HJEM

REJSEBREVE

BÅDEN

GÆSTEBOG

ARKIV

LINKS

Chalon Sur Saone, den 8. august 2005

3. rejsebrev fra Cassiopeia

 

"Det skal mærkes at vi lever"          

er titlen på en bog, som vi fik i afskedsgave i Karrebæksminde. Bogen er skrevet af Karen Thisted, og er en samtalebog mellem digteren Benny Andersen og præsten og forfatteren Johannes Mølle-have om alt det væsentlige i livet bl.a. glæder og sorger. Vi har haft mange positive oplevelser og glæder blandet med følelsen af afmagt, irritation og skuffelse. På denne måde har vi gennem den sidste tid virkelig mærket, at vi lever. Bogen kan varmt anbefales.

 

På farten igen

Der skulle gå næsten en måned inden vi var på farten igen. Efter vores uheld kontaktede vi vores forsikringsselskab, og redegjorde for vores situation. Vi blev ved den lejlighed faktisk bedt om selv at finde ud af noget, og vende tilbage med et løsningsforslag, som så skulle godkendes inden det blev sat i værk. Pantaenius havde ikke umiddelbart nogen taksator i midt Frankrig, som de var vant til at bruge. Derfor gik vi straks selv i gang med at undersøge muligheden for at få vurderet skadens omfang. Vi ønskede også en vurdering af om det var forsvarligt at sejle videre, eller vi skulle have båden bugseret eller transporteret på anden vis til et værft, som kunne udbedre skaden.

I samtlige 14 dage kom vores tidligere bekendtskab med familien Caron os til hjælp, idet en svigerdatter kunne engelsk. Hun stillede beredvilligt op som tolk, når vi havde brug for det. Vi havde kontakt til 2 bådværfter, som lå relativt tæt på hvor vi var, men ingen havde lyst eller tid til at komme og hjælpe. Jo, den der lå længst væk ville gerne sende en mand, men det ville koste 1.500,- euro + moms, og de havde ikke tid før 22. juli 2005.

Nu var det så, at vi kom til at tale om Evans Marine i Sens, hvor vi overvintrede i 1993-94. Eksisterede firmaet endnu, og ville de kunne hjælpe os? Vi havde et telefonnummer fra dengang, og efter et par forsøg kom vi i kontakt med Simon, som ejer stedet. De kunne hjælpe, men havde ikke tid til at sende en mand til Pont L´Évéque, så båden skulle transporteres derned på lastbil.

Nu var det så, at Pantaenius, via kontoret i Tyskland alligevel havde fundet en taksator, som boede relativ (ca. 160 km væk) tæt på, og som de gerne ville have til at vurdere skaden. Vi skulle kontakte ham og aftale en tid hvor han kunne besigtige båden. Da han havde besigtiget båden og erkendt at skaden var for stor til at han ville sige god for, at vi selv sejlede til et værft og efter at have prøvet uden held at finde et værft, som lå tætter på end Sens, accepterede han Evans Marine. Nu skulle Evans Marine blot komme med et tilbud på hvad reparationen ville koste inden der kunne gøres mere. Da tilbuddet blev accepteret af forsikringen var der gået en uge.

Evans Marine bestilte kran og lastbil med det resultat, at vi fik yderligere en uges ventetid i Pont L´Évéque. Men så havde vi også god tid til at få sænket masten yderligere, da bådens samlede højde max. måtte være 3,70 m fra bunden af kølen til højeste punkt på båden toppen, for at den kunne transporteres.

Lastbilen kom til aftalt tid lidt før kl. 14.00 tirsdag den 5. juli 2005. Kranen måtte vi imidlertid vente på i næsten 4 timer. Båden ankom til Evans Marine dagen efter kl. 10.00, og Simon gik straks i gang med at demontere skrue og aksel, som synligt var beskadiget og motoren var flyttet mere end én centimeter på fundamentet. Der blev sat en stump aksel i gennemføringen så båden kunne søsættes og vi kunne bo i den mens der blev skaffet reservedele. Reparationen tog samlet 11/2 uge, så vi kunne forlade Sens mandag den 18. juli 2005 kl. 11.20.

