HJEM

REJSEBREVE

BÅDEN

GÆSTEBOG

ARKIV

LINKS

Porto Colom, Mallorca, d. 7. maj 2006

8. rejsebrev - 1. del

 

Indledning.

Tiden går så stærkt. Det er allerede 3 uger siden vi forlod Almerimar, og oplevelserne har været mange siden da. Men inden jeg tager fat på den del af rejsebrevet skal i lige have beretningen om min tur til Afrika, nærmere bestemt Melilla og Marokko. 

Som gast på tur til Afrika.

Sverker, som er svensk og sejler i en selvbygget båd, ville gerne en tur til Melilla, for at tanke billig diesel. Melilla er et lille område på ganske få km2 på Afrikas nordkyst, som er under spansk besiddelse. Det er derfor mere eller mindre toldfrit område. Jeg havde på et tidligere tidspunkt, da en lignende tur var planlagt, og hvor vi ikke havde mulighed for at deltage, over for Sverker sagt, at hvis man kunne købe en Navtex (Instrument til nedtagning af vejrmeldinger via satellit) billigt derovre, måtte han gerne købe en med hjem til mig. Dengang blev det ikke til nogen tur. Det var lige på det tidspunkt hvor sagen om Muhammed-tegningerne kørte på sit højeste, og det svenske udenrigsministerium frarådede besøg i området, som støder op til Marokko. 

Nu fik jeg tilbuddet om at sejle med som gast sammen med Marck fra Esbjerg. Selv om jeg faktisk ikke havde tid, på grund af egen klargøring af båden inden afsejling fra Almerimar, valgte jeg at sige ja tak. En sådan oplevelse og tilbud får man ikke 2 gange.

Alting gik så hurtigt, for allerede den følgende dag fredag, var afsejling planlagt til kl. 17.00. Turen på tværs af Middelhavet ville tage ca. 14 timer (85,5 sm). Ved at starte på dette tidspunkt, ville vi være i Melilla næste dags morgen. Køjesækken blev pakket og jeg påmønstrede Avatara kl. 16.00. Sverker syntes imidlertid, at vi godt kunne trække afsejlingen lidt. Der var ingen grund til at komme for tidligt ind i Melilla. Vi forlod Almerimar kl. 18.30 med kurs direkte mod Melilla. Vi havde lidt vind fra starten, men efter en times sejlads måtte motoren overtage arbejdet. Selvstyreren var låst fast på kursen, så nu var det bare afslapning, småsnakkeri og behørigt udkig, som fik tiden til at gå.

Natten stunder til. Jeg er B-menneske, så jeg tager som regel hundevagten, når nattevagterne planlægges. Det gjorde jeg også nu. Marck krøb først til køjs, og en times tid efter gjorde Sverker det samme. Jeg skulle så purre Marck, og Marck Sverker senere. Jeg krøb til køjs omkring kl. 03.00, lige ved siden af den bankende motor. Dette har nu aldrig været noget problem for mig at sove fra lyde, som jeg ved skal være der, men hvis der kommer lyde, som er nye og opstår pludselig er jeg øjeblikkelig vågen. 

Det skete lidt i fem. Jeg hører en skurrende lyd, som om noget kører hen over bunden af båden, rammer propellen som et kort øjeblik lyder anderledes, hvorefter alt lyder normalt igen. Oppe fra cockpittet hører jeg nu Sverker og Marck. Hvad var det? Hvad sker der? Det er en torpedo råber Marck. Men der sker ikke mere. Alt er normalt. Jeg kommer ud af køjen og op i cockpittet til de andre. Jeg fortæller hvad jeg har hørt, og vi må konkludere, at vi formentlig er sejlet på og ind over et garn. Det der kunne ligne et angreb af en torpedo, var da det opspændte garn som en buestreng slipper båden og danner et V af morild efter sig. Motoren bliver sat i lavere omdrejninger. Hvis vi er sejlet ind over et flydegarn, er risikoen for at der er flere meget stor. Det er svært at se i mørke. Der har ikke været nogen afmærkning af garnet. Men vi befinder os også nu i Marokkansk farvand, og her er reglerne nok ikke så strenge som i Europa for fiskeri med flydegarn.

