gjorde, at vi måtte starte med nogle lange kryds. 

Vi ville helst ikke bruge motoren mere end højst nødvendigt, da vi stadig ikke var 100% sikker på vores timeforbrug af diesel, selv om vi havde fået skrabet skruen yderligere fri for begroning. Vejrudsigten havde sagt svag vind fra SØ drejende til NØ. Vi valgte derfor i stedet at sætte kursen mod den nordlige spids af Sardinien og så håbe på, at vinden ville dreje som lovet. Omkring midnat begyndte vinde at dreje, og som vi nu kan aflæse på søkortet, hvor lokaliserede positionerne gennem hele sejladsen var indsat, har vi sejlet i en pæn nordover bøjet bue til Porto Scuso. Vejrudsigten holdt altså, men vores ønske om at komme ind inden det blev mørkt kunne ikke holde. De sidste 3 timer blev sejlet i mørke, mellem diverse klippeskær og ledefyr som var ude af drift.

Favignana - På tur i Jeepen.

Efter endnu en lang distance brugte vi nogle dage på øen Favignana, som ligger lige vest for Sicilien. Øen er 19 km2 og den største i øgruppen "De Egadiske Øer". Her kunne vi konstatere, efter at være jaget væk fra vores ankerplads, fordi vi havde valgt at ligge lige der hvor den største af færgerne til øen skulle vende, at det var gratis at ligge ind til kajen. Samme eftermiddagen ankom "Ocean Paradise" med Linda, John og Poul, som vi havde mødt første gang i Porto Scuso. Det bliver til nogle timers hyggelig samvær, som på et tidspunkt munder ud i, at vi bliver enige om, at vi gerne vil en tur rundt på øen. 

Vi lejer en lille jeep for en dag. Der er ikke voldsomt meget at se på øen, men naturen er noget anderledes, og der er da flere kønne steder på øen. Vi ser nogle huler, udgravninger af en speciel stenart, som bruges til byggeriet på øen og ruinerne, som ligger på øens højeste punkt lige bag ved havnen. 

Findes mafiaen stadig på Sicilien?

For os har det altid været et stort spørgsmål, og da vi endelig kom til Sicilien, behøvede vi ikke selv at opsøge et svar på dette spørgsmål. Det kom helt af sig selv.

Vi var ankommet til Licata og ville lige en tur op i byen for at se os lidt inden turen videre den følgende dag. Vi fik handlet lidt frugt og grøn i de små forretninger i de smalle gamle gader. En kop kaffe ville gøre godt, derfor et stop ved en af de små caféer, som vi kunne se de lokale brugte. 

Da jeg står og skal bestille kaffen, henvender en mand sig til mig på engelsk og spørger om vi er fra England. Nej, vi er skam fra Danmark, men vi kan da tale en lille smule engelsk. Han hjælper med at bestille kaffen og fortæller, at han har arbejdet i England et års tid. Jeg får vores kaffe og går ud til Mona, som venter uden for. Da jeg har sat mig, kan jeg se at han stiller sig i døråbningen og kigger hen mod os. Jeg fornemmer, at han gerne vil snakke, og inviterer ham hen for at sidde ved vores bord. 

Ganske rigtigt. Han vil gerne snakke. Ikke alene for at lære os at kende, men også, som han siger, for at få opfrisket sit engelsk. Det bliver til en lang snak, hvor der kommer et par øl eller fire på bordet. Vi skulle ellers have været ned til aftensmaden, men syntes at mødet med Pasquale, som vi nu havde fået at vide han hedder, var så spændende, at maden måtte vente. 

Ud over, at han gerne vil høre om vores tur fortæller han også om hvor og i hvor mange forskellige lande han havde arbejdet. Der var jo ikke meget arbejde og få på Sicilien, så han rejste væk, ud i verden, for at arbejde et halvt års tid, for derefter at komme hjem igen. Han var altså hjemme for tiden. 

Ind i mellem vores snak, kommer nogle af hans venner og familie forbi, og hilser på. Vi bliver præsenteret som hans nye venner. Vi kan forstå, at hans familie også venter med aftensmaden derhjemme, men han har ingen hast, så længe vi bliver siddende. 

Hele dette møde ender med, at han inviterer sig selv og et par af vennerne ned og se Cassiopeia samme aften kl. 22.00. Jeg skulle møde dem uden for lågen til havnen for at lukke dem. Da jeg stod og ventede på dem strejfede tanken mig, om der nu kunne være skjulte hensigter med at jeg skulle lukke dem i på havneområdet. Var det fordi de ville undersøge mulighederne for en lidt langfingret person, at tjene nogle ekstra håndører eller hvad? 