Jeg benyttede lige lejligheden til at skiftet olie på motoren, og få sat nye filtre på inden afsejlingen. Filtrene bestilte jeg hjemme hos E.V.Schou i København torsdag eftermiddag. Dagen efter kl. 9.00 kom pakken fra Spanien med de bestilte varer, til Simons store forundring. Han var benovet over denne form for effektivitet.

 

1 ½ uge med børn, børnebørn og svigersøn

Maiken, Morten, Andreas, Mathias og Lykke ankom lørdag den 25. juni 2005 kl. ca. 09.15. Der var lagt op til 14 dages ferie, med sejlads op ad Seinen til Paris, 3 dage i Paris og så videre så langt vi kunne nå ad floden Marne. Dette kunne jo så ikke lade sig gøre, så båden blev blot base for overnatning, og hvorfra vi tog nogle ture til bl.a. Paris, Compiégne og Pirrefondsborgen. Svømmehallen i Noyon blev ofte besøgt, til drengenes store glæde, da vejret var meget varmt.

I Paris var Mona og jeg en tur nede i Port Arsenal, for at se om Dolphin, som vi tidligere har mødt på turen og Liberty med Kirsten og Bjarne Rolighed fra Nakskov var ankommet. Sidstnævnte havde vi en aftale med, så da de ikke var ankommet, blev der lagt besked på havnekontoret til dem. Dolphin var ankommet, men der var ingen hjemme. Vi lagde derfor en kort besked til dem på båden, med oplysning om, hvordan de kunne komme i forbindelse med os.

Hele besøget var desværre præget af vores situation, da vi stort set daglig skulle sende og checke for e-mails på Noyons internetcafé eller ringe til forsikring m.m., men vi glædede os over at have dem samlet og håber at også de ikke syntes at ferien var helt spildt. Som Maiken på et tidspunkt sagde inden de tog hjemover igen: "Vi ville jo ikke have haft lejlighed til at være sammen med familien Caron så meget og lære dem at kende, hvis vi blot var sejlet fra Pont L'Évéque da vi kom", og det er jo sandt nok, for denne familie er et helt kapitel for sig.

 

Familien Caron

mødte vi første gang i 1993, da vi var på kanaltur sidste gang. Dette kan der læses om et andet sted på hjemmesiden. Da vi ankom til Pont L'Évéque den 21. juni 2005, var det store spørgsmål, om familien stadig boede der og om der var nogen hjemme. Første gang jeg var forbi adressen så det meget lukket ud, men da jeg spurgte en ældre dame, som kom ud fra et af husene, og viste hende et postkort med familiens navn og adresse lyste hun helt op og sagde jo, jo de boede der skam stadigvæk, men der var koncert oppe på torvet og hvor hele byens befolkning var samlet, så de var nok ikke hjemme lige nu.

Vi fulgtes med hende over mod torvet, for at opsøge familien her. Imidlertid var en ung dame og en ung mand kommet ud og stod foran porten til ejendommen hvor familien boede. Vi stoppede op og spurgte igen til familien Caron. Den unge dame så meget forbløffet ud. Hun hed Carol og havde i første omgang hørt det, som om at vi spurgte efter hende, og hun kendte os jo overhovedet ikke. Men der gik ikke lang tid før familien kom hjem. Det var via den ældre dame næsten gået som en steppebrand på torvet, at familien Caron havde fået besøg fra udlandet.

Vi blev inviteret inden for og nu gik snakken til meget sent på aftenen, via tegnsprog og med hjælp fra Carol, som kunne engelsk, om dengang i 93, om vores nye planlagte tur og om vores problemer. Vi fik lov til at låne køleskab og telefon. Vi fik frisk salat og løg fra haven og æg fra hønsegården.