Udkiggen er skærpet. Marck bliver sendt ud ved prædikestolen. Nu får vi øje på et rødt og et hvidt lys. Muligvis en fisker bliver vi enige om. Men passerer vi rødt mod rødt (lanternerne) skulle der ikke være noget problem. Men nu begynder han (fiskeren) først at blinke med det hvide lys senere helt at slukke det. På dette tidspunkt ved vi ikke hvad det betyder, om han vil i kontakt med os eller om det er på grund af hans arbejde lyset blinker. 

Vi har ikke tænkt os at sejle hen til ham, man ved jo aldrig om det er en pirat, som på denne måde prøver at tiltrække sig opmærksomhed. Vi passerer ham på behørig afstand for ikke at gerere ham yderligere. Efter måske 15-20 min råber Marck fra stævnen. Stop – stop!!! Der er et garn mere. Motoren stoppes øjeblikkeligt, men det er for sent. Vi hænger i garnet og bliver af strøm og vind presset ind mod garnet. Der er kun en ting at gøre, for at komme fri, og det er at få garnet til at gå til bunds, altså klippe flydelinen over. Wiresaksen bliver fundet frem. Marck hopper ned på platformen agter og får fat på flydelinen med en bådshage. Han kan ikke holde og løfte den samtidig. En dønning giver et ekstra ryk, og bådshagen forsvinder i dybet. I denne situation er det godt at have en ekstra bådshage, så da den er fundet frem holder jeg flydelinen oppe, mens Marck når ned og klipper den over. 

Nettet går langsom til bunds, og en masse garnflydere driver nu rundt om båden. Vi er fri. Motoren sættes i gang og vi sejler stille tilbage i samme retning af hvor vi kom. Men ikke alt er helt som det skal være. Motoren står ikke så roligt på fundamentet som den skal. Det både mærker og hører skipper med det samme. Der er heller ikke samme træk på skruen, og skruevandet er, som når en hjulpisker prøver at lave flødeskum af vand. Altså der måtte være et eller andet, som sad fast i skruen. 

En anden ting, som også melder sig som et stort spørgsmålstegn, og der er om der er andre ting, skrue eller ror, som har taget skade af mødet med garnet. Vi kunne ikke gøre noget mens det var mørkt. Der var en times tid til at det blev lyst. Men vi måtte jo se at komme ud af det garn, som vi tilsyneladende var havnet inde i. Nu stod både Marck og jeg ude i stævnen og holdt udkig. Vi gik nu ud fra, at fiskeren havde prøvet at signalere til os, om at vi passerede ham på den gale side. 

Kursen blev lagt i en pæn bue rundt om fiskeren. Efter kort tid fik vi følgeskab af en kæmpe flok delfiner. Vi havde ikke tid til at nyde deres leg om stævnen, og de var måske også mere eller mindre fanget inden for det store flydegarn. Vi fik øje på en færge, som tilsyneladende rent retningsmæssigt måtte komme fra Almeria med kurs mod Melilla. Kursen blev sat ud mod dens kurslinie. Når vi var derude, måtte vi med rimelighed kunne være sikker på, at vi var fri af nettet. 

Delfinerne forlod os, da vi var fri. Havde vi hjulpet hinanden med at komme ud? kunne man godt foranlediges til at spørge. Da det blev lyst nok, var Marck en tur i vandet. Det var en kold morgendukkert uden våddragt. Et stort stykke garn blev pillet ud af z-drevets propel, og der blev ikke konstateret nogen anden skade på båden. Sverker var lettet. Og med konstateringen af, at han aldrig havde klaret dette uden Marck og min hjælp blev der sat fuld fart på ind mod Melilla. Vi skulle jo heller nødigt blive indhentet af en vred marokkansk fisker, som havde fået ødelagt sit garn af os.
Vi ankom til Melilla kl. 13.00 - 4 timer senere end forventet. Her blev vi budt velkommen af en meget venlig havnefoged og en endnu mere venlig og hjælpsom Guardia Civil, som bl.a. fortalte, at der var mange smukke og dejlige piger i Melilla. Tro det eller ej. Dette var med til at skabe en dejlig afslappet stemning omkring os. Vi var tætte alle sammen, men var enige om, tiden ikke skulle bruges til at sove væk. 

