HJEM

REJSEBREVE

BÅDEN

GÆSTEBOG

ARKIV

LINKS

Porto Colom, Mallorca, d. 7. maj 2006

8. rejsebrev - 2. del.

 

Farvel til Almerimar.

Ejgil ankom til Almeria lørdag aften den 15. april 2006 kl. 21.35 – 1½ time forsinket. Det havde været planen at give ham en dag i Almerimar. Lige for at se stedet og for at finde sig tilrette i båden. Vejrudsigten ville imidlertid noget andet. Hvis vi ikke skulle blive liggende i 3-4 dage skulle vi af sted allerede søndag morgen. Ikke desto mindre, måtte vi sammen med John og Bent bruge den halve nat på at besøge nogle af de værtshuse i området, som vi i løbet af vinteren havde hørt så meget om, men aldrig selv havde besøgt. 

Vi var lidt trætte i ansigterne da vi søndag morgen kl. 08.00 lå ved kontroltårnet for at bunke diesel til turen. Men vi var parate til at drage af. Bent var tidligt oppe, og kom ud for at ønske os en god tur og et på snarligt gensyn. Det håber vi. Han er et af de mennesker, som man altid ønsker at møde igen. Være sammen med for at mindes de mange gode dage i Almerimar. Hvis vi må se tingene fra en lidt egoistisk synsvinkel, så håber vi ikke Bent finder en anden vinterresidens til efteråret. Vi vil meget heller kunne besøge ham i hans hjem i Lysekil i Sverige allerede til efteråret. 

Det blev en rolig dags sejlads, men ikke så hurtigt som vi havde forventet. Det var som om vi ikke rigtig flyttede os nogen steder når der blev sat omdrejninger på skruen. Jeg kunne se på akslen, at den drejede rundt som den skulle. Skruevandet lignede lidt det, som jeg havde set da vi på Melilla-turen havde fået garn i skruen. Ergo måtte der være noget, som forhindrede skruen i at gøre sit arbejde. Vi besluttede derfor at sejle til San Jose, lige efter Capo de Gata, frem for at fortsætte til Garrucha. 

Vi havde hørt fra Liberty, som var sejlet dagen før, at der ikke var ledige pladser i havnen, men der var ikke andet at gøre en at kigge forbi. Garrucha ville være en bedre havn at ligge i når det dårlige vejr skulle komme mandag, men omstændighederne gjorde, at vi satsede på San Jose. 

Vi ankom til San Jose kl. 15.30 og fik anvist plads ved ydermolen. Da vi skal flytte fra indklareringsbroren og ud på den anviste plads opstår et nyt mindre problem. Motoren vil ikke gå i frigear. Jeg må derfor stoppe den i gear, og prøve at finde årsagen senere. 

Vandet var heldigvis dejlig klar, så Mona havde ingen problemer med hurtigt at konstatere, at vores skrue og aksel var overbegroet med store rur. Ikke så sært, at der ikke var ordentlig træk på skruen. Vi havde ikke fra andre hørt, at lige netop dette kunne være et problem i Middelhavet. Det var der tilsyneladende også andre der heller ikke havde, for da vi senere på dagen taler med Marck, spørger han til om vi har haft problemer med begroning på skruen, og hvad de havde gjort for at undgå eller udbedre det. Han havde lige tjent 50 euro på at rense svenske Corazón’s skrue, og skulle nu i gang med sin egen. Vi kendte ikke til nogen anden løsning. Mona fik renset det værste af skrue og aksel, inden det blev for koldt at opholde sig i vandet. Resten må vente til vi får lidt varmere vand at dykke i.

Vi fik ganske rigtigt blæsevejr mandag. Vi lå godt i læ af molen. Men et er vinden et andet dønningerne eller swell, som søen sætter. Vi havde et skift på ca. en meter når søen kom ind og trak sig tilbage igen. Det kostede os 3 sprængte trosser inden vi fik styr på hvordan vi skulle fortøje båden sikkert. Det var voldsomt og meget ubehageligt at være om bord. Men selv om det blæser en halv pelikan, kan solen godt skinne, hvilket den da heldigvis gjorde. Vi kunne derfor nyde en vandretur gennem den ikke alt for store ferieby San Jose. Vi kommer først til køjs kl. 03.00 om natten, efter at dønningerne er taget væsentlig af.

Vi kunne heldigvis allerede tirsdag sejle videre til Garrucha. Efter at jeg havde kigget på gearkablet, og ikke fundet grund for at justere nogen steder. Problemet kunne måske have løst sig selv. I hvert fald havde jeg ingen problemer med at sætte i frigear nu. Jeg efterspændte samtidig akslen til motoren, efter at jeg i januar linede motoren op på ny efter skaden i Frankrig. 

Som det ofte er på Middelhavet har man meget vind eller ingen vind. Vi havde ingen vind denne dag, så motoren måtte igen gøre arbejdet. Der var dog væsentligt mere drivkraft at gøre godt med end om søndagen. 

I Garrucha fik vi igen plads ved bunkerkajen. En lille vandretur i byen, for at proviantere, og så var det ellers på hovedet i køjerne, da vi jo ikke havde fået sovet meget den tidligere nat.

Vi ankom til Cartagena sidst på eftermiddagen den følgende dag. Vi lagde os ind, hvor vi i efteråret lå gratis. Der var godt nok mere gang i byggeriet på broen end der var i efteråret, men vi mente nok vi både kunne komme ind og ud af afspærringen. Vi gik derfor en tur op i byen for at få rørt benene lidt. Da vi kommer tilbage bliver vi mødt af en vagtmand. Han forklarer os på spansk og fingersprog, at vi bare har at komme ud af røret, og det kan ikke gå hurtigt nok. Vi bliver fulgt på vej, og han forlader ikke stedet før han kan se, at vi er på vej ind i lystbådehavnen. 