Jeg fik lov til at sidde i frokoststuen og skrive 2. rejsebrev, vartet op af fru Caron med øl, koldt vand, kaffe og kage. Sikke en service.

Carol, som er familiens svigerdatter, blev nøglepersonen denne gang fordi hun kunne engelsk. Hun ville hjælpe os alt hvad hun kunne. Hun havde barselsorlov, så hun havde tiden til det. Vi skylder Carol en stor tak for hendes hjælp.

Søndagen før båden skulle flyttes om tirsdagen inviterede vi til grillfest hos familien, som tak for deres hjælp. Det blev en festlig dag og nat, hvor der ud over grillmaden også blev serveret store lagkager, champagne og mange andre lækkerier. Ud på aftenen skulle jeg lige trække lidt i harmonikaen, og straks blev en anden del af familien Caron tilkaldt. Heriblandt et par nevøer med familie. De var begge ansat ved det lokale politi i Noyon!

Ud på de små timer syntes den ene, at jeg skulle have en af politiets paradekasketter. Den ligger nu på hylden nede i Cassiopeia og venter på, at vi skal få officiel besøg af de Franske myndigheder. Nogen mener jeg vil blive anklaget for tyveri, andre mener at den vil hjælpe os, men det vil tiden jo vise. Indtil nu har vi ikke haft besøg, og måske får vi det slet ikke.

Nå - tilbage til festen. Den anden af nevøerne var kørende på en firehjulet monsterknallert/motorcykel. Da han ingen kasket kunne give fik både Lykke, Mona og jeg en vild tur på bagsædet af knallerten i stedet.

Det blev næsten lyst inden jeg fandt min køje, og dagen efter kunne jeg godt mærke, at jeg måske skulle have fundet køjen et par timer tidligere.

Da båden skulle hentes tirsdag og vi måtte vente på kranen, opholdt vi os igen hos familien. Vi havde ligesom ikke andre steder at være. Båden var stuvet med alt hvad vi havde liggende af løse ting på dækket incl. fendere skulle stuves væk, så vi kunne ikke være der.

Da båden var hentet, var det som om ingen rigtig kunne give slip. Vi skulle da lige have en kop kaffe eller en kold øl, inden vi skulle køre. Da vi var næsten færdig, ja så kom der snaks og kiks m.m. på bordet. Så måtte vi jo lige have lidt af det også. Afsked er altid svært, specielt når man har følt gengældt glæde ved samværet. Vi skulle videre, ud for at finde en campingplads hvor vi kunne overnatte, så det skulle jo overstås. På gensyn siger vi til familien. Vi håber at mødes igen.

 

13. og 14. juli 2005.

Mens vi lå i Sens og ventede på reservedele fik båden en tiltrængt overhaling. Der blev vasket, skrubbet og poleret til den store guldmedalje. Vi nåede ikke poleringen inden vi tog hjemmefra, så det var tiltrængt. Det tog også to hele dage.

Nu syntes vi så, at vi havde fortjent en udflugt, og hvad var mere nærliggende end at tage til Paris og opleve Frankrigs nationaldag/frihedsdag. Vi undersøgte så mulighederne for at komme frem og tilbage til og fra Paris med tog. Det ville koste os 64 euro. Vi kunne leje en bil for 57 euro incl. 400 km., så beslutningen var nem. Vi ville gerne betale lidt ekstra for den frihed at kunne komme rundt uden at være afhængig af tiden.

Det viste sig endvidere, at vi allerede kunne hente bilen den 13. juli kl. 17.30 og først aflevere igen den 15. juli kl. 08.00, da udlejningsbureauet ikke havde åben den 14. juli. Det var jo helt fint for os. Nu ville vi så køre mod Paris allerede aftenen i forvejen og så prøve at finde Christa og Jørgen fra Dolphin for at høre nærmere om planerne for evt. at kunne mødes senere på vores tur.