En hurtig tur rundt i byen, – fik konstateret, at forretningerne havde lukket en halv time efter vores ankomst, og at de først åbnede igen mandag kl. 10.00. - en stor øl og lidt tapas. Jeg tilberedte lidt aftensmad om bord, og efter skafning var det på hovedet i køjen. Nattelivet i Melilla foregik i drømme.

På tur til Marokko.

Vi ville gerne alle 3 en tur til Marokko. Vi var så tæt på, og lejligheden bød sig måske ikke igen. Men turde vi tage derind? Al’ den ballade der havde været på det seneste, - ville den være glemt eller husket? Ville vi kunne færdes trygt? Hvad skulle vi gøre hvis vi blev spurgt om hvor vi kom fra? o.s.v. 

Vi blev enige om, at hvis vi fik lov til at komme over grænsen uden problemer ville det nok gå an. Hvis nogen spurgte til hvor vi kom fra, så ville vi sige Holland. Hverken Danmark eller Sverige. De ville ikke kunne høre hvilket sprog vi talte. 

Vi tog derfor ind til en stor taxa-holdeplads i byen. Fik en pris på turen til grænsen ca. 4 km. – 4,5 Euro – OK – Fin tur. Blev sat af lige ved grænseovergangen. Gav gode drikkepenge. Glad chauffør sagde ”mange tak” med et stort smil. Vi gik over den spanske grænse, med besked fra politiet om, at vi ikke måtte fotografere. 

Efter at have udfyldt et stykke papir, med mange personoplysninger til den marokkanske told, havde fået de nødvendig stempler i passet kunne vi nu entre Marokko. Vi følte os ikke trygge, og var derfor glade for, at vi var tre. Der var ingen tvivl om, at alle kunne se, at vi var turister. Fattigdom og elendighed lyste ud af området. Der var beskidt og ulækkert. Men vi ville lige sidde ned et øjeblik. Få en kop kaffe og finde ud af hvordan vi kunne komme ind til byen Nador, ca. 10 km fra grænsen. Et toiletbesøg var også nødvendig, hvilket indebar, at min buksegylp blev plettet med køkkenblå maling. Jeg havde ikke bemærket at dørhåndtaget til toilettet var nymalet. (Denne souvenir har jeg stadig).

Vi kom med en taxa til Nador. Hu hej vor det gik i den gamle Mercedes, som stadig havde ”D” mærket på bagsmækken. 5 euro for turen. Vi blev sat af ved den store taxaholdeplads tæt på centrum. 

Det var ved at være frokost tid, så vi ville gerne først have lidt at spise. Sverker må have næse for at finde gode spisesteder, for der gik ikke lang tid, før han kunne pege på en restaurant, som så både god og dyr ud. Vi gik inden for. Fik fremvist et menukort, som vi ikke forstod. Tjeneren hjalp til og efter nogen overvejelse faldt valget på kylling til os alle 3. Og så ville vi gerne have en øl til hver. Men der var grænsen. Der blev ikke skænket nogen form for øl, vin eller spiritus. Hold da op, at vi kunne glemme det. Vi undskyldte og bestilte i stedet en Cola hver. 

Det var en flot anretning vi fik serveret. En hel grillkylling med fritter, paella og dressing. Mere end vi kunne spise. Og dog. Da jeg ikke kunne spise alle mine fritter, tog Marck over. Fritter kan man altid få plads til, hvorefter han tømte fadet. Nu havde Sverker fået hvad han kunne spise, så regningen blev bestilt. Men nej, vi var jo slet ikke færdige med måltidet. Som dessert fik vi serveret hver en stor frisk appelsin. Sverker spiste halvdelen af sin. Nu måtte det være slut. Men ak, vi skulle da lige have en kop af den varme søde marokkanske te inden det var slut. Sverker tog en mundfuld. Rejste sig – nu måtte det være nok. Han ville ud og se på markedet. Jeg insisterede på at vi skulle drikke vores te, det var jo ikke hver dag man fik serveret en sådan drik, og jeg ønskede at få det hele med, så han måtte modvilligt vente på, at jeg blev færdig med min te. Da regning kom, blev vi mere end overrasket. 12 euro incl. drikkevarer og drikkepenge for os alle 3. Synd vi ikke kunne blive noget længere.

