HJEM

REJSEBREVE

BÅDEN

GÆSTEBOG

ARKIV

LINKS

Palamós, den 6. september 2005

4. rejsebrev fra Cassiopeia

 

"Indledning"

Ja, så er vi altså nået Pamalós i Spanien. Oplevelserne på den sidste del af vores tur på Saône og Rhônen, videre til Sete og hertil har været så mange, at jeg finder det nødvendigt at skrive igen. Ellers vil rejebrevene også blive for lange. De meldinger vi får fra min bror Ejgil, som styrer hjemmesiden, fortæller, at der er rigtig mange der følger vores tur, hvilket vi er meget glade for. Vi håber interessen kan blive ved med at være lige stor.

For at huske det hele, har jeg denne gang valgt at skrive rejsebrevet, som uddrag af en dagbog. Nu kunne det efterfølgende være sjovt at vide hvilken form du bedst kan li’. Du har mulighed for at fortælle os det ved at bruge gæstebogen på hjemmesiden.

Normalt plejer jeg at skrive om natten, men denne gang har vi så mange dage her i Palamós, at der kan blive tid til det i dagtimerne. Det er lidt rart. Men det kan også blive lidt for varmt, og fra sidst om eftermiddagen og om aftenen, ønsker jeg ikke computeren tændt på grund af den høje luftfugtigheden. Computeren skulle gerne holde en del år endnu og til mange flere rejsebreve.

 

Mere vand under kølen

9. august 2005.

Det er helt rart at komme ud på floden Saône. Dens bredde og dybde gør, at vi føler os mere manøvrefrie. Fragtbåde og andre store både kan passeres i passende afstand. Endvidere kan vi nu dufte vandet, som er blevet helt klart i forhold til kanalvandet, som er stillestående vand, og som for det meste en blandet med mudder fra bunden. - Nå men hver ting sin charme. 

Floden snor sig gennem landskabet, som er så smukt. Mange gange kan vi se landskabet strække sig langt, langt ud i horisonten. Ind imellem skimtes bjergene. På andre tidspunkter sejler vi mellem høje bakker, - som vi ville kalde bjerge, hvis de var placeret i Danmark -, eller gennem en lille by, som med den borgruin strækker sig langs floden. 

Vi møder ikke mange både, hverken fragt- eller lystbåde. Vi undre os over at vi kan sejle i flere timer, uden at møde nogen, eller at vi bliver overhalet af hurtigere sejlende både. Det gør dog ikke noget. Vi føler os så meget mere ude i den fri natur. Med 10 km/timen + en medstrøm på 1 - 1½ km/timen kan man nå at få alle indtrykkene med. 

Vores første ophold på Saône gjorde vi i Macôn. Det bliver til en hurtig cykeltur rundt i Macôn by inden det bliver mørkt. Det er storby, som vi kender det, så vi beslutter ikke at ofre mere tid her end hvad diverse indkøb/proviantering kræver. 


10. august 2005. 

Vi bliver overhalet af en svensk sejlbåd. Vi sætter farten op, for der er større chance for at blive sluset uden ventetid, hvis man er flere både sammen. Vi kommer dog til at vente ved næste sluse alligevel. En kæmpe stor hotelbåd skal ind først. Der bliver dog plads til både svenskeren og os også. Da vi skal forlade slusen, bliver vi råbt an af svenskeren. Han kan ikke starte sin motor. Endelig er det vores tur til at kunne hjælpe. Svenskeren får en trosse over, og vi trækker ham ud af slusen. Efter en halv times tid har han gang i motoren. Det var tilsyneladende startpanelet der var problemet, så med en kortslutning kunne han få motoren i gang igen. Vi efterlod svenskeren i en lille by, hvor det så ud til at han kunne finde de reservedele han skulle bruge. 

Vi stopper i byen Trivoux, hvor vi ankommer så tidligt, at vi kan nå at se hele byen inden aftensmaden indtages. Byen er speciel, idet den er bygget op at en bjergside. Der er en meget smuk udsigt over Rhônen oppe fra byens torv.


11. august 2005.

Vi har besluttet at vi ikke gider mere storby lige for tiden. Derfor sejler vi gennem Lyon uden at gøre ophold. 

Lige syd for Lyon løber Saône ud i Rhônen. Vi havde håbet på lidt mere medstrøm, men den eneste forskel er blot, at Rhônen er bredere og dybere end Saône. Nå, men det gør nu ikke så meget. Vi skal nok nå det vi skal. 