Vi fandt ikke Dolphin om aftenen, men fik set det store festfyrværkeri i Montargis i anledningen af frihedsdagen. Herefter kørte vi ud og fandt et sted at overnatte. Vi har sovet mange gange i bil, så det var ikke noget problem, bortset fra, at det lokale politi pludselig stod og lyste mig i hovedet med en lommelygte. De skulle da lige se hvordan sådan et par hoveder, som finder på at sove i bilen, ser ud.

Paris blev indtaget. Vi havde ingen problemer med at finde parkeringsplads. Og først skulle vi lige ned i Port Arsenal for at se og høre om "Liberty" var eller havde været der. De var der ikke og havde heller ikke været der. I stedet mødte vi Ane-Lis og Arne på s/y Marie, som var på vej hjemover efter 6 år på Middelhavet. Det blev til en god lang snak, så vi nåede ikke den store parade, men det gjorde nu heller ikke noget.

Frokosten blev indtaget i latinerkvarteret. Her lod vi os lokke af en tjener, som påstod at han havde "Rød Ålborg" på menukortet. Sådan en kunne jeg godt lige klare til frokosten. Da vi havde bestilt maden incl. øl og snaps, fik vi noget rigtigt godt mad og øl, men snapsen så vi aldrig noget til. Hver gang vi spurgte havde han travlt med at indfange nye kunder eller også var fætteren på vej ud for at hente den.

På et tidspunkt hvor han ikke var til stede stod der et ung par fra Japan og kiggede ind i restauranten. Der var lige blevet et par ledige pladser ved siden af os, så jeg sagde til Mona at jeg ville se om jeg var lige så dygtig til at skaffe kunder som tjeneren var. Jeg fik kontakt med det unge par, forklarede med store armbevægelser hvor godt et spisested det var, og at de kunne få og bestille lige nøjagtig hvad de ønskede, men ikke skulle forvente at få det. Men maden var god og billig. De hoppede sku på den. De satte sig ved siden af os, og nu kunne de så fortælle, at de hed Michiko og Kazuyoshi Kotake og at de var på bryllupsrejse. Kazuyoshi havde arbejdet på en japansk ambassade i en af de afrikanske stater. Derfor kunne han fransk og engelsk. Michiko kunne spansk. Derfor havde de lige været 3 dage i Barcelona. Vi lovede at sende dem en hilsen og lægge billedet af dem på nettet. Vi gør selvfølgelig begge dele.

Efter afskeden gik turen så til den Luxemburgske Have. Her vidste vi, at der som regel er friluftskoncert på tribunen på helligdage og i weekenden. Det var der da også. En form for harmoniorkester spillede. Det er altid et tilløbsstykke, så alle stole og bænke var selvfølgelig optaget da vi kom. Men som altid er det ikke alle der holder en hel koncert igennem, hvilket giver andre lejlighed til at få en siddeplads. Dette gav ud over en musikalsk oplevelse også et rent komisk show. Når en stol blev ledig var den som strækpapir på folk. Fra alle sider sprang folk til for at erobre stolen. En var heldig mens 10 andre var for langsomme.

Jeg havde specielt øje på en ganske ung mand, som tilsyneladende havde kæresten med til koncert. Kæresten havde fået en stol, så nu manglede han kun en selv. Hver gang en stol blev ledig og han ikke nåede den som den første slog han opgivende ud med armene og kiggede skuffet over på kæresten. Men nu er det jo sådan, at den mest ihærdige får held til sidst. Og efter 5 - 6 mislykkede forsøg lykkedes det da også for ham. Han nærmest sprang hen til stolen, fik fat i den, og i triumf løftede han den over sit hoved, vendte sig om mod kæresten, - og jeg glemmer ikke det ansigt som viste både triumf og sejr på samme tid. Stolen blev placeret ved siden af kæresten, og han tog stille hendes hånd. Koncerten sluttede 5 minutter efter. Ja, ja, ja ......

