HJEM

REJSEBREVE

BÅDEN

GÆSTEBOG

ARKIV

LINKS

Almerimar, den 13. oktober 2005

5. rejsebrev – 2. del

 

Tirsdag den 20. til tirsdag den 26. september 2005.
La Ampolla – Sn Carlos de la Rapite –Peniscola – Sagunto – Siles – Valencia - Denia.

Turens hidtil bedste sejldag.

Vi havde aftalt med ”Liberty” at stikke så snart det blev lyst. Så ankret blev hevet kl. 07.45. Kort tid efter sættes sejl. Vi får en frisk vind fra NV, hvilket passer os helt fint. Det giver os en agten for tværs det første stykke og en halvvind de sidste mil inden vi når målet, som er en ankerplads på den anden side af deltaet ud for Sn Carlos de la Rapite. 

Efter afgang frisker vinden imidlertid hurtigt op, så vi reber først storsejlet, og da det ikke er nok til, at jeg syntes Cassiopeia opfører sig som jeg gerne vil have hende til i de store dønninger, bliver forsejlet også bjerget. Nu går hun som en drøm. Let på roret sejler vi med 7 – 8 knob med en vind agten for tværs. Vindmåleren siger 17 m/s og med vindstød op til 22, men det er altså ikke noget problem. Det føles næsten som om, at Cassiopeia endelig har fået den vind, som hun allerbedst kan li’. 

Da vi runder fyret ved Cabo Tortosa, drejer vinden stille og roligt til NE. Vi får nu 3 timer med en plat læns. Vinden aftager til frisk og flover til sidst helt midt på eftermiddagen. Vi når målet i næsten vindstille. Det var en fantastisk flot tur. Vi får en rolig nat. Det eneste der forstyrrer er de mange fiskerbåde som kommer hjem om eftermiddagen og sejler igen tidlig næste morgen. Mona talte 28 i alt.

Vi lå en dag over, hvor vi benyttede havnen. Fik set lidt på byen og provianteret til de næste dage, så vi igen kunne ligge nogle dage for anker.

Torsdag sejler vi til Peniscola. Ankerpladsen bliver meget urolig. Det var ok så længe vind og dønninger kom fra samme retning. Men hen under aften løjer vinden. D.v.s. at den aftager og ændre retning, så vi får en svag landbrise. Nu lægger Cassiopeia sig tværs i dønningerne. Vi finder hurtigt ud af hvad der ikke er stuvet ordentligt. Det ligger nemlig i løbet af et øjeblik på dørken. Inden det bliver for slemt, når vi da en tur ind til den gamle by i gummibåden. 

Jeg kan ikke finde ro eller hvile og bliver derfor oppe i cockpittet, og nyder den lune aften. Hen af midnat henter jeg min dyne og hovedpude i forpitten og lægger mig i kahytten. Jeg skal blot hvile ikke sove. Da jeg slår øjnene op næste gang er kl. 06.00. Hvordan jeg har kunnet sove ved jeg ikke, men det havde jeg altså.

 

En lille navigationsfejl giver os vores første fisk.

Vi kan derfor fredag morgen lette anker kl. 08.10 med kurs mod Sagunto. Ja, det troede vi da. Men en lille men ikke ubetydelig indtastningsfejl på GPS gjorde, at vi lige måtte lægge 10 ekstra sømil oven i den ellers udmålte distance. Vi havde glemt, at vi skulle passere 0 medianen. Vi sejlede fra østlig bredde til vestlig. 

Denne lille fejltagelse mente vi dog var udslaget som gjorde, at vi fangede vores første lille tun på turen. Det var første gang fiskeudstyret var taget i brug. Vi havde lige fået et opkald fra ”Liberty” om at de havde fanget deres første fisk på turen. Så dette kunne vi jo ikke stå tilbage for. 

Efter at have været inde og vende i Sagunto Havn for blot at blive bortvist at politiet, måtte vi sejle til en mindre havn – Siles - lidt nord for Sagunto, da vi ikke kunne finde læ for vind og dønninger nogen steder. Aftensmaden blev indtaget på ”Liberty”. Menuen – gæt en gang – rigtigt gættet – friskfanget guldmakrel og tun. Hvilken nydelse, og så var der rigeligt.

Lørdag kaster vi anker ud for Valencia. Det bliver endnu en urolig nat, hvor vi ligger og ruller i dønningerne. Alle vore bestræbelser og prøver på at holde Cassiopeia oppe mod dønningerne, lykkedes ikke. Skulle vi have ligget her i længere tid ville den eneste løsning være at lægge et hækanker ud. Det var lysten ikke lige til, for så skulle vi i gang med at puste gummibåd op, og det var det blevet lidt for sent til.