Vi gør ophold i Vienne. Her finder vi en lille flydebro, med blot plads til 2 lystbåde. Det franske kanalvæsen er begyndt at lægge små broer ud flere steder på flodstrækningen. Disse broer kan benyttes helt gratis. Lige noget der passer vores pengepung. 

Om aftenen sidder vi og nyder solnedgangen. Jeg får spillet lidt på harmonikaen. Der er tilhører på. En yngre "landsbytosse" og han mor (tror vi nok). Der bliver danset og hoppet på ét ben rundt på broen, ind i mellem han står og betragter os med et skævt smil. Klapper vildt i hænderne når jeg stopper og roser den "gode" musik. Vi er lidt nervøse for at de nu skal hænge på broen hele natten, for tilsyneladende sover de på gaden, hvilket deres oppakning kunne tyde på. Men heldigvis fordufter de kort tid efter at jeg har pakket harmonikaen sammen.


12. august 2005.

Det blev til endnu en dag med mange km. 62 i går og 67 i dag. Slusningerne har indtil nu ikke haft de store ventetider på, hvilket er medvirkende til, at vi kan nå så mange km uden at vi kommer til et passende sted at overnatte. Vi har i dag fundet et sted, hvor der i kortet blot er skrevet: "fortøjning muligt" ved byen La Roche de Glun. Det viser sig at kanalvæsenet også her har etableret og udlagt nye flydebroer. 

Det er meget smukt her. Bag opdæmningen af floden, lige neden for byen er der etableret et rekreativt område, hvor en del af flodvandet ledes igennem, så børn kan bade. Der er legeplads og borde med bænke. Lige et sted for en søndagsudflugt med madkurven. 

Vi kan se, at der er optræk til byfest, hvor der bl.a. skal være lansekamp, udført på nogle specielbyggede både. Det, som vi så billeder af og som Jacques Caron fra Pont L' Eveque havde været mester i mange år. Vi ville gerne have overværet denne konkurrence, men turde ikke løbe an på, at vi så ikke kunne nå ud af flod- og kanalsystemet inden 18. august, så vi måtte lade os tage til takke med endnu en dejlig aften med små joller sejlende frem og tilbage på floden. 

Nå ja, så var der jo altså lige ham belgieren, som med sin store ombyggede flodbåd, forsøgte at nedlægge flydebro og cementbolværket. Ham ville vi helst ikke sluses dagen efter, så vi håbede på, at han var på vej nordpå og ikke sydpå som os. 

Vi lå for øvrigt ved siden af en fransk båd. Der var en hulens masse børn på. Vi talte om, at det måtte være et eller andet projektskib. Men, som vi så tit har oplevet, kontakter franskmændene ikke fremmede, med mindre de er blevet opsøgt eller spurgt til råds om et eller andet. 

Da vi sad ved aftenbordet og spiste nogle af de nytilbragte syltede hvidløg fra Danmark, tog jeg nogle få hvidløg i en lille skål, henvendte mig til ham vi mente skulle være kaptajnen på båden, og spurgte om man kunne købe noget lignende i Frankrig, for vi havde ikke kunne finde dem. Han forstod ikke en brik, men straks blev hans kone tilkaldt. Hun kunne lidt engelsk, så nu fik vi både at vide, at det kunne man ikke, men også at båden var bygget af ham kaptajnen og at de havde sejlet rundt på Middelhavet i flere år, inden de i de senere år kun havde sejlet på floderne om sommeren sammen med søn og svigerdatter og alle deres børn. Båden var nu til salg, men de havde svært ved at sælge o.s.v. De fik smagt de syltede hvidløg og vi fik endnu en historie til samlingen.

 

Mistralen driller os


13. august 2005 

I dag mærker vi for første gang rigtigt hvordan Mistralen kan blæse. En kraftig vind fra nord blæser ned gennem Rhônedalen. Med vindstød op til 17 m/sek. Det gør ikke noget så længe vi sejler, hvor vi har vinden med os, men når vi skal ligge og vente på slusning kan det være svært at fortøjre og når vi sejler ind i slusen, kan en beregning af fastgørelsen til en pullert ændres på et split sekund.