Vi havde på vores vandretur været en tur på havnekontoret, og fået prisen for en overnatning at vide. Den var ikke afskrækkende, 9.- euro incl. vand og el. Samtidig havde vi også fået at vide, at der var ledige pladser i havnen, så der var ingen problemer i det. Da vi var kommet i havn og alt det formelle var klaret kom Ole Adamsen fra ”Plus 2” af Helsingør forbi. Ole havde været en tur inde i Almerimar, hvor vi traf ham første gang. 

Ole fortalte os om byens museum, som fortalte om byens historie og en udstilling fra den spanske borgerkrig, som han skulle se inden han sejlede videre. Vi var gået forbi museet om eftermiddagen, men da var der lukket. Vi havde egentlig affundet os med det, men da Ole havde fortalt om det blev vi enige om, at det ville være dumt at sejle videre uden at have besøgt museet. Vi ville derfor vente med at sejle fra Cartagena til næste dags eftermiddag, os så bruge formiddagen til at besøge museet. Det viste sig at være en rigtig god beslutning. Besøget var meget spændende og oplysende, og er absolut anbefalelsesværdigt.

6 dage i Torrevieja.

Vi sejler fra Cartagena kl. 14.45. Vi får en times sejlads for sejl inden vinden dør igen og motoren må tage over. Vi har ca. 40 sømil til Torrevieja, så vi kunne ikke forvente at være inde før det blev mørkt. Men da vi har været i Torrevieja før, var det ikke noget problem. 

Til gengæld var vi tæt på at sejle direkte gennem et dambrug. Igen var heldet med os. Jeg var på vej baglæns ned ad lejderen til agterkahytten, da jeg ser en gul afmærkningsbøje foran for tværs på vores styrbord side. Vi vidste, at vi skulle passere et på søkortet udlagt dambrug, men der skulle være flere sømil til, og vores kurslinie var ca. 1½ sømil øst for dette dambrug. Der blev bandet noget, og reageret prompte. GPS’en viste, at vi faktisk lå en smule øst for vores kursline, så der burde ikke være dambrug her. Men det er der, og der er mange. 

Vores konklusion er, at området for dambrug må være udvidet siden vores kort er fremstillet. De er ikke gamle, men tilsyneladende alligevel for gamle til at man kan stole 100% på dem. Vi vælger at gå inden om dambrugene, d.v.s. ind mod kysten, til vi kan se frit vand i retningen mod Torrevieja. Det koster os en ekstra times sejlads, så vi ankommer først til Torrevieja kl. 22.50. 

Siden vi var i Torrevieja i efteråret, er der nu udlagt en masse gule afmærkninger i havnen. Vi ved ikke om det er afmærkninger, som angiver hvor ankerliggerne må være i havnen. Men det er vores gæt, idet alle som ligger der nu, ligger inden for afmærkningen. Det giver os mindre muligheder for at ankre, men finder dog en for os sikker plads. Til gengæld er det lidt svært at få ankret til at ”bide” ordentlig, men det lykkes da til sidst. Vi finder senere ud af, at afmærkningen er udlagt, fordi der skal bygges en ny lystbådehavn i modsatte ende, og at man derfor må anlægge en ny fiskerihavn hvor ankerpladsen nu er. Ankeralarmen bliver sat på både GPS og ekkolod. Samtidig sættes æggeuret til 60 min. hvor alt så kontrolleres. Dette gentages hele natten.

Vi havde besluttet at ligge en dag over i Torrevieja, men at det skulle blive til 6 dage, havde vi ikke drømt om. Da vi den følgende dag er på net café, kan vi se, at der trækker en koldfront ind over Spanien, og at den skulle give en masse blæst og regn den følgende dag. Vi beslutter derfor at blive endnu en dag. Vi når en tur på det store marked, og får provianteret lidt. Den følgende dag bliver en rigtig slapper dag. Vi spiser god mad. Der bliver spillet en masse kort, terning og Tantrix. Vi når slet ikke i land denne dag. 

Det blæser op hen under aften, og regnen begynder at falde tungt. Det bliver en urolig nat. Ankret kontrolleres flere gange. Aftenen før måtte en spansk båd flytte. Den var begyndt at drive for ankret. Det blæser yderligere op i løbet af natten. Da det lysner kan vi konstatere, at selv om vi ikke har fået nogen ankeralarm fra GPS’en har vi flyttet os. Vi har altså samme problem som den spanske båd aftenen før. Ankeret holder ikke godt nok. Vi beslutter at gå ind i havnen for at se, om vi kan få en plads frem for at begynde at flytte ankerplads. Denne beslutning er vi lidt glade for, for senere på dagen blæser det yderligere op, og vi kan se at de tilbageblevne på ankerpladsen må lægge ekstra ankre ud, for at kunne holde båden fast. Da vi er vel fortøjret i havnen, er det tid til et rigtigt godt varmt bad.

De spanske helligedage er et kapitel for sig. En kalender hvor helligdagene er indskrevet kan man ikke regne med, for pludselig støder man ind i en lokal helligdag, som kun de lokale kender til. Det var sådan i dag. Vi får dog indkøbt en ny Pilot over Islas Baleares og studerer yderligere vores muligheder for at ankre, når vi når derover. 