Efter at have forladt restauranten gik vi en tur gennem medinaen og rund i gaderne med de mange butikker. Handlen omkring os var livlig. Vi fik alle 3 købt lidt souvenir. Mange af vores billeder fra byen blev taget i smug. Der var ingen der havde lyst til at blive fotograferet. Hvorfor ved vi ikke. Kunne vi ikke komme til at tage et billede lidt diskret, måtte vi spørge om lov, hvilket i langt de fleste tilfælde blev med negativ udfald. Men mine billeder fra byen fortæller mere end jeg kan beskrive med ord, så det vil jeg undlade. 

Vi gik rundt i et par timer. Aldrig helt trygge ved stedet. Kun en enkelt gang blev vi spurgt om hvor vi kom fra. Ellers troede alle, at vi var tyskere. Vi lod dem blive i troen.

På vejen tilbage til Melilla og flere gange på turen hjem til Almerimar, var vi enige om at besøget i Marokko havde været en fantastisk oplevelse.

Vi brugte den sene eftermiddag i endnu en vandretur rund i byen. Den gamle bydel var desværre lukket. Men den afslappede atmosfære der herskede her en søndag sen eftermiddag, var i sig selv en oplevelse. Spanierne går meget familietur eller tur med vennerne om søndagen, så ud over byen var der også meget andet at se på.

Sverker havde foreslået, at vi blev i Melilla til kl. 11.00 mandag formiddag. Så kunne jeg lige nå op i en af bådudstyrsforretningerne for at se om jeg kunne finde det jeg søgte. Imidlertid fik vi en dårlig vejrudsigt fra sidst på eftermiddagen mandag, så jeg foreslog, at vi skulle sejle fra morgenstunden. Det kunne jeg fornemme, at Sverker var glad for, så sådan blev det. Jeg kunne godt leve med ikke at få handlet. Oplevelserne vi havde haft var rigeligt til at jeg ikke følte mig snydt på nogen måde.

Turen tilbage til Almerimar forgik i dejlig solskin og for motor. Efter hjemkomsten skulle Sverker og jeg lige præsentere vores souvenir og fotograferes med dem på. Der faldt mange bemærkninger, da Marck og jeg udklædte vandrede over for at sige hej til Mona. Det var blevet mørkt, så for mange var det meget svært at se hvem vi var. Jeg hilste og sagde hej Lonny. Hun kiggede sig omkring. Så ikke nogen hun kendte og gik så ned om bord. 

Vores franske naboer, var tæt på at ringe til politiet, da vi stod og bankede på Cassiopeias hæk. De vidste at Mona var alene hjemme. Skulle hun nu antastes og have problemer med sådan et par Marokkanere. Ikke mens de så på. Roland kom op i cockpittet, mens Gisele forskræmt kiggede til nede fra kahytten. Der blev klappet og leet meget, da de fandt ud af hvem vi var, og Roland fik lov til at tage nogle billeder af os alle 3.
Jeg vil som afslutning på denne turberetning endnu engang sige tak til Sverker og Marck for en uforglemmelig tur og oplevelse.

Indledning til 2. del.

Vi havde nu 4 dage til at min bror Ejgil skulle komme for at sejle med i knap 3 uger. Så travlheden var stor. Nogle ting kunne ikke nås, men det var ikke af væsentlig betydning for vores videre tur. Men der var også forhold vi ikke kendte til, hvilket gav os mindre problemer de første dage på turen. Men det kan du læse mere om i 2. del af dette rejsebrev. 

sy-cassiopeia.dk  2006
Hjem          Rejsebreve         Båden        Gæstebog         Arkiv         Links