Dagens sejlads starter kl. 8.00. Ved første sluse kommer vi til at vente i 1 time og 10 min. Det varsler ikke godt for dagen. Tidligere har vi stort set ikke haft ventetid. Nu kommer den Belgiske båd fra aftenen før også. Vi havde håbet på, at han ikke skulle samme vej, for med den måde han håndterede skibet, virker det ikke som om han har meget styr på det. 

Det viser sig også, at han denne gang får problemer. I forbindelse med at slusen åbnes og tømmes for både bliver han usikker og vil fortøjre til en af de store vente pullerter foran slusen. Pludselig ligger han inde bag pullerterne og driver ind mod brinken. Vi forstår slet ikke hans reaktionsmønster, for han gør noget, men det virker helt modsat af hvad man ellers ville gøre i den situation. Hans tovværk kommer i bekneb, og kan ikke frigøres. Derfor bliver han til sidst nødet til at slippe det for at komme fri. Det hele ender med, at han ikke når at komme med os i slusen, men må vente til næste gang. Vi ser ikke mere til ham i dag, hvilket vi er meget glade for.

I den næste sluse får vi også lov at vente. Denne gang når der at komme en lille engelsk sejlbåd til. Det ser noget underligt ud. Konen sidder under solsejlet på ruffet mens manden kæmper en brav kamp for at fange en pullert i den kraftige medvind. Han bliver nødt til at springe/kravle op på slusekanten, ca. 1½ m, med det resultat, at båden svinger ud med bagenden. Det lykkes ham dog at få styr på tingene, alt mens konen sidder og holder øje med hvad der ellers foregår i slusen. Ser nærmest ud, som om hun befinder sig i en hel anden verden. 

Vi kan også mærke, at det er svært og i den næste sluse er det så os der får problemer. Men dette med et sammenfald af uheldige omstændigheder. Efter at have set hvordan den engelske båd havde klaret sig i den sidste sluse, får han lov til at gå ind først. Så kan vi da se hvad han foretager sig og selv handle derefter. Han fik selvfølgelig problemer igen. Fik ikke fat i pullerten, og begynder derfor at bakke i stedet for at tage den næste. Hans gummibåd, som han har på slæb, lægger sig på tværs i slusen. 

Vi er på vej ind, og vi ser samtidig med at englænderen bakker, at den pullert vi har valgt er ud af funktion. Der sidder et lille rødt flag på den. Vi bliver derfor nødt til at fortsætte til næste pullert, men det er ensbetydende med, at vi skal passere englænderen, som kommer bakkende imod os. Da vi er ud for pullerten, har vi englænderen og hans gummibåd på vores bagbord side. Min koncentration er lidt for fokuseret på englænderen og samtidig med det får vi en ordentlig kraftig vindpust bagfra. Jeg kommer ikke tilstrækkelig tæt på pullerten, så Mona når ikke at få lagt agterfortøjningen på. Da jeg så stopper båden ved at sætte kraftigt i bak, svinger bagenden ud i slusebassinet, og vindpresset gør, at vi i løbet af gnaske få sekunder ligger tværs i slusen og driver sidelæns ned mod den lukkede sluseport. (Jeg skal her lige fortælle, at slusen er 12 m bred. Cassiopeia er, fra mastefoden som ligger en halv meter længere fremme end stævnen/prædikestolen, er ca. 11,3 m. For første gang var jeg efterfølgende vildt glad for vores nye motor og den store propel vi havde fået monteret i forbindelse med renoveringen af båden. 

Det lykkedes mig ved hjælp af motoren og Monas stærke arme at vende Cassiopeia op i vinden uden at vi en eneste skramme. Roret blev lagt i styrbord. Fuld gas bak. Fuld gas frem, og sådan flere gange indtil vi var gjort fast til en pullert. Da slusningen var færdig lå vi jo i modsat retning af sejlretning, og skulle derfor bakke ud. Englænderen kunne selvfølgelig ikke vente, selv om han nu lå bag ved os, men det var ikke det værste. Da de sejlede forbi os, sad konen i cockpittet og rystede på hovedet at os. Havde jeg haft en våd sur karklud ved hånden, havde hun fået den lige i synet. Hendes attitude bekræftede kun endnu engang over for os, at hun ikke anede en skid om hvor hun befandt sig og hvad hun deltog eller rettere ikke deltog i. Da vi bakker ud af slusen, og kommer uden for, kan vi se forundringen i ansigtet på folk i en ventende sejlbåd. De skulle bare vide.