Dagene går hurtigt. Ejgil har nu været med i godt en uge. Han har bestilt fly hjem fra Palma på Mallorca den 5. maj 2006. Under frokosten, som i dag også omfatter en lille snaps, da det jo er helligdag, falder snakken på, at tage direkte fra Torrevieja til San Antonio på Ibiza når vejret igen bliver stabil. Vi vil på den måde kunne indhente en dag. Der er 114 sømil, så det vil blive en døgnsejlads. 

Der går 1 dag mere inden blæsten lægger sig og endnu en dag inden søen har lagt sig. Da det alligevel er tid til at få skiftet olie og filtre på motoren bruges noget af tiden på dette. Det viser sig imidlertid, at det ikke er helt let at skaffe det brændstoffiltret, som jeg mangler. Ejgil skulle have filtre med hjemme fra, men havde fået udleveret oliefiltre i stedet for brændstoffiltre, hvilket jeg først ser, da jeg pakker dem ud.

Bådudstyrsforretningen i Torrevieja, som er engelsk ejet, udleverer også forkerte filtre trods det jeg har reservedelsmanualen med derop. De må så efterbestille dem til levering den følgende dag. Jeg er ikke helt tryk ved deres tro og love om at kunne levere dagen efter, så da jeg møder en mekaniker på broen hvor vi ligger, spørger jeg om han har eller kan skaffe et filter til mig. Han får nummeret på filtret, og lover at undersøge og vende tilbage efter siestaen kl. 16.00. Da han ikke kommer, går jeg over på båden hvor han arbejder og spørger til filtret. Jo, han havde ikke noget, men han har bestilt et, som kommer med posten den følgende dag. Nu havde jeg så kun at håbe på, at en af de 2 muligheder ville lykkes. Skulle begge levere, gjorde det ingen ting, for så havde jeg blot et par ekstra på lager. 

Da jeg den følgende dag til middag henvendte mig i forretningen, var filtrene endnu ikke kommet. De ville nok komme i løbet af eftermiddagen var beskeden. Mekanikeren, som igen i dag arbejdede på samme båd, forklarede, at han skulle hente filtret på postkontoret når han kørte til siesta. Han ville have det med herned kl. 16.00. Altså endnu ingen vished for om jeg ville få det ønskede filter. Men præcis kl. 16.00 blev der nokket på båden, og mekanikeren stod glædestrålende (som om han havde kunne aflæse min manglende tro på, at leveringen ville finde sted, som han havde sagt) med en æske, som indeholdt det filter, som jeg skulle bruge. Da jeg havde konstateret, at det var det rigtige fik han sin betaling plus lidt drikkepenge for sin ulejlighed. Jeg var glad og han blev glad. Det tog mig 10 min. så kørte motoren igen. 

Nu kunne jeg med sindsro gå op i butikken for at se om mine filtre også skulle være kommet her. Jo da. Det var de, men de var forkerte. Indehaveren kunne ikke forstå det, for i hans engelske katalog skulle det være det rigtige. ”Beklager” måtte jeg sige, men filtrene kunne jeg ikke bruge, og jeg havde ikke tid til at vente på dem længere. Han beklagede også mange gange, hvorefter jeg fik refunderet beløbet for de først fejlleverede filtre.

Da motoren nu er klar igen forlader vi havnen og lægger os for anker. Vi har besluttet at sejle næste dags morgen med kurs direkte mod Ibiza.

Første døgnsejlads går til Ibiza.

Vi er datomæssigt nu nået til den 27. april 2006. Første døgnsejlads på Middelhavet ligger forude. Vi hæver ankeret kl. 09.00. Med dette starttidspunkt skulle vi være på Ibiza næste dags morgen når det blev lyst. 

Dagen går stille og roligt. Indtil middag må motoren gøre arbejdet, da der ingen vind er. Vi har tilsyneladende lidt medstrøm, for farten ligger over hvad vi skal holde i gennemsnit. Farten øges yderligere, da vi over middag får noget vind fra syd. Op til 11 m/sek. Det holder i 5 timer hvorefter vinden langsom dør. Vi venter dog med at tage sejlene ned til vi er under 3,5 knob. Selv om den sidste time har været under beregnet gennemsnitsfart, havde vi rigeligt af opsparet distance at tære på. 

Omkring kl. 19.00 dannes der nogle underlige skyer, som vi ikke har set før. Vi ved ikke om de varsler dårligt vejr. Da mørket lægger sig, kan vi se, at det lyner ind over land. Tordenvejr, er det sidste jeg ønsker at få om natten. Det kan være så uberegneligt og kan give en pludselig kraftig vind. Vi har sendt en SMS til Sverker, for at få en sidste vejrmelding for natten. Han vender senere tilbage med en melding, som siger, at vi vil få 2-3 beaufort (mellem 1,6 og 5,4 m/sek) fra forskellige retninger og lidt regn. Det var betrykkende. Vi havde haft en smule regn, så det var nok det, og vinden var jo på ingen måder skræmmende. Der var heller ikke tegn på, at tordenvejret ændrede retning mod os. Vi fik aldrig over 3 m/sek i løbet af natten. 

Mona krøb til køjs lidt tidligt. Jeg tog hundevagten, som jeg havde det bedst med, og mens Mona sov kunne Ejgil og jeg sidde i cockpittet og nyde den stille aften og kigge på de mange lyn inde over land. Selv om Ejgil er natteravn, kunne søvnen ikke holdes væk. Omkring midnat sad han ret op og ned og sov så tungt, at jeg ikke kunne vække ham, da jeg skulle korrigere på selvstyrens kurs. Jeg måtte derfor gå ned og slukke for selvstyreren, og håndstyre ind til vi var på ret kurs, og han efter en halv time vågner med et sæt. ”Jeg kan vist lige så godt gå ned og lægge mig i køjen” siger han. Vi aftalte, at vi skulle purrer ham en times tid før vi kommer til Ibiza. Jeg var nu alene i mørket. Kun motorens konstante summen forstyrrer nattestilheden. 