Klokken var næsten 22.30 da de ankom. Jeg havde faktisk opgivet, da en næsten ny Opel Astra stationcar kom susende ned mod mig. Ud stiger 3 mænd og Pasquale vinker begejstret til mig. Efter rundvisningen om bord, inviterer vi på en øl. De virker næsten flove over tilbuddet og ønsker egentlig ikke at tage i mod noget som helt. Pasquale spørger om vi er sikker på, at vi skal sejle i morgen, for hans ven Albo skal ud at fiske i morgen tidlig, og vi er da velkommen til at komme over og se hans båd, når han kommer ind. Hvis vi ikke sejler, vil han være oppe på havnen kl. 10.00 næste formiddag, så kan vi mødes der.

Efter deres besøg talte Mona og jeg om vi skulle blive en ekstra dag. Vi kunne måske fornemme, at der var flere oplevelser i bekendtskabet med Pasquale end det vi allerede havde fået. Vi blev en ekstra dag. 

Vi havde forstået, at Albo ville komme ind fra fiskeriet omkring kl. 10.00, så vi skulle mødes med Pasquale på havnen. Da vi går rundt på havnen, er der ikke skyggen af Pasquale eller Albo. Efter af have kigget lidt på nogle af de andre fiskere, som var kommet ind, og som var i gang med at faldbyde deres fangst til forbipasserende, blev vi enige om at gå en tur op på caféen. Måske havde jeg ikke forstået Pasquales besked korrekt.

Efter et kvarter lander Pasquale og en af vennerne på en knallert. Sætter sig ned ved vores bord og begynder at snakke igen. Albo er forsinket, men han skulle være inde omkring middagstid. Han vil kalde på os nede ved Cassiopeia, når Albo var på vej ind. Nå, ja og for øvrigt, hvis vi havde lyst ville han gerne invitere os hjem til frokost bag efter. Bingo - vores fornemmelse havde været rigtig. Vi takkede så mange gange ja, hvilket vi kunne se på Pasquale' udtryk, at han blev meget glad for.

Tiden går klokken slår. Nede om bord venter vi på at høre nyt fra Pasquale. Pludselig er der en der råber mit navn. Pasquale står uden for hegnet. Albo er på vej ind. Vi lukker Cassiopeia af, og begi'r os op på havnen. Nu er Pasquale forsvundet som dug for solen. Efter lidt tid, dukker han op på knallerten. Nu skulle vi lige vente der, så ville han køre hjem og hente bilen, så vi kunne blive kørt hjem til ham, når Albo var kommet ind. 

Mere ventetid. Solen bagte fra en skyfri himmel. 35 grader i skyggen. Vi blev nødt til at finde skygge bag et lille hus på havnen mens vi ventede. Endnu 20 minutter gik, så kom Pasquale drønende i en anden bil - den lille som han sagde - med en lille pige på skødet. En stolt bedstefar fremviser sit yngste og indtil nu eneste barnebarn, Michelle som skrækslagen sætter i et vræl, da hun ser os. Ikke noget dikke dik, eller kommen i nærheden af her. Rædslen lyser ud af hendes små mørkebrune øjne. 

Albo er stadig ikke kommet ind, og vi kan jo ikke stå der og vente hele dagen. Har i været oppe på borgen? Næ, det havde vi jo ikke. Kan du køre bil? Jo, det mente jeg jo nok jeg kunne. Nå, så må du heller køre, så kan jeg sidde med Michelle. Vi kører en tur op mod borgen, men kører blot en runde, for at køre ned igen. Vi stopper dog hvor vi har en flot udsigt over havnen. Nede på havnen igen, går turen lige ind omkring bodegaen, hvor Pasquale bestiller en øl til os hver. 

Vi når lige at sætte os, da han får øje på, at Albo nu er på vej ind i havnen. Af sted igen. "Ivan du tager bilen med" - "Javel". På havnen er Albo ved at fortøjre. Hvor er fisken tænker jeg. Er der mon nogen fangst i dag? tænker jeg. To små spande, med forskellige fisk og blæksprutter. Det var ikke meget ud af 7 timers arbejde på vandet. Vi har godt nok hørt, at der ikke er mange fisk tilbage langs kysterne, men at det stod så slemt til vidste vi ikke. Vi blev næsten endnu mere stolte over vores fangst af en Barracuda to dage forinden. 

De to spande blev læsset i bagagerummet, og så gik turen eller hen til et hotel, som Albo havde en aftale med om levering af fisk og blæksprutter. På turen fortalte Pasquale, at de to spande med fisk kunne indbringe ca. 100 euro. Altså ca. 755,- kr. - til dækning af, drift og vedligeholdelse af båden samt lønudgift. 

Hjemme hos Pasquale tog hans kone Elvira og svigerdatteren Roberta imod. Der blev nu disket op med brød, pålæg, salat, salte sardiner og pastaret, så vi til sidst ikke kunne rokke med ørerne. Storslået syntes vi, efter at vi vidste, at Pasquale ikke havde noget arbejde for tiden. Elvira var ligeledes uden arbejde. Hvordan fik de i det hele taget råd til at leve. Hvad med husleje o.s.v.?