Det var vores sidste planlagte slusning for dagen, og da vi er fortøjret i den lille havn ved Viviers kunne vi slappe af og få talt om hændelsesforløbet. En halv time senere kom den svenske båd, som vi havde haft på slæb. Nu blev det så tid til en øl og et par snaps inden turen i op i den gamle middelalderby, som vi havde hørt skulle være en utrolig oplevelse. Det var den også. Inden vi var færdige med byen, havde vi gået så meget rundt i de små snørklede gader, at vi ikke anede hvor vi var. Lidt hjælp er der dog altid at hente og vi fik en venlig vejledning i hvordan vi igen kunne finde tilbage til havnen. 


14.-16. august 2005

Vi starter tidligt den 14. Kl. er kun 7.18, men vi vil gerne stoppe tidligt. Vi har fået oplyst, fra Moody og Carsten, at der skulle være et godt vinsted ved Roquemaure. Vi ankommer kl. 13.15. Kort tid efter ankommer den svenske båd også. Det bliver dog til et kort ophold, da Mistralen igen begynder at drille os. Da kajen ligger på vindsiden, er der ikke andet at gøre end at forlade den og sejle videre mod Avignon. 

I dag går slusningerne meget bedre. Vores nye måde at fastgøre på viser sig meget mere effektiv end den tidligere, så vores problemer med slusning i medvind er overstået. Vi ankommer til Avignon 16.50. 

Mandag morgen blæser Mistralen med op til 24 m/sek. Det er derfor tid til en overligger. Nu håber vi ikke, at Mistralen, som den godt kan finde på, vil blæse så kraftigt flere dage i træk. Det er vores tidsplan ikke rigtig til. Vi havde ikke planer om at ligge i Avignon. Selv om byen er meget spændende og der er en masse at se, syntes vi at vi ved tidligere besøg havde set byen tilstrækkeligt. Det gør nu ikke noget. Vi får lejlighed til endnu engang at hilse på besætningen på en anden Moody 33 og en lang byvandring og om aftenen oplever vi den megen liv der er i bymidten med gøgl, små kunstboder, kunstmalere og levende musik. 

Tirsdag bliver en dag med en kort tur. ca. 20 km godt 2 timers sejlads. Vi stopper ved byen Vallabrégues. På turen lægger vi mærke til fire ældre propelfly, som bliver ved med at flyve frem og tilbage. Vi taler om der kan være et veteranstævne eller lignende, men efter hånden, som vi kommer tættere og tætter på, kan vi se at de lige som lægger an til landing langs floden, men stiger så igen. Efter endnu et stykke tid opdager vi, at der langt ude i horisonten er en tung mørk røg, som stiger til vejrs. Nu går det hele op for os. Det er brandslukningsfly, som går ned og samler vand op fra floden og flyver ud til et område med skovbrand hvor vandet så smides. Vi når lige ved selvsyn at se hvordan de samler vandet op, inden branden er slukket og flyene vender hjem. Det må og skal være utroligt effektivt. 


17.-18. september 2005

Nu er det slut med Rhônen. Ved Arles sejler vi ud på Petit Rhône for derefter at sejle ud på Canal du Rhône á Sete via den sidste sluse på vores flod og kanaltur. En kæmpe sluse, og så skal vi kun sluses 20 cm. 

Det bliver en lang, smuk og en enkelt gang lidt for spændende dag. Vi sejler gennem et delta Camague tæt på Middelhavet. Området er kendt for de vilde hvide heste og de sorte tyre samt de mange flotte flamingoer. Vi ser masser af alle disse dyr og fugle. Det er utroligt smukt når man ser den rigtige vej, det vil sige ind mod fastlandet. For mod Middelhavet kan man blot se det ene hotel efter det andet rejse sig mod himlen. 

Det var meningen, at vi skulle stoppe dagens sejlads i Aigues-Mortes, men det er højsæson for ferie, så alt hvad der kan flyde er ude at sejle. Hvis det ikke er private både så er det udlejningsbåde. Vi kunne simpelt hen ikke finde nogen plads, hvor vi fandt det sikkert at ligge. Vi ville heller ikke betale 22 euro/døgn i havnepenge, så turen måtte gå videre. 