Søndag havde vi en fin tur til Denia. Efter hånden som vi nærmede os havnen trak det op til torden. Vi valgte derfor at gå i havn, hvilket vi ikke fortrød. Hele aftenen og det meste af natten tordnede og lynede det alt mens regning stod i tove og en hård vind stod ind mod kysten. Mandag blev til en overliggerdag. Vejret var gråt og trist. Men det var fint nok til at vi kunne få provianteret igen

.

Tirsdag den 27. september til fredag den 7. oktober 2005.
Denia – Benidorm – Torrevieja – Mar Menor – Cartagena – Aguilas – Garrucha - San Jose – Almerimar.

Nogle billige dage i Torrevieja.

Vi ankommer til Torrevieja onsdag den 28. september, efter endnu en rulletur for anker ud for Benidorm. I Torrevieja er det muligt at ligge for anker inden for havnemolen. Det er der rigtig mange der gør. Ikke alene for at man ligger godt beskyttet, men lige så meget for, at det er gratis. Vi bliver her indtil 1. oktober af flere årsager. Vi trænger til at holde en lidt længere pause. 

Vi vil gerne se nærmere på byen og området. Byens eksistensgrund har gennem århundrede været baseret på saltindvinding fra lagunen på den anden side af byen. Der udskibes stadig middelhavssalt fra industrimolen, som selvfølgelig ikke kan hede andet end ”Saltmolen” og så venter ”Liberty” gæster fra Danmark. 

Om fredagen er der endvidere et kæmpe marked, hvor alt kan købes. Lige fra grøntsager, slagtervarer til hæklegarn og hårtrimmer. Vi gik en tur rundt i en del af markedsområdet. Og vi kunne godt forstå, at det var et af Spaniens største markeder. Vi nåede vel kun at se en fjerdedel af markedet. Men vi fik da købt en 12 v lader til mobiltelefonen, en bæltetaske til samme, et par shorts til Mona, et kg. æbler, 400 gram røget skinke, en hel grillstegt kylling og en hårtrimmer.

 

Rengøringsholdet forstyrrer.

En nat jeg er oppe, hører jeg en lyd, som jeg ikke tidligere har hørt i båden. Det lyder nærmest som en uafbrudt knitren, som kommer fra et ubestemmeligt sted i båden. Er der overgang i el-installationen et eller andet sted var min første tanke. Men der var ikke noget der tydede på det. Jeg besluttede mig for, at det ikke skulle ødelægge min nattesøvn, så jeg krøb med sindsro til køjs igen forvisset om at det ikke kunne være noget alvorligt.

Dagen efter kunne jeg igen pludselige høre denne knitren. Det lød som om det kom nede fra – under dørken i kahytten. Første tanke var – kakerlakker – men nej, så skal der vist være virkelig mange for at give så meget støj. Jeg løftede en af dørkpladerne. Nu blev den knitrende lyd væsentlig kraftigere, men der var ikke noget at se. Det virkede som om, at lyden kom fra ydersiden af bunden. Så måtte vi op og kigge i vandet. Nu fik vi så løst gåden. Der stod en hel stime af små fisk rund om båden som var i gang med at ”sutte” på båden. I Middelhavet lever der en lille snyltefisk, som bl.a. spiser den type begroning, som sætter sig under bådene. Det er mange gange store stimer og de kan faktisk holde båden næsten ren for begroning. Hver gang vi nu hører lyden, kan vi glæde os over, at rengøringsholdet er i gang. Og så er det ganske gratis.

 

Mar Menor.

Mar Menor er en indsø, som har forbindelse med Middelhavet 3 forskellige steder. Den er på det bredeste sted 5,5 sm og længden er på ca. 11 sm. Dybden er ingen steder over 6,6 m. Det er et oplagt ankersted og mange udenlandske både, vel nok mest tyske, lægges for anker her for vinteren. Det er muligt hele tiden at finde læ for eventuelle storme, og så er der jo dette med pengene igen. Det koster ikke noget at ligge for anker. Da vi sejlede videre fra Torrevieja om lørdagen følte vi os fristet til at sejle ind på Mar Menor og finde en egnet ankerplads, - dog kun for en enkelt nat. 

Eneste mulighed for at komme ind på Mar Menor er en gennemsejling ved ”Puerto de Tomas Maestre”. Her er der en vejbro, som åbnes hver 2. time. D.v.s. kl. 08, 10, 12, 14, 16, 18 og 20. Vi var kommet en lille smule senere af sted fra Torrevieja end ”Liberty”, så da de på VHF’en fortalte, at nu lå de og ventede på os ved indsejlingen til Mar Menor og var ved at bunke vand, tog vi sejlene ned og startede motoren. 