Kl. 02.00 purrer jeg Mona som aftalt. Vi har en times tid sammen i cockpittet, hvor vi nyder en god kop varm kaffe inden jeg går ned for at sove et par timer. Jeg vil gerne selv være i cockpittet når vi nærmer os Ibiza, så jeg bliver purret allerede kl. 05.00 igen. En kop varm kakao og et stykke brød gjorde godt. Mens jeg sov havde vi igen fået nogen medstrøm. Vores ankomsttid var fremrykket til et tidspunkt før solopgang ca. 06.30. Farten blev sat ned. Jeg ville gerne kunne se indsejlingen til San Antonio i dagslys. Vi havde imidlertid også problemer med at finde et fyr, som skulle stå på en af de yderste små øer inden indsejlingen til San Antonio. 

Fyret ved selve indsejlingen kunne vi se lige så tydeligt, og havde kunnet det et stykke tid. Vi ændre lidt på vores kurs, for at være på den sikre side, selv om vi ifølge GPS’en holdt vores kurs uden om øerne. Da det begyndte at lysne, kunne vi se det lysfyr, som ikke blinkede efter hensigten. Ejgil blev purret. Da han er kommet i alt overtøjet, sætter jeg ham i min manglende situationsfornemmelse til at brygge kaffe. Af med alt overtøjet igen og i gang med kaffebrygningen uden noget brokkeri. Ejgil ville selvfølgelig gerne have været i cockpittet sammen med os andre når vi sejlede ind til Ibiza. Oplevelsen var jo lige så stor for ham som for os andre, men han måtte se den fra kahytten ud gennem vinduerne. Jeg beklager lige dette tilfælde, det vil ikke gentage sig. Vi fik vores frisklavede kaffe og nød den. Efter 23 ½ times sejlads kunne vi kl. 08.30 lade ankeret gå ud for San Antonio efter at have afsøgt bugten, for at finde den bedste plads blandt de mange andre både.

Selv om vi var trætte skulle vi ind og se byen. Gummibåden blev pustet op, og påhængsmotoren sat på og turen gik ind til byen. Den var ikke noget at råbe hurra for. Det var turistby så det baskede. Det virkede som om byen ”levede” mest om natten. Vi fik provianteret og hentet en ny vejrudsigt for de næste dage på internettet, og så tilbage til båden for at slappe af. 

Vejrudsigten for de følgende 3-4 dage så gode ud. Vi besluttede derfor at sejle videre allerede dagen efter. Der var ingen grund til at blive i San Antonio. 

Vi hæver ankeret ved 10-tiden for at sejle over og bunke diesel. Vi bunker godt 146 liter. Jeg er rystet. Vores brændstofforbrug er næsten 50% højere en normalt. Hvad er årsagen til det. Det skal undersøges nærmere. Motoren går perfekt. Når den kører står den så stille, at man kan stille en kop kaffe på topstykket uden at den glider ned. Jeg har lagt mærke til, når jeg med jævne mellemrum har kontrolleret kølevandet, at motoren ikke var så varm som normalt. Men da jeg ikke har nogen temperaturmåler, som kan vise mig dens arbejdstemperatur, har jeg ingen anelse om, hvorvidt det kan være termostaten som regulerer kølevandet til motoren som er stået af. Der er ingen umiddelbart fare for noget, så vi sejler syd om Ibiza og om til en lille ankerbugt Cala Llonga lige syd for Puerto de Sta Eulalia.

En Pragtfuld ankerbugt og videre til Mallorca.

Det var en aldeles pragtfuld ankerbugt. Den var ikke særlig stor, og var lidt svær at få øje på ude fra vandet. På begge sider af bugten var der høje klipper, som gav god læ for vind og swell fra stort set alle retninger. Vi ankom sidst på eftermiddagen. Fik en god ankerplads, som en anden sejlbåd lige havde forladt. Vandet var helt klart med masser af farve fra himmel og klipperne. 

Vi ville gerne blive lidt længer. Ikke blot sejle næste dags morgen. Derfor besluttede vi, at vi ville tage endnu en natsejlads videre til Palma på Mallorca den følgende dag. Der var ikke udsigt til synderlig meget vind, så om vi skulle sejle for motor om dagen eller natte kunne være ligegyldigt. 

Der var ca. 65 sømil til Palma. Det ville passe med at hvis vi sejlede kl. ca. 18.00 ville vi være i Palma ved næste daggry. Det gav os nu mulighed for en lang travetur op ad klipperne, så vi kunne få taget nogle gode billeder ned over den lille bugt, inden vi sejlede videre. 

Den følgende dag var det meget varmt. Turen op ad klippen gav noget sved på panden. Men det var det værd. Sikke en udsigt. Og sikke et farvespil i vandet. Det var den helt rigtige beslutning vi havde taget. Kl. 18.05 blev ankret hævet og kursen sat mod Palma på Mallorca. 