Når der er turister og naturen er smuk er der også turbåde. Nogle af dem syntes vi nok er lidt for store til at sejle rundt på de kanalen, som nogle steder er totalt ødelagt og derfor trænger til en kraftig renovering, hvis man ønsker at de skal vedblive med at eksistere. Stederne hvor brinkerne er sunket sammen er der ikke særlig dybt ude langs siderne og kanalen bliver derfor meget smal for en kølbåd som vores. Netop sådan et sted, skulle vi komme til at træffe nærmere bekendtskab med en af de store turbåde. Vi havde tidligere ladet den passere os, fordi vi ikke ønskede at ligge i vejen for den. På et sted, hvor en anden kanal krydsede den vi sejlede på, var der en viadukt hvorpå der sad rød og grøn lys for gennemsejling. 

I dette kryds drejer turbåden til bagbord. Stævn og agterende bliver skjult af broen, så vi kan ikke se, at han begynder at bakke. Han har heller ikke givet signal til hvad han havde gang i, så vi blev temmelig overrasket, da vi pludselig ser hans stævn igen. Det ser dog først ud til, at han bliver liggende stille indtil vi har passeret, og da der er grønt lys for os til gennemsejling sætter jeg lidt mere fart på for ikke at sinke ham unødigt. Det var imidlertid det eneste jeg ikke skulle have gjort, for nu ser jeg, at han kommer brasende imod os og under viadukten. Fuld skrue bak for at komme væk. Brinken på styrbord side er sunket sammen, så jeg trækker mod bagbord. Vi kan ikke nå at bakke så hurtigt, som han sejler fremad. Pludselig ligger vi på tværs af hans sejlretning. Der er nu kun et at gøre. Fuld skrue frem. Både Mona og jeg forventer at vi bliver ramt af hans stævn et eller andet sted. 

Tingene går så stærkt, men det jeg når at tænke glemmer jeg aldrig. "Sejl så meget på tværs og ret op mod den modgående, så du mindsker styrken af påsejlingen mest muligt". Vi glider af på hans bovbølge, stryger op langs med siden med kun 5 cm imellem os. En kæmpe klapsalve møder os. Alle passagerer (vel omkring 200) havde også forventet en kollision, men da det lykkedes mig at undgå det viste de deres respekt på denne måde. 

Da vi passerede agterenden og broen på turbåden kom kaptajnen ud og beklagede hans måde at sejle på. Det kunne vi jo ikke bruge til noget. Dårligere sømandskab har jeg aldrig oplevet. Vores tur kunne i værste fald have været endt her. Vi håber aldrig at kommer ud for at være så tæt på en kollision igen. Efter en dag, hvor vi sejlede 93 km fandt vi endelig en liggeplads ved La Maguelonne Abbaye, hvor vi kunne overnatte. Det var ikke den bedste, men ved at bruge landgangsbrættet som afstandsholder mellem land og båden midtskibs kunne vi lige holde vand nok under kølen til at vi kunne ligge nogenlunde roligt natten igennem.

Nu havde vi kun ca. 20 km inden havnen i Sete hvortil vi ankom lige før middag. Vi nåede lige at besøge havnekontoret inden de lukkede til middag. Vi afleverede vores bådpapirer, da vi ikke vidste hvornår vi kunne få mast på, for havnens kran var i stykker. Vi var derfor henvist til at skulle bruge en privat mobilkran, som var placeret i et hjørne af havneanlægget. 24 euro/døgn (kurs 7,53 - 180,75 kr./døgn) Det var da en pris der var til at ta' og føle på. 113 euro for en uge ~ ca. 850,- kr. eller ca. 121,50 kr./døgn. Men så var der også gratis vand, strøm og bad. 

Vi skulle nu hurtigst muligt have lavet en aftale med manden med kranen. Vi var indstillet på at forlade Sete så hurtigt som muligt, både på grund af havneprisen, men også fordi byens fiskerflåde chikanerede lystbådehavnen i en sådan grad, ved at sejle så hurtigt forbi og sætte så store dønninger ind mellem lystbådene, så de simpelthen vælter rundt mellem hinanden. Om eftermiddagen da dette skete for os første gang måtte vi skyndsomst samle alle løst liggende genstande i kahytten sammen for at det ikke skulle blive kastet på dørken i en stor rodebunke. 

Da vi stadig har masten liggende, er der ikke den rigtig stabilitet i båden, så for os er det endnu mere voldsomt end for andre, som har masten sat. Vi fik lavet en aftale med kranføreren til kl. 10.00 dagen efter. Så nu fik vi pludselig travlt med at få klargjort mast og bom. Alle tingene, som vi havde surret til masten skulle flyttes og finde deres fremtidige plads. Masten skulle poleres og lanterne monteres. Rebeskinnen på bommen skulle flyttes, da den ikke længere passer til rebene i vores nye storsejl. Ja, der var rigtig meget der skulle gøres. Så sent i seng den dag.