Vi havde herefter ca. en halv times sejlads til broen. Vi kunne så nå brotid til kl. 14,00 hvilket ville være meget fint. Da vi nærmer os kan vi ikke få øje på ”Liberty” hvilket var forståeligt nok, for pludselig kalder de over radioen og fortæller, at de har taget fejl og er på vej ud af havnen San Pedro del Pinetar, som ligger 5 sm nord for indsejlingen til Mar Menor. Det blev der grint noget af den dag. Efter at have brugt ventetiden til næste brotid på at ankre op ud for øen Isla Grosa og drikke eftermiddagskaffe kunne vi sejle gennem broen kl. 16.00. Vi valgte at sejle i læ under øen Casa del Baron, hvor der var læ for den friske sydlige vind vi havde på dette tidspunkt. Det blev en stille og rolig nat for anker endnu en gang.

Søndag gik turen så videre til Cartagena. Efter at jeg havde købt en ny gummiblæksprutte til fiskeriet, kom der atter gang i fiskeriet. Vi fangede en guldmakrel på 70 cm. Der var nok mad i den ene fisk til 6 personer. Vi inviterede derfor straks efter fangsten på aftensmad på ”Liberty”. Så kunne gæsterne Inge og Ivan på ”Liberty” også nå at smage middelhavsfisk inden de kørte videre på deres ferie. Ud over fisken får vi også en måge på krogen. Nogle gang oplever vi at mågerne begynder at dykke efter vores kroge. Begynder en måge at dykke, vare det ikke længe før der er mellem 20 og 50. I dag gjorde de det igen, og denne gang gik det galt for en af dem. Næbet hang fast i krogen og mågen kom først fri, da Mona havde fat i den ene vinge og fik vredet krogen ud af næbet på den.

Da vi når Cartagena bliver vi smidt ud af havnen inden vi når at fortøje. Der er ingen ledige pladser. Bag ved lystbådehavnen ligger der dog en havn mere, hvor der ligger ganske få lystbåde. Vi gør klar til at lægge til, men inden vi når der til, kommer en opsynsmand og genner os ud. Vi må heller ikke ligge her. Vi fatter ikke en meter af hvad der foregår. Han viser os over til bunkerkajen. Vi er jo lydige mennesker, så vi lægger bådene som anvist. 

Efter at have nydt en kold øl eller en kop kaffe tog vi vores bådpapirer og gik på havnekontoret for at checke ind. Nu var fanden lige pludselig løs. Vi måtte overhovedet ikke ligge der. Vi havde bare at forsvinde og det hurtigst muligt. Nu var vores forvirring total. Vi var blevet anvist pladserne, ja, men ham der havde anvist pladserne havde ikke noget med deres havn at gøre. Nå, hvorfor må vi så ikke ligge på en af de mange tomme pladser ved siden af? Det havde de ikke noget med at gøre, det hørte ikke med til deres havn, så det kunne hun ikke sige. Hvor kan vi så ligge? Det vidste hun da ikke og det var jo ikke hendes problem, vi kunne jo sejle ud til en ankerplads i nærheden, eller vi kunne prøve at lægge os ved en lille privat bro lige før militærhavnen, hvor vi formentlig også kunne ligge gratis. 

Vi fik så at vide at problemet var, at de havde regatta, hvor der komme mange flere både end der var plads til i deres havn. Vi forstod nu stadig ikke noget af det. Hvis der var regatta hvorfor så så mange ledige pladser? Nu syntes vi det var lidt for sjovt. Gæsterne på ”Liberty” skulle afmønstre her. Bilen var kørt hertil for nogle dage siden, så det ville være mest praktisk hvis de kunne læsse deres udstyr i bilen mens vi lå her. Vi besluttede derfor at proviantere og hente bil inden vi forlod havnen. 

Vi var derfor alle på vej til byen, da vi pludselig blev råbt an. En meget vred mand forklarede på spansk og med fagter, at vi bare havde at se at komme af sted ud af havnen med det samme. Nå ja, hvis det ikke kunne være anderledes, men vi havde lige en gummibåd der skulle pakkes, og vi ville også gerne bunke vand, hvis vi var nødsaget til at skulle ud og ligge for anker. Vi gik i gang med at pakke gummibåd og fik til nød lov at fylde 3 plasticdunke med vand, så vi havde 18 liter med os. Og så var det ellers ud. Vi prøvede os lidt frem igen i den tomme havn. Men den gik ikke. 