Vi havde en rigtig flot tur over. De første 3 timer kunne vi oven i købet sejle for sejl indtil vinden ”døde” med solnedgangen. Det var stjerneklart, så vi havde ingen problemer med at finde stjernetegnet ”Cassiopeia” på himlen. Det kunne ikke få mig til at lade være med at tænke på hvad Bent havde skrevet i vores gæstebog: ”….. hver gang jeg retter blikket op mod stjernehimmelen og ser stjernetegnet Cassiopeia vil mine tanker gå til jer…….”. Nu er det lige omvendt, nu er det os der sender en tanke til Bent. 

Mens Mona og Ejgil sover og jeg sidder og filosoferer lidt hører jeg pludselig et prust og et plask på styrbord side. En stor flok delfiner aflægger os et besøg. De leger omkring stævnen og springer ud af vandet ved siden af båden. Deres silhuetter står helt klart i den stjerneklare nat. Det står på en lille halv time og de forsvinder lige så hurtigt, som de er dukket op. 

Det er tid at purre Mona, så jeg kan få et par timers søvn inden vi nærmer os Palma. Vi oplever solopgangen over Mallorca. Det er flot. Og denne gang slipper Ejgil for at lave kaffe mens vi sejler ind i havnen. Da vi efter at have søgt havneplads, endelig finder en og er på vej over til pladsen ser vi ”Liberty” på vej ud af havnen. Vi prajer dem og får aftalt, at vi skal holde kontakt med hinanden for evt. at kunne følges ad på turen til Sardinien og Sicilien.

Inden vi fortøjre må i leve med eller springe det næste afsnit over, da jeg ikke kan lade være med at fortæller:

Lidt om Mallorcas historie.

Herkules. Nogle historikere mener, at Mallorca er det sted, hvor Herkules (ofte benævnt Herakles) udførte den 10. af de 12 opgaver, som han var pålagt som straf, fordi han i vildt raseri havde myrdet sin hustru og sine børn. Herkules var en søn af Zeus, som havde besvangret en jordisk kvinde ved at omskabe sig i skikkelse af hendes ægtemand. Zeus' skinsyge hustru, Hera forsøgte at dræbe Herkules ved at anbringe 2 slanger i hans vugge. Men dem kvalte Herkules bare. Siden 'forvirrede' Hera Hercules således, at han udførte sin forfærdelige dåd. Herkules' opgave bestod i, at han skulle rejse til øen Erythia (som nogle altså mener er Mallorca), og der skulle han stjæle uhyret Geryons kvæg. Ikke nogen helt nem opgave, da Geryon var barnebarn af Medusa. Til overflod havde han 3 hoveder og 6 ben. Men det endte med, at Hercules dræbte ham og vendte tilbage med kvæget. Inden da tog han til Gibraltar, hvor han kløvede et bjerg og satte de 2 halvdele op som søjler (Herakles' søjler) ved indsejlingen til Middelhavet ved Gibraltar-strædet. Jeg har altid været mest imponeret af det eventyr, hvor han gjorde 50 kongedøtre gravide i løbet af én nat. Jeg behøver vel ikke nævne, at de alle fødte et sundt drengebarn. 

Talaiotkulturen. Omkring 2.000 år før Kristi fødsel levede på Mallorca et primitivt folk kaldet Talaiotfolket. En talaiot er et cirkelrundt, kegleformet tårn bygget i sten. Det findes dog også i en pyramideformet udgave. Disse hytter blev bl.a. anvendt som gravmonumenter. Folkets bopladser kan ses mange steder på øen. 

Slyngekasterne. Et andet spændende folkeslag på Mallorca var de såkaldte slyngekastere. Befolkningen kastede med stor præcision sten med deres slynger. Navnet De Baleariske Øer kommer af det græske verbum ballein (at kaste eller at slynge). Udfor kongepaladset Almudania i Palma står en bronzestatue af den mallorcinske slyngekaster. Den græske geograf Strabon fortæller, at de unge mænd selv skulle skyde frugter ned fra træerne. De fik kun lov til at spise dem, hvis det lykkedes dem at skyde frugten ned med ét forsøg. 

Fønikerne, som stammer fra det nuværende Libanon, brugte øerne som forsyningsstation. I det 3. århundrede f.Kr. erobrede den fønikiske koloni Karthago (det nuværende Tunesien) Mallorca og Menorca. 

Romerne. I år 205 f.Kr. afværgede de mallorcinske slyngekastere en invasion af den romerske admiral Magon. Men i år 123 f.Kr. blev øen indtaget af Quintus Cæcilius Metellus. Det fortælles, at han havde beskyttet skibene mod slyngekasternes sten med dyreskind. Romerne grundlagde byerne Palmaria (i dag Palma) og Pollentia (i dag Alcúdia). De baleariske stenslyngere blev knyttet til den romerske hær, og blev bl.a. anvendt af Cæsar under hans gallerkrige. 

Vandalerne besatte øen i år 465, brændte kirker og forfulgte befolkningen. Vandalerne blev smidt ud af byzantinerne i år 533. 

Araberne erobrede Mallorca i år 798 og indledte et langvarigt herredømme over øen. Hovedstaden Palma blev befæstet, og mange af forsvarsværkerne kan stadig ses. Mallorca blev tilflugtssted for et stort antal pirater, som hærgede Kataloniens, Frankrigs og Italiens kyster. I 1113 samlede man en flåde på 500 skibe og med 70.000 soldater og forsøgte at indtage Palma - men forgæves. 