Vi forlod Paris, og kørte igen ud for at finde Christa og Jørgen. Vi havde lånt Arnes mobil og sendt en SMS til Christa, som øjeblikkelig svarede og oplyste os hvor de lå. Nu var det ingen sag at finde Dem, så det blev til et par hyggelige timer inden turen igen gik til Sens. Vi havde beregnet at vi lige skulle kunne holde os inden for de 400 km, som var inkluderet i lejen. Det havde også holdt, hvis det ikke lige var fordi at det franske vejvæsen var i gang med at reparere og derfor havde lavet omkørsel. Mange kender og ved at man skal lære den franske måde at skilte på, hvilket ind i mellem kan være svært. Omkørselskilte er ingen undtagelse. På et tidspunkt blev vi så usikre på, om det var den rigtige vej vi var kørt, så vi måtte vende om og kontrollere en ekstra gang. Men det var rigtigt. Vi kørte så ca. 20 km inden det næste skilt kom. Omkørsel m.m. gjorde, at vi kørte 42 km for meget. 10 euro at betale ved kasse 1.

Vi sluttede vores ophold i Sens med en middag for Simon og hans mor Dorin. Det blev til en meget hyggelig aften, hvor gamle minder blev genopfrisket, og vi fik lejlighed til at høre om hvor nogen af de mange som vi mødte for 12 år siden nu befinder sig. Der var mange glædelige nyheder, men også nogle få skæbner ind i mellem. Vi kunne efterfølgende ikke lade være med at tale om hvor lidt eller hvor meget 12 år egentlig kan gøre ved mennesker.

 

Vi ændre vores ruteplan

Det var meningen, at vi fra Paris skulle sejle ad floden Marne og ad kanalerne ned til Saône, men da vi nu var havnet på floden Yonne valgte vi at sejle ad følgende kanaler - Canal Du Loing, Canal Du Briare, Canal Latéral á la Loire og Canal Du Centre til Saone. Vi håbede at vi på denne måde kunne indhente lidt af den tid vi er blevet "forsinket".

Christa og Jørgen havde meddelt, at de ville sejle langsomt, så vi havde en mulighed for at indhente dem, hvorefter vi kunne følges gennem kanalstykket ud til Saone. De skulle have gæster med fra Chalon Sur Saone, og ville herefter sejle en tur op ad Saone inden turen så skulle gå sydover.

Nu var det så lige, at inden vi fik indhentet dem, fik vi igen motorproblemer. På 4. dagen efter Sens begynder motoren om eftermiddagen at tabe omdrejninger. Jeg kan dog holde gang i den ved at gasse op, og så kører den fint igen et stykke tid. Jeg skal med det samme indrømme, at det med motorer absolut ikke er min stærke side. Dermed ikke sagt at jeg ikke ønsker at lære det, men jeg har altid været bange for at splitte mere ad end reparere en skade. Men efterhånden som problemer opstår og jeg får hjælp til at løse dem, lærer jeg også noget hver gang. Dette skulle også vise sig i dette tilfælde.

Jeg kom til at tænke på, at motoren gjorde nøjagtig som da den skulle udluftes efter at jeg havde skiftet olie og filtre. Derfor ned og se til forfiltret til brændstoffet. Ganske rigtig. Bundskruen var ikke tæt. Der kom falsk luft ind i systemet. En fin lille bobbelsøjle stod op fra bundskruen. Lige et ekstra lille vrid på skruen, så var det problem løst. Men ak, ikke helt. Motoren tabte ind i mellem omdrejninger. Ikke mange - omkring 50 - og kun en gang i mellem. Nu vidste jeg jo hvor problemet var, så jeg regnede med at det nok var fordi jeg ikke havde spændt filtret tilstrækkeligt. Det ville jeg løse næste dags morgen inden vi skulle sejle igen når vi kom til Rogny.