Vi sejlede så over til den lille private bro, som havnekontoret havde omtalt. Her lå i forvejen et par langturssejlere. En fransk og en australsk båd. Vi lage os på indersiden af den lille T-bro. Og her lå vi faktisk meget godt. Der var ikke vand og strøm, men det havde vi heller ikke brug for. Vi blev hurtigt enige om, at hvis vi kunne ligge gratis, kunne vi godt bruge et par dage her uden at det gjorde noget. Der kom yderligere en fransk og en norsk båd til. Ingen af besætningerne på de andre både kunne forstå havnens problemer med manglende pladser, og mens vi var der kom der aldrig et skib mere, som det kunne give udtryk for nogen regatta ej heller nogen form for festivitas bemærkede vi. Inden Inge og Ivan rejste videre, nåede Inge lige at klippe os alle fire. Det var en rigtig godt, så sparede vi frisørpengene endnu en gang. Tak for det Inge.


En havnefoged bliver ”blød”

Tirsdag går turen videre til Aguilas. Vi fanger endnu en guldmakrel – 58 cm. På ”Liberty” fanger de en stor bonito og en mindre guldmakrel, så dagens høst er rimelig. 

Da vi når Aguilas er der ingen ledige pladser i industrihavnen. Vi bliver nødt til at sejle over og se hvordan der ser ud i den lille lystbådehavn. Vi finder begge en plads. Cassiopeia ligger godt nok på en plads, som ikke helt passer til en ti-meter båd, men det er en yderplads, så ved brug af diverse spring, syntes vi det er OK. Der er ingen på havnekontoret, så vi må væbne os med lidt tålmodighed, inden vi kan få vished for om vi kan blive liggende eller vi skal ud og finde ankerplads. 

Da havnefogeden kommer, giver han straks udtryk for, at Cassiopeia ikke kan blive liggende. Båden er for stor til den plads, så vi må ud. Nu kommer Bjarne imidlertid mig i forkøbet. For ham er der ingen problemer, han skal blot flytte nogle pladser længere ind i havnen. Bjarne begynder nu glædestrålende at fortælle om vores store fangst af fisk på vejen hertil. Havnefogeden deltager nu ivrigt i fiskesnakken. Da Bjarne og jeg snakker sammen, finder han ud af, at vi følges. Så kan det pludselig godt lade sig gøre, at vi bliver liggende hvor vi gør. Der bliver åbnet for vandet på broerne, så vi kan bunke vand. Toilet og bad bliver åbnet og alt er fryd og gammen. Om det var den begejstrede fiskesnak eller vores følgeskab med ”Liberty” som gjorde at havnefogeden vendte 180 grader og blev meget medgørlig ved jeg ikke. Da jeg afleverede nøglen til vandet på broen fik havnefogeden samtidig en af vores nøgleringe. Den blev glædestålende modtage med et mange tak, og et slattent håndtryk. Jo, han var blevet blød. 


Fisken bliver røget

Ingen fisk onsdag. Men vi har stadig fisk fra i går. Vi har allerede spist fisk på mange forskellige måder, men vi har endnu ikke fået røget fisk. Inden vi tog hjemme fra, havde vi købet en ny røgeovn. Den skulle nu afprøves. Og hvilket himmelsk måltid denne aften. Varm, selvfanget og nyrøget fisk. Kan i fornemme duften og forestille jer smagen. Ja, bare tanken for mundvandet til at løbe. Det skal med sikkerhed gentages. Nu vi havde gang i røgeovnen, forsøgte vi os lige med at ryge lidt kylling til frokosten til dagen efter. Det blev også vældig godt, og var en fornyelse ved på frokostbordet.


Den helt store fiskedag

Torsdag på turen til San Jose kunne vi virkelig glæde os over vores fangst. Vi har tilsyneladende fundet den rigtige teknik. 5 Guldmakreller bliver det til. Og så var der desværre yderligere 2, som smutter fra os da de er på vej ind over rælingen. Vores fiskenet er slet ikke kraftig nok til at modstå fiskenes sidste kamp for at komme fri. I dag bemærkede vi også, at en hel stime af makrel fulgte efter den der var kroget. De forsvandt først, da fisken var ude af vandet og ude af syne. Havde der nu været en tredje mand om bord, ville det ikke have tage mange øjeblikke at få yderligere fisk på krogen. Vi fik lov at låne fryseplads på ”Liberty”, eller skulle vi have været i gang med at henkoge. 