Vi spurgte om Pasquale boede til leje eller ejede lejligheden hvor de boede. Det fik vi ikke noget helt klart svar på, men Pasquale forklarede, at han ikke betalte noget for at bo i lejligheden i de perioder hvor han ikke tjente nogen penge. Det er ren mafiametoder sagde han. Det er den måde mafiaen tjener sine penge på. Du skylder altid penge, og du kan altid lave en aftale om at udsætte betalingen, så længe de tror på, at du igen vil komme til at tjene penge. Men du bliver på den måde aldrig gældfri. Det er lidt svært for os at forstå, når vi samtidig tænker på, at en normal dagløn på Sicilien er 35,- euro (ca. 265,-) svarende til en gennemsnitlig månedsløn på 6.870,- kr. (lørdag er ikke fridag her), som Pasquale tidligere har fortalt os.

Men for os også til at forstå, hvorfor en ny Opel Astra stationcar kun koster 15.000,- euro (ca. 115.000,- kr.). Så jo, mafian lever stadig på øen, og de lever godt. Inden frokostarrangementet afsluttes inviterer vi familien ned til en kop kaffe på Cassiopeia samme aften. 

På turen tilbage til båden får vi lige en rundvisning i den gamle bydel. Vi kommer til at tale om de specielle former for drivhuse, som man bruger i området. "Er i interesseret i at se dem nærmere?" spørger Pasquale. Inden vi når at svare, har han vendt bilen og er på vej ud af byen. Svigerdatterens forældre ejer et område med drivhuse. De er desværre ikke hjemme da vi kommer, men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke kan se drivhusene. Pasquale fortæller, at der i øjeblikket dyrkes meloner. Senere på året vil der blive dyrket tomater. Det meste af produktionen går til eksport. Det er kun den mindste del, som sælges lokalt. 

Med et par meloner under armen forlader vi drivhusene og kører op til den gamle borg, som ligger bag byen, hvor Pasquale stolt viser frem. Her har man begyndt at indrette et egnsmuseum i de restaurerede bygninger. Samlingen er endnu ikke særlig stor, men der er plads til meget mere. Vi har en fantastisk udsigt over byen og havnen fra taget af borgen.

Vi er tilbage på Cassiopeia sidst på eftermiddagen. Mona går straks i gang med at bage pandekager, og en drømmekage, så vi har lidt at servere for vores gæster om aftenen.

I løbet af aftenen kommer også Robertas forældre og Robertas lillebror, for at se hvem vi var. Der var ingen der var særlig sultne, så Pasquale spurgte pænt om ikke de måtte få de sidste pandekager og kage med hjem, fordi han kunne vældig godt li' det. Som tak for familiens gæstfrihed nåede jeg lige at lave et par Cd'er med billederne jeg havde taget i dagens løb. 

Den følgende dag kl. 05.50 forlod vi havnen i Licata, med et minde om en utrolig gæstfrihed blandt Sicilienere, som vi sent vil glemme. At komme tæt på lokalbefolkningen og høre om traditioner og levevis er et af vore ønsker med turen. Dette ønske har vi fået opfyldt til fulde ved mødet med Pasquale.

Afslutning.

Vejret har drillet os lidt på den seneste del af turen. Hvilket også var årsagen til at vi sejlede direkte fra Siracusa til Roccella Ionica hvor vi lå i 5 dage, for at få en stabil vejrudsigt, uden stormvarsel og varsel om torden og meget kraftige vindstød. Nøjagtig det vi måtte inden vi skulle til at betale. Ikke for at havnepengene efterfølgende ville blive store - 3 euro/døgn - kunne ikke få budgettet til at vælte. Ligeledes var det også medvirkende til vores direkte tur til Lefkas, som vi alligevel ankom i i torden og masser af regn.

Jeg kom til at beklage vores nød i en mail til Ejgil, da vi nåede Lefkas. Der kom prompte et svar: "Hold modet oppe. Her hjemme har vi de sidste 14 dage haft 15 grader, overskyet, regn og blæst. Men nu ser det ud til at blive bedre." Man bliver hurtigt forvendt. Når solen skinner og vi har 30 grader i skyggen i 14 dage, virker det ufattelig koldt, når der pludselig kun har 21 grader, overskyet, regn og blæst. De lange bukser og skjorter må hentes frem igen, for at kunne holde varmen. Ja, det lyder måske mærkeligt, men sådan er det nu.

Vi håber i må få en god sommer. Til dem der har ferien til gode, ønsker vi også til dem en god ferie. Var det 3 uger i skulle holde? Vis vi regner lidt på det, har vi hold sommerferie for de næste 19 år allerede. Nå, men det er en helt anden sag.

Hej for nu!

Mange hilsner
s/y Cassiopeia

sy-cassiopeia.dk  2006
Hjem          Rejsebreve         Båden        Gæstebog         Arkiv         Links