 

Til byfest i Sete og klargøring til havsejlads

19.-24. september 2005  

Tidlig op. Det blev ikke til mange timers søvn, for kl. 02.30 begyndte fiskerflåden at sejle ud. Vi blev kastet rundt i køjerne, så det var ganske forfærdeligt. Kl. 05.00 faldt der lidt ro over tingene igen. Så 1½ time mere på øjet inden vækkeren ringede. 

Vi blev slet ikke færdig i går. Mona mener heller ikke, at vi alligevel får masten på i dag, da der ligger en tysk båd, som endnu ikke har fået masten på. Han lå der også i går. Han har problemer med rulleforstaget. Manglede nogle reservedele, men kunne ikke skaffe dem. Så inden vi begyndte at flytte båden gik Mona over for at orientere sig om hvorvidt vores aftale holdt. Det gjorde den ikke. Det blev i stedet for til i morgen kl. 11.00. Nu kunne vi så tage det lidt mere roligt og få styr på det sidste, hvilket egentlig passede os helt fint. 

Vi har fået at vide, at der er byfest og at den faktisk startede allerede i går og vil vare til mandag med. Vi fik også at vide at en del af byfesten bestod i lansekamp fra både, det vi så gerne ville overvære men ikke syntes "vi har haft tid til" samt masser af musik rundt om i byen fra kl. 20.00 til langt ud på natten. 

Vejrudsigten for de næste dage, ja helt frem til midt i næste uge lover hård vind. Nu besluttede vi os for at blive en uge. Opleve lansekampene og festen omkrig dem og så betale det det koster i havnepenge. Jeg fik lavet en aftale med havnekontoret om at få en bedre plads at ligge på, da vi nu skulle blive en uge. I den forbindelse spurgte jeg til, om det dog ikke var muligt for havnekontoret at få fiskerne til at sejle lidt langsommere gennem havnen, så det var til at holde ud at være her som gæstesejler. 

Her er hvad hun derefter fortalte: "Fiskerne er dumme mennesker. De er ikke særlig kloge. Mange af dem har kun gået i skole i 6 eller 7 år, så det eneste de kan er at tage ud og fiske. Der har i mange, mange år været en kamp mellem fiskerne og lystbådehavnen. Fiskerne mener, at det er deres havn, og de kan gøre hvad de vil. De har ikke nødig at tage hensyn til lystbådene. De er jo kommet til langt senere. Fiskerne er dem der skaffer penge til byen. Turismen er de lige glade med. Den lokale region har bygget en helt ny fiskerihavn et sted mellem Sete og Marseille med helt nye auktionshaller og det hele og bedt fiskerne om at flytte dertil. Men fiskerne ønsker ikke at flytte. Hvis nogen skal flytte må det være lystbådene. Fiskerne har været her hele tiden og det er deres havn mener de. En helt ny havn med nye faciliteter ligger derfor nu ganske øde og tom til ingen verdens nytte. For nogle år siden, skulle en af etaperne i "Tour de France" starte i Sete. Lystbådehavnen blev flyttet til modsatte side af havnen for at gøre plads til store både beregnet for sponsorer og officials. Havnebassinet blev gjort beskidt af alt muligt affald. Fiskerne blev bedt om hjælp til med at rydde op, da byen jo gerne skulle tage sig pæn ud over for arrangører og når den blev vist i TV. Men det ville fiskerne ikke deltage i. Tvært imod de kunne være med til at gøre den mere beskidt. Vente med at hælde fiskeaffald ud til de var inde i havnen. Alle ved jo, at hundrede vis af måger følger fiskerne, og når affaldet først hældes ud i havnen, er følgerne derefter. Mågelort over alt. Det var jo ikke i deres interesse, at byen skulle se køn og se flot ud fra luften. Det ville jo forringe deres interesser, hvis der kom endnu flere turister til byen. De er dumme mennesker." 