Næste morgen starter jeg med at efterspænde filtret. Den kunne tag en kvart omgang på skruen. Nu var problemet løst. Jeg starter motoren. Den kører lige nøjagtig 11/2 minut, så dør den. Hva' f..... sker der nu. Jeg var nede og kigge. Prøvede at "føde" den med brændstof men intet hjalp. Jeg var ved at gå ud af mit gode skind. Jeg syntes vi havde haft de problemer, som vi skulle have på turen, skulle vi nu til at have nye og andre problemer. Med min uvidenhed faldt tanken selvfølgelig også på, om det kunne være en følgevirkning fra tidligere o.s.v. Humøret var på et absolut 0 punkt. Nå, men vi blev nødt til at skulle have givet slusemesteren besked om, at vi ikke kom til aftalt tid p.g.a. vore problemer. Og så måtte vi hellere tage en frisk kop kaffe og finde ud af hvad vi kunne gøre.

Mens vi sidder og drikker kaffe kommer en knallert og stopper ud for båden. Manden henvender sig til os og spørger om det er os der har problemer med motoren, og om han må hjælpe med at finde en til at kigge på den, hvis vi ønsker hjælp. Ja for søren, hvis der er en der kan hjælpe, så vil vi være lykkelige. Han vender tilbage 2 gang i løbet af formiddagen. 1. gang for at fortælle, at ham han i første omgang havde tænkt på, havde ikke tid, men han ville prøve en anden som han også kendte. 2. gang lød beskeden, at der ville komme en forbi omkring middagstid for at kigge og vurdere hvad problemet kunne være. Fint - nu kunne vi slappe lidt af - nu var hjælpen på vej.

Spændt ventende sad vi i cockpittet. Præcis 12.05 kom en stor mand og spurgte til vores problem. Jeg forklarede og han kiggede. Det første han sagde var. Du bruger rød diesel? "Ja", sagde jeg, "det er bunket i Belgien og jeg har papir på det", samtidig med at jeg tænker på en notits fra et Hollandsk værft jeg havde læst, hvor de advares mod at bruge rød diesel købt i Belgien, på grund af den ringe kvalitet. Firmaet brugte som skræmmeeksempel linierne, at flere Hollandske både havde fået hovedrenoveret deres motor p.g.a. den røde diesel. "Kan det være problemet"? spurgte jeg forsigtigt. "Ja" -----, siger han, "men ikke for motoren men for dig. De franske myndigheder accepterer ikke brugen af rød diesel, da der ikke er betalt afgift af den". Pyh ha' tænker jeg. Skide være med myndighederne bare vi kan få lavet maskinen, så vi kan komme videre. "Problemet ligger i brændstoftilførslen", siger mekanikeren, "det er der ingen tvivl om". "Måske skal brændstoftanken renses eller også er rørene stoppet og skal luftes ud". Han meddeler samtidig, at han ikke mere tid lige nu, men han vil komme igen senest kl. 19.00 samme aften. Og så lover han, at vi kan sejle igen næste dags morgen kl. 09.00. Det var næsten det bedste at høre, men helt tro på det kunne vi nu alligevel ikke.

Kl. 17.00 henvendte en ny mand sig til os. "Problemer med motoren"? spørger han. "Ja", siger jeg "og der kommer en og laver den her i aften". "Det er mig som hjælpe jer, jeg er den bedste og dygtigste mekaniker i hele området" sagde han med et smil på læben. Vi skilte tilførselsdelen ad etapevis, så problemet bliv lokaliseret. Problemet viser sig at være i forfiltret. Det er ikke selve filtret, men i den øverste faste del. Nå, men det kan da løses jeg har en i reserve og jeg har også et nyt filter om det skulle være. Det er dog ikke nødvendigt, et enkelt pust løser problemet. Alt kan samles igen. Motoren udluftes og kører igen som en drøm.