Det mallorcinske kongedømme oprettes. På det tidspunkt bestod det nuværende Spanien af 2 riger: Kastillien og Aragonien. Først i 1479 forenes de under kong Ferdinand (fra Aragonien) og dronning Isabelle (fra Kastillien). Det var dette par, som i lykkerusen over endelig at have fået smidt maurerne på porten finansierede Columbus' rejser. Men tilbage til 1228, hvor de første planer om at vriste Mallorca ud af arabernes (maurernes) hænder bliver lagt. Dette sker under et festmåltid hos kong Jaime I af Aragonien (Jaime var også greve af Katalonien). Pere Martell, en dygtig søfarer, som flere gange havde været på Mallorca, gav en begejstret beskrivelse af øen. Kongen går til rigsdagen og får tilslutning til at sende en styrke til Mallorca. Landgangsstyrkerne består af 16.000 mand og 1.500 heste, som blev overført på 150 større og mindre skibe. Da der opstår uvejr, lover kongen at opføre en kirke til ære for jomfru Maria, hvis hun vil hjælpe ham. Jaime I, som kun var 20 år, var på det første skib og havde den overordnede ledelse. Og planerne lykkedes, bymuren til Palma blev gennembrudt og nytårsaften 1229 holder kong Jaime I sejrsindtog i Palma. De fleste gamle mallorcinske familier fører deres slægt tilbage til denne catalanske erobring. Da Jaime I dør i 1276, efterfølges han af sin søn Jaime II. 

I 1285 udbryder en krig med Frankrig, som bevirker, at Alfons IV overtager den mallorcinske trone. Efter 10 år afgår Alfons IV ved døden, og tronen går tilbage til Jaime II. Denne fortsætter sit arbejde med at grundlægge flere byer og starter opførelsen af Castell de Bellver. Også under efterfølgeren Jaime III fortsætter fremgangen for øen, indtil øen bliver besat af Pere IV af Aragonien, og Jaime III må flygte. I 1349 vendte Jaime III tilbage og forsøger at tilbageerobre tronen. Dette mislykkes, og kongen dør under slaget ved Llucmajor. Også sønnen Jaime IV's forsøg på et genvinde tronen mislykkes, og dette er således afslutningen på det mallorcinske kongerige. Mallorca er nu en del af kongeriget Aragon. Det smukke kongeslot Castell de Bellver skifter status til statsfængsel. 

Mallorca led meget under den spanske arvefølgekrig i begyndelsen af 1700-tallet. I 1716 blev Mallorca en provins under Spanien med Palma som provinshovedstad. Under den franske revolution fungerede Mallorca som tilflugtssted for franske aristokrater. 

Den spanske borgerkrig bryder ud i 1936, og Mallorca besættes af republikanske tropper. Oprørsstyrkerne ledes af Franco, som blev leder af den nationalistiske regering. Borgerkrigen afsluttes i 1939, Madrid overgiver sig til oprørsstyrkerne, og Franco er nu landets leder (diktator). Mallorca oplever stor nød, fattigdom og undertrykkelse efter krigen. Sproget mallorcinsk - en dialekt af catalansk - var forbudt. Efter en folkeafstemning i 1947 bliver Spanien erklæret for et monarki - indtil videre dog uden konge. I 1969 udpeger Franco Juan Carlos til sin efterfølger. Efter Francos død - og et forgæves kupforsøg af højreorienterede officerer - udråbes Juan Carlos til konge af Spanien.

Er Christopher Columbus født på Mallorca?

I Palma er der mange mindesmærker udformet med solure og andre former for beregning af længde og breddegrad. Dette skyldes at der på Mallorca gennem 1300- og 1400-tallet var en blomstrende skole indenfor fremstilling af geografiske kort af høj kvalitet. Den nødvendige viden hertil formodes at stamme fra arabiske og jødiske videnskabsmænd. Det tidligste mallorcinsk udarbejdede kort, som befinder sig på British Museum, er fra 1327. Kortet udvider den hidtidige opfattelse af Middelhavet som den eneste referenceramme til også af omfatte dele af Afrika og Nordeuropa. Ved hjælp af et sådant kort sejlede Jaume Ferrer i 1346 til Senegal og nåede måske Niger flodens udmunding i Atlanterhavet. Én af disse kartografer menes at være kommet til Henrik Søfarerens berømte navigationsskole i Portugal. Amerigo Vespucci og Christopher Columbus har også anvendt kort fra den mallorcinske skole. Eksempler på kort kan ses på muséer i London, Paris og Firenze.

I den forbindelse kan jeg ikke lade være med at rette blikke mod den fortsatte store debat der tilsyneladende foregår om Columbus, nemlig ”Er Christopher Columbus født på Mallorca?” Hidtil har man ment, at det var i Genua i Italien. Men især mallorcinere har argumenteret for, at Columbus i virkeligheden blev født i den lille by Felanitx. Ifølge arkiverne fødte Margarita Colon, ud af en velhavende, jødisk familie, i juni 1460 et drengebarn. Faderen er ikke oplyst, men da fødslen faldt 9 måneder efter et besøg af prins Carlos af Viana, har offentligheden udlagt ham som barnefader. Byen Porto Colom var på den tid, som Palma, vistnok underlagt Genua. Dette kan være forklaringen på, at Columbus selv har anført, at han kom fra Genua. En anden forklaring kan være, at Columbus (eller Christobal Colon, som man kalder ham på Mallorca), i en tidlig periode af sit liv var sørøver, hvorfor han ikke har været alt for ivrig efter at afsløre sin sande identitet. I 1483 begyndte han at rette henvendelser først til det portugisiske og senere til det spanske hof om at finansiere en ekspedition for at finde søvejen til Indien. Som argument anføres også, at alle de breve, der kendes fra hans hånd, er skrevet på spansk og ikke på italiensk. Det er også nævnt, at hans familie var "marronos", hvilket er betegnelsen for jøder, som er blevet tvangskristnede, ligesom Columbus' første færd startede den 3. august 1492, hvilket er årsdagen for ødelæggelsen af templet i Jerusalem - en kendsgerning, som Columbus nævner i sin dagbog. Som det ses, er der formentlig stof til endnu mange års diskussion. Columbus ligger begravet i domkirken i Sevilla. Først i 1899, da Cuba ophørte med at være en spansk koloni, flyttede man det, som man antog var Columbus' jordiske rester, til Sevilla. Og så vidt vi har kunne forstå spansk TV, så har man først for nyligt, via dna, kunnet begynde at forske i hvorvidt de antagne jordiske rester også er af Columbus. Så endnu engang - hvem ved? 