Det der med at hælde fiskeaffald ud inde i havnebassinet oplevede vi også flere gange. Hver dag sidst på eftermiddagen, når fiskerflåden var i havn blev der affyret flere kanonslag af ud over havnen, hvorefter tusinde vis af måger fløj til havs. Om det var en nødforanstaltning for at jage måger ud af byen ved jeg ikke, men tanken var nærliggende. Et eller andet sted, kan man måske godt forstå fiskerne, med hensyn til værestedet, men de er også selv medvirkende til at gøre tingene værre. Det er en diskussion, som kan tage lang tid, for den kan ses fra mange synsvinkler. Så ikke mere om det. 

Masten kom på som aftalt. Det blev gjort på rekordtid. Derfor kostede det "kun" 50 euro. (Vi gav 10 euro for at få den af i Tyskland). Vi fik set lansekamp til den store guldmedalje. Billederne, som vi har sendt med, fortæller mere end jeg kan beskrive. Jeg vil dog nævne, at det absolut ikke er ufarligt at deltage i. Spidserne af lanserne er lavet af metal og er med 4 spidse tagger, så de ikke glider af modpartens træskjold når de rammer. Vi så flere skjold, som var kasseret fordi for mange splinter var røget af. Én så vi falde uheldigt fra båden og i vandet, at han ramte kanten af modstanderens platform. Han måtte køres på sygehuset med krave og rygstøtte. Flere fik skader på hænder, arme og skuldre. Reglerne er mange, men i sin enkelthed går det ud på, at sidste mand der ikke er skubbet i vandt er vinder. Der kæmpes i forskellig klasser. Drenge, juniorer og voksne i forskellige vægtklasser. Der er forskellige klubber i byen, og hver klub har sine tilhængere, så der var vildt gang i den på tribunerne når der bliver kæmpet.

 

Endelig for sejl

25.- 26. august 2005

Efter 3 dage med byfest og 3 dage med klargøring af skibet, og efter at have udsejlet 2.485,87 km, været gennem 261 sluser, kunne vi endelig sætte sejl og sejle ud på det blå middelhav. Vi sejlede til Port Vendres, som er en naturhavn og tidligere den sidste uklareringshavn i Frankrig, da det var nødvendigt. 

På turen springer der pludselig 3 små hvaler, formentlig Pilot hvaler, foran og på tværs af stævnen. De forsvinder uden vi ser mere til dem. En lille spurv besøger os også. Den trænger til et lille hvil inden flyveturen forsættes. 

Mona har fødselsdag den 26. august. Vi vælger derfor at blive, selv om havnepengene er dyre. Jeg har det ikke så godt med at huske mærkedage. Mona tror heller ikke at jeg har husket hendes fødselsdag. Det har jeg nu alligevel og fødselsdagsgaven ligger da også på morgenbordet. Vi traver en lang tur i byen og finder et sted, hvor vi kan komme på internettet, så Mona kan se om der skulle være nogle fødselsdagshilsner hjemme fra. Dem er der mange af, så glæden er stor. Ingen ved jo hvor vi er, så der er ingen pakker. Der mangler dog en hilsen fra Lykke. Det rådes der bod på ved en fra mig opfordret opringning. Mens Mona får sunget fødselsdagssang gennem telefonen får jeg lige arrangeret lidt fødselsdagsmusik. Lidt senere på aftenen kommer 5 musikanter og spiller fødselsdagssang og et par ekstra numre for hende. Det får alligevel trukket en lille tåre i øjenkrogen, så min pludselige indskydelse og ekstra lille overraskelse gjorde lykke. En kop kaffe og en pandekage på restaurationen over for afslutter dagen.

Slut for denne gang

Dette må være et passende sted at slutte for denne gang. Næste destination er Spanien. Også selv om der p.t. allerede er gået 1½ uge siden da. Oplevelserne er mangfoldige. Det er svært at begrænse sig. Husk derfor på, at rejsebrevene kun er et meget lille uddrag af det vi reelt oplever. Jeg bør retfærdigvis nævne, at Lykke havde sendt en mail til Monas fødselsdag, men først efter at vi havde været på internettet. Denne gang kan jeg næsten med sikkerhed sige, at næste rejsebrev først kommer når vinterhavnen er indtaget. 

Vi kommer til at ligge meget for anker for at spare dyre havnepenge, så skrivemulighederne er begrænsende ind til videre. Ha' det nu godt og pas på dig selv hvor end du befinder dig i verdenen. 

Mange hilsner fra 
Mona og Ivan
 

 

sy-cassiopeia.dk  2005
Hjem          Rejsebreve         Båden        Gæstebog         Arkiv         Links