HJEM

REJSEBREVE

BÅDEN

GÆSTEBOG

ARKIV

LINKS

Almerimar, den 3. april 2006

7. rejsebrev - 2. del.

 

Januar 2006.

På besøg i Estepona.

Da vi igen var alene i båden, skete der også et vejrskift. Vejret blev ustadig. Megen blæst med flere dages kuling ind i mellem. Vi fik også en hel del regn, så vores plan om at skulle have besøg af Lois og John fra Estapona i slutningen af januar blev drøftet. Vi skulle efterfølgende besøge dem i begyndelsen af april, umiddelbart før vores afrejse fra Almerimar. 

Vi blev enige om, at ringe og høre om ikke vi skulle ændre planen således at vi besøgte dem her i januar og så kunne de besøge os til april, hvor vejret gerne skulle være noget bedre. Det blev aftalt sådan, og vi kunne se frem til et 8 dages ophold i Estepona i slutningen af januar. 

Når man er på langtursbudget ønsker man jo at spare, hvor der spares kan. Vi fik et tilbud fra John Riley om et gratis lift til Estepona. Han skulle i lufthavnen i Malaga med sin mor og en ven, som havde været på besøg fredag den 20. januar om morgenen. Samme dags aften skulle han hente sin kone også i lufthavnen. Derfor havde han masser af tid til at køre os til Estepona ind imellem. Da der ikke var problemer med tidspunktet hos Lois og John sagde vi glade ja tak til tilbuddet. Vi sparede dermed næsten 60 euro til rejsen. 

Lige siden jul havde jeg gået med tanken om, at det kunne være godt at komme hjem til Danmark en tur. Vores svigersøn Morten, spurgte på et tidspunkt om vi ikke kom hjem på besøg inden vi sejlede videre. Men det havde vi nu ingen planer om på det tidspunkt. Så sker der det, at der kommer en mail fra min bror Ejgil, med en invitation til familiefrokost søndag den 28. januar. Vi ville jo egentlig også gerne hjem og se Maiken og Mortens nye hus, som de er flyttede ind i i begyndelsen af oktober måned sidste år, og se Lykkes nye lejlighed i Næstved. Vi blev enige om at hvis vi nu kunne finde nogle billige flybillet kunne vi tage direkte til Danmark efter vores besøg hos Lois og John. På den måde sparede udgiften til busturen fra Almerimar til Malaga, og en rejsetid på godt 4 timer.

Det første vi derfor gik i gang med da vi ankom til Estepona var at gå på nettet og begynde at søge efter billige flybilletter. Vi var enige om at acceptere rejseudgifter på max. 3.000,- kr. tur/retur for os begge. De første billetter vi fandt var returrejsen - København/Madrid - for ca. 1.050,- for os begge. Det gav os nogle yderligere muligheder. Vi kendte buspriserne fra Madrid til El Ejido - ikke over 50,- euro svarende til ca. 360,- kroner. Da vi ikke har været i Madrid før, kunne vi så benytte lejligheden til at se byen, inden vi tog hjem hvis vi stadig kunne holde omkostningerne under de 3.000,- kr. Vi kunne desværre ikke finde nogen billetter, som kunne bringe os hjem til familiefrokosten, men den 1. februar kunne vi begge komme til Kastrup for 1.350,- kr. Da Lois og John var glade for vores selskab og derfor ikke havde noget i mod at vi blev til vi kunne komme af sted hjem, ja så var hele arrangementet på plads. Vi skulle hjem på ferie i 14 dage.

De første dage gik med hyggesnak og kortspil. Mona og jeg overtog ligesom ved tidligere besøg indkøb og efterfølgende madlavning m.m. et par dage ad gangen, for at Lois ikke skulle stå med det hele hver dag. Vi nåede også en tur til Casares. En af de små hvide byer, som er så berømte i Spanien, og som vi ved tidligere lejligheder altid har besøgt.

25. januar om aftenen sker det, som vi har frygtet skulle ske inden vi nåede af sted på vores tur. John er lige kommet op på første sal, hvor jeg sidder ved computeren, for at se hvordan tingene går. Han klager pludselige over frygtelige smerter i ryggen, hvorefter han taber bevidstheden. Vi er nu glade for vores lærdom ud i akut førstehjælp. Han bliver hjulpet ned at ligge, hvorefter han med mellemrum kommer til bevidsthed igen. Ambulancen er rekvireret. Johns ældste søn, som boede lige i nærheden var hentet. Ambulancefolkene får John stabiliseret, så han kan køres på sygehuset. Vi får sagt farvel og på gensyn inden han køres ud i ambulancen. John afgår ved døden samme nat på grund af en indre blødning, som ikke kunne stoppes.

Da John køres væk havde vi nok en fornemmelse af, at vi ikke fik John at se igen. Vi talte en hel del om hændelsesforløbet mens vi ventede på, at Lois skulle ringe og fortælle hvordan det gik med John. Vi var enige om, at vi havde gjort hvad vi kunne for John. Vi var glade for at have været til stede da det skete. Det var ligesom den mest værdige måde at tage afsked på, efter 14 års venskab og med alle de oplevelser vi havde haft sammen både i Estepona og i Danmark, frem for blot at få en meddelelse om at han nu var død. Vi var også glade for, at hele vores lille familie sammen havde besøgt Lois og John i julen.

Spørgsmålet for os var nu: "Skal vi blive eller er det bedst, at vi tager hjem?" Hos Lois var der ingen tvivl. Vi skulle endelig blive. Det gjorde vi. Hjalp til hvor vi syntes vi kunne. Snakkede med Lois om praktiske ting som skulle gøres, og ellers holdt vi os "usynlige" i de situationer, hvor vi ikke følte vores tilstedeværelse praktisk eller passende. Dagene gik derfor alligevel alt for hurtigt. Der blev uddelt store kram, da vi på busstationen i Marbella tog afsked. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at John tidligere hver gang vi tog afsked efter et besøg, altid fældede en lille tåre, som han hver gang vidste, at det kunne være sidste gang vi sås. Disse tårer fik jeg ikke at se denne gang. 

sy-cassiopeia.dk  2006
Hjem          Rejsebreve         Båden        Gæstebog         Arkiv         Links