På rundtur på Mallorca.

Ejgil ville gerne lidt rundt og se Mallorca inden han skulle hjem igen, (det ville vi jo også gerne) så vi aftalte, at han skulle stå af i Palma den følgende dag for at tage til lufthavnen og leje en bil for de sidste 3 døgn. Vi kunne så komme en tur rundt på øen og han kunne nemt komme til lufthavnen når han skulle flyve hjem. Vi skulle samtidig sejle videre til Colom, som er den mest sikre og beskyttede ankerbugt på Mallorca. 

Men inden dette blev sat i værk, skulle vi da lige en tur rundt i Palma by. Det første vi lagde mærke til da vi kom sejlende til Palma var dens store kirke i byen. Katedralen, som de lokale kalder La Seo, er bygget på ruinerne af en tidligere arabisk moske. En nat i 1229, da kong Jaime I var på vej med en flåde for at tilbageerobre Mallorca, blev den ramt af en forfærdelig storm. Kongen gav et løfte til jomfru Maria, at han ville bygge en kirke til hendes ære, hvis ham og hans flåde overlevede stormen. Nytårsdag år 1230 blev grundstenen lagt, og byggeriet sat i gang. Katedralen, som er bygget af smukke gylden limsten, er 121 meter lang, 55 meter bred, og midterskibet er 44 meter høj, blev dog først indviet i 1601. Klokketårnet er 52 meter højt og har 9 vældige klokker. Arkitekten til kirken var catalaneren Sagrere, som også har bygget La Lonja (Børsen) foruden andre bygningsværker i båse Italien og Frankrig. 

Vi ville gerne have været ind og se katedralen, men vi havde lige glemt, at det var 1. maj, så alt var lukket i byen. Til gengæld kunne vi opleve et 1. maj arrangement, med masser af røde kasketter, paella, øl og ”levende” musik. Jeg har aldrig været i Fælledparken, men jeg kunne have en fornemmelse af at det var lidt af samme stemning som var her. 

Vi gik en tur gennem den gamle bydel, som er præget af mange flotte gamle bygninger, tilbage til båden. 
Fortøjningen blev kastet kl. 08.28 og vi sejlede over for at bunke diesel. Jeg ville lige have en ekstra kontrol på vores gennemsnitlige brændstofforbrug. Gennemsnittet var stadig for højt, så det var ikke bare et forbigående problem. 

Vi får masser af vind på turen til Colom, og der er lige imod. For første gang sejler vi i bølger, som er 4-5 meter høje. Bort set at vores fart ikke er særlig stor, lige under 4 knob bjerger Cassiopeia sig fint. Jeg håndstyrer hele vejen, da bølgerne er meget uregelmæssige på grund af vind og strøm. mellem Mallorca og Isla de Cabrera. Det bliver lidt bedre da vi passerer Pt. Salinas. Vi ankommer til Port Colom kl. 20.15, hvor Ejgil står og venter med agterfortøjningen. Det er 2 timer og 15 minutter senere end beregnet. 

Nu følger så to dage med udflugt. 

Dag 1:

Vi besøgte ”Dragegrotterne” (Cueva del Drachs) ved Porto Christo, som er de mest besøgte grotter på Mallorca. Efter at være lukket ind kl. 11.00 følger vi strømmen af mennesker gennem de ca. 2 km lange gange, som ender ved søen ”Lago Martel”. Undervejs ser vi de mest fantastiske drypstensformationer (stalaktitter og stalagmitter), som er belyst i mange forskellige farver. Nogle af formationerne er navngivet som "Alfernes teater" og "Dianas Bad". 

Da vi kommer til Lago Martel er der opsat bænke, hvor der er plads til 900 mennesker. Alle sætter sig ned og efter kort tid bliver al’ lys slukket. Nu bliver der opføres en lille koncert på søen. 3 både med lys langs rælingen sejler tværs over søen, mens ombordværende musikere spiller stemningsfyldt klassisk musik - altid mindst ét stykke af Chopin. Samtidig opføres et lysshow, som giver virkning af en solopgang. Da koncerten er afsluttet, blev vi roet over søen til udgangen. Vi kunne ikke lade være med at stikke fingrene ned i det klare vand og smage på det. Vandet smager en lille smule salt, hvilket kunne tyde på at der er en underjordisk forbindelse med Middelhavet.