Mekanikeren som var nede og kigge ved frokosttid kommer igen forbi, for at høre hvordan det går. Og nu kan jeg så fortælle ham, at det ikke var motoren eller noget andet der var problemet men mig. Da jeg skiftede filter i Sens havde jeg sat en gummipakning forkert. Det medførte, at da jeg efterspænder filtret lukker jeg fuldstændig for brændstoftilførslen. Jeg kender nu alt til fejlfinding på brændstoftilførslen, da jeg jo deltog i selve arbejdet, og det selv om at det med den dygtigste mekaniker i området skyldtes, at han var den mindste af dem alle og derfor kunne komme ind i selv det mindste motorrum man kunne finde, brugte han også meget tid på at forklare og vise hvordan jeg kunne løse andre mindre problemer. Vi brugte 21/2 time i det hele. Da vi spurgte hvad det kostede, sagde han: "Det koster ikke noget - hvis i syntes jeg skal have noget, bestemmer i hvad og hvor meget" Han fik en betaling, så vi var sikker på at han også var tilfreds.

Manden på knallerten, som skaffede os hjælpen og som viste sig også at være slusemester fik en god flaske rødvin, da han senere på aftenen kom for at høre om vi var klar til at sejle næste morgen kl. 09.00. Det var vi. Vi har ikke oplevet hjælpsomhed i en sådan udstrækning tidligere i Frankrig. Trods det at det var selvforskyldte problemer, så blev det negative vendt til en utrolig positiv oplevelse, som vi sent vil glemme.

Vi sejlede fra Rogny kl. 09.00 den 23. juli 2005. Vi havde aftalt med Christa og Jørgen, at når der var sandsynlighed for at vi kunne få kontakt med hinanden via VHF-radioen, skulle vi holde den åben på kanal 6. Radioen var åben, selv om vi havde en formodning om, at de mindst var en halv uge længere fremme end os. Lidt over middag hørte vi Dolphin kalde over radioen. Det viste sig, at de kun lå nogle få kilometer foran os nu. De ville holde en pause, når der viste sig en passende mulighed for at ligge og så vente på os. Så vi kunne følges ad på turen videre til Saône. Det er altid rart at være 2 både når der skal sluses, specielt i de manuelle, hvor man hjælper hinanden og slusemesteren med at lukke og åbne portene. Der kommer lige som en rytme i selve slusningen, som gør, at det hele går hurtigere og ventetiden og slusetiden bliver mindsket mest muligt.

Vi havde nogle dage med meget kraftig tordenvejr med regn i store mængder. Heldigvis havde vi kun en enkelt dag, hvor jeg måtte lide den tort igen at stå i regn, som stod som var det tove fra himlen. Det var fredag den 29. juli 2005. Vi var blevet enige om at sejle ad en lille sidekanal til Canal Latéral á la Loire ind til en lille by Dompierre Sur Besbre hvor vi kunne overnattede.

Dagen efter startede vi kl. 08.58. I den første sluse, fik vi nu at vide, at vi ikke kunne sejle længere end til byen Diou. En samlet strækning på 6 km. Herfra og 6 - 10 km længere fremme, var kanalen spærret på grund af væltede træer. Uvejret dag før havde været så kraftig, at ca. 130 var knækket eller væltet, og mange lå på tværs af kanalen så gennemsejling var total umulig. Da vi nåede frem til Diou, lå der allerede 4 både.

Vi fik fortøjet på vores specielle måde, da der heller ikke her var vand nok inde langs kajen. Vi sejler stævnen så langt ind mod brinken som muligt og fortøje den, hvorefter spilerstagen fastgøres i rælingskanten agter på båden og ind til en af vores korspløkker. På den måde sikre vi at roret ikke kommer ind på det lave vand med deraf følgende risiko for at lide skade.