Vi ankom til San Jose først på eftermiddagen. Det er en meget hyggelig lille havn. Efter at have kigget os om, er vi enige om, at stedet godt kunne være et alternativ til Almerimar, hvis det viste sig at der ikke var plads. Mona får skrevet fødselsdagsbreve til sin far og til Malte. Da Mona ikke er så mobil efter at hun i sin iver for at få fisk indenbords gled på lejderen ned til badeplatformen og flækkede huden mellem to tær, måtte jeg gå aftentur alene, for at finde en postkasse hvorfra brevene kunne sendes mens hun tog fodbad for at rense såret.

 

Vinterhavn i Almerimar

Fredag den 7. oktober. Vi har 38 sm til Almerimar, som er vores første reelle mål for turen. Vi håber at kunne få vinterplads her. Det er umiddelbart det billigste sted på Costa del Sol. Men vi ved det ikke før vi sidder på havnekontoret. Vi får en fin sejldag med en frisk vind tværs.  Vi havde fra lokale i San Jose hørt, at vinden ville friske op allerede først på dagen. Men vi var igen heldige med at den ville komme fra Nord og Nordøst. 

Vi ankom til Almerimar kl. 15.00. Vi måtte vente til kl. 16.00 med at kunne komme på havnekontoret, da der var siesta. Vi havde ikke problemer med at få plads for vinteren. Priserne var også rimelige, så vi var glade og godt tilfredse. Nu kunne vi begynde at vinterklargøre. Få gjort rent. Vasket sejl. Repareret de småting der nu var og som gerne skulle gøres for at det næste halve år kan blive så trivelige som muligt. Hov, jeg glemte vist at fortælle, at vi også på denne tur fangede en lille tun og en guldmakrel.

 

Afslutning på 5. rejsebrev

Er det nu som i havde forventet?

Sådan lød et spørgsmål fra Maiken, da jeg en af gangene gennem det sidste halve år talte med hende. Det var et godt men et svært spørgsmål at svare på. Da jeg ikke dengang ikke kunne give et – syntes jeg selv – fyldestgørende svar, vil jeg nu prøve at svare på spørgsmålet, som jeg også syntes kan være relevant for andre at høre.

Svaret må være både ja og nej. Alle har forventninger til det de giver sig i kast med. Vi havde i første omgang tankerne på vores sidste tur på kanaler og floder, som vi syntes var en kanon oplevelse. Derfor var vore forventninger til denne del af turen nok alt for store. Planerne var alt for stramme og da uheldet så var ude kunne vi ikke rigtig finde ind i en daglig ”rytme”. 

Jeg tror nu på, at hvis man har rejst på en bestemt måde og man ønsker at gentage en lignende tur, skal man glemme alt om den tidligere tur og starte som var det første gang. Specielt hvis der er gået mange år imellem. Mange ting har forandret sig, og præmisserne du rejser på er nogle andre end den gang. Uheldene for os under vejs, var så heller ikke med til at indfri forventningerne. Værst var det nok ikke at kunne opfylde andres forventninger til det de havde set frem til. Ser vi så på den del af turen med positive øjne, så ville vi heller ikke have undværet den. Vi har haft så mange dejlige oplevelser, at de langt overstiger vores uheld. Og vi skal samtidig huske, at hver gang vi er ude for små eller større uheld, og det går godt, så lærer vi noget hver gang.

Hvad så med Middelhavet? Jo, forventningerne til den første del af turen er nu indfriet. Bortset fra, at vi ikke har set delfiner endnu. Men forventningerne er blevet indfriet gradvis, efterhånden som vi har lært at sejle og opholde os på Middelhavet. Hertil vil jeg så sige, at man lærer altså ikke at sejle på Middelhavet ved at høre på hvad og hvordan andre har oplevet det. Der er ikke to, der har samme mening om hvad der er slemt og hvad der er godt. Dette skal læres ved egen praksis og med de udfordringer som det giver. 

En anden ting er, at man kan forberede sig nok så meget hjemmefra og føle at man har taget højde for alle tænkelige situationer. Det kan ikke lade sig gøre. Og godt det samme, for hvor er overraskelserne og det nye, som du lærer ved dine erfaringer, så henne. Følelsen af at lære nyt giver for os en voksende tryghed, og det i sig selv er med til at indfri vores forventninger.

Kan i have en rigtig dejlig vinter. Skulle du tilfældig komme forbi Almerimar gir’ vi gerne en kop kaffe og en kage, hvis du ved hvad jeg mener.

 

Mange kærlige hilsner til alle som har fulgt os på vores vej hertil.

Mona og Ivan

sy-cassiopeia.dk  2005
Hjem          Rejsebreve         Båden        Gæstebog         Arkiv         Links