Navnet Dragegrotterne stammer fra nogle gamle mallorcinske myter, hvor dragen menes at forsvare en kostbar skat på stedet. Hulernes tilstedeværelse er konstateret tilbage i 1338, men først i 1632 knyttes dragenavnet til hulerne. Mange havde i tidens løb udforsket hulerne, men det navn, som overskygger alle er datidens Indiana Jones, franskmanden Edouard Alfred Martel (1859-1938). Han ankom i 1896 efter invitation fra ærkehertug Ludwig Salvator. Martel, som var sagfører, organiserede i mere end 25 år kampagner, hvorunder man udforskede huler i Europa - ikke alene i middelhavsområdet men f.eks. også i England og Frankrig. Han offentliggjorde mere end 1.000 videnskabelige skrifter, og mange af hans værker blev bestsellers. Da Martel begyndte sin udforskning, kendte man 3 huler: Cueva Negra (den sorte hule), Cueva Blanca (den hvide hule) og Cueva Luis (Ludwig) Salvator. For enden af denne tredje hule lå La ventana (vinduet). Herfra var der udsigt til en stor sø, men ingen havde hidtil dristet sig længere. Martel satte over søen med sine 2 medbragte både. Søen, som er én af verdens største underjordiske søer, er i øvrigt navngivet efter ham - Lago Martel. På den anden side af søen opdagede Martel og hans ledsagere den hule, som i dag kalder Cueva de los Franceses (de franskes hule).

Vi besøgte 2 af slyngekasternes bopladser i h.h.v. Arta og Capicorp Vell. Capicorp Vell er en af slyngekasternes mest velbevarede bopladser omgivet af mure. Hele bebyggelsen består af 5 talayots, 2 firkantede og 3 runde, en ligbrændingsplads samt 28 befæstede beboelser, hvoraf flere forbløffer med deres størrelse. Til mange af de primitive beboelser har der hørt en lille gårdhave, som antagelig har været benyttet som indelukke til får og geder. Den oprindelige Capicorp Vell landsby var større end det område, der i dag kan besøges, idet bebyggelsen har strakt sig længere mod nordøst. Udgravningen af området blev påbegyndt i 1910 af Josep Coloniras Rocca til hvis ære, der er rejst en mindesten. Senere udgravninger blev foretaget i 1969. Det menes at bebyggelsen blev grundlagt allerede omkring 1000 år f.Kr., og at den har været beboet helt frem til romerske kolonisation.

Vejen til Puig San Salvador, som ligger 509 m over havet, er de 4 km meget smal og med mange hårnålesving. På toppen ligger der et munkekloster Santuario San Salvador fra 1349. Undervejs passerer vi kapellet ”Sa Capeletta”, og lige før man når toppen, er der anbragt et stort kors på en lille bjergspids. Efter endnu et par hundrede meters kørsel kommer vi til klostrets store parkeringsplads. Et bredt trappeparti fører os op til en 7 m høj monumental figur af San Salvador på korset. Vejret var ikke så godt da vi var der. Det blæste kraftigt og regnbyger fejede ind over bjergtoppen. I klart vejr skulle man ellers kunne se vandet på Mallorcas 3 sider. Vi kan mellem skyerne lige skimte Port Colom hvor ”Cassiopeia” ligger. Santuario San Salvador har en overdådigt udstyret lille kirke med en interessant gotisk altertavle i alabast. 

Vi stopper ved ”Salinas de Levante” de østlige saltudvindingsflader, hvor der normalt er et rigt fugleliv inden turen går tilbage til Port Colom. 

2. dag:

Inca - læderbyen
Inca er centrum for øens landbrug og er med sine godt 20.000 indbyggere den tredjestørste by på Mallorca. Ca. 30 km fra Palma på vej til Alcúdia. I byen er et stort antal virksomheder, som forarbejder læder. Det første skomagerlaug blev dannet i 1700-tallet. På det ugentlige torsdagsmarked falbyder de brave næringsdrivende et stort udvalg af læderprodukter som jakker, sko, tasker, punge osv. Selv om det var torsdag da vi besøgte byen, nåede vi ikke til dette marked. Det ærgrer os en lille smule. 
Rent arkitektonisk er der ikke meget af interesse i Inca. Dens modernisering med udvidelse af boulevarder og pladser har ødelagt en del af den oprindelige charme. Kirken Santa Maria la Mayor kan dog ikke flyttes. Det samme gælder San Jerónimo klostret. Byen selv er stolte af deres flotte tyrefægterarena og ikke mindst deres flotte fodboldstadion.

Vi kører videre ad snoede veje ind over bjergkæden Sierra de Tramuntana, (den højeste tinde vi kan se er 1445 m.), gennem Pollensa til øens nordligste tange hvor vi stopper ved Mirador del Formentor. Her er anlagt en gangvej, som fører os til forskellige udsigtspunkter på kanten af de op til 400 m høje lodrette klippevæge.

Afslutning.

Vi tager afsked med Ejgil den 5. maj 2006 efter nogle dejlige dage i hans lune selskab. Det har været en fornøjelse at have ham med på første del af vores tur i år, og håber han vil gentage sit besøg på Cassiopeia på et senere tidspunkt. 

Nu skal vi lige have helt styr på motoren. Mandag d. 8. maj installerer vi temperatur- og olietryksmåler, og så venter vi blot på en rimelig sikker vejrmelding inden vi lægger kursen mod Sardinien, en strækning på ca. 244 sømil, svarende til ca. 50 timers sejlads. 

Nej, det kan også godt være vi lige tager et besøg på Menorca inden. Se det er en del af det frie liv. Vi bestemmer selv hvorhen og hvornår. Det er lykken.

Vi har lige hørt, at vejret i Danmark er blevet helt sommerligt. Håber i nyder det, man ved jo aldrig hvor længe det varer.

Tak for nu og pas godt på jer selv.

Mange sejlerhilsner fra
s/y Cassiopeia

sy-cassiopeia.dk  2006
Hjem          Rejsebreve         Båden        Gæstebog         Arkiv         Links