I løbet af et par timer kom en mand fra kanalvæsenet og orienterede os om, at vi godt kunne forberede os på, at der ville gå op til 5 dage inden vi kunne komme videre. Surt, endnu en forsinkelse af vore planer. Men der var ikke noget at gøre ved det, vi kunne blot håbe på, at kanalvæsenet ville vise sig fra den effektive side så forsinkelsen blev så lille som muligt. Men det var jo weekend, så vi forventede ikke at oprydningsarbejdet blev igangsat før mandag.

Nu var det tid til afslapning, læsning, kort- og terningspil. Vi var dog også så nysgerrige, at vi måtte op på cyklerne og ud og se hvor slemt det så ud. Det var slemt. Hustage var revet af, træer lå væltede over alt, og selv en campingvogn var blæst ned af en skråning. Vi kunne slet ikke forstå, hvor heldige vi selv havde været. Var vi fortsat ad kanalen dagen før i stedet for at sejle ad den lille sidekanal, havde vi været inden for det stormramte område med deraf følgende risikoen for at få et væltende træ ned over båden. Denne tanke var ikke særlig rar, og skulle hurtigst muligt lægges i glemmebogen. Heldigvis kom der besked allerede tirsdag formiddag om, at kanalen ville blive åbnet samme dag kl. 13.00. Vi var den første båd der sejlede igennem, så det skulle gå meget forsigtigt. Ingen vidste, om der lå grene boret ned i bunden af kanalen og som ikke kunne ses over vandet. Hver gang vi fik øje på et væltet træ eller en gren i vandet, gled vi derfor forbi stede med frakoblet skrue, for at sikre, at ikke noget kunne skade skruen. Både Dolphin og vi slap igennem området uden problemer.

Den 4. august 2005 satte vi sluserekord. 28 sluser i alt hvoraf 11 var inden for en strækning på 5,4 km. Vi var nået til det højeste punkt på kanalsystemet ved Montchanin. Herfra går det kun nedad indtil vi når Middelhavet. Strækningen fra toppen og her til Chalon sur Saone har været langt den smukkeste på hele turen. En udsigt, som desværre kun kan fornemmes på de billeder jeg sender med hjem.

Vejret har stabiliseret sig. Det er ikke særligt varmt. Nattemperaturer på ned til 12 grader og dagtemperaturer ikke over 22 grader. Det skulle dog blive bedre i ugens løb. Lige nu ligger vi og venter på Christa og Jørgens gæster. Vi var så letsindige at bestille lidt varer med herned fra Danmark. Det koster lige en ekstra hviledag, men så bliver rejsebrevet også færdig inden vi på tirsdag den 9. august 2005 starter den sidste del af turen ad La Saône og Le Rhone til Middelhavet. Vi kan næsten ikke komme hurtigt nok der ned. Vi skulle også gerne være ude af kanalsystemet den 18. august 2005, hvor vores tilladelse til at sejle på de franske kanal- og flodsystemer udløber.

Det blev en lang beretning denne gang. Og det er dog kun en brøkdel af alle vores oplevelser. Samværet med Christa og Jørgen har været unikt. Når vore veje nu skilles glæder vi os til et snarligt gensyn med dem i det sydlige Spanien, eller i Italien til foråret. Næste rejsebrev forventer jeg ikke at sende før vi er i det sydlige Spanien - medio oktober 2005. Jeg vil dog lægge en kort besked på hjemmesidens gæstebog en gang i mellem når vi får mulighed for det, og orientere om hvor langt vi er nået.

Vi håber, at alle derhjemme har nydt sommeren og sommerferien. Vi er meget glade for de hilsner vi får på e-mails og i gæstebogen på hjemmesiden. Bliv endelig ved med det. Det er altid godt at høre nyt fra det hjemlige. Har du glemt vores e-mailadresse så er den crew@slet_mig.sy-cassiopeia.dk. Vi lover at svare, når muligheden byder sig.

Mange kærlige hilsner
Mona og Ivan
s/y Cassiopeia

 

sy-cassiopeia.dk  2005
Hjem          Rejsebreve         Båden        Gæstebog         Arkiv         Links